Konsekvent modernisering af Medea som mørkt melodrama
Af Thomas Rosendal Nielsen
Sigrid Strøm Reibos iscenesættelse af Medea er en velspillet og stilistisk konsekvent modernisering af Euripides’ tragedie, som indrammer mennesket og kvinden Medea på kanten af og på kant med en kollapsende og patroniserende maskulin civilisation. Det er også en meget horisontal og psykologisk fortolkning af teksten, hvor de mellemmenneskelige spørgsmål om kønsroller, retfærdighed og hævn er sat i forgrunden. De vertikalemotiver i tragedien – fornemmelsen af over- eller ikke-menneskelige kræfter, der griber ind og underminerer troen på menneskelig orden og kontrol – er reduceret til kuriøse mytologiske rester eller absorberet i det psykologiske drama som metaforer for menneskelige forhold. Forestillingens koncept holder, men det holder sig også sikkert inden for rammerne af en moderne forståelsesramme, som tragedien potentielt i sin tematiske kompleksitet og historiske fremmedhed lige såvel kunne være en udfordring af.
Udendørs dagligstuedrama
Scenograf og kostumedesigner Katrin Nottrodt placerer os uden for Medeas og Jasons hus. Ved første øjekast ligner det et arkitekttegnet parcelhus med panoramavinduer og veranda, men ved nærmere eftersyn ser man, at det er angrebet af alger, det er nedslidt, væggene skaller af, sække med skrald har hobet sig op under verandaen, og bag de store vinduers gardiner viser der sig et rodet og beskidt vaskerum. Tidligt i forestillingen skubber Medea en rød sofa ud af huset, ud over kanten af verandaen og ned på det blanksorte teatergulv, der omgiver huset. Meget af spillet foregår derefter omkring denne sofa, hvormed iscenesættelsen etablerer en rumlig metafor for den kritiske forvikling mellem det private og det offentlige rum (den græske bystats oikos og polis), som er dramaets knude. Et udendørs dagligstuedrama kunne man kalde det, fint i tråd med iscenesættelsens psykologisk-realistiske tolkning af teksten.
Scenerummet markerer også tydeligt en grænseflade mellem fiktionsrummet og teaterrummet. Den realistiske kulisse er omgivet af en stor tom scene, hvor koret synger for os og taler til os foran mikrofonstativer, og hvor et gammelt billedrørsfjernsyn i forestillingens prolog kan vise os den mytologiske forhistorie gennem klip fra kitsch-klassiske filmatiseringer af græske dramaer i sort/hvid. Man kan opfatte dette greb som en form for transparensteknik og som en minimal verfremdung. På den ene side af-mærkværdiggør den tragediens uddaterede mytologiske elementer og teatrale konventioner ved at blotlægge deres teatralitet. På den anden side – i tråd med det moderne dramas intentioner allerede før Brecht, jf. fx Brandes – minder den lille distancering os om, at vi er i teatret for at forholde os til vigtige samfundsmæssige problemstillinger.
Iscenesættelsen gør det i en historisk stiliseret realisme, som fører os til et ubestemt sted i den vestlige verden omkring 1980. Mændene er majet ud som ”playboys” med store solbriller (Kreon), lyserødt slips (Aigeus), hip joggingdragt (huslæreren) og zebrastribet jakkesæt (Jason), kvinderne i koret som ”desperate housewifes” med bobbet hår, kindrødt og kulørte kjoler. Medea selv skiller sig i starten ud i sine gummistøvler og sin lyserøde uld-cardigan, men transformerer sig til femme fatale i skinnende lyserød kjole. Ammen med det uredte hår, cigaret i kæften og løst siddende tøj tilhører tydeligvis underklassen. Den historiske stilisering fører os altså hverken frem til vores samtid eller trækker os ud af tid og rum (som det skete i Aalborg Teaters iscenesættelse af Medea i efteråret 2021), men udpeger emfatisk en amerikansk inspireret vestlig modernitet på grænsen af en eller anden form for ”natur”, der æder sig ind på den.
Det kunne være Danmark, men sceneriet giver også associationer til nogle af de mange tv-serier som de senere år har placeret os i USA’s sydstater med tydelige klasseforskelle og en utæmmet subtropisk natur, fx Louisianas og Floridas floddeltaer og sumpe i True Blood, True Detective, Dexter og Bloodlines. Her æder fugten, forfaldet og rovdyrene sig konkret og metaforisk ind på enhver form for kultur, der bedrager sig selv i den tro, at den kan hæve sig over naturen. Og dette er netop en Medea-forestilling, der – i lighed med de nævnte tv-dramaer – fortæller historien om, hvordan den indre, undertrykte natur vender tilbage og hævner sig mod enhver forestilling om en rationel og civiliseret beherskelse af verden. Slutscenen – som jeg skal vende tilbage til – understreger denne neo-noir-agtige stemning, hvor desperationen og degenerationen får det sidste ord bagved en blodsplattet glasvæg.
Moderne Medea
Medea-figuren er en udfordrende rolle, fordi teksten allerede fra hendes første replik (som faktisk er et skrig inde fra huset) præsenterer hende midt i en afmægtig patos. Hvis ikke skuespilleren arbejder for at trække nuancer frem i figuren, kan det blive en lang vekselvirkning mellem jamren og brølen. Men Signe Egholm Olsens Medea er intelligent manipulerende over for Kreon (Jens Jørn Spottag), ustadig men kærlig over for sine børn, forførende og sårbar over for Aigeus (Morten Burian), konfronterende og afmålt over for Jason (Rasmus Berg), og Egholm Olsen tegner på den måde et nuanceret karakterportræt.
