Interessant eksperiment vil fusionere kunst og videnskab
Af Birgitte Dam
For at teaterlandskabet ikke skal stagnere, eksperimenterer samtidsteatret i disse år med at arbejde tværfagligt og tværæstetisk. Som noget relativt nyt forsøger forestillingen Mens solen brænder at udveksle kunst og forskning, et samarbejde, der fra start indgik i teater S/H’ s visioner for dets virke. Forestillingen griber ind i den aktuelle dagsorden om at finde nye måder at fortælle historier på under den igangværende klimaapokalypse. Hvordan kan vi forbinde naturvidenskabelige erkendelser af verden med scenekunstnerisk fantasi? Det drejer sig ikke mindst om at finde nye sceniske formater og formsprog, der kan imødekomme fx klimaforandringernes kompleksitet, som er, hvad vi står lige midt i.
Forestillingens tekstmateriale er resultat af dialogmøder mellem fire forfattere, Marie Bjørn, Ida Marie Hede, Peder Frederik Jensen og Ursula Andkjær Olsen – og fire naturvidenskabelige forskere fra forskellige felter. Initiativtager Lotte Andersen og instruktør Niels Erling har ’sat en pose’ til forfatterne med forestillingens titel Mens solen brænder som fælles afsæt. Det er en sætning fra Inger Christensens digt Det, Scenen 6. Ideen er at lade modsætninger mødes i en sammensat forbindelse, der modsvarer verden.
Er mennesket tæt på at være fortid?
Det kommer der selvsagt meget forskellige tekster ud af: I Peder Frederik Jensens realistiske dialog prøver en mor at fortælle sønnen et minde, der skal huske dem begge på livets værdi. Sønnen svarer igen på hendes følelser med videnskabens dystre realiteter: at vi er ved at ødelægge de for os selv livsvigtige økosystemer, og at det kun er et problem for os – naturen vil fortsætte uden mennesket! Marie Bjørn beskriver et menneskevæsens uendeligt langsomme biologiske opståen, i sin mytiske, tidløse stil, der også kendetegner poesien til sangen Mens havene stiger. Ursula Andkjær Olsen bidrager med to skarpt skårne fremtidsdystopiske digte, der konfronterer det naturlige menneske med en kunstig intelligens på en allegorisk rumrejse. Den maskine, som det ekspanderende menneske selv har skabt, bliver dets skæbne. Menneskets krop er blevet så overfyldt af informationer, at den forandres fra et levende menneske med sanser og fortolkninger til en cyborg. Ida Marie Hede lader to værter joke i en satirisk-humoristisk podcast fra fremtiden, der fortæller om de paradigmeskift, der er sket i vores tid. Værten Rex skal gætte på historiske paradigmeskift, og hans sidste bud er symptomatisk:
Rex: ”Først er mennesket i centrum…
Sandy: JAA
Rex: Og så er mennesket ikke i centrum?
Sandy: NEJ Rex – mennesket ER i centrum
Rex: Er vi?
Kampen mellem det menneskelige og det ikke-menneskelige
Mens jorden brænder vil have os til at fatte, at det er på allerhøjeste tid, at mennesket opgiver synet på sig selv som en privilegeret art, og i stedet prøver at leve på lige fod med andre arter og respektere naturens kredsløb og skrøbelige balance. Mennesket er ikke alene. Naturens kræfter trænger sig på. Den kamp udgør stykkets dramatiske konflikt.
Mor og søn
I den sceniske fortælling er skismaet lagt ind i relationen mellem en mor og hendes søn, skuespillerne Lotte Andersen og hendes søn Louis Bodnia Andersen. Den meget genkendelige konstellation vækker patos og giver tilskueren mulighed for identifikation/indlevelse. Samtidig skaber de autofiktive karakterer tillid ved deres element af virkelighedsrepræsentation med deres virkelige navne. Stykkets kraftigste etos-effekt er dog forbundet med den videnskab, fiktionen spiller sammen med.
Gennem samtalen udstiller relationen en (klassisk) generationskløft mellem holdninger til klimaudfordringerne, hvor generationerne gestalter to modsatte positioner, der spejler samfundsdebatten: Sønnen er i konstant kriseberedskab og besat af at forstå de ufatteligt store, usynlige fænomener, der betinger vores liv. Hans økokritiske holdning, ”hvorfor er mit liv mere værd end en sten?”, fører til en optagethed af en posthuman verden. For hans jordbundne mor, Lotte, giver et perspektiv uden menneske ikke mening, hun insisterer på væsentligheden i deres fælles liv og historie. Betydningen ligger i det nære, og Lotte trøster Louis med, at nogen snart finder en løsning på planetens forandringer.
Louis: Er jorden et specielt sted?
Lotte: Ja
Louis: Hvorfor?
