Elektra som moderne lærestykke
Af Barbara Rousset
Man har på Odense Teater grebet fat i den kendte, græske tragedie Elektra. En fortælling om hævn og hævnens konsekvenser. I iscenesættelsen har man stillet skarpt på det, man kan kalde værkets latente kritik af det hævngerrige og destruktive menneske, og således bragt den græske tragedies potentiale for at være et lærestykke frem på scenen. Men ét er, at det kunne opdrage tilbage i det antikke Grækenland: Hvad kan vi lære af Elektra i 2022?
Lad os begynde fra starten:Elektra er fortællingen om Elektra, der vil hævne sin fars – Agamemnons – død. Hævnen skal forløses ved et offer, der kan fremmane ro og lettelse. Offeret er faderens mordere selv, Elektras mor Klytaimnestra og hendes elsker Aigisthos. De to har slået Agamemnon ihjel for at kunne få hinanden for sig selv. For at hævnen kan fuldbyrdes, må de dræbes ved Orestes hånd – Elektras bror, som Elektra sender væk fra hjemmet ved faderens død. Elektra længes i fortællingen efter sin brors hjemkomst, så de kan hævne deres far og forløse hævnens længsel. Den eneste, der er uenig i denne løsning, er Chrysothemis. Deres søster. Hun tror ikke, drab er løsningen, men foreslår i stedet, at de slipper hævnlysten, så deres mor lader de to søstre gå, således at de kan leve deres liv på ny på den anden side af hjemmets mure. Men hun taler for døve ører. Drabet er uundgåeligt.
Historien om Elektra findes i flere versioner, bl.a. af Sofokles og Euripides. På Odense Teater har man kastet sig over en oversættelse af østrigske Hugo Von Hofmannsthals version fra 1908 baseret på Sofokles Elektra, der modsat Euripides’ karakter ikke ender med at angre sine handlinger. Men de bliver hendes endeligt, hendes fald, lige meget hvilken af de nævnte versioner man tager fat i. Hos Sofokles og Hofmannsthal fortsætter hadet blot med af blænde hende hele vejen igennem historien. I Camille Sieling Langdals iscenesættelse har man fremhævet den ikke angrende Elektra: Den Elektra, der overtager familiens nedarvede lyst, eller bare evne, til at slå ihjel for forløsning, og tager den med sig i graven. Således gentager familiens mønster sig igennem hende, og tilbage står Elektras søster, der prøvede at undgå det. Nemlig Chrysothemis. Gentagelsen af familiers vaner bliver et tema i forestillingen, der får os til at stille skarpt på, om hadet nogensinde kan brydes, selv om nogen kæmper for freden.
En rådden brod
Forestillingen udspiller sig i en tom garage. At det er en garage, manifesteres endeligt til slut i forestillingen, når carporten glider op, og Aigisthos kommer hjem i sin bil. Indtil da kan det ligne en kælder, men lad os holde os til garage. Pointen er, at det er hjemmets fundament, den nederste etage, der er afskærmet fra resten af huset. Det giver fornemmelsen af alt fra fængselscelle til kolde kældergange. I loftet er der lysstofrør, der er iscenesat som et automatisk lys, der aktiveres ved bevægelse, og en trappe fører op til en ikke synlig etage. Karaktererne er klædt i en art futuristiske kostumer, der peger på en moderne tid, måske en nær fremtid, måske et miks af flere tider, det står ikke klart. Men det peger på, at historien om Elektra har en slags almengyldighed i sig, der ikke er tidsbestemt. Vi møder Elektra første gang, da hun kommer gående ned ad trappen med tunge skridt. I armene har hun en stor brandøkse, der tynger hende ned i garagens mørke. Øksen er det mordvåben, der er blevet brugt til at slå hendes far, Agamemnon, ihjel. I garagen fortaber hun sig i den vrede, hun kaster mod sin mor og Aigisthos.
