Pandemiens platheder og demokratiets besværligheder
Af Josefine Brink Siem
Det Fortrolige Rum formår på engagerende vis at takle et vigtigt og grundlæggende stykke lovgivning; Offentlighedsloven, og en række medfølgende temaer om demokrati og åbenhed i politiske processer. Den såkaldte ’fremtidskomedie’ bruger en blanding af fiktionel satire og journalistisk dokumentarisme til at udstille absurditeterne i både lovgivningen og Socialdemokratiets magtfuldkommenhed under coronahåndteringen. Det er dog helt klart førstnævnte, som fungerer bedst, og man savner flere af de glimt, hvor satiren for alvor bider, fordi den ikke kun udstiller politikernes eller offentlighedslovens manipulationer – men ligegyldigheden i offentligheden selv.
Offentlighedsloven
Det Fortrolige Rum er fjerde forestilling i en serie af 4 værker om danske politiske møgsager af Projekt Glemmebogen. Projektets idéperson, Ina-Miriam Rosenbaum, har sammen med scenekunstnere, journalister og videokunstnere produceret Skattesagens Helte (2017) om Helle Thornings skattesag, CoryDONG (2019) om salget af aktier til Goldman Sachs og Den Retfærdige Kriger (2021) om Danmarks engagement i Irak-krigen. Og nu er turen altså kommet til Offentlighedsloven, der ikke på samme måde udgør en konkret møgsag, men går langt dybere ned i selve demokratiets grundlag. Rosenbaum har selv instrueret og teksten er skrevet af Kristian Halken, der også spiller med som karakteren Volvo.
Offentlighedsloven er den lov, som regulerer borgere og journalisters adgang til at søge aktindsigt i dokumenter hos offentlige myndigheder. Alt efter hvem du spørger, så har loven altså til formål enten at sikre eller begrænse åbenhed i den politiske proces. Politikerne selv refererer til loven som en sikring af et ’fortroligt rum’ mellem ministre og embedsværket under udarbejdelsen af lovforslag. Den nuværende Offentlighedslov blev vedtaget i 2013 og indledes med en formålsbeskrivelse:
§ 1. Loven har til formål at sikre åbenhed hos myndigheder m.v. med henblik på navnlig at understøtte
1) informations- og ytringsfriheden,
2) borgernes deltagelse i demokratiet,
3) offentlighedens kontrol med den offentlige forvaltning,
4) mediernes formidling af informationer til offentligheden og
5) tilliden til den offentlige forvaltning.
Den journalistiske del af forestillingen stiller grundlæggende spørgsmålstegn ved disse påstande, og den fiktionelle del bruger en corona-baseret fremtidsdystopi til at pege på, hvordan den yderste konsekvens af magtmisbrug med den nuværende lov kunne se ud. Idéen med at blande den faktuelle formidling af loven og et skræmmeeksempel på dens yderste konsekvens er god, men hænger ikke lige godt sammen i alle dele af forestillingen, der i den fiktionelle del mister fokus på Offentlighedsloven til fordel for en relativt letkøbt politisk pandemi-humor.
Dokumentarisme som udstilling af det groteske
I nutids-delen af forestillingen fremlægger journalist Sofie Buch Hoyer dygtigt og præcist forskellige fakta om loven. Især fokuseres der på den meget kritiserede paragraf 14, ministerbetjeningsreglen, som betyder at alt indhold i dokumenter, der passerer eller blot på et tidspunkt kunne tænkes at passere en minister, kan undtages for muligheden for aktindsigt, medmindre der er tale om faktuelle oplysninger. Og som om det ikke var nok, så kan man også mørklægge selv de faktuelle oplysninger, hvis dokumentet har været brugt til ministerrådgivning, og gud ved hvordan det adskiller sig fra ministerbetjening.
Forestillingen formår på kløgtig vis at skabe komik ud af ren fremlægning af fakta og logiske argumenter. Ved at citere loven, vise klip fra interviews med ministre og modbevise politisk åbenheds-spin, udstiller Hoyer det groteske og grinagtige i, at det er lykkes politikerne at vedtage en lov, som gør det komplet modsatte af hvad de siger, at den gør. Vi ser f.eks. klip fra et pinagtigt deadline-interview fra 2013 med daværende justitsminister Morten Bødskov, der ikke kan komme med et eneste eksempel på lovgivning som er blevet forringet af manglen på et ’fortroligt rum’. Og vi oplever Hoyer gennemhulle Lars Barfoeds spin-agtige kugleramme-argument om at loven ville give fremskridt til åbenheden på 26 punkter og kun tilbageskridt på 5, ved overbevisende at sammenligne med loven fra 1985, hvor stort set alle forbedringerne allerede var implicit til stede.
Det måske bedste eksempel på lovens groteskhed er paragraf 14, hvor der står at man i behandlingen af en anmodning om aktindsigt bør overveje om man kan give aktindsigt ud over den, som loven foreskriver. Man er altså ikke forpligtet til noget som helst andet end lige at overveje mere offentlighed – og i hvert fald slet ikke til at give den. Det er virkelig godt set af holdet bag Det Fortrolige Rum, at de kedelige paragraffer i sig selv er grinagtige, hvis man fremlægger dem relativt nøgternt med den rette emfase og kontekst.
En fremtidskomedie?
