Et affektivt performancerum
Erik Exe Christoffersen
I krydset får de ny sofa er en forestilling af Hotel Pro Forma skabt i co-produktion med Aalborg Teater i samarbejde med Aveny-T.
Roman af Helle Helle
Forestillingen er baseret på Helle Helles roman ‘de’ (2018). De er moren og hendes pige på 16 år, som i det år romanen beskriver, går ud af folkeskolen og begynder i gymnasiet. Hun har forestillet sig, siden 4. klasse, at skrive en ”moppedreng” af en roman med titlen Fortovstanker, men er ikke kommet i gang endnu. Hendes mor er 41 år og bestyrer en lille forretning med dametøj. De bor på Lolland Falster.
Fortællingen er konsekvent fortalt i nutid, men det virker som om, det er pigens (Romanen fortæller ikke, hvad de hedder) udsigelse, som en række episoder fra det år, hvor moren udvikler en terminal sygdom, som formodentlig ender med hendes død. Forløbet er fortalt som et erindrende tilbageblik på sygdomsforløbet, som først viser sig ved, at moderen tror hun har slugt en sten. Langsomt skrider sygdommen frem: Moderen indlægges og kommer senere hjem igen. Man kan kun lindre.
Der er en gennemgribende sorg og voksende bekymring mellem de to men også en dyb kærlighed i deres ofte tavse samvær, som ind i mellem brydes af latter. Tilsyneladende fortalt på et senere tidspunkt uden angivelse af, hvor hun er i sin nutid. Og fortalt uden ”jeg” og ” vi” som et desperat forsøg på at holde moderen i live – i nuet.
Hun og moderen er et ”de”, ”hun” bærer hovedsynsvinklen og fortællestemmen, men undertiden er de et sammenhængende de. Ofte sidder de blot stille og ”ånder”, som moren kalder det.
”Stuen er malet efter en lysestage. Den er gammelrosa, men de tænder ikke lyset. De tænder det to gange, men så opdager de, at det soder. De befinder sig ofte ved vinduet, og i sofaen, og med ugeavisen”. Her og i det følgende citeres der fra romanen/manuskriptet.
Andre personer, som indgår i fortællingen, er morens ven tøjmanden Palle og datterens jævnaldrende: Tove Dunk, Kasper Hjorth og Henrik Strøm.
I krydset får de ny sofa
I krydset får de ny sofa er blot en af de en mange underlige fortællereplikker i en meget vellykket og rørende remediering af Helle Helles bog. Forestillingen er en lang monolog, som direkte bruger uddrag af romanen og bevarer dens usædvanlige fortællemåde med mange unikke ord, sætninger og en usagt undertekst.
Skuespilleren (Rosalinde Mynster), i en koboltblå kjole og lange støvler, går uafladeligt rundt i en scenografi, som er et tomt mørk rum, kun afgrænset af lysende LED-stænger i siden og bag til. Lyset er figurativt og belyser skuespillerens ansigt og kjolen, mens hun går. Det betyder, at det sceniske forløb både har en kontinuitet og er fragmenter i forhold til erindringens små springende episoder. Baggrunden får nærmest karakter af et maleri af lys, og ind i mellem anes projicerede videobilleder af et hus og en mark, mens hun går ud og ind af lys og mørke.
Hendes erindringsrum fremkaldes af tekst, lys, farver, billeder, musik og naturens lyde som blæst, regn eller fuglesang. Som i romanen begynder forestillingen med slutningen og beretter herfra om sygdommens forløb over et år. Det begynder og slutter med blæst og et fragment om et blomkålshoved, og fortsætter nærmest dagbogsagtigt, med angivelser at tidspunkter.
”Den tredje april siger hendes mor: ” – Jeg har nok slugt en sten”
”I juni kan hendes mor ikke komme igennem sin syltetøjsmad. Hun plejer at spise både den og en med honning og en halv ostemad på toast”.
