NYE BOG UDGIVELSER
Erik Exe Christoffersen og Stig Jarl
Denne rubrik har til formål at fortælle om interessante udgivelser indenfor teaterområdet. Vi håber det kan give inspiration og måske hive nogle bøger ud af glemslen. Peripetis bogredaktion bladrer i kataloger og omtaler mere eller mindre usystematisk, hvad vi har lyst til, og hvad vi mener ser spændende ud eller er faldet over ud fra et serendipitetsprincip (tilfældige fund, som man ikke vidste fandtes på forhånd).
Vi bladrer måske også i bøgerne og kommenterer lidt, men kommer ikke med egentlige anmeldelser på disse sider. Og vi modtager i øvrigt ikke klager over konsekvenser som følge af vores omtale.
Vi prøver i et vist omfang at være forbrugervenlige ved at indsætter relevante links – specielt til e-ressourcer på Det Kongelige Bibliotek, som de af vores læsere, der har denne adgang, kan have fornøjelse af. Men ellers dyrker vi ikke omtale af hverken ISBNnr eller priser, hvis det er let for interesserede selv at finde sådanne oplysninger.
Denne gang har specielt et enkelt forlags katalog fået lov til at dominere, og det kan også godt være, at der somme tider vil være nogle overordnede linjer – men ikke principielt. Alle er velkomne til at sende både bøger og titler med henblik på omtale.
Faktisk er der rigeligt at vælge imellem. De store udenlandske forlag udgiver skræmmende mange titler inden for vores felt. Hjemmesiden for Teatre & Performance Studies hos det store britiske akademiske forlag Routledge (som er opkøbt af Taylor & Francis-gruppen), der traditionelt har dyrket bøger inden for humaniora, oplister ikke mindre end 2256 titler – heraf er alene 333 udgivet inden for det seneste år. Til vores lille rubrik har vi plukket lidt i det omfangsrige katalog og fokuserer her på serien ”Routledge Advances in Theatre & Performance Studies”, som præsenterer virkelig dybdegående studier (ofte baseret på universitetsafhandlinger) af meget afgrænsede (men ikke mindre spændende) emner. Udvalget spænder vidt. Fra den polske teaterprofessor Grzegorz Ziółkowskis A Cruel Theatre of Self-Immolations. Contemporary Suicide Protests by Fire and Their Resonances in Culture til Female Aerialists in the 1920s and Early 1930s af Kate Holmes, der har en post doc i Exeter.
Serien indeholder også teaterhistoriske studier, som fx Drew Lichtenbergs The Piscatorbühne Century, som trækker linjer fra Piscatorscenens meget korte liv (1927-28) til betydningen for såvel Brecht og Berliner Ensemble umiddelbart efter Anden Verdenskrig som for amerikansk og tysk avantgarde i sidste del af det 20. århundrede.
Det var netop i denne serie, at Janek Szatkowskis A Theory of Dramaturgy (2019 – anmeldt på Peripeti-hjemmesiden august 2020) udkom, og blandt de senere udgivelser er der er også flere titler på det dramaturgiske område. Fx antologien Dramaturgies of Interweaving Engaging Audiences in an Entangled World, (redigeret af Erika Fischer-Lichte, Christel Weiler, Torsten Jost), som med eksempler fra mange lande og kulturer præsenterer dramaturgiske tiltag som knytter forskellige performative kulturer sammen. Bl.a. finder vi her en artikel af Peter Boenisch: “Encountering a ‘theater of (inter-)singularity’: Transformations and rejections of shifting institutional dramaturgies in contemporary German theater”.
I krydsfeltet mellem billed- og scenekunst tilbyder antologien Curating Dramaturgies. How Dramaturgy and Curating are Intersecting in the Contemporary Arts – en serie interviews med både praktikere og teoretikere. Umiddelbart kan det være lidt uoverskueligt at vælge artikler, fordi man ikke kender de pågældende; men her hjælper det gennemarbejdede introduktions-kapitel af redaktørerne Peter Eckershall og Bertie Ferdman.
