Udødelighed: My Undying Love
Af Ida Krøgholt og Erik Exe Christoffersen
My undying love (2021) af og med Andreas Constantinou, HIMHERANDIT, er en performance, der kommer tæt på en dødsproces og på de efterladtes sorg. Den er bygget op omkring et intenst afskedsritual for Andreas’ døende mor, og er en stærk og nænsom lille immersiv teaterforestilling. Forestillingen kan ses i forlængelse af Champions (2020), hvor Andreas Constantinou lod sine forældre kommentere sin anderledeshed som homoseksuel, og hvor hans fars forventninger til sin søn og udtalte skuffelse over ham suppleres af morens forsøg på at mediere og undskylde faren. I My undying love er den familiære konflikt overkommet og tilgivet, og forestillingen kan ses som del af denne forløsning.
I ritualets rum
Performeren Andreas Constantinou tager imod de 4-5 fremmødte tilskuere i et rødt forrum. Han henvender sig direkte til dem, fortæller og viser fotos af sin mor, som døde af kræft for ikke så længe siden. Man ser moren sammen med forskellige familiemedlemmer og med Andreas, da han er ca. 8 år gammel. Han fortæller om de sidste bevægende timer sammen med moren ved hendes dødsleje. Tilskuerne inviteres derefter ind i et tilstødende hospitalslignende rum, som er sterilt, cirkelformet, med stærk hvid belysning. Der er en hospitalsseng og et overvågningsapparatur. På rummets vægge projiceres video som omfavner tilskueren i et 360-graders videopanorama, optaget under vand, hvor en krop flyder som i en anden tilstand, og sammen med en musikalsk surround sound skaber dette en melankolsk og andægtig atmosfære. Andreas Constantinou tager tøjet af og lægger sig på sengen, hvor apparaturet måler hans puls og iltoptag, hvilket kan følges på en skærm, mens tilskuerne sidder rundt om sengen.
Tilskuerne får af to plejere hver især udlevet en lille kiste, som er fyldt med jord, og graver man i jorden, åbenbares der en lille flaskepost med en seddel, som en plejer hjælper med at folde ud. En efter en læser tilskuerne en sætning, som de opfordres til at skrive på kroppen af Andreas – den døende – med rød maling. Man opdager, at sætningerne er citater fra et interview, som høres undervejs i seancen, hvor Andreas taler med den kræftsyge mor om døden, og om det at tage afsked med verden – og moren leverer selv replikker som ”there is nothing to be afraid of”. Kroppen bliver derefter af tilskuerne dækket med gipsflager, som vædes og glattes hen over huden med strygende bevægelser, og der sættes en gibsmaske på ansigtet. Derefter deltager man i en handling, hvor kroppen ”begraves” i planter og blomster. Endelig guides man af plejerne til en efter en at lægge hånd på kroppen, og mens man i stilhed ”tager afsked”, ser Andreas/den døende på én gennem gipsmasken. Det er et særligt moment, hvor øjenkontakten med performerens ene øje skaber en intim relation. Hver især får man den lille kiste med jord tilbage og stiller den i det røde indgangsrum, inden man forlader stedet og går ud på gaden. Der er hverken applaus eller fremkaldelse.
Immersivt teater
Det der karakteriserer immersivt teater er dets omslutning af tilskueren, ligesom det på forskellige måder inddrager tilskueren i værket. Derved skabes ofte et sanseligt, intenst form for møde mellem performere og tilskuere. Man bliver som tilskuer en dynamisk del af værket, som er afhængigt af éns samskabende handlinger. Denne henvendelsemåde, hvor tilskuere inviteres til i en eller anden grad at være medvirkende i værket, kan skabe en særlig form for selvrefleksion, da man vanskeligt kan undgå at komme til at overveje sin agens og sin rolle a la: ”hvad forventer værket af mig?” ”hvordan skal jeg engagere mig?” Og ”vil jeg nu også det, som værket forventer af mig?” Man opfordres på den måde til at overveje sin egen rolle som tilskuer. Men samtidig åbnes der også med det immersive værks omslutning og involvering af tilskueren en særlig mulighed for at gennemleve situationer, man ikke har samme adgang til udenfor værket: Man er så at sige fri til at forestille sig sin personlige afsked med en død person, både en tidligere død, en person som engang vil dø eller måske ser man sig selv som død. My undying love åbner for et sådant vanskeligt tilgængeligt rum, hvilket sker via dets involvering i et personligt og smertefuldt stof, og i dets skånsomme måde at guide tilskueren ind i dødsritualet ved hele tiden at føre og vejlede handlingerne bid for bid.
Sorgens proces
Derfor lykkes My undying love med at gøre døden tilgængelig som tema og indvie i afskedens sorgproces. Med performeren Andreas, der ligger på dødslejet, kommer værket til at repræsentere døden som sådan, og tilskuerne får hver især mulighed for at associere til sin egen dødelighed. Selv om teaterritualet gennemspiller scener omkring Andreas’ mor, åbner værket for et større perspektiv, som alle på en eller anden måde kan føle sig berørt og udfordret af. Samtidig drejer afskeden sig om det særlige menneske, Andreas’ mor, som man er blevet præsenteret for, og man møder den sørgende Andreas og bevidner som medperformer hans ’udødelige kærlighed’ til hende.
Efter begravelsen i blomster og ord er det som om, den organiske proces fortsætter og noget nyt vokser fra den døde.
My Undying Love spillede som en del af The Genderhouse Festival 24.09.2021 – 09.10.2021
Se: https://bora-bora.dk/forestilling/my-undying-love/
Koncept, instruktion og kunstnerisk vision: Andreas Constantinou
Interaktiv performance: Dagmara Bilon
Videodesign: Christoffer Brekne
Installation/lys/lydddesign: Jeppe Cohrt
Musik: Marlou Vriens
Performers: Andreas Constantinou, Dagmara Bilon
Volunteer: Kenth Rose
Erik Exe Christoffersen og Ida Krøgholt er begge lektorer og underviser i Teaterproduktion og Dramaturgi på institut for Kommunikation og Kultur, Aarhus Universitet