Endelig Wagner igen på Operaen. Valkyrien i en enkel ny opsætning
Af Susanne Lange
I snart ti år har Operaen ikke opført Wagner – noget som ellers hører til teatrets kernerepertoire. Coronanedlukningen snød os for en ny Parsifal, men nu endelig klang Wagners toner igen i det smukke rum. Søndag den 6.marts var der premiere på Valkyrien i Operaen på Holmen i en minimalistisk iscenesættelse af operachef John Fulljames.
Sidst vi oplevede Valkyrien i Operaen var i 2006 som led i de samlede opførelser af hele Nibelungens Ring i Kasper Holtens opsætning. De Ring-cyklusser var til gengæld de første på nationalscenen siden 1912. Valkyrien, derimod, havde spillet i alt 99 gange mellem 1891 og 1942. Opførelsen 6.marts var den 120. i teatrets historie. Kasper Holtens fokus dengang var Brünnhilde – Wotans datter – og hendes udvikling fra fars lydige datter til en stærk, selvstændig, handlekraftig kvinde, som hævner svig og bedrag. John Fulljames’ fokus derimod er Wotan og hans projekt. Hans forsøg på at styre verden omkring sigmedmanipulationer og brug af andre til eget formål.
Handlingen i Valkyrien i meget korte træk:
Overguden Wotan ved, at hans tid er ved at rinde ud og for at ruste sig mod angreb fra nibelungerne, er han i færd med at samle en hær af helte, som skal kæmpe for ham. Til det brug sender han sine døtre, valkyrierne, med yndlingsdatteren Brünnhilde i spidsen afsted for at hente dem til Wotans borg, Valhal. Samtidig har han avlet et tvillingepar, Siegmund og Sieglinde, med en jordisk kvinde. De bliver adskilt som børn, men han sørger nu for, at de mødes igen, forelsker sig og med hinanden avler en søn, Siegfried (mere om ham i den næste opera af samme navn). Brünnhilde går imod sin fars ordre om, at Siegmund skal falde i kamp mod Sieglindes mand, Hunding. Wotan må slå sin egen søn ihjel, Brünnhilde redder Sieglinde og det ufødte barn og får en hård straf af Wotan for sin ulydighed. Hun får dog overtalt ham til at beskytte hende med en ring af ild, så kun den modigste helt kan trænge igennem til hende. Hvordan det går, må man vente til Siegfried for at få opklaret.
Afskrællet scenografi
Fulljames har, sammen med sin scenograf Tom Scutt, valgtet meget afskrællet udtryk. Rammen om handlingen er en arkitekttegnestue med store hvide arbejdsborde. Travle mennesker, som vi opdager bl.a. er de ni valkyrier, sværmer omkring på side- og bagscenen i 1.og 2.akt. Wotans spyd skulle ifølge programmet være en arkitektlineal. Hele det sceniske udtryk, møbler, kostumer er lysebrunt, gråhvidt, gråt, jordfarvet. Den eneste undtagelse er Siegmunds skjorte med tern i rødt og sort. Scenografien består af en stor trappe, som kan stilles i forskellige positioner og skabe forskellige rum. I 1.akt drejes den og inden under befinder Hundings hytte sig. I 2.akt befinder trappen sig i damesiden og i 3.akt er den så tilbage i første position og fører op til Valhal.
Arkitekten Wotan
– sætter handlingen i gang ved at vise sin model af den store trappe. Herefter kan vi seham være til stede under hele akten på sidescenen eller bagscenen, hvor han holder øje med, om tingene udvikler sig, som han ønsker. Det gør de jo, indtil hans hustru, Fricka, i 2.akt konfronterer ham med det faktum, at Siegmund aldeles ikke er den frie helt, som Wotan påstår. For det er jo ham selv, som skaber al modstand, giver ham sværdet og vil lade ham vinde over Hunding. Som ægteskabets vogter kan Fricka ikke tillade dette, og Wotan må se sig besejret. Denne centrale scene forløses fornemt af Hanne Fischer og Tomasz Konieczny. Herfra går alle Wotans planer galt: han må se sin søn dø og sin yndlingsdatter sætte sig op mod hans autoritet. Fulljames giver et stærkt visuelt udtryk ved at lade alt lys på scenen og i orkestergraven slukke efter at Wotan har sunget ”Das Ende, das Ende”. Derefter kommer lyset langsomt tilbage og Wotan fortæller, at enden vil komme gennem Alberichs søn, som han netop har fået, selvom han har afsvoret kærligheden. Herom mere i den sidste opera i Ringen: Götterdämmerung.
Fremragende skuespil
John Fulljames har formået at få alle sine sangere til at spille aldeles fremragende. På rollelisten står en fin blanding af garvede Wagnersangere og uprøvede sangere i netop denne genre: Tomasz Konieczy, polsk basbariton, er en af sin generations allerbedste Wagnersangere med en karriere, som fører ham til bl.a. Wien og Bayreuth, Ann Petersen, som synger Sieglinde, har stor erfaring med bl.a. Isolde, som hun har sunget overalt i Europa, Bryan Register, amerikansk tenor som Siegmund, synger alle de store heltetenorroller rundt omkring i verden, Hanne Fischer som Fricka viser, hvor fremragende en sanger hun er i den korte, men intense scene med Wotan. Aftenens helt store præstation var Trine Møllers debut som Brünnhilde. Trine Møller er en erfaren sanger, idet hun har sunget i en del år, men i en helt anden stemmekategori, nemlig som lyrisk mezzosopran. I de senere år har hun lagt sin stemme om til dramatisk sopran og det er i den grad lykkedes. Samtidig ligner hun en ganske ung kvinde og spiller rollen som den rebelske datter med stor autoritet. Morten Staugaards bas passer godt til Hundings bryske figur. Det Kongelige Kapel under Thomas Søndergaard spiller fremragende i dette repertoire, som i den grad passer til deres klang og tyngde. (En lille sidebemærkning: Thomas Søndergaard blev ansat i kapellet i 1991 som paukist og var dermed med i Ringen 2003-2006 i orkestret. Han er nu en meget efterspurgt dirigent i hele Europa og USA og musikchef for Royal Scottish National Orchestra).
En ny Ring på vej?
Om der vil komme en komplet Ring vides ikke i skrivende stund. Repertoiret for sæson 2022/23 er endnu ikke offentliggjort, men man kan jo frygte, at det ikke vil være tilfældet. John Fulljames slutter som operachef ved udgangen af denne sæson; han fik ikke sin kontrakt forlænget. På Det Kongelige Teater har han instrueret Nixon in China, Fidelio og Don Giovanni, alle gode opsætninger. Det ville være interessant at se hele hans koncept for den komplette Ring, og om det afskrællede udtryk med vægten på videnssamfundet og kontrolsamfundet kan bæres igennem.
Valkyrien spiller på Det Kongelige Teaer, Operaen fra 6. til 27. marts 2022.
Instruktion: John Fulljames
Scenografi og kostumedesign: Tom Scutt
Lysdesign: DM Wood
Dirigent: Thomas Søndergaard, Det Kongelige Kapel.
Medvirkende: Bryan Register, Ann Petersen, Thomasz Konieczny, Trine Møller, Hanne Fischer, Morten Staugaard.
Susanne Lange er uddannet opera-og koncertsanger, cand.mag. i Engelsk, Kulturformidling og Musikdramaturgi, foredragsholder og oversætter.