”Routledge Advances” udgør imidlertid kun en beskeden del af Routledge’s titler inden for teater og performance feltet. Mange titler forholder sig håndværksmæssigt praktisk til stoffet: Fx Staging Dance, Staging Gay Lives, Staging Violence samt ikke mindst Staging Sex. Best Practices, Tools, and Techniques for Theatrical Intimacy. Der er faktisk også en Staging Pain, men den er nu afgrænset til Violence and trauma in British Theatre i perioden 1580 – 1800.
En stor del af Routledge’s udgivelser ligger som e-bøger til fuld download fra Det Kongelige Bibliotek– dog ikke efterspurgte af introduktions-klassikere som Performance Studies: An Introductionaf Richard Schechner og Sara Brady og heller ikke hverken Marvin Carlsons: Performance: A Critical Introductioneller Theatre Histories: An Introduction.Her kan man til gengæld (med sidetalsbegrænsning) hente enkelte e-kapitler via ProQuest.
Desværre er det ikke altid lige let at finde alle Routledge’s tilgængelige titler via Det Kongelige Biblioteks søgemaskine; men udvalget bliver større – og mere overskueligt – hvis man (med KB-adgang, naturligvis) går ind og søger direkte fra forlagets hjemmeside her.
En af de udgivelsesserier, hvor alt passes til et særligt format, er Routledges ’basic’, som omfatter en mangfoldighed af emner – Pandemics, Semiotics, Sustainability, Poverty – for at nævne nogle få. Sidstnævnte er i øvrigt skrevet af den danske velfærdsforsker Bent Greve. I den serie kom i 2008 Robert Leachs Theatre Studies. The basics, som var struktureret omkring kapitler som ’performance’, ’the text’, ’dramatic form’, ’theatre and history’, ’acting’, ’directing’ , scenography’ og ’the audience’. Den findes dog ikke findes som e-bog på KB. Det gør til gengæld Performance Studies. The Basics af Andreea S. Micu. Til fuld download. Nem at orientere sig i – og i det hele taget en up to date og let tilgængelig introduktion til performance-begrebet i dets forskellige sammenhænge; men ikke på samme niveau som Marvin Carlsons Critical Introduction (jf. ovenf.).
For snart tyve år siden påbegyndte Routledge serien ’routledge performance practitioners’, som efterhånden er kommet op mere end tyve bind. Let læste introduktioner til internationale nøglepersoner inden for scenekunsten i det tyvende århundrede: bl.a. Stanislavski, Brecht, Decroux, Ohno og Hijikata. Mnouchkine, Abramovic. De var populære – ja en enkelt blev faktisk oversat til dansk og udgivet på det hedengangne teaterforlag Drama (Jonathan Pitches: Meyerhold – liv, teori & praksis), og for et par år siden blev udsendt nye reviderede udgaver. Samtidig fandt de driftige forlagsfolk ud af at genbruge indholdet i samleværker – såkaldte companions. I to bind The Routledge Companion to Performance Practitioners vol I og vol II anvendes typisk de mere overordnede og introducerende kapitler; mens kapitler om træningsmetoder og konkret arbejde med enkelte produktioner indgår i The Routledge Companion to Studio Performance Practice. Redigeret af Franc Chamberlain og Bernadette Sweeney. Hvert kapitel giver en smagsprøve på en instruktørs arbejde og besvarer de samme nøglespørgsmål: ‘Hvordan arbejdede denne kunstner? Hvordan kan jeg anvende dette i praksis? Nyskrevne introduktioner sætter øvelserne i sammenhæng og forklarer, hvordan de passer ind i den pågældende praktikers bredere metoder og filosofi.
En del af enkelt-bindene og de tre nævne companions er til fuldt download fra KB.
