Tour de Chambre, iscenesat af Sigrid Strøm Reibo, Det Kongelige Teater
Af Lau Tobias Tronegård-Madsen
Når ungdommen spøger
Ungdommen, den helt særlige og afgørende periode mellem barndommen og voksenlivet, har fået en nærmest ophøjet placering i den vestlige forestilling. Et stadie i den menneskelige udvikling, hvor alting er på spil, alt er nyt og friskt, intet bliver taget for givet. De store følelser, herunder de første oplevelser med kærligheden, får frit løb. Det er en periode i livet, der siden den for alvor blev defineret i efterkrigstiden, langsomt har udvidet sig fra primært at dække teenageårene, til nu at strække sig langt ind i tyverne, i takt med at længere uddannelser, senere forældreskab og økonomisk prekariatet udskyder det stabile og ansvarstunge voksenliv. Ungdommen har erstattet fortidens mere formelle overgangsritualer, og på denne måde overtaget ritualets aspekter af liminalitet – tærskelsøjeblikket, hvor alle regler og strukturer ophæves, og hvor objektet for ritualet er helt sårbart. At ungdommen, på trods af dens fester og ansvarsløshed, er farlig, som det allerede blev fremstillet af J. D. Salinger i romanen Forbandede Ungdom fra 1951, er dermed intet nyt; det er en del at dens essens.
Når Det Kongelige Teaters opsætning af Tine Høegs roman Tour de chambre indbyder til en tur ’down memory lane’ til hovedpersonen Astas ungdomsliv på kollegiet, kommer det ikke som en overraskelse, at denne tid ikke kun har budt på bajere og køkkenfester, men også noget langt mørkere.
August var død til at begynde med
Vi møder Asta, spillet nøgternt og tørt af Anna Bruus Christensen, som 33-årig forfatter og single, der har svært ved at finde gejsten når hun swiper sig gennem potentielle kærlighedskandidater på Tinder, og som samtidig er gået død i arbejdet på sin næste roman, der skal handle om en polsk betonskulptør fra 60erne. Et af de få holdepunkter i Astas tilværelse er hendes veninde Mai (Fanny Louise Bernth), der på trods af sine egne udfordringer som arbejdsløs enlig mor til sønnen Bertram, fremstår langt mere positiv og hæmningsløs end Asta. De to er blevet indbudt til en mindehøjtidelighed for Mais tidligere kæreste August, der døde for 10 år siden, da de alle tre boede på kollegie sammen. Denne indbydelse bliver en katalysator for Astas refleksion over de begivenheder, der førte op til August død, som hun hidtil har holdt Mai uvidende om.
Som vi gradvist lærer i flashbacks, var Asta og Augusts relation ikke kun platonisk, og bag Mais ryg blomstrede der en gensidig forelskelse op mellem de to. Disse skam- og skyldbetonede tanker om fortiden bliver dog også til en pludselig kilde af inspiration for Asta, der ligger sin påbegyndte roman om den polske kunstner på hylden, for i stedet at skrive historien om det, der skete dengang. Asta skriver som i en rus, og i takt med at vi som publikum præsenteres for begivenhederne fra kollegietiden, står Asta til sidst klar med et færdigt manuskript. Et manuskript hun ved, hun aldrig kan lade nogen læse, da det vil være fuldstændig ødelæggende for hendes nuværende relation til Mai.
Ungdomsfilmens virkemidler
For at få formen, hvor der konstant springes fra Astas nuværende liv tilbage til tiden på kollegiet, til at fungere ubesværet og tydeligt, benytter forestillingen sig af nogle virkemidler, der giver den en nærmest filmisk fornemmelse. Dette opnås fx gennem det særdeles ekspressive lysdesign, hvor bratte skift, der falder sammen med historiens skift i tid, tydeligt markerer en slags symbolsk ”klipning”. Her bliver lyset en kommentar til den følelsesmæssige forskel mellem voksenlivet og ungdommen, når Astas nuværende tilværelse er domineret af kolde, dæmpede farver, mens der brat bliver skiftet til varme og klare toner, så snart der springes tilbage til den ubekymrede tid på kollegiet. Lyset kan herudover i andre scener bruges til at male den verden, der ellers kan fremstå lidt nøgen og udefineret i den træpladedominerede scenografi, der mest af alt minder om en ufærdig filmkulisse. Som når hele scenen bades i et orange skær for at illudere den solnedgang, som Asta overværer på taget af kollegiet sammen med sin uheldige bejler Niels Klitten, en kikset matematikstuderende spillet af Mikkel Becker Hilgart, som hun dater i et forgæves forsøg på at ignorere sin interesse for August.
Et andet centralt aspekt af forestillingens filmiske kvalitet udgøres af det gennemgående soundtrack, som leveres af musikeren Øyunn fra et trommesæt, forskellige synthesizers og mikrofoner, som er placeret midt på scenen. Gennem den meget rytmebaserede, dunkende, men også til tider fine og sårbare musiske udtryk, skabes der et på en gang ungdommeligt og sofistikeret lydbillede. Et lydbillede, der både kan skabe en galoperende kollegiefest, men også skabe rørende øjeblikke af intimitet og skrøbelighed, ofte understreget af Øyunns lyse vokal. Selvom musik nogle gange kan føles som en let genvej til at skabe stemninger og følelser, så føles det i Tour de chambre ikke forceret, men i stedet som en naturlig del af forestillingens filmiske udtryk.
