Formidabel Jens Albinus i skarp politisk satire på Katapult
Af Janicke Branth
Der står han så – midt på forscenen – den 55-årige vesteuropæiske, hvide mand, boomeren Oskar. Rank, næsten knejsende, og uden at fortrække en mine eller kropsdel starter han sin monolog om vestens forfald og grunden til, at han har lavet sin egen blog KKK (hvilket uheldigvis også kan associeres til Ku Klux Klan). Den er en hyldest til det kinesiske styre – eller fællesskab, som han ynder at omtale det. Oskar er erklæret kommunist og beundrer kineserne for at have løftet 400 millioner borgere ud af fattigdom på 40 år, fordi de har satset på fællesskab. Set med Oskars øjne (som kigger lige ind i vores) har kineserne formået at fusionere liberalisme og kommunisme i et system, der er til gavn for flertallet. Det er fantastisk!
Til gengæld er der ikke meget tværpolitisk tænkning hos ham selv. Han lægger ikke fingre imellem, når det gælder kritik af det, han kalder Vestens politiske hykleri og den daglige indoktrinering i medierne om vores ufejlbarlige vestlige verden.
Og så er det, han kommer til at forsvare Putins invasion af Ukraine på sin blog, og bliver afbrudt af universitetets kvindelige rektor. For en lektor i historie kan ikke tillade sig at skrive, at Putins motiver for invasionen i Ukraine er legitime. Ikke i Vesten, ikke i dag. Han bliver simpelthen fyret! Og her starter hans nedtur. Den er seriøs og hurtig.
Hvad er den dramatiske situation?
En klassisk dramaturg vil nok spørge til, hvad den dramatiske situation egentlig er? Taler Oskar til os via sin blog? Nej, ikke rigtigt. Oskars monolog er snarere en slags mundtlig ’dagbog’, som tager form, mens begivenhederne finder sted, og giver os en række episoder fra hans stærkt destruktive nedtur. Konen har allerede forladt ham og ’handlingen’ begynder, da rektor afbryder hans tale og inviterer ham ind til fyring på kontoret. Efter fyringsscenen havner han uden for ’kuplen’, som han kalder det ekkokammer, han synes, de fleste andre befinder sig i. Han opsøger et billigt Thai diskotek, og så går det ellers derudad med sex, sprut og stoffer.
Pointen med hans evigt selvbeskrivende og selvkommenterende monolog (som altid er henvendt til os) er selvfølgelig den distance, han har til sine omgivelser, sig selv og sit eget forfald: som en af kvinderne siger til ham ”Du politiserer dine følelser i stedet for at forholde dig til dem”. Selv når han onanerer, fastholder han vores blik – med hånden langt nede i bukserne.
Oskar repræsenterer den venstreintellektuelle, som gennem tiden har skabt sig sin identitet ved at være i opposition til den amoralske anden. Her til Vesten.
Blodrød scenografi
Denne positionering afspejles i Signe Kroghs scenografi, som består af to knaldrøde podier med rød bagvæg, der støder op til hinanden som to tektoniske plader. De kan både gøre det ud for performancepodier på en natklub, hvor asiatiske prostituerede danser, eller på et moderne museum, der har besøg af en kinesisk performancekunstner. Scenografien er rød som kommunismen, rød som Kina, rød som blod. Og måske er forskellen mellem diskotek og museum alligevel ikke så stor, som man vil gøre den til? På den måde modsiger scenografien Oskars opfattelse af den nødvendige forskelsdannelse og understreger stykkets pointe ved at ophæve den.
På bagvæggen projiceres illustrerende figurative kommentarer eller sms’er fra den bekymrede eks med det symbolske navn Maria. Scenografien spiller således på dramatikeren Alexa Okanovic’ kommentar i programmet: ”For længe siden var der to af alting. Der var Øst og Vest, der var mand og kvinde. Der var krig og fred. Der var tankekontrol og frihed”. Det er den verden Oskar repræsenterer, men stykket og iscenesættelsen viser, at den dikotomi er fortid.
Og så tager kvinderne for alvor fat
Nogenlunde midt i stykket kommer Oskar i jobtilbud som kustode på et museum for moderne kunst. I den forbindelse minder han publikum om, at ordet kommer af det latinske custos, en vogter. Han skal med andre ord overvåge museumsgæsterne og ser det som et billede på den overvågning, vi ellers kritiserer kineserne så meget for. Han kommer også her hurtigt i uføre med sine sexistiske kommentarer på KKK-bloggen (diskotek og museum flyder også sammen for ham). Så han bliver igen inviteret på kaffe, nu på museumsinspektørens kontor. Hun fremstår identisk med rektor for universitetet (samme skuespiller i samme kostume), men denne gang bliver han ikke fyret, men sendt på ”genopdragelse”. Han skal befris for sit ”maskuline korset”, han skal lære at tale ordentligt om andre mennesker. Det oplever han totalt klaustrofobisk og kræver at blive fyret.