I midten af garagen står en søjle, der bryder det rene, moderne kældermiljø. Søjlen gennemsyrer den pæne overflade, med sit rustne, blodige look. Selvom tjenestefolkene beretter om, hvordan de vasker blodet væk, manifesterer søjlen og det nærmest permanente blod på den, hjemmets rådne brod, der borer sig helt ned igennem fundamentet. Det ligner, den har stået der i mange år. Denne søjle binder Elektra sig metaforisk til, og det er tydeligt, at familiens rådne gener fortsætter i hendes tunge sind. Hendes halsedisse i strik minder om en ringbrynje, som peger på, at hun er klar til at gå i krig mod sin mor og stedfar. Og vreden er til at forstå! Men i tragisk stil ender hun med at kæmpe med våben, der er lig dem hendes egen mor har gjort brug af – hun gemmer øksen for at bruge den til drabet – og hun fremstår således blind for hendes egen gentagelse af familiens pænt sagt dårlige vaner.
I kontrast til Elektra står Chrysothemis, der går frit rundt i husets gange, men er frarøvet sin frihed på grund af Elektras vrede, der binder dem begge til huset. Deres mor nægter dem begge udgang, så længe Elektra er tynget af vreden i garagen. Chrysothemis vil gerne have børn, gøre sig fri af det faldne hjems fængselsmure. Hun er den eneste, der udfordrer Elektras morderiske planer. Det kan påstås at være at stikke halen mellem benene, men måske er det her, at det endelige opgør med familiens voldelige tendenser ligger?
Det er overraskende interessant at opleve en hovedkarakter, som man umiddelbart skal føle med, blive nævenyttig. For det er, hvad der sker. Elektra bliver i portrætteringen provokerende, fordi hun i stedet for at tage imod hjælpen, hun bliver tilbudt, bliver ved med at flette sine egne monstrøse skyggebilleder af den virkelighed hun lever i. Hun kryber langs væggene, surmuler og nærmest skaber sig. Man kan selvfølgelig spørge sig selv: Er det ikke der, tragedien ligger? At karakteren er blind, og vi ser hende grave sin egen grav? Men i stedet for at føle med Elektra, rettes den medfølende opmærksomhed i højere grad mod den milde, opponerende Chrysothemis, der er så tydelig i sit budskab: Lad os bryde med mors arv, lad os vælge livet og ikke hadet. Dermed kunne man påstå, at Chrysothemis’ rejse er den mest tragiske i en moderne kontekst, fordi hun kæmper, men ikke lykkes med sit mål: Hun bliver nærmest en pendant til de evige fredskæmpere, som vi kender dem i vores verden i dag.
Hadet er et skyggespil
Elektras skyggebilleder vinder desværre over muligheden for fred, og drabet er som skrevet uundgåeligt. Had gør blind, som man siger. Disse skyggebilleder manifesteres ikke bare metaforisk men helt reelt som et skarpt scenisk koncept ved brug af særligt lys, der som iscenesættelsens grundpræmis peger på Elektras indædte vrede kontra den virkelighed, der er rundt om hende, som fremhæves hver gang skyggebillederne brydes: Det er som om to virkeligheder sameksisterer på scenen. Elektras og hendes søsters.
Først og fremmest etablerer lyset – i samspil med trappen – fra start ’et ovenpå’. Da vi først møder Elektra, kaster lange skygger sig ad væggen ned langs trappens lys, og vidner om en anden verden, som Elektra har skærmet sig fra. Skyggerne former lange krogede fingre, der griber ned efter Elektra i garagen. Dette mareridtsbillede fortsætter lige indtil, Elektra afbrydes i sin lidelse af det automatiske lys i kælderen, der aktiveres ved hendes søsters besøg. Så snart det tændes, afbrydes hendes forestilling, og hun vækkes af det golde lys fra lysstofrørene, der kaster et nyt lys over den situation, hun befinder sig i. Man kan således nærmest adskille skyggebillederne fra Chrysothemis’ virkelighed ved at skelne mellem skyggebilledernes poetiske iscenesættelse ved både lyd, lys og replik og det golde skær, der skærer sig igennem Elektras eget drømmespil, når det realistiske garagelys tager over. I denne anden setting ser vi Elektra med nye øjne, og vi ser Chrysothemis, der håber og prøver på at finde en vej ud af hendes søsters nedgang. Men Elektra vil hellere forholde sig til det, hun ser i sine livagtige drømme.
