I hjertet af mørket
Af Birgitte Dam
Furien er en rasende kvinde, der giver los for sine hævnfølelser. I vores kultur bruges ordet normalt nedsættende med konnotationer af hovedløs ondskab og destruktion, men tiden er klar til at åbne for kvindens furiøse kraft på en undersøgende måde. I ELEKTRA, som er anden del af teatertrilogien Furier, slipper Husets Teater vreden og vanviddet løs, så tilskueren får mulighed for at gå ind og være i følelsen. Med skuespillere, der er 100 % tilstede i en insisterende iscenesættelse, kan vi mærke karakterernes sår og raseri helt ned i maven. Jeg følte det som at få fat i essensen af græsk tragedie, noget vildt og følelsesstærkt.
Mytisk og stemningsmæssig kondensering
Det er et paradoks, at forestillingen får så mange, og ikke mindst så forskellige, kilder, som den er skrevet sammen af, til at udgøre en helhed. Fra Euripides, Hugo von Hofmannsthal og Sylvia Plath til Barbara Köhler og Heiner Müller. Og opsætningen får historien ned i menneskehøjde, så man kan forholde sig til den. Det er imponerende, at en kondenseret ’græsk’ stemning kan opstå i en så dekonstrueret udgave af klassikeren. Her er ingen anden gud end ’far’ at forholde sig til. Her er ingen broder (Orestes) til at føre sværdet, Elektra handler selv – som en moderne kvinde. Og moderen Klytaimnestras anden mand, Aigisthos, omtales ikke som person med navn og handling, men kun som ’elsker’. I Elektras optik er han blot ”den anden mand”, der træder i farens sted. Også Klytaimnestra myrder alene. Kvinden er den ramme, vi som tilskuere skal forstå fortællingen ud fra.
Myten og de klassiske skuespil er barberet ned til et kammerspil for far, mor og datter. Scenen er overladt til to karakterer, Elektra og Klytaimnestra, og tre kroppe, idet den myrdede far, Agamemnon, er til stede som et stumt spøgelse. For Elektra er hendes døde far så konkret fysisk nærværemnde, at hun kan mærke hans omfavnelse. For Klytaimnestra er han genstand for det mord, hun har begået, fortællingens udgangspunkt, der bliver ved med at plage hende i hendes drømme. Klytaimnestra er i den grad opgraderet som karakter. Og ikke som dæmonisk ond og forfængelig, hun er kun delvis en furie, men først og fremmest som en mor, der ikke kan nå sin datter.
”En kvinde med et elektrakomplex. Hendes far døde, altimens hun troede, han var Gud”
Skuespillet indledes med en lang stum scene, hvor Klytaimnestra symbolsk tøjrer Agamemnons krop i en slags reb-gynge, der associerer til mytens ”net”, som dronningen fanger kong Agamemnon i før øksemordet. Klytaimnestra udfører handlingen grundigt med afklaret blik, som et billede på alle de urimeligheder, hun har tålt. Hendes motivation for at dræbe Agamemnon er ikke kvindens generelle sociale fornedrelse, men at han ’slagtede’ datteren Ifigenia på vejen til Troja for at få vind – og i øvrigt hjembragte Kassandra som medhustru: Når kvinden så, krænket i hjertet, tager ”eksempel efter ham og finder sig en ven/ (..) straks så bryder der et uvejr løs mod os, men manden, som er skyld deri, går ram forbi! / Skulle jeg da finde mig i alt af ham og roligt se ham dræbe mine børn?
Elektra løsner faderens reb op, tændt af en vanvittig kærlighed, og lægger sig på ham, dirrende som et nervevrag, mens hun varsler blodets hævn. Elektra idealiserer og guddommeliggør faderen ’på en usund måde’, og forestillingen tager kompleksets psykologi ud i det ekstreme. Det er virkelig store, rene, enkle urfølelser, der spiller. Elektrakarakteren er fuldstændig ét med sin hovedhensigt: at hævne sin far og slå sin mor ihjel. Samtidig viser skuespiller Asta August Elektras sårbarhed og ensomme behov for kærlighed, både moderens og faderens.
Elektra er ikke i stand til at befri sig fra idealiseringen. Hun er låst, hvilket manifesteres i et ritual, hvor hun syr sit køn sammen. Elektras skæbne er et ikke-liv: ”det eneste begær, jeg kender, er lysten efter hævn”. Hendes indædte selvdestruktivitet er kolossalt tragisk. Efter mordet på Klytaimnestra, som vi ikke spares for at se, udsmykker Elektra faderen som en statue, ved at smøre hans krop ind i sølv, og iklæder ham en konges sølvskinnende pragt, der kaster lange reflekser ud i tilskuerrummet i forestillingens slutning. Er vi alle reflekser af vores ophav?
”Mor. Far. Mor. Far. Mor. Far. Mor. Far. Og så videre. Og så videre”. (Barbara Köhler 1989)
Behrens og Albrechtsen interesserer sig mindre for det klassiske hævnmønster men viser gennem Elektras ’kernefamilie’, at det er umuligt at undslippe et negativt familiemønster. Far myrder barn, mor myrder far, datter udsletter mor i en kædereaktion. At vold avler vold, viser forestillingen rent fysisk ved at placere Agamemnon som passiv baggrund for opgøret mellem mor og datter. Det skal forstørre fornemmelsen af det skæbne-ekko-kammer, de alle sammen befinder sig i.