Forestillingens fiktionelle del udspiller sig i et dystopisk 2068, og tegner et billede af et Danmark, hvor Socialdemokratiet endnu har magten og landet er hærget af den såkaldte Medusavirus. Den eneste skuespiller på scenen er Anders Budde Christensen, der med en lidt endimensionel aggressiv spillestil kropsliggør den arketypiske graverjournalist-kliché Frank: konspiratorisk, lettere fordrukken og med et rodet familieliv. Han bor i en beton-agtig ’isolation unit’ på 12,5 kvadratmeter hvor alt er teknologiseret og digitaliseret – lige fra en glasmontre-indespærret bregne, der lyser rødt hvis den skal vandes, over den selvkørende robotstøvsuger, til den kæmpestore skærm, der udgør hjemmets bagvæg. Skærmen er den ret isolerede og fordrukne Franks forbindelse til omverden, som kommer ind gennem videoopkald og pressemøder, når der da ikke lige vises genudsendelser af fællessang hver for sig.
Fremtidsplottet væves sammen med offentlighedslovstemaet da Frank til et af regeringens pressemøder opdager en person i baggrunden, som ikke har maske på. Der rodfæster sig en skepsis i ham, der næste dag resulterer i, at han ikke sluger den vaccinepille, som borgerne regelmæssigt skal indtage. I sit forsøg på at finde ud af, hvad der egentlig er i pillen, og hvad bivirkningerne er, støder Frank hele tiden ind i forhindringer. Forhindringer, der i sidste ende peger tilbage på Offentlighedsloven. Med hjælp fra den selverklærede sølvpapirshat ’Volvo’ lykkes det Frank at afsløre at Medusavirusset er et fupnummer, som regeringen har fundet på for at kunne blive siddende på magten og styre befolkningen.
Det, at det dystopiske scenarie tager udgangspunkt i nutidens forhold med samme statsminister, samme regering og en lignende pandemisituation, gør, at der sker en ærgerlig udvanding af den ellers virkelig skarpe kritik af Offentlighedsloven og den politiske maskine, som understøtter den. Forestillingens fokus kommer både tekstligt og æstetisk til at ligge på en mere konkret udstilling af den nuværende regerings coronahåndtering og magtfuldkommenhed. Fremtidskomedien bliver på den måde lidt for lidt Offentlighedslovsdystopi og lidt for meget pandemisatire, fordi fremtidsscenariet er så bundet til nutiden.
De mange små samtidsspottende detaljer, såsom referencer til Mette Frederiksens makrelmad eller forbud mod ikke-kønsneutrale navne og de, for lovgivningskritikken relativt irrelevante, videoopkald mellem Frank og hans skuffede kæreste eller boomer-agtige forældre giver nogle billige grin, men fjerner desværre fokus fra fiktionen som eksempel på misbrug af Offentlighedsloven. Men det er især slutningen, som får dystopien til at briste. Den sidste scene er et videoopkald til Frank fra en 90-årig Mette Frederiksen, der på ægte skurkevis indrømmer hele sin onde plan efter at den er blevet afsløret. Her ville tematikken om værdien af demokrati og åbenhed i politiske processer have stået stærkere, hvis man ikke havde gjort Mette Frederiksen til den store skurk, men i stedet bibeholdt kritikken på det politiske systems niveau – for som Hoyer siger på et tidspunkt, så er det sjovt nok altid oppositionen, som gerne vil ændre loven, og regeringen, som synes den er fin – uanset partifarve.
Demokratiets besværligheder
Teaterkritikeren Eric Bentley skrev i Det Levende Drama fra 1964, at komediens overflade af grin og gode tider altid er et dække over elendigheden. Man kan derfor spørge, hvad der er den egentlige elendighed under forestillingens komik? Da Hoyer ved forestillingens begyndelse spørger hvor mange, der kender til Offentlighedsloven rækker ca. to tredjedele af publikum hænderne op. De ryger dog prompte ned igen, da hun spørger hvor mange, som har læst den. Og allerede her, 1 minut inde i komedien, afsløres den egentlige elendighed – offentlighedens ligegyldighed over for Offentlighedsloven. Forestillingen slår i glimt et interessant tema an, som går ud over udstillingen af Offentlighedslovens absurditeter: hvor meget bør vi som offentlighed interessere os for den politiske proces og adgangen til den?
Forestillingen fungerer allerbedst der, hvor den formår at inkludere en kritik af borgerne i sin magtkritik. I små glimt lykkes det at stille spørgsmålstegn ved ikke bare hvad vi kan og må vide – men hvad vi egentlig har lyst til at vide. For er vores liv ikke meget nemmere, hvis vi lever i uvidenhed og ikke behøver at forholde os til hvad de egentlig laver på Christiansborg? I uhyggelige glimt bliver kritikken udvidet fra Offentlighedsloven til manglen på offentlighed og offentlig interesse omkring den – altså en kritik af ’offentligheden’ selv. Forestillingen viser på mange måder hvor besværligt demokrati er, og italesætter hvordan det kan være nemmere at leve i uvidenhed med fællessang og en autoritetsreguleret hverdag. Det, som for mig hang tilbage i luften efter forestillingen var derfor ikke så meget dystopiens advarsel, men Hoyers afsluttende spørgsmål til salen: Hvad vil I så nu?
Det Fortrolige Rum spiller på Svalegangen fra d. 22. januar til d. 5. februar 2022. herefter tager den på turné rundt i Danmark indtil 12. marts.
Medvirkende: Skuespiller Anders Budde Christensen & journalist Sofie Buch Hoyer *
Idé og instruktion: Ina-Miriam Rosenbaum
Manuskript: Kristian Halken
Scenografi og videodesign: Signe Krogh
Filmklipper: Nils Aasholm
Øvrige medvirkende: Sofia Mehlum, Søren Bang Jensen, Anna Ur Konoy, Henrik Weel, Karin Bang Heinemeier, Kristian Halken, Andreas Jebro, Solbjørg Højfeldt og Ina-Miriam Rosenbaum.
Josefine Brink Siem er Ph.d.-studerende på Afdeling for Dramaturgi og Musikvidenskab på Aarhus Universitet og en del af Peripetis redaktion.