Men så sætter kvinderne ind med at demontere hans verdensbillede. Han tvangsindlægges til at overvære den kinesiske kunster Ai’s performance, som er skabt i protest mod det kinesiske overvågningssamfund, der gør tilværelsen til en daglig paranoid tilstand for kineserne. Ai’s performance er en dobbelt videofortælling fra 1989 om ”the unknown rebel” (titlen på hendes show), der stillede sig op foran tanksene på Den himmelske Freds Plads og Ivan Lendls tenniskamp mod den unge kinesiske Michael Chang, der blev enden på Lendls karriere. Undervejs prøver Oskar stadig mere ophidset at afbryde Ai’s performance med råbende kommentarer, der klinger mere og mere hule. Lendl blev taktisk udmanøvreret af den unge, uerfarne kineser og kampen har siden stået som symbol på østblokkens fald. Ai’s performance bliver optakten til Oskars endelige fald.
Rest in pieces?
Tilbage på China by night konfronteres Oskar endelig med sin egen stivnede (men trygge) dikotomi, da den lækre danser Arena tager sit eget liv og viser sig at være en mand. Det kinesiske ’spejl’ knuses med et brag, og omsider brister illusionen om en bedre (kinesisk) verden. Den tid, hvor der var to af alting, er definitivt forbi og han begynder at ane en mere fragmenteret og uoverskuelig fremtid. Som en sidste fortvivlet gestus ifører Oskar sig Arenas regnbuefarvede paryk og danser rundt som en ’avatar’. Her afbrydes hans efterhånden delirerende talen-verden-til-rette af datteren, som dukker op i sit unisexede tøj. ”Hvad køn er du?” spørger han forsigtigt og hun svarer, at det ved hun ikke. Det er sådan set også helt lige meget. Hun nægter at skulle vælge og overlader ham til hans eget endeligt.
Forestillingen ender med en form for ironisk ’katarsis’, hvor Oskar igen står foran os, nu fuldstændig klædt af – af kvinderne – og stum. Med bøjet hoved ser han ned på sin egen nøgne, hvide mandekrop. Derpå sænkes han ned i et bad og overhældes af vand, inden han anbringes liggende på et af podierne og pakkes ind som en mumie i cellofan ”. End of story? Ikke helt, nogen ’Mister Cellophane’ bliver han ikke helt, for med en sidste gestus formår han at frigøre sig lidt fra cellofanen og hæve en protesterende knyttet næve ud mod os.
Skarp tekst båret af fremragende skuespiller
Det er nok noget af det bedste Okanovic’ har skrevet til dato. Ikke alene formår han at føje portrættet af den midaldrende, intellektuelle boomer sammen med en fortælling om tidens kvindekamp, han får det også sat ind i en storpolitisk sammenhæng! Ret godt gået. Og det gør han med en sjælden sproglig veloplagthed. De skarpslebne og præcise replikker, som Oskar kommenterer sin kamp og nedtur med, har man ikke hørt længe i et nyt dansk stykke. Geografien i stykket er ikke specielt dansk, og jeg ved ikke om Okanovic og Albinus har været inspireret af Houllebecq, men Oskar ligner en af de mandlige hovedpersoner i den franske forfatters romaner. I hvert fald et stykke hen ad vejen. Mod slutningen bliver Oskar lidt mere skandinavisk følsom i sin deroute.
Det er en fryd at opleve Albinus folde teksten ud med formidabel fysisk og gestisk karakteristik af den kantede Oskar med vital diskurs og mimik og en krop, der er ved at stivne af alder og fastfrosne meninger om rigernes tilstand. Stykkets og opsætningens styrke er, at vi undervejs nyder Oskars intelligente verbale tirader om vestens forfald, varsler om Kinas monumentale potentiale og sørgmuntre kommentarer til MeToo. Simon Boberg har givet spillerne en stærk og stram ramme og dramaturgi at udfolde sig i, og Sofia Mileva Cukic og Linh Tuyet Le tegner Oskars mange forskellige kvindelige antagonister perfekt.
Tak til Katapult
Det betyder så meget for den nye danske dramatik at komme i hænderne på en begavet og musikalsk instruktør og stærke skuespillere, som kan formidle tekstens sproglige og performative potentiale. Så tak til Katapult, som endnu en gang har vist sin berettigelse ved at udfolde denne omhu med sit repertoire. Gennem årene har det lille teater markeret sig stærkt ved at spille nogle af de vigtigste nye danske tekster lige fra Lollikes Vold og UNDERVÆRKET – The Re-Mohammed-Ty Show og Anna Bros Dette er vand til Anna Skovs Insideren og nu Okanovic. Man kunne blive ved at remse op, og man kan kun være taknemmelig over, at Aarhus har (haft?) et teater med så brændende et engagement i den nye danske dramatik. Man må dybt beklage, hvis lokal forfejlet kulturpolitik fører til, at teatret må lukke.
Kool Kool Kina spiller på Katapult fra d. 22. februar til d. 7. marts og igen fra d. 20. marts til d. 23. marts 2023
Medvirkende: Jens Albinus, Sofia Mileva Cukic, Linh Tuyet Le
Dramatiker: Aleksa Okanovic
Instruktør: Simon Boberg
Scenograf/videodesign: Signe Krogh
Lyddesign: Marcus Aurelius Hjelmborg og Asger Ellegaard Bruun
Lysdesign: Jens Hansen
Kostumedesign: Åsa Gjerstad
Tekstdramaturg: Kaia Fransiska Frostmann Lundenes
Idé: Aleksa Okanovic og Torben Dahl
Janicke Branth er dramaturg og cand.phil. tidl. rektor for Dramatikeruddannelsen og tidl. medlem af Peripetis redaktion