I den menneskeliggjorte fremstilling, ikke mindst Lotte Andersens Klytaimnestra, er der meget, vi genkender og kan identificere os med: vrede, jalousi, tilsidesættelse, børn som ofre for forældres selvrealisering og skam og skyld i forældreskabet. Men også det tvetydige i mor- datterforholdet står stærkt og rørende. Moderens trang til omsorg og omvending i en kærlig berøring, en tilnærmelse, der også glimtvis findes hos datteren, der dog oftest stivner eller svarer med at slå moderens hånd væk: ”Min mor er død”.
Scenografi og iscenesættelsens fysiske billeder
Scenografens rum er klassisk rent, intet distraherer fra fortællingen og de voldsomme følelser, der koreograferes i fysiske billeder-. I programmet til Fædra forklarer Christian Albrechtsen, at tableauet taler til os i sin helhed og er en mindre intellektuel, mere umiddelbar formidler af teksten.. Men tableauet tjener også strategien, at forenkling er forstærkning – der bliver skåret ind til benet. Tableauet ’indrammer’ så at sige de neddestillerede arketypiske emotioner ved sin komposition af kroppe. Det er både sanseligt-fantasifuldt og en abstraktion, som tilskueren aktiveres til at tolke.
Anja Behrens taler om ’ritualet’ som en metode, hvor skuespillerne i øvelser, baseret på fabulerende, intuitive handlinger, undersøger stykkets emotionelle grundtone. Nogle gange kommer et ritual konkret med i forestillingen, som scenen, hvor Elektra syr sit køn sammen. Andre gange lever ritualet usynligt med i forestillingen. Ritualet som aktion unddrager sig tiden, men ’gentager’ forstærkende følelsen og dens betydning i rummet, som når Elektra fx slår sig selv med faderens arm.
Forestillingens farver og belysning betoner det gråsorte mørke med strejf af rødt blod, der enkelte gange lyses fuldstændig op af en foruroligende klar farve, som den røde i gyser-scenen, der illustrerer Klytaimnestras gentagelse af drabet på kong Agamemnon i sine natlige mareridt. Det samme røde lys optræder i baggrunden for Elektras kvælning af moderen.
Ligesom myten om Fædra blev født gennem tylsslør, skygger og skjulte stemmer, bruges spejlet og sminke i Elektra til at fremkalde hendes rolle i dramaet på et meta-plan. Hvem er Elektra? Der er intet bag spejlbilledet, hun eksisterer ikke, for hun er ikke længere elsket, hedder det i Barbara Köhlers tekst. Også i en anden forstand, nemlig i mytens optik, er Elektra kun en refleks, eller mange reflekser: ”fra spejlets baggrund træder en figur, knap synlig gennem lag af billeder, historiens aflejringer og erindringer”. Elektra træder frem på scenen og berører sin unge krop. Med åbne arme erklærer Elektra, at ”Nu begynder det drama, hvor alle rollerne er ofre”. Rolle- og skuespilmetaforikken fortsætter i flere andre tekster og visuelle billeder, inden Elektra ”sminker af” før den endelige konfrontation.
”Den der hader sin egen mor, hader sig selv! Og den, der hader sig selv, hader livet.” (Helmar Kloss, 1994)
Teksterne i collagen veksler mellem strømmende, medrivende fortælling i prosadigt-form, fx af Hugo von Hoffmannsthals libretto til Richard Strauss’ opera, og komprimeret modernistisk lyrik. I lighed med de andre dramaturgiske elementer, er teksten også præget af det fortættede, i form af spidsformulerede verbale, syntetiske ’sandheder’, hvoraf jeg har sat nogle på som rubrikker i anmeldelsen. Formuleringer, der pludselig står og blinker i flowet uden at standse forestillingsforløbet.
Forløsningen i Elektra ligger ikke i en afslutning med katharsis, for udgangen er meget frustrerende. Det lykkes ikke Elektra at finde sin egen måde at være på, og mor og datter finder ikke hinanden trods kønnets fælles sociale vilkår. Men bearbejdningen drager, befriende nok, tilskueren ind i dybe og kontroversielle følelser, som at være selvdestruktiv og låst fast i livet som følge af en familie, ingen kan undslippe. Indirekte synes fortolkningen samtidig at gøre op med hadet og offerrollen.
Sproget og historien opleves helt friskt psykologisk, og spillet giver karaktererne mange nuancer. Forestillingen er kort og stram, så tilskueren fanges ind, og nerven i opsætningen skaber sammenhæng i de forskelligartede ord og scener. Elektra tør være en tragedie og udfordre tilskueren til at afkode tekster og scenebilleder med en enhed af intellekt og følelse. Og vi genkender uendelig meget mere, end vi ville tro.
Elektra spiller på Husets Teater fra d. 28.01 til den 04.03 2023
Tekst og dramaturgi: Karen- Maria Bille, efter tekster af: Hugo von Hoffmannsthal, Heiner Müller, Euripides, Fermin Cabal, Helmar Kloss, Barbara Köhler, Sylvia Plath og Ingeborg Bachmann.
Medvirkende: Asta August, Lotte Andersen og Søren Poppel
Instruktion: Anja Behrens
Scenografi og kostumedesign: Christian Albrechtsen
Lyddesign: Erik Christoffersen
Lysdesign: Christian Vest Berntsen
Birgitte Dam er cand.mag i dansk og teatervidenskab. Forfatter til ”Scenekunst på kanten. Christian Lollikes politiske teater”, Frydenlund 2018, og skribent med fokus på samtidsteatret.