Det bløde liv bag den hårde beton
af Josefine Brink Siem
Med forestillingen Beboer inviterer Don Gnu, Bora Bora og Mungo Park ind bag facaden på den grå betonblok og viser intimiteten, frustrationen og fællesskabet ved at være beboer. Forestillingen er et vellykket og kreativt indblik i, hvad den udskældte boligblok er og kan være ud over arkitektonisk øjebæ og ghettoiseret politisk hvepserede. Livet i boligblokken portrætteres gennem en mangfoldig blanding af dans, live-action, sang og videoprojektioner, men dramaturgien bliver enkelte steder en anelse for fragmenteret i vekslingen mellem det poetiske og humoristiske, hvilket får Beboer til at fremstå mindre dramaturgisk helstøbt end nogle af Don Gnus tidligere produktioner.
Den levede erfaring
Beboer er den sidste forestilling i det århusianske dansekompagni Don Gnus trilogi om ’hverdagslivets ualmindelige oplevelser’ som startede med Walk-Man i 2019 og fortsatte med Turist i 2020. Beboer adskiller sig fra de to andre ved at tage udgangspunkt i og inkorporere interviews og samtaler med beboerne fra en 16-etagers boligblok i Høje Gladsaxe. Udforskningen af det hverdagslige får dermed et dokumentaristisk lag, der blandes med dansens mere poetiske og humoristiske fortolkning. Interviews med beboerne projekteres løbende op på scenografiens flader som små videoglimt af deres liv og deres tanker om at være beboere i blokken. Blokken figurerer også på forskellige måder i baggrunden, hvor billeder udefra, indefra og oppefra bygningen projekteres op på bagvæggen som en visuel reminder om, at den grå beton tager sig forskelligt ud alt efter om der iagttages udefra og ind eller indefra og ud.
De vedkommende små interviewbidder flettes ind i forestillingens øvrige elementer, der består dels af dans og fysisk teater og dels af live-musik. På scenen møder vi tre dansere, Mads Emil Duelund Hansen, Marluze da Cruz og Mikolaj Karczewski, der virtuost og præcist fortolker og udtrykker forskellige facetter af boligblokkens liv. De har selskab af Alice Carreri, der, lige som i tidligere forestillinger af Don Gnu, leverer nogle fine og hjertevarme hverdagspoetiske sange på engelsk og italiensk. Carreris ømme tekstunivers og nærværende stemme tilføjer forestillingen et poetisk præg, der somme tider brydes af mere elektronisk musik med mellemøstlige lydelementer, som både peger hen imod betonblokkens blomstrende mangfoldighed og dens populære image som ghetto. Men Beboer vil ikke kritisere ghettoiseringspolitikken hvor nyankomne danskere placeres i boligbyggerier uden for byerne eller ghettoens bandemiljøer. Den vil invitere inden for og vise livet som beboer.
Dynamisk scenografi
Iscenesættelsen har på dygtig vis omsat sin tematik om boligblokkens kontraster mellem det kedelige og det farverige og det endimensionelle og tredimensionelle til et sammenhængende visuelt og scenografisk udtryk. Scenografien består af to store aflukkede kasser og vifter af firkantede persienner på hjul, som dynamisk kan flyttes rundt i skabelsen af forskellige scenebilleder og stemninger. Persiennerne bruges også som flader, hvorpå et flot og enkelt videodesign projekteres. Udover de små brudstykker af beboerinterviews projekteres der firkantede mønstre, der afspejler boligblokkens brutalistiske design. Både scenografien og videoprojektionerne er holdt i sorte, hvide og grå nuancer, hvorimod danserne er klædt i stærke røde og lyserøde farver. På den måde peger det visuelle indtryk også på kontrasten mellem de kolde bygninger og det varme liv indeni.
Det fungerer godt, at scenografien leger med boligblokkens former og mønstre, som ikke kun afspejles i videoprojektionerne, men også i det skakternede gulv, de firkantede kasser og persiennernes lige linjer. Danserne udforsker på forskellige måder boligblokkens trapper og trin ved at lege med stiger og falde ned af trapper i et dynamisk samspil med videoprojektionerne. Videoerne er generelt ikke blot illustrative, men tilføjer endnu et lag af bevægelse til dansen, hvilket kræver knivskarp timing, som lykkes rigtig godt. Oven på kasserne er der placeret stænger, som både bruges til at hænge vasketøj på og til at danserne kan hænge, svinge og bevæge sig i dem. Dansen udfolder sig dermed på flere planer, hvilket giver en rumlig fornemmelse af etageejendommens lagdeling.
