August Strindbergs Frøken Julie, iscenesat af Christoffer Berdal, Vendsyssel Teater Black Box
Af Annelis Kuhlmann
Strindbergs klassiker om begær og gys i sommernatten både indleder og afslutter forårets program i sæsonen 2020/21 på Vendsyssel Teater. Alt har indtil nu været aflyst, og meget er blevet udsat pga. pandemien. Desto mere spændte og glade er vi for at få lov til at overvære nu og nærvær i denne Frøken Julie, iscenesat af Christoffer Berdal, i et overraskende rum, skabt af scenografen Marianne Nilsson. Lad mig sige det lige ud: Denne forestilling indfrier langt mine forventninger, og mere til. Der er en sødmefuld og blomsterbekranset ung renhed, et skæbnesvangert spil og en farlig-sprød-sofistikeret omgang med køn, krop og køkken.
Moderne model
Der er noget moderne modelagtigt over denne udgave af Frøken Julie. Dels er rummet udført i lærredsbetrukne fyrretræsfinérplader, der ser nøgne ud, og holdt flot og stramt i sin symmetriske gengivelse af virkelighed, hvor en døråbning i hver side skaber den perfekte mulighed for at fordufte og dukke op igen i en krydsning og fordobling af karaktererne, Frøken Julie og Jean.
Efter at have drukket øl forsvinder de to ud til et intermezzo, hvorefter de vender tilbage som hinanden. De to bliver spillet af Maria Cordsen og Albert Stein Ankerstjerne og er ifølge Strindberg hhv. 25 og 30 år gamle. Denne realitet er troværdig. Ligeledes passer castingen af den få år ældre kokkepige, Kristin, med Linnea Voss. Spillet i dette trekløver overrumpler med en knivskarp modellering af hver karakter, og der er lagt op til en iscenesættelse, der i den grad tager Strindbergs ord for gode varer. Sproget får i digteren og dramatikeren Sven Holms oversættelse fra 2015 lov til at stå i sin sitrende og splittede knaphed, sådan som dette naturalistiske sørgespil blev skrevet for 133 år siden.
Marianne Nilssons scenografi er ikke naturalistisk, sådan som denne genreform historisk blev opfattet. I stedet er det forholdet mellem de to unges kamp og udveksling af kønsidentiteter, der ser ud til at have bragt rummets magtspejlinger i spil, og som reflekterer samtidsproblemstillinger i det moderne samfund. I midten af scenebilledet er der på bagvæggen et blomstervindue, badet i duftmættende lilla syren tilført farven fra Strindbergs foretrukne teaterblomst, den giftigste blå stormhat.
Denne kombination af det dragende og det udslettende sætter en længselsdagsorden i køkkenet, hvor Kristin er så meget på hjemmebane, at hendes kostumes ublegede hvide farve nærmest får hende til at gå i ét med køkkenet. Hun ér dette rum. Kristins kostume er i et klassisk snit og indbegrebet af en tyendekjole i vores forestilling om 1880’erne. Men fordi den er lys, opnår den også et udtryk som en sommerkjole og en brudekjole. Kristins logiske handlinger er gøremål, der knytter sig til netop dette rum. Selv når hun skræller kartofler og fjerner jorden fra de store knolde, forvandler kartoflernes bleggullighed sig til en del af rummet.
Spisebordet, som vi hos Strindberg kun ser et stykke af, er i forestillingen et skrånende bord, der vender ud mod tilskuerne. Bordet har luger, der dækker over usynlige rum, hvori alt det virkelige køkkengrej i form af køkkenvaskebalje, potter og pander gemmer sig. Kristin har også sin længsel, og den henter hun frem i form af sine brudesko (!), der gemmer sig i en køkkenlue. Hun er jo forlovet med Jean og har skoene parat til brudedansen.