Man mærker tydeligt på udgivelserne, at det er sceneinstruktøren, der har været den dominerende skaberkraft i både det tyvende århundrede og også i samtiden, hvor antologien Contemporary European Theatre Directors redigeret af Maria M. Delgado og Dan Rebellato portrætterer sceneinstruktører, der har haft deres dominerende virke inden for den seneste snes år. Samt et par ældre som Mnouchkine, Chéreau og Castorf. Artiklerne er både overskuelige og tilpas store (ca. 20 sider) og kommer fint rundt om bl.a. Declan Donnellan fra Cheek by Jowl, Marthaler, Ostermeier, Jan Lauwers, Bieito, Deborah Warner og Katie Mitchell. Scenekunstnere, som ikke sjældent skaber kontroversielle forestillinger, der udfordrer den traditionelle tilgang til både produktionsforhold og fortolkning. Regietheater-begrebet kommer i anvendelse – visse amerikanske kritikere kalder det ”European trash”, mens andre taler om auteurs.
Det gjorde The Guardians indflydelsesrige anmelder, Michael Billington, i 2009 – faktisk direkte med en advarsel – i artiklen ”Don’t let auteurs take over in theatre”. Det citat tager Dan Rebellato afsæt i i antologiens artikel om Katie Mitchell, der netop er kendt/berygtet for en meget personlige håndtering af klassikere – ofte i samarbejde med Martin Crimp (hvilket bl.a. resulterede i en tæt skåret version af Tjekhovs Mågen på National Theatre i 2006, som Mitchell også instruerede i Skuespilhuset i 2011 – se anmeldelse https://www.peripeti.dk/2011/10/31/magen-pa-det-kongelige-teater-iscenesat-af-katie-mitchell/.
Benjamin Fowler fra University of Sussex har fulgt Katie Mitchell tæt i flere år og i Katie Mitchell: Beautiful Illogical Acts undersøger han gennem observationer af prøver og samtaler med instruktøren hendes karakteristiske teatralske realisme og karakteristiske kollektive arbejdsproces. Fowler har også redigeret The Theatre of Katie Mitchell – første bind i Routledges 4 X 45-serie, der har ambitionen om at være super aktuel med kort produtionstid, idet hvert bind er baseret på transkriptioner af fire 45 minutters video-lectures og interviews om aktuelle emner og tendenser. Andre bind i serien handler om Luis Valdez – skaberen af El Teatro Campesino, om Performance and Migration samt om Neoliberalism, Theatre and Performance.
Super aktuelt er jo studierne i hvorledes covid-pandemien har påvirket scenekunsten. Routledge har et par antologier: Pandemic Performance. Resilience, Liveness, and Protest in Quarantine Timesredigeret af Kendra Claire Capece, Patrick Scorese og Performance in a Pandemic redigeret af Laura Bissell og Lucy Weir. Fra Methuen findes endvidere Barbara Fuchs: Theater of Lockdown : Digital and Distanced Performance in a Time of Pandemic.
Men det hele skal jo ikke handle om multinationale forlagskoncerner:
NTGent er stadsteater Gent i Flanderen i det nordlige Belgien. “Stadsteater for fremtiden” kalder de sig. På det tyske Verbrecher Verlag udgiver de den engelsk-sprogede serie The Golden Books, hvor der nu er kommet fem bind, hvoraf to findes som e-ressource på KB: The Art of Resistance: On Theatre, Activism and Solidarity(2020) og Why Theatre? (2021). I et vist omfang handler de to antologier om det samme: meningen med kunsten og teatret.
The Art of Resistance præsenterer taler, essays, manifester og interviews fra både kunstnere, aktivister, journalister – alle optaget af hvordan kunsten kan bidrage til at gøre verden bedre. En glimrende introduktion fremhæver pointer og bidrager til kontekst – bl.a. at NTGent har haft samarbejde med kunstnere i Brasilien og Congo og derfor er bidrag herfra fremtrædende.
Why Theatre? er en antologi med bidrag fra mere end hundrede teaterfolk fra store dele af verden, som reflekterede på et brev, der bl.a. lød således: “Dear friends, In times when theatre and performance as live art are in a state of emergency and societies rethink necessities, we ask you: Why theatre? /…/ Why theatre at all? Why is this art form so unique, so indispensable? What is YOUR personal ’why‘ as a theatre-maker, spectator, activist, citizen – or simply as a human being? We are interested in the whole range of theatre: from classical theatre to performance art and dance, from activism to political theatre and the performativity of everyday life”.