Når forestillingen på denne måde peger på filmmediet og generelt populærkulturelle formater, hænger det uløseligt sammen med dens udforskning af ungdomslivet. Dette er netop en tid, hvor disse udtryk er alt andet end tidsfordriv og baggrundsstøj, men i stedet afgørende elementer i de identiteter, som man søger at skabe. Dermed bliver disse virkemidler i forestillingen ikke blot redskaber til ubesværet spring i tid og rum, men i sig selv nuancer i billedet af ungdomslivet.
Den forbudte kærlighed
Et centralt emne i forestillingen er den forbudte kærlighed, der opstår mellem Asta og August, spillet med en afslappet fuckboy-attitude af Mathias Skov Rahbæk, som er hele kernen i det svigt, som Asta begår mod Mai. August er medicinstuderende, men afslører over for Asta, at han lige som hende skriver digte, og de begynder at mødes for at recitere og diskutere deres poetiske fremstillinger. ”Vi talte om tekst i fire timer,” opsummerer Asta henført deres første session. Interessen for August bliver ikke mindre, da Asta erfarer, at hans mor er en kendt billedkunstner, som Karen-Lise Mynster, kropsliggør med største naturlighed, ikke mindst gennem sin egen position i dansk kulturliv. Det er her tydeligt, at Mai og Asta ikke er på samme kulturelle bølgelængde, idet Mai ikke aner hvem Augusts mor er, og ikke rigtig kan følge med i samtalerne om kunstens rolle, i modsætning til Asta, som moren i første omgang fejlagtigt antager er hendes søns kæreste.
Selvom den spirende romance mellem Asta og August til tider virker erotisk, særligt et besøg på Vestre Kirkegård, hvor tanken om den tissende August og hans lune cykelsadel gør Asta skamfuldt opstemt, er det svært for alvor at blive investeret i deres forhold. Måske fordi August på mange måde virker ret usympatisk. Udover hans åbenlyse manglende kvaler med at forføre sin kærestes bedste veninde bag hendes ryg, er der noget grundlæggende irriterende ved hans prætentiøse brug af begreber som ”prima vista” i almindelig samtale, hans tidsfordriv med at løse kryptokryds midt om natten og hans nedladende attitude mod Niels Klitten, hvis eneste forbrydelse er at vise romantisk interesse for Asta og have begrænset viden om litteratur.
Kombinationen af ungdom og kærlighed kan være dødelig, som ærkeeksemplet Romeo og Julie har lært os. August er dog ikke Romeo, og ej heller er Asta Julie. De er ikke de uskyldige ofre for omverdenens hårdhed og uretfærdighed, men snarere ofre for deres egen manglende evne til at håndtere deres følelser og en tilfældig hjertefejl, der brat afslutter deres affære med Augusts død.
”Du er så dum, Asta”
Ligesom Tine Høegs første bog, Nye rejsende, der ligeledes er blevet iscenesat på Det Kongelige Teater, handler denne forestilling ikke så meget om et kærlighedsforhold, men mere om den effekt dette forhold har på hovedpersonen, fra hvis synsvinkel historien fortælles. Særligt den effekt det har, når forholdet er hængt op på utroskab og den medfølgende skyld, der er forbundet med dette. Det er samtidig en rejse ind i et hyperrefleksivt og introvert sind, der med et skarpt øje for detaljer og tilværelsens latterlighed, gradvist udleverer sig selv.
Det er dog også en fortæller, som bliver ’afsløret’ i forestillingens sidste scene, den længe ventede konfrontation med Mai, efter denne har læst Astas færdige manuskript, hvori hun afslører, hvad der skete mellem hende og August 10 år tidligere. Her bliver det pludselig klart, at al Astas forudgående kvaler over, hvordan hun som kunstner er splittet mellem sit behov for at skabe og de medfølgende personlige konsekvenser, opfattes helt anderledes af Mai. Selvom Mai gennemgående er blevet fremstillet som simpel og endog uintelligent, som når hun i en scene ikke kan finde ud af at varme en frysepizza, er det alligevel hende, der forstår at gennemskue Asta og hendes forsøg på at ophæve sine problemer til helt unikke og enestående.
Forestillingen har ligheder med Den kroniske uskyld (Det Kongelige Teater, 2018), hvor det ligeledes var venskab, frem for historiens romantiske forhold, der viste sig at være den afgørende relation. Som i Den kroniske uskyld er Tour de chambre båret af en subjektiv fortæller, om end langt mindre åbenlyst, indtil forestillingen i et afsluttende tvist tvinger os som publikum til at forholde os kritisk til sandheden i den historie, vi har fået fortalt. Tour de chambre skildrer netop det personlige minde om ungdommen, som ofte er kimen til den personlighed og de problemer, der forfølger os videre i tilværelsen, og som giver ungdommen det skær af personlig skabelsesmyte, der ikke altid tåler et alt for nært eftersyn.
Tour de Chambre spiller på Det Kongelige Teater, Skuespilhuset, Mellemgulvet, fra 18.09.2021 til 21.10.2021
Medvirkende: Anne Bruus Christensen, Fanny Louise Bernth, Mathias Skov Rahbæk, Mikkel Becker Hilgart, Karen-Lise Mynster, Øyunn
Iscenesættelse: Sigrid Strøm Reibo
Dramatisering: Tine Høeg, Sigrid Strøm Reibo, Johan Holm Mortensen
Scenografi og kostumedesign: Astrid Lynge Ottosen
Lysdesign: Mårten K. Axelsson
Musik: Øyunn
Lau Tobias Tronegård-Madsen er dramaturg og cand.mag. i Teater- og Performancestudier.