En rejse i krigstraumer
Af Janicke Branth
Odysseen på scenen
Den legendariske fortælling har en lang teaterhistorie, bl.a. som opera (Monteverdi 1640), og nævnes kan fx også Holbergs fortolkning i Ulysses von Ithacia (senest på Aarhus Teater i 1999). Men nu kan man igen mærke en fornyet interesse for Odysseen som scenekunstværk. Måske frisætter den episodiske fortælling i dag instruktøren fra den klassiske dramaturgis spændetrøje? Måske taler den uendelige hjemrejse til en hjemløshed i samtiden? Ikke mindst taler værket ind i en tid, hvor vi de sidste tyve år har levet med krige, der fortsætter uden hverken at vindes eller tabes.
I 2018 opførte Staatsschauspiel Dresden Roland Schimmelpfennigs version af Odysseen med fokus på det absurde spørgsmål om begrebet ’hjemrejse’ efter ti år i krig og ti år på havet. Kan hjem så være andet end en mental konstruktion? Et tema, teksten med sit subtile mix af nutid og mytisk tid gennemspiller formidabelt.
I 2019 iscenesatte den chilensk portugisiske husinstruktør Antú Romero Nunes på Thalia Theater i Hamborg en udgave for kun to skuespillere i rollerne som Odysseus to (for hinanden ukendte) sønner Telemachos og Telegonos. De mødes ved faderens begravelse og gennemspiller den fars hjemrejse, de knapt har kendt. En kropslig og lystfuld ’forestilling’ om den mytiske fader-helt.
Sådan er Homers epos åbent for mange fortolkninger. I sin roman Kunsten at køre baglæns skriver Jens Albinus om Odysseen, at det er en historie om vold: ”Om voldens cirkelslutning: På rejsen hjem fra det fremmede, længes Odysseus mod det kendte, familien, naturligvis. Men det er i det store voldsorgie – nedslagtningen af bejlerne – det er i vold, familien forenes. Det til det yderste voldelige projekt, som han gennemfører sammen med Telemakos, sin søn, udgør porten ind til genforeningen. Det slutter altså, som det begynder: I vold.”
Odysseen i Skuespilhuset
Noget i denne retning må være tanken bag instruktør Anja Behrens dramatisering og opsætning af Homers tekst, frit efter Otto Steen Dues oversættelse flettet sammen med tekster af John von Düffel og Alexandra Moltke Johansen. Der er mere Heart of Darkness over forestillingen end nostalgisk gendigtning.
Og sikke en start på en forestilling! Allerede på vej ind i teatersalen høres den dumpe lyd af trommer, som gradvis intensiveres, mens vi finder vores pladser og vender blikket mod fem trommende aktører og deres percussionist David Hildebrandt. De er placeret rundt om i den metalskinnende scenografi på en rampe, det hæver sig mod baggrunden og skaber et klassisk symmetrisk, centraliseret scenebillede med den store cirkulære figur (som blenderen i et kamera) i baggrunden. På scenegulvet reminiscenser af den trojanske hest. Alle medvirkende er ens klædt i sort, kropsnært træningstøj, store skulderbeskyttere og sølvskinnende græske krigsmasker med hjelmbuske, der for en gangs skyld ikke virker komiske, men decideret uhyggelige.
Forestillingen tager udgangspunkt i Trojas fald og ødelæggelse, med den trojanske hest, der gav grækerne adgang til byen og gjorde dem i stand til at nedslagte befolkningen, brænde byen af – og kort sagt sejre. Scenografien hyldes i tyk, rød røg og skønt spande med vand bæres frem, så heltene kan rense sig efter slaget, forvandler vandet sig hurtigt til det blod, der ikke kan vaskes af.
En kollektiv fortælling
Det er ”De sejrendes sang, som skriver historien” lyder det fra starten. Anja Behrens og hendes kunstneriske hold dekonstruerer både helt og myte: ”Jeg er Odysseus”, råber koret af skuespillere i denne kollektive repræsentation af Odysseusrollen. På tværs af køn og alder udfordres det klassiske billede af maskulin heltestatus og snuhed. Det er alt andet end et heltebillede vi får, men tværtimod hører vi om en mand, der beruser sig i blod og vold: ”Du listede dig ud i ly af natten og jog et sværd gennem ammende mødre / satte ild til barnesenge”.
Fra den natsorte bug i den trojanske hest flyttes denne flydende fortælling til kyklopens natsorte hule, hvor den enøjede kæmpe begynder at spise af Odysseus mænd. Karin Heinemeier er både Odysseus hos Kyklopen, men ser sig selv i Kyklopens øje, så de to figurer smelter sammen. Og på den måde forvandles både teksten og dens visuelle gestaltning sig til en stream of consciousness, der gør Odysseus hjemrejse til en indre rejse i krigstraumer.
Nanna Skaarup Voss er den forliste Odysseus, hvis skib smadres, da anklagerne blæser fra alle fire verdenshjørner. Han/hun forsvarer sig med floskler om at ville afslutte krigen og skabe retfærdighed, men lige meget hjælper det. Odysseus skib forliser og han og sine mænd lander på Kirkes ø. Karen-Lise Mynster er Kirke, der forfører Odysseus mænd og gør dem til svin i en underholdende gang liderlig swingerklub, som til sidst glider over i en smuk kærlighedsscene mellem hende selv og Odysseus (Alvin Olid Bursøe). Et billede, der forstærkes af spejlingen i det våde scenegulv. Og Benjamin Kitter er den Odysseus, der møder sin mor i underverdenen og fristes til at give hende noget at drikke, hvad der ville blive hans endeligt.