NTGent-teatrets kunstneriske leder og initiativtager til Why theatre-projektet er den vildt produktive schweiziske instruktør Milo Rau, som vi herhjemme har stiftet bekendtskab med via gæstespillet med forestillingen Five Easy Pieces ved ILT-festivalen i Aarhus 2019 og hans stykke Guds Lam, som Cantabile 2 i 2020 bearbejdede til lokale Vordingborg-forhold.
Antologien leverer en mangfoldighed af svar – nogle giver inspiration og gode argumenter; enkelte er tågede eller skingre. De fleste har karakter af en personlig bekendelse a la ”derfor arbejder jeg mned teater”/”det betyder teater for mig”. Man støder på en god gammel manifestation: ”Theatre was meant to be the rehearsal of the revolution”. Men det lidt overbærende smil stivner, når Douglas Estevam, som har leveret bidraget, beretter om sit arbejder med teater i MST- organisationen af brasilianske jordløse landarbejdere og forklarer, hvordan teatret med inspiration fra Boal indgår i deres kamp for rettigheder og overlevelse. Her giver det mening, at ”the theatre is a weapon and that the people should use it in their fight against all forms of oppression”.
Det er ikke en bog, som man læser fra den ene ende til den anden – man plukker; men det er også let, for bidragene er dejlig korte – det var et vilkår, at de ikke måtte tage mere end seks minutter at læse! Her er gamle kendinge: bl.a. Tim Etchells, Jerôme Bel, Sasha Waltz, Botho Strauss, René Pollesch, Thomas Ostermeier, Susanne Osten, Ariane Mnouchkine; men også mindre kendte – men ikke derfor mindre interessante navne fra ikke mindst Latinamerika.
Monna Dithmer anmeldte antologien i Politiken 16. marts 2021 og pegede på paradokset i tilgangen til spørgsmålet Why theatre?: Det er kun teatret, der konstant har behov for at sætte spørgsmålstegn ved sin eksistensberettigelse – det filmen eller musikken aldrig finde på! Men en sådan kritisk selvrefleksion ligger tilsyneladende dybt forankret i teatrets væsen og tradition.
Faktisk er der også en Routledge-udgivelse fra 2020, hvor universitetsprofessor i engelsk, Sidney Homan, stiller samme spørgsmål Why the Theatre til en række universitetslærere, skuespillere, sceneinstruktører og dramatikere hovedsagelig fra den engelsk-sprogede verden.
Og så trænger vi vist til se på et par danske og nordiske udgivelser.
På eget forlag – 29 media – har Theresa Benér, svensk/dansk kulturskribent med rig international erfaring (hun bidrager bl.a. til Norsk Shakespearetidsskrift og Dixikon), udgivet hvad hun kalder en essay-bog om Peter Brook med titlen Europeisk scenkonst: Peter Brook.
Nu er det jo ikke fordi der ligefrem savnes værker om europæisk teaters store gamle mand, der trods at han er langt oppe i 90’erne (han er født i 1925) konstant udfordrer teatermediet, dets traditioner såvel som dets aktører.
Men Benérs bog er interessant, fordi den – i modsætning til de fleste andre bøger om Brook – i høj grad inddrager hans aktiviteter inden for den seneste snes år. Theresa Benér har boet i Paris i 1985-2000 og har fulgt aktivt med i tiden herefter. Fordi de enkelte afsnit har essayets karakter er det som samlet hele lidt svær at overskue – der er ingen ordentlig kronologi. Til gengæld får vi mange helt personlige iagttagelser og synspunkter på Brooks arbejde.
Også Brook stiller spørgsmålet Why?! – Det er faktisk titlen på hans og dramaturgen Marie-Hélène Estiennes produktion i 2019, som gennem en montage af tekster af store teaterpersonligheder fra tiden omkring år 1900 – bl.a. Artaud, Craig, Stanislavski, Artaud og især Meyerhold, der kommer til at dominere stykkets anden halvdel – søger at få os til at sanse snarere end at forklare os scenekunstens betydning for dem.