Instruktionen er i det hele taget ret præcis i sin kommunikation af, hvad det er for en dramatisk situation, vi skal forholde os til i de enkelte scener: Et tableau, hvor Kreon kigger op på Medeas børn, som står bag vinduet til huset og kigger ud, mens Medea på sine knæ appellerer til Kreons faderkærlighed for at købe sig tid til at forlade byen, gør det forståeligt, hvorfor Kreon giver Medea respit, selvom han véd, han kommer til at fortryde det senere. Da Aigeus entrerer scenen, slænger Medea sig på den røde sofa i sin lyserøde kjole i en positur, der minder om den ”liggende Venus”, der er afbilledet i så mange versioner i billedkunsten (søg fx på reclining female nude) og litteraturen (fx Niels Lyhne); et stereotypisk ikon for kvinden som mandligt begærsobjekt, som instruktionen og Medea åbenlyst spiller på. Og for at vi ikke skal være i tvivl om, hvorfor denne lidt mærkelige scene med en biperson i historien er placeret lige i midten af dramaet som et centralt vendepunkt for Medea, besegler Aigeus og Medea deres aftale om hendes fremtidige asyl hos ham i Athen med et kys. Samtidigt bliver Medeas motiver aldrig fuldt gennemlyste, hun indtager de roller, der er nødvendige, for at hun kan nå sine mål, og trods alle ordene bliver hendes indre liv aldrig helt gennemsigtigt – muligvis heller ikke for hende selv, og på den måde er figuren gestaltet som et moderne menneske, med en utilgængelig og kompleks psykologi.
Rasmus Bergs Jason giver forestillingen en komisk undertone, sådan som han spankulerer rundt i sit zebrastribede jakkesæt med et selvbevidst, overlegent smil, delvist rettet ud mod publikum. Der er ikke mange forsonende træk ved ham, han er den fuldendte opportunistiske charlatan og lurendrejer. Det er morsomt, når han gang på gang vifter Medea om næsen med sin klemme med pengesedler for at forsikre hende om, at han nok skal sørge for hende, og når han demonstrativt deler ud af sedlerne til de to børn – én til dig og en til dig og en til dig – som om han er i gang med at fordele fredagsslikket. Også de øvrige medvirkende gør det fint, relativt nedtonet men tydeligt ensemblespil, der lader teksten, kostumerne og den visuelle komposition gøre sin virkning.
Mørkt melodrama
Iscenesættelsens patos kulminerer i optakten til børnemordet, hvor Medea henter sine børn i soveværelset. Det ene barn løfter hun op, stadig sovende, mens han klamrer sig trygt ind til hende, hvorefter hun bærer ham op af trappen til det rum inde i huset, hvor mordet finder sted inde – ude af syne for publikum (konventionen tro) – indtil drejescenen har kørt en fuld omgang og afslører mordscenen bag panoramavinduerne. Medea kan selvfølgelig ikke – som i tekstens univers – vise sig på en vogn forspændt med to drager, som hun har fået af sin farfar Helios, solguden. I det her univers er det eneste, der skiller Medea og Jason den blodindsmurte glasrude mellem gerningsstedet inde i huset og haven udenfor. Medeas umenneskelige handling opløfter hende ikke til hævngudinde, den spærrer hende inde i ruinerne af hendes hjem og hendes psyke, den degraderer dem begge – igen som i en neo-noir fortælling (ala Seven eller nogle af de nævnte tv-serier), hvor menneskets mørkeste side – natur eller unatur som man vil – får det sidste ord.
Iscenesættelsen anslår forskellige kulturkritiske tangenter: den patriarkalske, vestlige, kapitalistiske, naturfjendske, selvtilstrækkelige civilisation er selvovervurderet og må gå til grunde. Psykologiseringen af konflikten og ”noir-slutningen” gør samtidig denne iscenesættelse af Medea-tragedien til en slags mørkt melodrama. Den opstiller binære akser mellem offer og bøddel, uskyld og skyld, fattig og rig, kvinde og mand, som så bliver overtrumfet af den disproportionale og irrationelle hævngerning, der vender det hele på hovedet, så forskellene bryder sammen og kun ondskaben er tilbage. Det mørke melodrama har (ligesom det lyse) sin berettigelse, og det er en konsekvent fortolkning, modernisering og stilisering, vi her bliver tilbudt. Jeg kunne godt tænke mig at se en iscenesættelse af denne tekst, der også er i stand til at aktualisere de vertikale dimensioner i dramaet mere, og vores samtid (klimakrisen mv.) giver rigeligt med anledning til at udfordre antropocentrismen, men det skal Reibo og co. ikke nødvendigvis stå til regnskab for.
Medea spiller på Skuespilshusets store scene fra d. 11.03. til d. 10.04. 2022
Dramatiker: Euripides
Iscenesættelse: Sigrid Strøm Reibo
Scenografi og kostumedesign: Katrin Nottrodt
Lysdesign: Mårten K. Axelsson
Komponist: Emil Assing Høyer
Korkompositioner og musikalsk ansvarlig: Simon Revholt
Lyddesign: Jonas Vest
Oversættelse: Inger Christensen
Dramaturg: Johan Holm Mortensen
Medvirkende: Signe Egholm Olsen, Rasmus Berg, Jens Jørn Spottag, Christiane G. Koch, Moren Burian, Patrick Baurichter, Ernesto Piga Carbone, Tilde Maja Frederiksen, Anna Bruus Christensen, Signe Mannov, Cecilie Bogø Bach, Nanna Simone Harvald, Otto Sabro Hartung, Laura Melissa Vittrup, August Beck Saarie, Victor Faustman.
Thomas Rosendal Nielsen er lektor i dramaturgi, Aarhus Universitet, og fast medlem af Peripetis redaktion.