Instruktøren, der ikke selv græd over teatret
Mindeord
Af Anne Middelboe Christensen
Teaterinstruktøren Anders Lundorph skabte stærkt teater om identitet, seksualitet og hate crime – fra ’Boys Don’t Cry’ til ’Tør aldrig tårer bort uden handsker’. Teenageteater om at finde sig selv – og voksenteater om at bevare teenagerens følsomhed. Nu græder vi andre over, at denne sprudlende teaterbegavelse pludselig er død, kun 46 år gammel
’Boys Don’t Cry’ var nok den første forestilling i dansk teater, der fuldstændig overbevisende viste dilemmaet ved at være transkønnet – og ved at være fanget både af sin egen krop og af fordommene fra andre. Det var instruktøren Anders Lundorph, der havde instrueret denne brutale dramatisering af filmen for Mungo Park og Eventministeriet ved Det Kongelige Teater – sårbart, nøgent, ærligt. Det kan godt være, at nogen siger, at drenge ikke græder. Men tårerne piblede hos publikum af alle køn, der var tilskuere til denne fascinerende og chokerende forestilling i 2014, der modtog en Reumert-særpris. En forestilling, der både ramte teenagepublikummet og det voksne publikum.
For Anders Lundorph kunne få skuespillere til at spille, så man kunne mærke deres frygt, når man som tilskuer selv fik gåsehud – og når man pludselig sad med forpustet åndedrag af lutter skræk. Han havde en særlig sans for at skildre menneskers seksualitet og kønslige identitet – og han kunne skabe teater om ’hate crime’, så tilskuerens medmenneskelighed blev vakt maksimalt. Han formåede virkeligt at vække vores dybeste følelser med sit teater, der ofte kredsede om identitet og seksualitet. Og han havde en særlig evne til at skabe teater for teenagere og unge. Som om han selv aldrig glemte følelsen af at skulle lede efter sin identitet hver morgen foran spejlet…
Tuberkulose og AIDS
Men ak. Anders Lundorph er nu pludselig død, kun 46 år gammel. I fredags skulle han netop til at holde generalprøve på Thomas Markmanns nye stykke ’Dynastiet’hos Grummes Teater på Teatret Katapult i Aarhus, da han døde. Tilsyneladende uden varsel.
Teaterverdenen er rystet, og sørgmodige teaterord om Anders Lundorph præger nu de sociale medier. For han var utrolig afholdt for sin idérige energi og sit beskedne væsen. Han var meget alsidig. Han havde en ekstrem stor baggrundsviden, ikke mindst om litteratur og film. Han læste både dansk og teatervidenskab på Københavns Universitet, inden han blev uddannet instruktør i 2004 ved Rose Bruford College i London.
Lige siden har han skabt teater over hele landet. Inden for ungdomsteatret bragede han igennem med Reumert-belønnede teenageforestilling om identitet og sex med titlen ’6, PLRK?’ af Line Mørkeby for Teatret st.tv. i 2010 – legende, tvivlende og sårbart. Året efter fulgte teenageforestillingen ’V.I.P.’, også af Line Mørkeby for Teatret st.tv., om præstationsangst og gruppepres. Og ti år senere var det også Anders Lundorph, der stod for teaterversionen af den norske tv-ungdomsserie ’Skam 3’ på Aveny-T i 2020 – en forestilling, der formåede at tale direkte til teenagere med et sprog og et udtryk, som tydeligvis føltes autentisk og ikke-voksent for det unge publikum. En ungdomsforestilling med mainstream appeal.
Det smalle og det poetiske
Men Anders Lundorph boltrede sig i hele teaterverdenen – fra ungdomsteatret til det smalle poetiske teater, det store musicalteater, det intime og stedsspecifikke teater, det prangende show og den beskedne revy… Fra den dødsfokuserede Peer Hultberg-forestilling ’Villa Requiem’ på Københavns Musikteater i 2009 og ’Drømmenes Rige’ om den tuberkulosehostende forfatter I.P. Jacobsen på Det Flydende Teater på Furesøen i 2011 til den Reumert-nominerede bøssehistorie ’Tør aldrig tårer bort uden handsker’ på Det Kongelige Teater i 2018 – og dramatiseringen af Maria Hellebergs utraditionelle kærlighedshistorie ’Stormene’ om den katolske biskop Stygge Krumpen på Vendsyssel Teater i 2019. Han arbejdede også en del i Sverige – og iscenesatte bl.a. AIDS-manifestforestillingen ’Angels in America’ på Malmø Stadsteater i 2017.
Han var frygtløs. Hans iscenesættelser rummede altid en kommentar til identitet og seksualitet, lige til at spejle sig i for både unge og alle mulige andre voksne. Og han havde en skøn sans for humor både som instruktør af teaterforestillinger og alle mulige shows – og han viste bl.a. sin ubange sans for det hurtigt skabte i Ganløse Revyen i 2015. Hans voksenteaterforestillinger rummede altid scener, der pirkede til tilskuerens behov for at bevare teenagerens følsomhed. Og hans børneforestillinger emmede af respekten for barnets undren. Da han i 2020 skabte Jakob Martin Striids ’Den Utrolige Historie om den kæmpestore pære’ med det helt store udtræk på Det Kongelige Teater var det med symbolske ord om altid at plante frø med åbenhed og håb…
Leg med døden
I 2010 ville han konkret skabe en kommentar til teaterkritikkens sårbarhed og skildre teatrets mulighed for at hævne sig på kritikerne. Han annoncerede, at han ville dræbe fire anmeldere ved at inddrage dem i dødsscener hos Shakespeare. Så på vegne af Eventministeriet inviterede han mig og tre af mine kolleger med til en teaterevent med titlen ’Blodets teater’ på Skuespilhuset. Her blev vi klædt i kostume og fik et manuskript stukket i hånden, og så spillede vi ellers vores egne dødsscener, mens skuespillere slog os ihjel. Jeg fik rollen som Desdemona i jalousitragedien ’Othello’. Skuespillerne Joen Højerslev og Morten Burian løftede mig ind på scenen til Othello-skuespilleren Jens Zacho Böye.
»Å forstød mig, herre, men dræb mig ikke,« skulle jeg sige. Mere ved jeg ikke. For så lagde Othello beslutsomt en pude over mit ansigt og kvalte mig… I en forfriskende leg med teatret og kritikken – og med et muntert blik på døden. Den død, der nu pludselig har indhentet Anders selv, alt for tidligt.
Skuespillerne på Katapult har besluttet at gennemføre at spille ’Dynastiet’ – for at ære Anders. Det ville han have sat pris på. Han ville nok ikke have grædt. Men han ville sikkert have fumlet lidt med kasketten og leet sin hæse latter. Som drengen, der fik alle andre til at græde.