Elektricitet sanseliggjort i fortid, nutid og fremtid
Af Kathrine Winkelhorn
Hotel Pro Forma arbejder ofte med fænomener af universel karakter, såsom klima (Neoarctic, 2016), universet (Kosmos, 2014), krig (War Sum Up, 2011) eller tyngdekraften (Hvorfor bliver det nat mor, 1989). Nu er de aktuelle på Statens Museum for Kunst med udstillingen/forestillingen ELEKTRICITET.
Allerede i 1991 tog Hotel Pro Forma livtag med et eksperiment på SMK med FACT-ARTE-FACT i museets vestfløj, der var tømt for billeder. I modsætning hertil, er billedsamlingen ”Dansk og Nordisk Kunst 1750-1900” rammen om ELEKTRICITET. Det er perioden, som i Danmark er præget af guldalderen med H.C Ørsted, H.C. Andersen, Wilhelm Marstrand m.fl. Billederne indrammer ikke blot udstillingen, men kaster lys over epokens kulturelle tankesæt fra elektricitetens spæde start med Benjamin Franklin og Alessandro Voltas opfindelser af batteriet til H.C. Ørsteds påvisning af elektromagnetisme i 1820 og frem til Nikola Teslas opfindelse af vekselstrøm i 1880’erne. For Ørsted var formålet med naturvidenskaben ikke at tjene teknologien, men at gøre livet mere humant ved at forstå naturlovene i menneskelivet i samarbejde med kunsten.
I ELEKTRICITET undersøger Hotel Pro Forma, hvordan mennesket i det 19. århundrede forsøgte at forstå og kontrollere fænomenet elektricitet. Dette gøres gennem en række små beretninger om, hvordan elektricitet blev udviklet, og om hvordan elektricitet ændrede vores kultur og verden. Der er noget radikalt over at iscenesætte en udstilling/forestilling om et fænomen, der er usynligt. Elektricitet mærkes først, når det forvandles til mekanisk energi, når vi hører musik, ser TV, taler i mobiltelefon, vasker tøj osv.
Værkerne og værket
ELEKTRICITET er en videnstung forestilling/udstilling, hvor man som publikum går på opdagelse og føres ind i en rejse i kunst- og videnskabshistorien med museets billeder som en central medspiller. Det lykkes for iscenesættelsen at få de gamle elektriske apparater til at spille sammen med billeder og rum. Her møder, ser, sanser og oplever publikum en række former for elektricitet, der bliver definerende for den moderne verden. Elektricitet vises i levende tableauer, nykomponeret musik, billedkunst, sang, lysdesign, lyddesign, læsning, apparater, videnskabelige instrumenter og demonstrationer af eksperimenter.
Forestillingens dramaturgi er komponeret omkring en række mindre performative optrin, der relaterer til elektricitet, og hvordan det har påvirket menneskets kulturelle tilværelse. Den labyrintiske iscenesættelse kan forekomme overvældende, men blev for mig en invitation til at sammensætte min egen rejse ind i udstillingen.
Jeg sidder på 1. sal og ser ud over den store hall og venter. Pludselig kommer en procession med 20 figuranter langsomt gående op ad trappen iført lyse og sorte lange dragter i tungt bomuldsstof – flere med flotte, sorte filthatte på hovedet. Kostumer, der på en og samme tid leger med det historiske og samtidig synes moderne. Et mageløst syn. Jeg træder ind ad én af de to store døre og det knitrer fra lyden af elektricitet. Her møder jeg de smukt og elegant forarbejdede elektriske apparater fra fortiden. Jeg fryder mig over den omhu og skønhed, der er lagt i formgivningen af de gamle apparater og begræder samtidens ofte tarvelige industrielt fremstillede produkter.
Hovedfiguranten er en ung, smuk mand, der går alene rundt i salene og fremsiger Julie Sten-Knudsens langdigt højt og klart med enkelte pauser.
Fremtiden er elektrisk.: Jeg taler om elektrificering af biler og tog af varme af industri. Jeg taler om elektrificering underlagt naturens kræfter … Vi er forbundne gennem den luft vi indånder og elektriciteten der løber gennem højspændingsnettet. Vi får brug for større kabler. Energien strømmer frem og tilbage imellem os. Den må ikke blive afbrudt. Vi får brug for uendelige mængder uden konsekvenser. Tænd. Sluk Tænd.
En elektrisk tidsrejse
Man færdes gennem forskellige tidsaldre, som figuranterne vækker til live. Ofte høres sang fra operasangeren Lore Lixenberg, der med sin stemme laver alverdens lyde fra fuglekvidder til lyden af droner og elektricitet. Andre figuranter går rundt i små gruppereringer, stopper op og synger I Danmark er jeg født med Zahrtmanns maleri Leonora Christina i Blåtårn, lysende i baggrunden. Maleriet bliver på den måde et kontrapunkt til sangen, ihukommende Leonara Christinas hårde skæbne.
Foran en skulptur af en soldat står musikeren og komponisten Jørgen Teller og banker på en metalplade, der afgiver lys og lyn til H.W Bissens gipsskulptur fra 1851 af den Sejrende Landsoldat. Skulpturen får liv og betydning, når det mørke rum bliver levende af lyd og lys. Der hersker løbende dette samspil mellem figuranter, billeder og tid med dobbeltheden mellem dengang og nu, der træder frem i tekst og billeder.
I det største rum står en kopi af den første elektriske stol lavet i træ med læderremme og på en lysavis læser man, hvor grusomt det gik den første, der således afgik ved døden. Ved siden af ligger Niels Hansen Jacobsens skulptur Døden og Moderen og på bagvæggen hænger Joakim Skovgaards kæmpemaleri med lyset, der strømmer ned: Kristus i de dødes rige fra 1894.
