Tilskueren som voyeur
Af Janek Szatkowski
At gå i teatret, er ensbetydende med at ville se og høre noget. Theatron betyder på græsk et ”sted at se fra” (afledt af Theáomai: at se + tron: sted). De personer, der lader sig se og høre ved, at de bliver beskuet, og at det de foretager sig, er planlagt med henblik på at blive set. Som skuespillere er de levende mennesker, der påtager sig at gestalte noget. Hvad dette ’noget’ kan være, er der mange bud på.
I Aarhus Teaters version af Jean Genet Stuepigerne (1947) mødes man som tilskuer af et lyserødt, ottekantet rum med vinduer ind mod rummets indre; et lige så lyserødt boudoir med en rund seng i centrum, omkranset af enkelte stole, en chaiselong, et sminkebord og en kommode. Man kan sætte sig på stole foran et af vinduerne, og tage høretelefoner på. I høretelefonerne er der, ud over replikkerne fra de tre figurer, også en løbende strøm af underlægningsmusik designet af Sebastian Toft. I midten ligger en myndeslank ung pige i lyserødt undertøj og vrider sig i poserende stillinger. Tilskueren kan se ind, men ikke se de øvrige tilskuere på de andre sider. Hvad der fra indersiden virker som spejle, er altså fra ydersiden transparent.
Hvis man ikke havde læst teatrets introduktion til forestillingen, ville man selv ganske snart mærke, hvordan man bliver iscenesat og transformeret til en voyeur. Associationer til et peep-show er nærliggende. Peep betyder at ’kigge i smug’ og showet var dengang i midt-firserne forbundet med lumre mænd, der betalte for at kunne beskue kvinder (og/eller mænd) i smug.
Scenograf Nathalie Mellbye og instruktør Line Paulsen har med den gennemkonstruerede scenografi sat et særligt koncept i spil. Som tilskuer, har jeg ikke mulighed for at unddrage mig denne ’iscenesættelse’. Hovedtelefonerne gør, at man føler sig afsondret fra de øvrige tilskuere, og således forstærkes associationen til den individuelle voyeur.
Les Bonnes
Les bonnes, som stykket hedder på fransk, har en dobbelthed i sig, der betyder både ’tjenestepige’ og ’de gode’. Dobbelthed er der også i det teatrale rollespil, der foregår: I et meget lyrisk og lidt (fransk) selv-forelsket sprog gennemfører to tjenestepiger, søstrene Solange (Amanda Friis Jürgensen) og Claire (Mette Klakstein), gentagne fiktive, rituelle mord på deres Madame (Mette Døssing). Stuepigerne er bestemt ikke gode. Det er Madame heller ikke, selvom der ikke er måde på, hvor meget godhed omtales af dem alle.
Situationen skærpes undervejs, da vi får at vide, at stuepigernes hævntrang har fået dem til at angive Madames elsker til politiet for tyveri. Han er nu i fængsel. Midtvejs får stuepigerne besked om, at han bliver løsladt mod kaution. De frygter, at han skal vende tilbage og afsløre deres løgne. Igen gennemspiller Claire og Solange mord-ritualet med øget vold og gensidige had- og kærligheds erklæringer. Det ender med at Claire drikker af den forgiftede te, som Madame ikke nåede at drikke, inden hun skulle ud for at møde sin elsker.
Det hører med til forhistorien, at Jean Genet var homoseksuel, prostitueret og tyv, med flere fængselsophold til følge. Genet var inspireret af en virkelig begivenhed i Frankrig i 1933, hvor to søskende, der var stuepiger, slog deres Madame og hendes datter ihjel på umådelig brutal vis. Søstrene Papin blev fundet i seng med hinanden efter mordene. Det optog mange af samtidens intellektuelle. Simone de Beauvoir så mordene som et udslag af hele den tvang som klassebaserede forskelle påførte de fire kvinder. Jacques Lacan skrev “Les Motifs du Crime Paranoiaque: Le Crime des Soeurs Papin,”, hvor han psykoanalytisk forsøgte at vise, hvordan søstrene led under, at de ikke kunne genkende deres eget selv i deres spejlbillede. De var forstyrrede i en splittelse mellem begæret efter at være som Madame, og i hadet til hende, der havde al magt over dem. Begivenhedens mangefold af overskridelser gjorde deres mord og begær til en gådefuld blanding af klassehad, incestuøs og lesbisk kærlighed, slavegørelse og oprørstrang.
Les Bonnes har været udsat for rigtig mange forskellige iscenesættelsesgreb. Fra urpremieren i Paris, hvor en meget realistisk spillestil kolliderede med den grumme tekst, til opsætninger hvor alle tre kvinderoller blev spillet af mænd i drag kostumer, videre til udgaver, hvor madame blev fremstillet af en sort kvinde, og til en udgave, hvor alle tre figurer blev spillet på skift af de tre kvindelige spillere. Teksten har været viklet ind i alskens video og projektioner, og viklet ud i feministisk patriarkat-kritik. Som tekst er Stuepigerne ikke fokuseret på de fysiske grusomheder i virkelighedens mord, men derimod optaget af at give afmagten et sprog og fysisk udtryk.