Disse ekstrarum i kogeøen hos Kristin tilføjer scenografien noget ekstrasensuelt. Alt kan poppe op allerbedst, som der forsøges lagt låg på. Bordet er en slags kiste for skæbnen, der er drevet af sørgespillets dødsbårne længsler. Bordfladen kan tilmed fungere som scenen, hvor stykkets frøken kan forføre og blive forført. Man får næsten lyst til at indvende, ’frøken, træd varsomt, thi scenen er skrå… ’ Forførelsen går i den grad begge veje i dette stykke, men retningen er nedad! Bordfladen er på én gang elskovsreden, kistelåget, køkkenbordet, komfuret. Og det går ned og op i en højere mening.
Nedad er retningen for Julies længsler og begær – stik modsat hendes sommerflirt med Jean, manden med det franskklingende navn, der vil op fra sin gren til træets top. En sommelier folder sig ud. De drømmer om at rejse – en drøm, der virkede fuldkommen genkendelig for salens publikum. Julie og Jean, som Christoffer Berdal har valgt at gøre til udtryk for nutidens excentriske outsidere, er både erotiske og eksotiske i dette køkken.
Tiden
Der er fuld knald på i midsommernatten, og Julie har styr på tiden, må vi tro, for hun går med guldarmbåndsur. Der er mange dramaturgiske hints i denne Frøken Julie. I den fint mixede musik, der blander folklore med en klassisk modernistisk tone, bliver pulsen banket ind i vores nervebaner, så vi slet ikke er i tvivl om, at folkene træder dansen med et særligt sanseligt midsommereftertryk. Lyddesigner, Kasper Neergård, har ramt noget temperamentsfuldt og væsentligt. Tiden ses også i det blå nattelys, der tager farve af blomstervinduet og frøkenens syrenfarvede kjole. Lysdesigner Marcus Philippe Gustafssons måde at gøre lys til krop på virkede både gysende og overbevisende.
I intermezzoet, der som et næsten Beckettsk pantomimisk-usynligt stumspil fortæller om et omslag i sørgespillet gennem en usynlig handling, har frøken Julie og Jean nok været i seng, men de har også beruset sig så meget, at de har lånt hinandens identiteter og byttet kostumer. Resten af forestillingen har de to unge kroppe et andet udtryk. Ikke bare er Albert Stein Ankerstjernes frøken Julie blevet afsøgende affekteret, Maria Cordsens Jean har fået en kropslig tyngde, der giver et anderledes spil. Kunstnermyter og køns-crossovere som typer bliver i de to unge personificeret i nattens duel, der i opsætningen former sig som en særlig form for nærmest dialektisk queer, hvor Jean og Julies indbyrdes kamp også er en kamp om sociale roller og køn. Iscenesættelsen peger på, hvordan midsommernatsdrømmen konkret får os til at se os selv og hinanden på tværs af køn og klasse i et skarpere lys. Det var desuden meget spændende at se, hvordan skuespillerne i kostumerne som kropsmasker kunne tydeliggøre den komplekse seksualitet, som karaktererne i fortolkningen blev bærere af.
En spinkel neon-hvid lysmarkør rammer rummet ind, da intermezzoet er forbi. Midsommerlyset har vendt, og selvom det stadig er en lys nat, og det er svært at få søvn, så går vi fra da af tragedien i møde. Jean og Julie har mørke tykke rande under deres øjne, hvorimod Kristin nærmest står op og sover i længerevarende passager. Makeuppen bliver i stigende grad forvrænget, i takt med at stykket skrider frem.
Velkommen i køkkenet!
Kampen
Kampen i Frøken Julie ses også i det mere subtile magtforhold, som Strindberg udtrykker det i stykkets minutiøst udformede indledende regibemærkning: ”Jean kommer in, klädd i livré, bärande ett par stora ridstövlar med sporrar, som han ställer ifrån sig på en synlig plats på golvet”.
I Vendsyssel Teaters Frøken Julie står støvlerne på en piedestal til højre og har som modvægt i scenebilledet Kristins brudesko. Det er et udtryk for den usynlige magtfordeling, der hersker i midsommernattens univers. Den mandlige og den kvindelige magt organiserer rummets retninger i et højre og et venstre – en problematik, som Strindberg selv var enormt optaget af, og som han beskrev i det såkaldte ”Forordet til Frøken Julie” et års tid efter at have skrevet selve stykket.