Lysdesignet, der er iscenesættelsens intelligente force, da det bliver en slags dramaturgisk struktur, der bærer historien frem, fortæller således, at Elektra blot gentager sin mors egne morderiske tendenser, uden at bryde ud af sit selvskabte drømmefængsel, hvor tremmer formes af hendes egne skyggespil. Vi oplever da også Klytaimnestra, deres mor, i sit eget skyggespil, der igen vidner om, at noget går i ring i hjemmet, at de ser hvad de vil se. Også løgnen om broderen Orestes død bringes i et spil mellem skygge og lys. Orestes, der lever i bedste velgående, vender nemlig hjem for at slå sin fars mordere, sin familie, ihjel. Skyggerne forfører til drab. Når Elektra så gang på gang nægter Chrystothemis’ hjælp – og ligeledes ignorerer hendes søsters idéer til alternative handlinger – fremstår skyggespillene som skyklapper for særligt Elektra, og de bliver en slags scenisk kommentar til familiens manglende evne til at bryde med de hævnske tendenser.
Den tragiske aktualitet
Det kan påstås, at stykkets aktualitet i 2022 ligger i netop kritikken af menneskets insisteren på at gentage sig selv som destruktivt, og være blind for sine egne fejl. Det var nok også det, værket har skullet fortælle i antikkens Grækenland, eller nok nærmere: Lad være med at slå ihjel, så begår du hybris og bliver ramt af nemesis. Den aktuelle iscenesættelse kan i højere grad anvendes til at pege på ikke bare en rådden brod i Elektra og hendes familie, men i verden i dag. Det har måske ikke været hensigten, da teatrets selv præsenterer forestillingen som et opgør med forældregenerationen, men iscenesættelsen bliver nærmest et spørgsmål til, om dem der kæmper for at fred, kan vinde over det voldsomme, vrede og krigeriske menneske? At det skulle være et forældreopgør, er svært at se, i og med at Elektra i sidste ende handler som sin egen mor, og dermed vil undertegnede mene, at iscenesættelsen står stærkere som et lærestykke, der kan skabe diskussion om, hvordan vi i virkeligheden kan bryde med det had, der netop gør blind og dominerer. Og om vi kan. Den æstetisk meget flotte iscenesættelse af klassikeren kan bruges til at tale ind i den virkelighed, vi står i nu, hvor mennesket verden over gentager sine egne fejl for at hævne sig, få magt, blive mægtigere, og den der ønsker fred, bliver overhalet. Ligesom stakkels Chrysothemis, der som symbol for det fredssøgende menneske, står tilbage blandt faldne kroppe. Det fremstår i sit hele tragisk aktuelt, og iscenesættelsen bliver nærmest et dialogisk værktøj, der gennem fortiden kan få os til at tale om den tid, vi oplever lige nu.
Spiller på Odense Teater til 9. april 2022.
Manuskript: Hugo Von Hofmannsthal baseret på Sofokles’ Elektra
Oversættelse: Madame Nielsen
Iscenesættelse og bearbejdelse: Camille Sieling Langdal
Scenografi og kostumer: Peter Schultz
Koreografisk konsulent: Tiziana Fracchiolla
Lysdesign: Balder Nørskov
Lyddesign: Erik Christoffersen
Dramaturg: Sosha Teperowska
Medvirkende: Maria Cordsen, Lars Simonsen, Emil Veber Rasmussen, Nadia Jasmin Nielsen, Natalí Vallespir Sand, Peter Gilsfort
Barbara Rousset er uddannet cand.mag. i dramaturgi med speciale i dialogskabende scenekunst til børn og unge, og arbejder som teaterformidler på Det Lille Teater, gæsteunderviser på Den Danske Scenekunstskole i Odense og som freelance dramaturg.