”Hendes mor bliver indlagt en onsdag, mens hun er i skole”.
Denne langsomme nedtælling og årets gang er skærpet i beskæringen, som er fokuseret på deres langsomme erkendelse af sygdommen, selvom de forsøger at tænke på alt muligt andet. Det, som er skåret væk i bearbejdningen, er det meste af datterens liv udenfor hjemme med fester og diverse forhold til forskellige drenge og piger i hendes omgangskreds. Det betyder at ensomheden og sorgen står stærkere frem. Der er små tilbageblik til steder, de tidligere har boet, som formidles af skuespillerens indspillet stemme og med hendes abstrakte gestisk.
Den gribende fremstilling understreges af skuespillerens fortællemåde, som langt hen næsten virker som en distanceret oplæsning af teksten henvendt til tilskuerne. I begyndelsen virker det monotomt, men langsom tilføjes den nøgterne form små henkastede ”spillede” replikker. Det betyder at skuespilleren fremstiller et kompleks ’de’, mellem ’hun’ og ’hun’, og mellem en fortæller og den erindrende kvinde. Det er en stærk statuarisk fremstilling med en afmål gestik.
Den uventede vrede
Skuespilleren og fortælleren bliver grebet af erindringsprocessen, som var det hendes egen. Det virker næsten overvældende voldsomt, når hun hen mod slutningen fortæller om, hvordan vreden griber hende:
Hun føler med ét en uventet vrede rettet mod dette gulvtæppe. En kragefugl passerer baggården, nu raser hun over dens skrig. Men aldrig er den tavs, før hun vil vælte sit klædeskab. Hun strækker sig frem og skubber hårdt til lågen med fingerspidserne, lågen går i, men glider op igen med det samme. Det er, fordi gulvet er skævt. Hun vil trampe i det, men frisørerne er dernede, en sløv føntørrer sætter i gang.
Hun reagerer uventet og demonstrer fysisk, mens hun fortæller:
Hun begynder at gå baglæns ud af stuen. Måske finder hun sit buskort frem imens, kommer i strikhandskerne. Først når hun lukker entredøren, vender hun sig og styrter ned ad trappen.
Replikken slutter med, at skuespilleren tramper i gulvet, og det er den mest voldsomme fysiske udfoldelse i forestillingen.
Latter gennem tårer
Morens død ligger tidsmæssigt udenfor fortællingen, som holder sig til konkrete iagttagelser, og uden, at der bliver talt noget særligt om sygdommen. Der opstår situationer igen og igen, hvor de griner og er ved at falde sammen af latter. Det er et nærmest tjekhovsk greb: latter gennem tårer. Den russiske forfatter med dramaer som Onkel Vanja og Kirsebærhaven fra omkring 1904 bruger denne teknik til netop at holde melankolien og sorgen på afstand. Sorgen får dette kropslige udtryk, fordi situationen og døden er meningsløs, absurd og så uforståelig, at man bare må grine. Fordi fortælleteknikken ofte består af brudstykker uden forklaringer eller refleksioner, så får det en effekt af pludselig overraskelse og tab af overblik.
Erindringerne fylder alt, og minder også om Becket (fx Slutspil, 1957), hvor den retoriske afbrydelse og pausen peger på døden. Begyndelsenssekvensen som altså er slutningen på forløbet lyder:
”Hendes mor slår hænderne sammen. Det er sidste år. Der er ingen erindring om emhætter”.
Her en indtrådt en nærmest meningsløs anonymisering i udsigelsens fortælle-jeg.
Den sproglige fornemmelse
Moren har en vidunderlig sproglig sans for det sære og nægter fx at skrive buksestrømper
på et salgsskilt. Datteren har samme sproglige opmærksomhed og fortæller fx, at Tove Dunk som går i lammeskindsvest, bruger ordet frokost. Også eftermælet optager moderen:
– Hvis jeg dør, skal I ikke tage bedemand Hansen, han udlover tre flasker rødvin, det er modbydeligt, siger hun.