Kulturkritik og repræsentationskritik
Herfra forskyder vi fokus til det mere kulturteoretiske og rammesættende for selve den optik vi ser teatret og samtidskunsten igennem: Vi nævner fire bøger her som man måske kunne se i en sammenhæng.
Jacques Rancière: Den frigjorte beskuer og Det sanseliges deling.
Bibliotek for ny kunstteori er en række oversættelser af international kunst- og kulturteori. Projektet er et samarbejde mellem Ny Carlsbergfondet og Informations Forlag.
Bogserien suppleres af podcasten Samtidskunsten forfra. Hør de 7 afsnit her.
I Den frigjorte beskuer og Det sanseliges deling undersøger den franske filosof Jacques Rancière (1940), hvordan nye politiske og sociale væremåder kan opstå, og hvilke roller kunsten spiller i organiseringen af en fælles, sansemæssig virkelighed. Den frigjorte beskuer og Det sanseliges deling er to af hans vægtigste bidrag til samtidens æstetikteori.
Grundantagelsen for Rancière er at publikum i stigende grad forventes og forventer deltagelse i det æstetiske. Her er han på linje med eksempelvis Erica Fischer Lichte, som benytter begrebet feedback sløjfe til at understrege den dynamiske relation mellem aktører og tilskuer. Forskellen er, at Rancière ikke accepterer skellet mellem passiv og aktiv betragter eller tilskuer. Der er han på linje med traditionen indenfor receptionsforskning, som påpeger at recipienten altid udfolder en form for aktivitet i selve receptionen. Denne aktiviteter kan være både fysisk og mental, og er så at sige en dimension af værkets måde at henvende sig til betragteren på.
Det Rancière lægger vægt på er at tilskueren er meddigtende og medskabende på sine egne præmisser, og at relationen mellem værkets afsender og modtageren baserer sig på et vigtigt niveau af ikke-viden. De besidder forskellig form for viden, som gør at udvekslingen bliver en form for sanselig udveksling og deling. Den uvidende lærer tvinger beskueren til at tænke selv. Rancière antager at beskueren besidder en viden som er afsenderes ikke-viden.
Jane Bennett: Levende materialitet – Tingenes politiske økologi. 296 sider. Forlaget Mindspace. Jane Bennett (født 1957) er professor i politisk teori ved Johns Hopkins University og har især arbejdet med emner som økofilosofi, natur og etik, kunst og politik samt moderne socialteori.
”Med „vitalitet“ mener jeg tingenes evne til ikke blot at forstyrre eller blokere menneskers vilje og planer, men også fungere som kvasiagenter eller kvasikræfter med selvstændige mål, tilbøjeligheder og tendenser. Min ambition er at formulere en vital materialitet, parallelt med og inde i mennesker, for at se, hvordan analyser af politiske begivenheder kunne forandre sig, hvis vi i højere grad lod tingenes magt udfolde sig”. Jane Bennett
Ifølge Bennetts skal der tænkes over tingene fra et ikkemenneskecentrisk og ikkeinstrumentalistisk perspektiv –og der skal tænkes med tingene. Mennesket skal indtænkes i naturen og indfældes i de store materielle udvekslingskæder. At være menneske er at være filtret sammen med alt og Bennett argumenterer for, at det er nyttesløst at forsøge – såvel filosofisk-teoretisk som livspraktisk – at skille mennesket fra det ikkemenneskelige. Vi hænger sammen i et netværk som med de franske filosoffer Deleuze og Guattaris ord: assemblage.
Steen Nepper Larsen skriver
”Ønsker man at forstå samtidens samtids- og modernitetskritiske nymaterialister, spekulative materialister og materialitetsfænomenologer i ind- og udland, så er Levende materialitet det bedste sted at starte. Ikke fordi der er tale om et vandtæt filosofisk værk, der borttryller alle problemer; men fordi den er velskrevet, problembevidst og ægger til vægtige drøftelser i et verdenssamfund, der er ved at komme helt ud af balance, såvel klimatisk, økologisk som økonomisk”. https://www.information.dk/moti/anmeldelse/2021/08/ny-bog-noedt-forbinde-ikkemennesket-omkring
Sensuous Society – Carving the path to a sustainable future through aesthetic inhabitating stimulating ecologic connectedness. Af Gry Worre Hallberg
Worre Hallbergs, leder af performancegruppen Sisters Hope, udforsker i sin ph.d.-afhandling, hvordan den kunstneriske praksis stimulerer en økologisk bevidsthed om samhørighed hos deltagerne, hvilket ifølge den økologiske teori er afgørende for bæredygtig omstilling.