Det er en slags signatur for Don Gnu at de ikke er bange for at trække på farciske greb og fysisk slapstick i deres humor. I Beboer får danserne mange grin ud af at løbe ind og ud af kassernes to teaktræsdøre, der er som taget ud af en kommunal trappeopgang. De hurtige skift, overraskende sekvenser og uventede sammenstød mellem danserne bidrager til at skabe tempo og dynamik i forestillingen og giver fornemmelse af liv og glade dage i betonblokken. De fleksible hvide persienner bruges til at understrege den både frivillige og ufrivillige voyeurisme, som ofte følger med livet i en lejlighed, og danserne skiftevis gemmer sig og viser sig selv frem i forførende danse og vilde stunts.
Balancen mellem stemninger
Udforskningen af beboernes (og publikums) gradvise integration i fællesskabet er ikke konfliktfri. Livet som beboer udstilles gennem flere situationer og danse hvor der larmes, kæmpes og fortvivles. Som nævnt ovenfor, er nogle af scenerne hektiske, farciske og humoristiske, som når Duelund Hansen og da Cruz kæmper om vasketøjet i en blanding af dans, parkour og slåskamp eller som i en vidunderligt opfindsom scene, hvor det nyforelskede par kæmper om pladsen i dobbeltsengen, i en dans hvor de menneskelige kroppe spiller perfekt sammen med videoprojektionerne og den dynamiske baggrundsplade i skabelsen af en tredimensionel effekt. Det hverdagslige overdrives og gøres dermed humoristisk. Men forestillingen er også indimellem mere stille og eftertænksom. Carreris sange har ofte et næsten melankolsk præg og de fremføres tøvende, som om de spejler beboernes famlen ind i det kaotiske fællesskab.
Hvor Turist (2020) lavede en løbende transition fra det komiske til det poetiske, leger Beboer mere med at blande de to modi og skifter derfor hele tiden mellem det hurtige og det langsomme, det festlige og det ensomme, det sjove og det alvorlige. De mere langsomme og stille scener fylder mere end i Don Gnus tidligere forestillinger, og overgangene mellem den lette slapstick og det eftertænksomme virker indimellem lidt for bratte. Tonen er kærlig og hjertevarm hele vejen igennem, men timingen i de forskellige stemningsskift og sekvenser forekommer nogle steder lidt skæv. Der er en genkommende ’sketch’ hvor Carreri bærer på to flyttekasser så let som en leg, hvorimod de to mandlige dansere ikke kan flytte dem ud af stedet. Sekvensen fungerer godt, men gentages lidt for meget og køres lidt for længe, hvorimod andre elementer, som f.eks. de små klip med beboerne i Høje Gladsaxe, virker lidt for korte. De meget bratte skift mellem stemninger understreger på sin vis det fragmenterede billede af livet i boligblokken, som forestillingen forsøger at skabe, men det går en smule ud over helhedsindtrykket og får dramaturgien til at fremstå mindre helstøbt og mere som en slags løs montage af elementer frem for en konsekvent undersøgelse af perspektiver. Nogle steder kommer det poetisk-eftertænksomme og humoristisk-hverdagslige derfor til at afbryde hinanden fremfor at understøtte hinanden i den fælles undersøgelse af boligblokkens liv.
En tiltrængt reminder om fællesskabet
Forestillingen indrammes af Duelund Hansen som træder frem på scenen og fremfører en lille monolog, der inkorporerer bidder af Carreris sange. Ved forestillingens start præsenterer han sig selv som en beboer, der helst undgår at indgå i blokkens liv og ved forestillingens slutning gentages samme monolog, men nu er han blevet en del af fællesskabet. Hansen proklamerer til slut, at vi er velkomne, alle os bløde mennesker, i den hårde beton. Forestillingens budskab er på den måde meget tydeligt. Den vil invitere ind bag facaden til det mangfoldige liv og fortælle en anden kulturhistorie om blokken end mediernes eller politikernes. Men Beboer er ikke kun en gestus, som danner bro mellem beton og samfund. Forestillingen er også en generel reminder om det smukke ved at forlade anonymiteten og turde at træde ind i et fællesskab – hvad enten det er i ens bygning eller i samfundet generelt. I en tid hvor individualismen og det, som Andreas Reckwitz ville kalde ’singulariteten’ hersker, kommer Don Gnu derfor med en vigtig og kærlig skildring af fællesskabets skønhed.
Beboer spillede 30. apr – 12. maj 2022 på Mungo Park og 27. aug til 01. sep 2022 på Bora Bora og kan herefter opleves på turné forskellige steder i landet.
Performers: Mads Emil Duelund Hansen, Marluze da Cruz, Mikolaj Karczewski & Alice Carreri (sang)
Komponist: Alice Carreri
Instruktion & koreografi: Jannik Elkær & Kristoffer Louis Andrup Pedersen
Film og visuelt design: Christoffer Brekne
Scenograf: Siggi Óli Palmason
Lysdesigner: Jari Matsi
Producent-team: Kathrine Kihm & Malene Cathrine Pedersen
Josefine Brink Siem er videnskabelig assistent på Afdeling for Dramaturgi og Musikvidenskab på Aarhus Universitet og en del af Peripetis redaktion.