Der er et stærkt sanseligt samspil mellem den elektriske stol, billedet og skulpturen. Det vækker ubehag og samtidig høres den elektriske knitren og ekkoet fra et andet rum, hvor en stemme siger: ”Tænd. Sluk. Tænd”. I et mindre rum er der opsat to borde med metalplader og en figurant stryger en violinbue mod pladen, så vibrationerne danner mønstre samtidig med at lyden overføres til en computer, hvis klangplade også danner mønstre. Man forundres og frydes. I et andet rum demonstreres elektroterapi med et bevægende performativt optrin med en kvinde og en mand. På distinkt norsk siger figuranten, Jon Skullberg:
Bylivet er blevet et sted, hvor den komplicerede og intensive tilværelse overbelaster nervesystemet. Den nervøse byboer har femhundrede, ja femtusinde sanser, hvis nerver er blevet til lutter mikroskoper, teleskoper, mikrofoner, telefoner og galvanometre, der holder mennesket i konstant uro og forvandler det til et spejl med mange hundrede flader, som optager alt, hvad der rører sig i højden og i dybden.
Underspillet humor og kulturkritik
I et nyt rum ser man en lille scene med to figuranter med Vilhelm Bissens imponerende marmorskulptur af en flot kvinde med hat og fjer. Hvad kigger hun mon på? Overvejer hun at prøve elektroterapi? Et eminent godt samspil mellem figuranter og skulptur og samtidig et godt eksempel på Dehlholms underspillede humor med en reference til samtidens helbredsindustri.
Dette er en af flere tekster, der bliver kulturkritiske spejl for det moderne, elektriske hverdagsliv, som publikum er en del af. En ung figurant er Nikola Tesla. Med hvidt kridt skriver han sine opfindelser på en tavle, og man hører kridtet, oplever langsomheden og føres i et splitsekund 120 år tilbage i tiden, mens Tesla forsætter sin lange liste af opfindelser. De konkrete spring i tid pirrer til stadighed ens sanser på rejsen rundt i salene. Tesla tager et lysstofrør fra skrivebordet og går hen til en plasmakugle, holder lysstofrøret over kuglen og efter 3-5 sekunder er der lys i lysstofrøret. Men det billede, der kommer frem viser sig overraskende at være helt moderne og ligne et digitalt billede fra en computerskærm.
Længere fremme finder jeg Wilhelm Marstrands billede af H.C Ørsted, mens Robert Kongshaug som figurant langsomt griber fat om kobbertråden, sætter strøm til, tager magneten og en rund metalring begynder langsomt at dreje rundt. Ørsted beviser sammenhængen mellem elektricitet og magnetismen. For Ørsted var dette mere en leg. For ham var elektriciteten den sansepirrende kraft og jordens puls, der slog i takt med årets rytmer. Som naturforsker tog han udgangspunkt i empirien, og som Dan C. Christensen skriver, udtrykker kunstneren sig gennem abstrakte forestillinger om sandhed/løgn godt og ondt, smukt og grimt i konkrete sanselige værker på lærredet, i musikken i bogen eller på scenen.
Jeg taler om lys og luft – Sol og vind – Jeg taler om lyse idéer – og luftkasteller. Sten kan opbevare store mængder energi – Litium er meget reaktivt – Jeg taler om elektrificering af stort set hvad som helst – Fremtiden er elektrisk. Tænd – sluk – tænd.
Epilog
ELEKTRICITET er levende samling af viden, der kan ses som videnskabelige og kulturelle lærestykker. Det elektriske, indfældet i fortiden, nutiden og fremtiden, bliver ikke mindst et kunststykke med det sanselige samspil mellem billeder, figuranter, lyd og objekter. En skildring af den moderne udvikling, som for mennesket bliver en revolution, der præger tilværelsen, men som her bliver en til refleksion og eftertanke gennem kunst. Eller kan vi samskabe et nyt gennembrud som Julie Sten-Knudsens langdigt håbefuldt antyder: “Jeg taler om lyse idéer – og luftkasteller”.
ELEKTRICITET spiller på Statens Museum for Kunst fra d. 17. februar til d. 19. marts 2023
Sanger: Lore Lixenberg
Performer: Rasmus Balling
Musikere: Wilhelm Ljunggren Dahl, Villads von Posselt
Øvrige: Ada Jacobi, Olivia Katrine Friis, Mirka Smrcinova, Robert Garde Kongshaug, Nynne Roberta Pedersen, Madelin Wilian, Jon R. Skulberg, Garcia Lucas Harbo Pauwels, Jacob Christian Hansen, Sofia Bellucci, Kristina Švenčionytė, Jørgen Teller, Linda Lapina, Ulla Gravesen, Jacob Pedersen, Lassi B. Ondesen, Nina Garde Kongshaug
Koncept: Kirsten Dehlholm, Marie Dahl, Annesofie Becker
Iscenesættelse, dramaturgi og manuskript: Kirsten Dehlholm, Marie Dahl
Kurator og katalogredaktør: Annesofie Becker
Digt: Julie Sten-Knudsen
Lysdesign: Jesper Kongshaug
Kostumedesign: Nadine Burkhardt
Komponister: Kristian Hverring, Lore Lixenberg, Wilhelm Ljunggren Dahl, Villads von Posselt
Lyddesign: Troels Bech
Kathrine Winkelhorn har i en årrække undervist i Kultur og Medieproduktion på Malmö Universitet og har redigeret og skrevet en række artikler om scenekunst. Hun er formand for Københavns Internationale Teater