Antal sider: 484. Forlag: Sister Hope
https://www.information.dk/moti/anmeldelse/2021/08/ny-bog-noedt-forbinde-ikkemennesket-omkring
Public Square: Hvidt støv – En antologi om ’busteaktionen’ og det vi taler om, når vi taler om den. Antipyrine
I starten af november 2020 fandt ’busteaktionen’ sted på Det Kongelige Danske Kunstakademi, hvor en gruppe kunstnere under navnet Anonyme Billedkunstnere fjernede en buste af Frederik V fra skolens festsal og sænkede den ned i Københavns havn. Var det en kunsthandling eller vandalisme, billedstorm eller kunstevent? Det diskuteres stadig er det er stadig uafklaret om det er en politisag eller et kunstudsagn. Desuden handler det om kritik af den danske nationalistiske virkelighed som både kolonial og som ‘identitetspolitiskog det handler om politisk kontrol med Kunstakademiet og kunsten generelt.
Public Square skriver: Såvel muligheden for kritik af nationalismen som muligheden for kritisk kunst trues i denne virak, der samtidig udstiller en eklatant mangel på kritisk faglighed. Dette vækkede et behov hos os for at reagere, hvilket vi gjorde ved at skabe et temanummer om busteaktionen på Public Square, som nu samles på skrift i denne antologi.
Bidragsyderne: Amalie Skovmøller, Annarosa Krøyer Holm, Carsten Juhl, Edin Hajdarpašić, Elizabeth Löwe Hunter, Farhiya Khalid, Frida Sandström, Jakob Jakobsen, James Day, Jeppe Wedel-Brandt, Jonas Eika, Kirstine Mose, Maja Kjems Henssel, Mikas Lang, Mathias Danbolt, Mikkel Bolt, Nermin Duraković, Virgin Islands Studies Collective. Antipyrine: https://antipyrine.dk
Lad og slutte af med en sidste bogomtale. Antonin Artaud: Den endegyldige afskaffelse af guds dom. Oversat fra fransk af Kristian Husted og Kenn Mouritzen. Arena. 96 sider.
»– Hvad ønsker De at sige, hr. Artaud?
– Jeg ønsker at sige, at jeg har fundet midlet til én gang for alle at blive færdig med denne abe, og at hvis ingen længere tror på gud, så tror hele verden mere og mere på mennesket.«
Den endegyldige afskaffelse af guds dom er den franske teaterteoretiker og skuespiller Antonin Artauds sidste værk, skrevet til opførelse i fransk radio og indspillet i 1947. Det udkom første gang i bogform en måned efter Artauds død i 1948. Værket rummer desuden manifestet “Grusomhedens teater”, en række af Artauds breve og et efterord af radiojournalist Jan Høgh Stricker. Det er et opgør med ”Gud” og det betyder givet flere forskellige ting: det er et opgør med sprogets dominans og den symbolske orden. Det er også et opgør med teatret, som et rum for repræsentation – for i stedet at se teatret som en radikal handling: måske ville Artaud ligefrem have nydt destruktionen af Frederik V busten som en form for grusomhedens teater.
“Hvem er jeg?
Hvor kommer jeg fra?
Jeg er Antonin Artaud,
og lad mig sige det,
som jeg har lært at sige det,
straks vil De
se min foreliggende krop
sprænge i stumper og stykker
og under ti tusind notoriske
aspekter
samle sig
en ny krop,
hvor De
aldrig mere vil kunne
glemme mig.”
Stig Jarl, Lektor emeritus. Institut for Kunst- og Kulturvidenskab, KU og Erik Exe Christoffersen, lektor, Institut for Kultur og Kommunikation – Dramaturgi, AU