Da først der er lagt i kakkelovnen til, at frøken Julie og Jean vil forlade køkkenet, ændrer lyset sig, så karakterernes tilstedeværelse fremstår som et uhyggeligt skyggespil. Det er virkelig et gys, der venter, da de vender tilbage til køkkenet. Som publikum forstår vi nu resultatet af de mange antydninger af Julies forhold til sine forældre, hvor Julie arvede moderens dominerende maskuliniserende kontrolmekanismer, da hun fx fortæller om at dressere beundrende mænd, som om de var små hunde. Fra grevens magtudfoldelser, der tager sig militante ud, overtager Julie en mere klichébetonet ”feminint underkastende” pigekarakter, i stykkets oprindelige samtidsforståelse. Kristins kamp handler nok om at overbevise Jean om tilgivelsens gave, men også om at få sin dans, der hengivent minder om elementer i en Sønderhoning.
Blodet flyder
Ikke bare flyder blodet i de temperamentsfulde årer hos karaktererne. Da Julies stakkels lille grønsisk må lade hovedet på huggeblokken, er der stærke kastrationssymboler i rummet. Ligeså, da Kristin tager overtøjet på for at gå i kirke for at høre dagens tekst, der i overensstemmelse med Sankt Hans handler om Johannes Døberen, der ifølge overleveringen blev halshugget, og hvis hoved blev serveret på et fad. På mig virkede det som om, at der derpå i et splitsekund fór en ekstra tanke gennem Jeans hoved, og at frøkenens skæbne som en profeti ville blive beseglet. En skæbne, der også fortæller, at de sidste skal blive de første! Blodet flyder i Strindbergs verden – og vækker genklang i vores. Slutreplikken i stykket giver Julie en markant sortie, der for mig at se tilføjede køkkenet en chokerende betydning om magtforhold i vores tid.
”JEAN – De må ikke tænke, De må ikke tænke! De tager også al kraften fra mig, så jeg bliver fej – hvad var det! Jeg syntes, at klokken bevægede sig! – Nej! Tænk at være så bange for en ringeklokke! – Ja, men det er ikke bare en klokke – der sidder nogen bag ved den – en hånd som sætter den i bevægelse – og noget andet, som sætter hånden i bevægelse – men hold dig bare for ørerne – hold dig for ørerne! Ja, men så ringer klokken endnu værre! Bliver ved med at ringe lige til man svarer – og så er det for sent! Og så …
(To stærke klemt i klokken).
JEAN (farer sammen; derpå retter han sig op):
Det er grusomt! Men der findes ingen anden slutning! – Gå!
FRØKENEN (går beslutsomt ud ad døren”
(slutsekvensen fra Frøken Julie)
Alle sørgespillets metaforer – og de er mangfoldige – væver sig sammen i et sindrigt spil, der kan pege i retning af den genre, som Strindberg senere udviklede, nemlig det såkaldte drømmespil. Spillet er det konstante og er intakt som det, der også gør forestillingen på Vendsyssel Teater til en udfrielse fra pandemiens klaustrofobiske rum.
Frøken Julie kan ses 8.-29. maj på Vendsyssel Teater 2021 og på CPH STAGE, 4. juni, Teater V.
Medvirkende:
Frøken Julie (Jean) – Maria Cordsen; Jean (Frøken Julie) – Albert Stein Ankerstjerne; Kristin – Linnea Voss.
Kunstnerne bag:
Tekst – August Strindberg; oversættelse – Sven Holm; bearbejdelse og instruktion – Christoffer Berdal; Scenografi – Marianne Nilsson; lysdesign – Marcus Philippe Gustafsson; lyddesign – Kasper Neergård; instruktørassistance og suffli – Sophie Larsen; dramaturgi – Anne Middelboe Christensen
Annelis Kuhlmann, er lektor i dramaturgi, Institut for Kommunikation og Kultur, Aarhus Universitet. Annelis underviser i Teaterhistorie og interesserer sig særligt for iscenesættelser om tid i tiden. Web: au.dk/dramak@cc