– Så er det godt, du ikke dør, siger hun, hun vil tilbage til stegepanden, blusset er tændt.
Hun (pigen) har et ønske om at formulere sig i længere sætninger, men da en veninde spørger, hvorfor hun er ked af det, svarer hun blot efter lang betænkningstid ”Fordi”. Tilskueren må selv udfylde og fortolke alt det usagte. Veninden svarer empatisk: ”I see”.
Mæt af kage
Den første replik i forestillingens monolog er ligesom i romanen:
”Senere går hun over markerne med et blomkålshoved. Farvel til de kinasko. Alle veje fører til veje”.
Vi forstår først til slut betydningen: moren kan ikke spise noget, hun er ”mæt af kage” (man fornemmer omskrivningen af mæt af dage). Forestillingens sidste monolog slutter:
”Hun tilbyder at lave aftensmad, hun vil lave hvad som helst. Men hendes mor er så mæt af kage, hun kan slet ikke tænke på mad. De sidder lidt i stilhed. Så siger hendes mor:
– Men i morgen ville det være dejligt med en blomkålsgratin.
– Det laver jeg, siger hun, i samme sekund i færd med at skrive en huskeliste. Bob kommer gående på brostenene i kondisko, han løfter de sædvanlige to fingre.
– Hvad venter du på? siger han, da han er henne ved hende.
– Et blomkålshoved, siger hun og forklarer situationen, han lægger en hånd på hendes skulder:
– Jeg skaffer dig et til i morgen tidlig.
Han tilbyder også at stikke forbi med det, men hun ryster på hovedet:
– Ellers tak, jeg går bare over markerne”.
Udfordringen
For instruktøren Kirsten Dehlholm har det givet været en udfordring, at skabe et narrativ baseret på en psykologisk fortælling. Hotel Pro Forma er kendt for et meget figurativt og visuelt formelt teater, uden et lineært forløb. Man kan sige, at styrken i forestillingen netop ligger i sammenføringen af stiliserede performancegreb med en psykologisk og sproglig realisme. Det er Helle Helles slørede og minimalistiske fortællegreb, som får det til at hænge samme. Vi er aldrig helt sikre på, hvem der ytrer sig og hvilken stemme, der taler. Det er i øvrigt et lignende greb, Helle Helle benytter i efterfølgeren BOB, som er en lang fortælling om den samme Bob som i ’de’, og her, viser det sig, fortalt af pigen,’ der er blevet ældre, flyttet sammen med Bob og begyndt på et skrivekursus. Hun benytter et fortælleperspektiv, som om det var Bobs.
Vi er langt fra realisme, og skuespilleren kommunikerer knivskarpt med pauser, nuanceringer i tonefald, gestik, blikretninger i et ellers helt tomt rum. Det en flermedial iscenesættelse af romanen, hvor lyden og musikken understøtter årets gang. Som tilskuer er man både empatisk indlevet i sorgen og kærligheden, men fordi den ikke er entydigt hæftet på én person, men handler om ’de’, bliver forestillingen et affektivt rum, hvor man som tilskuer inddrages i sorgen, vreden og den kærlige latter, som holder minderne i live. Denne affektive effekt forekommer, som et nyt kunstnerisk greb for Hotel Pro Forma.
Forestillingen af Hotel Pro Forma er co-produktion med Aalborg Teater i samarbejde med Aveny-T
Tekst: Helle Helle
Instruktion & Dramaturgi: Kirsten Dehlholm, Marie Dahl
Scenedesign: VERTIGO, Ole Kristensen, Kirsten Dehlholm, Marie Dahl
Medvirkende: Rosalinde Mynster
Lydkomposition: Kristian Hverring
Musik: Henryk Górecki: String Quartet No. 3
Forestillingen skal på turne til København, Odense, Aarhus, Horsens og Helsingør senere på året.
Erik Exe Christoffersen, lektor, underviser i dramaturgi på Aarhus Universitet