Hele rejsen er bygget op i en dynamisk dramaturgisk bue, der tegner billedet af en kollektiv flugt fra ansvar og egen gerning. Fra forsøg på renselse til blinding til flugt i seksualitetens forglemmelse og til sidst ’heltens’ rejse til dødsriget og møde med sit eget ophav. Undertiden afbrudt af pludselige indskud af krigens gru på de mest uventede steder, som uafvendelige mareridt om alt fra waterboarding til henrettelser. Til sidst kommer så erkendelsen, den klassiske ”anagnorisis”, da Odysseus skal sejle forbi sirenerne. Her vender Karen-Lise Mynster tilbage som den Odysseus, der stopper sine mænds ører med voks og lader sig binde til masten, før de skal sejle forbi dem, så han selv kan høre deres sang men ikke har mulighed for at give efter for den fristende kalden.
Forestillingens ’brud’
Alle de forestillinger af Behrens, jeg har set, har haft dette særlige brud i forestillingen, hvor den sceniske handlings fremdrift standses i et tableau. I Kaj Munks Ordet på Aarhus Teater (2020) var det det japansk inspirerede begravelsesritual i forbindelse med Ingers død, i Racines Fædra på Husets Teater (2022) blev det spillernes arbejde med at fæstne Hippolytos til et bord før den afsluttende beskrivelse af hans død. I Odysseen bliver det et tableau, hvor skibets mast rejses og Odysseus/Karen-Lise Mynsters bindes til masten. Her oplever den fastbundne Odysseus en ny erkendelse, mens han fuldstændigt tryllebundet står og lytter til sirenernes sang. En erkendelse der kommer til ham gennem musikken: ”Sirenerne havde taget mig i besiddelse, og ikke som en fremmed magt eller med vold, men som noget jeg allerede var. Jeg var denne sang. Den kendte mig som en mor, den genkendte mig, den vidste alt om mig, mere end jeg selv. Den var min hjemkomst, mit hjem og jeg ønskede ikke at forlade det, aldrig nogensinde. Ikke for noget i hele verden, jeg ville forblive i denne sang for altid. Jeg var ved min rejses slutning, endelig hjemme”.
Replikken refererer smukt tilbage til startens insisterende ”Gerningsmænd bliver helte, når de digter deres sange”, og giver os et lille glimt af en helt anden og lykkeligere sang, som findes der, hvor helten aldrig kommer, men må sejle forbi af angst for at overgive sig til det andet, det kvindelige element. Skibet fører ham væk fra sirenernes ø og jo længere væk han kommer, jo mere fortaber oplevelsen sig. I stedet for en hjemkomst ser vi David Hildebrandt forlade sine trommer og dræbe alle de nu hætteklædte spillere med nakkeskud.
Slutningen
Mens forestillingen frem til slutningen i al sin kropslige, musikalske og sproglige gestaltning af denne kollektive fortælling var herligt dynamisk, så kom Odysseus’ ’anagnorisis’ (erkendelse) til at virke lige lovligt belærende: ”Men jeg fjernede mig mere og mere fra sandheden. Jeg kunne mærke, hvordan den gled bort fra mig med hvert åreslag. Og bag mine tårer stod det klart for mig: Vi rejser videre, hele tiden videre, dybere ind i vildfarelsen. Sandheden vender aldrig tilbage. Vi er afskåret fra alt. -Hjemløs. Og så, pludselig, var sangen borte”. Ja, hjemkomsten udebliver og er jo på krigens baggrund en ren illusion om at kunne lægge den bag sig.
Den uhyggelige forvandling af den mytiske fortælling landede desværre lidt lovlig tungt, måske fordi en ikke-repræsentativ, publikumshenvendt ’anagnorisis’ uvægerligt vil opleves belærende. Skal erkendelsen her opstå hos publikum, skal det nok ligge i et andet scenisk register, selvom ingen ville kunne formidle monologen bedre end netop Mynster.
Forestillingen som helhed demonstrerer dog til fulde, hvor meget der er at vinde ved dette ikke-repræsentative greb og med en stramt koreograferet dramaturgi understøttet af David Hildebrandts formidable musikalske intensitet.
Det var en voldsom og stærkt appellerende opsætning af det homeriske epos og dets virkning på publikum blev ikke mindre af den aktuelle krigs meningsløshed og grusomhed, der i disse måneder er så nærværende. Det er den slags, teatret ikke kan planlægge, men undertiden rammer det lykkeligt præcist i tilskuerne samtid.
Forfatter: Tekstmontage af Anja Behrens frit baseret på Homer med tekster af John von Düffel og Alexandra Moltke Johansen.
Iscenesættelse: Anja Behrens
Scenografi og kostumer: Nathalie Mellbye
Lysdesign: Súni Joensen
Musik: David Hildebrandt
Oversættelse: Otto Steen Due (Homer) og Pernille Kragh
Medvirkende: Karen-Lise Mynster, Nanna Skaarup Voss, Alvin Olid Bursøe, Karin Heinemeier, Benjamin Kitter og David Hildebrandt
Citaterne er fra manuskriptet venligt udlånt af Skuespilafdelingen.
Janicke Branth, dramaturg cand. phil. tidl. rektor for Dramatikeruddannelsen, kurator for dansk teater 300aar.