Et Peep-show med spil i spillet
Forestillingen bærer præg af, at scenografiens positionering af tilskueren ikke er kommet helstøbt og konsekvent ind i forestillingen. Vi er vidner til en seance, hvor en tjenestepige er ved at myrde sin madame. Claire optræder som ’Madame’ Solange spiller ’Claire’, der pønser på at slå Madame ihjel. Lige da mordet skal til at fuldbyrdes, ringer der et ur. Tiden er udløbet, den rigtige Madame kan komme når som helst.
Klaksteins Claire starter portrætteringen af Madame instrueret i en version med et udpræget overspil, der signalerer ’teater’. Friis Jürgensens Solange er sorthåret og bredskuldret, og spiller ’Claire’ med en dobbelthed mellem fingeret underdanighed og et maskulint kropssprog, inklusiv spyt og aggression. Ved så tidligt at lade spillestilen markere et ’for meget’, giver Line Paulsen sine spiller dårlige kort på hånden, og gør tilskuerens rejse meget lang. Hvad er perspektivet i, at Claire fra starten fremstår som opmærksomhedssøgende og ustabil, og Solange som en næsten stereotyp maskuliniseret kvinde?
Da Madame (Mette Døssing) kommer hjem, får vi også en figur, der bærer sin klasse udenpå. I glimt er der også smerte, som i endnu mindre glimt bliver andet end et demonstrativt ”jeg sørger”. Det giver ikke meget rum for en udvikling i figurerne. Det kan være, at det er tænkt som kommentar til hvad vi, de tilskuende voyeurer forventer at se? Stereotype (mandlige?) kvindebilleder? Men hvis det er tilfældet, er det svært at se, hvordan det hele kommer videre derfra.
Afmagtens fortvivlende spiraler
I et kort moment hen imod slutningen tændes der lys over tilskuerne (lysdesign Jim Falk). Her bliver vi nu synlige for Claire og Solange, og vi kan se de andre tilskuere. Selvfølgelig ved skuespillerne, at sådan har det været hele tiden, men ved figurerne det? Er Claire og Solange bevidste om, at deres spil for hinanden, også er spil for smugkiggerne, der nu ikke længere er i smug? Det er min opfattelse, at hvis peep-show konceptet skulle være ført igennem, så havde det krævet, at dette moment var blevet fulgt op, at det forhold at tilskueren nu bliver synlig fik konsekvenser for den sidste del, hvor tilskueren (nu igen i mørke) bliver vidne til Claires selvmord. Hvis en rå virkelighed havde fået adgang til forestillingen, hvis de omhyggelige stage-fights og lange sprogranker var blevet revet ned, og den løbende underlægningsmusik i høretelefonerne var blevet væk, og spejl-vinduerne forsvundet, så ville afmagten kunne stå frem – på trods – af alle peep-show gevandterne.
Instruktøren Line Paulsen har, ved at indføre peep-showets stiliserede ’teatralitet’ fra begyndelsen, frataget forestillingen både faldhøjde og progression. Teksten er ganske rigtigt bygget op omkring gentagelser af det rituelle mord, men der er i disse gentagelser tale om en opbygning og udvidelse af forståelsen for kompleksiteten i søstrene interne relation. Klakstein, Friis Jürgensen og Døssing gør vitterligt hvad de kan, inden for de rammer, der er udstukket.
De mange, mange ord, lydkulissen, den stiliserede og typificerede spillestil bliver sammen med gentagelserne til et slutresultat, der er mere monotont end godt er. Man kunne med fordel have ladet en strammere reduktion af teksten (hvis der ikke er klausuler på den), i samspil med en mere præcis overvejelse over muligheder/konsekvenser af peep-show konceptet. Men Aarhus Teater fortjener tak for at gennemføre disse sceniske eksperimenter. Samspillet mellem instruktør og scenograf udvikler konstant nye muligheder, der må prøves af. Line Paulsen og Nathalie Mellbye har givet et radikalt bud, hvor både det mis- og det vellykkede gør os alle sammen klogere på afmagtens fortvivlende spiraler.
Stuepigerne spiller på Aarhus Teater fra d. 02.02 til d. 04.03 2023
Medvirkende Mette Klakstein, Amanda Friis Jürgensen, Mette Døssing
Instruktør Line Paulsen
Scenografi Nathalie Mellbye
Koreografi Noora Hannula
Lysdesign Jim Falk
Lyddesign Sebastian Toft
Janek Szatkowski er lektor emeritus på Aarhus Universitet