Lotte: Fordi vi er her. Vi lever
Louis: Du kunne også sige: Vi befinder os i en favorabel afstand til solen. Hvor er det heldigt, at kloden hverken er for kold eller varm. Altså, så længe vi ikke fucker tingene for meget op, du ved. CO2…
En tidløs naturscenografi
Lotte og Louis er plantet i en mørk, – tidløs – naturscenografi. Er det nutid, fortid eller fremtid? Stedet er tilsvarende et ikke-sted. Med sin have og haveredskaber refererer den til en kendt virkelig verden. Samtidig afspejler scenografiens øde, sorte landskaber, et nedsunket forparti og dramatiske spidse klipper omkring en tåget afgrund, hvordan verden kunne se ud i en nær fremtid. Scenografen Lise Marie Birch forklarer selv i programbogen til forestillingen: Som at stå ved verdens ende og mærke, at man er sårbar og ubetydelig i det store hele.
Tilsat medfortællende lys og ambient elektronisk lyd og musik er det et stærkt associationsskabende rum. Omgivelserne er tydeligvis menneskets modstander. Karaktererne arbejder konstant med at grave, rive og feje – i deres lukkede kredsløb: Baggrunden for menneskets ’scene’ rører på sig, en monolit har revet sig løs, vandet drypper ind. En levende boble popper op som et uforudsigeligt element, der griber ind i det menneskelige drama, som i relationen mellem den store verden og den lille menneskeverden. Kan vi acceptere, at vi er ved at have udspillet vores rolle, og at naturen tager over? Mennesket og landskabet har en tredje partner i teknologien, der foruden Rasmus Junckers keyboard og metallofon er scenisk repræsenteret af en teatral skærm på bagvæggen, hvorfra dens forvrængede stemme taler med.
Dynamisk iscenesættelse
I dette abstrakte rum er de forskellige stemmer og scenarier iscenesat: Først og fremmest mange samtaler mellem mor og søn, hvor sønnen tilbagevendende holder foredrag for hende og os om verdens sammenhæng. Spændende ord, men også alt for mange for denne anmelder på rækken. Sammen med de øvrige tekstformer som moderens erindring, der trækker hele evolutionskæden efter sig, og digtenes metaforik, bliver forestillingen for teksttung. Selv om iscenesættelsen er dynamisk og skaber megen bevægelse på scenografiens plateauer, og bruger mange effekter, stritter teksterne klart i for mange retninger.
Opførelsen lykkes bedst i realisationen af de tekster, spillerne Louis og Lotte på metasprog omtaler som ”scener”, hvor forfatteren, i stedet for en rent sproglig formidling af sit indhold, lægger op til et udtryk i krop og situation. Det kunne Hedes to speedsnakkende, publikumsrettede podcastværter og deres quiz om paradigmer være et eksempel på. Men også Andkjær Olsens fatale konfrontation af menneske og maskine, hvor Louis stemme bag skærmen, i et rytmisk samspil med Lottes mimik og verbale reaktioner foran publikum, styrer det benovede menneske ned i afgrunden. Disse ’scener’ skiller sig ud ved brugen af stærkt teatralt lys med grelle farver.
Ligesom mange af os andre slås moderen for at bevare et håb og bekæmper energisk sønnens dystopiske perspektiver, mens hun symbolsk passer sin have. Men Lotte Andersens spil viser, at hun dækker over det, hun til sidst erkender, nemlig at hun godt ved, at han har ret. Hun tager hans hånd: ”Vi må tale om at miste”. Gennem Lottes intense nærvær ser vi, at de finder en forståelse og en intimitet i sorgen.
Sønnen Louis lidt selvfede, belærende og påståelige karakter og de filosoferende ordkaskader, der repræsenterer det ikke-menneskelige perspektiv, er en hård udfordring for skuespilleren Louis Bodnia Andersen. Rollen som talerør for videnskaben tørrer både karakteren og tilskueren ud og tipper balancen til fordel for Lotte Andersens spillevende, humoristiske og publikumsvendte spil som moren. Det er forholdet mellem mor og søn og især morens menneskelighed, der fænger, på bekostning af forestillingens politiske dagsorden.
Trods en højst vedkommende problemstilling, flere gode tekster, en fascinerende scenografi, inciterende ’apokalyptisk’ musik og Lotte Andersens troværdige skuespil i en dynamisk iscenesættelse lykkes det spændende eksperiment med at fusionere teater og videnskab kun glimtvis. Elementerne samarbejdes ikke til en klar helhed, som trækker publikum ind i det fælles problem.
Jeg slutter med et håb om, at kunst og videnskab vil fortsætte et parløb – og måske redde verden…
Mens solen brænder spiller på Sort/Hvid indtil den 10. december
Koncept: Lotte Andersen og Niels Erling
Instruktion: Niels Erling
Tekst: Marie Bjørn, Ida Marie Hede, Peder Frederik Jensen og Ursula Andkjær Olsen
Scenografi: Lise Marie Birch
Musik og lyddesign: Rasmus Juncker
Komponist: Katrine Muff Enevoldsen
Lysdesigner: Jim Falk
Forskere: Donald Canfield, Peter Funch, Thomas Pape, Christina Toldbo og Rasmus Grønfeldt Winther
Birgitte Dam er cand. mag i dansk og teatervidenskab, forfatter og skribent med fokus på samtidsteatret