”Brøgger” Teater Republique, Revolver
Af Gritt Uldall-Jessen
Forfatteren, scenen og teksten
Suzanne Brøgger er en formdiskuterende/fornyende forfatter, dramatiker og jazzmusiker, kendt for sine litterære selvfremstillinger og eksperimenter med autofiktion. Dramaturgen Sanna Albjørk og iscenesætteren Liv Helm har – med fokus på det sex- og kropspositive aspekt- foretaget en række nedslag i Suzanne Brøggers (SB) samlede forfatterskab. De valgte tekstdele har form af monologsekvenser. Performer og sanger Jeanett Albeck (JA) har komponeret musik og skrevet sangtekster ud fra det litterære forlæg. Suzanne Brøgger selv har indtalt/indsunget nogle tekstdele, der afspilles undervejs i forestillingen, der fungerer som virkelighedsreference.
Scenerummet er en helt tom white cube. Hvidt vinyl på gulvet lyser op i rummet. Der er lavet en inddeling i scene-sal, markeret ved en plexiglasplade i klar plast, der er sænket ned fra loftet. Publikum sidder på stolerækker, ser ind på scenen gennem plexiglaspladen i bedste stil a´ la restriktioner som følge af COVID-19. Såvel performer som publikum kan spejle sig i plexiglasruden. Ligesom på et museum er der sat en afspærring med to standere og et tov op ved plexiglaspladen, som fjernes kort før forestillingens start.
At være publikum
Publikum lukkes ind af bagindgangen til scenen, hvilket som udgangspunkt indikerer, at der eksperimenteres med konventionen om blikretning. For- og bagscene skifter plads. Sideløbende med forestillingen finder der en produktion af nogle aftryk sted; registreringer med maling af performerens krop, kunstigt hår, samt genstande, som hun interagerer med undervejs. Det er en reference til action painting. Forestillingen er også en koncert med JA, der både spiller klaver, ukuele, harmonika og synger. Publikum er både tilskuere til en musikscenekunstnerisk forestilling samt en udstilling. De udstillingsgenstande, der bliver produceret undervejs, udstilles i scenerummet, som åbner efter forestillingen, og som man afslutningsvist har mulighed for at bevæge sig rundt i.
Forestillingen, hvad sker der?
Performeren JA kommer ind i kunstner-arbejdstøj; gummistøvler og en hvid malerkittel med røde farvepletter på. Hun er solo på scenen, ser ud på publikum. Der er ikke nogen 4. væg, hvis man ser bort fra plexiglaspladen. Hun henvender sig til direkte til publikum.
Man kan inddele værket i fem scener:
1) Performeren, SB-figuren, der fremstår som en samlefigur, klippet ud af SB´s forfatterskab, præsenterer sin poetik. Hun er livsnyder, har en sansemæssig og oplevelsesorienteret tilgang til verden. Hun vil have det optimale ud af hele tilværelsen. Hun vil ”slikke på det, der løfter mig op” og ”skide på det, der trykker mig nedad” dvs. hun lader sig begejstre og ikke kue eller undertrykke.
Citat fra manuskriptet: ”Og ved du, hvad jeg gør, når jeg har udsuget verden? Så begynder jeg forfra!”.
En rekvisitør assisterer performeren med en spand, papir og musikinstrumenter. Rekvisitøren er som scenekunstarbejder synlig på scenen. Performeren smører maling mellem benene og afslører på den måde, at hun ingen trusser har på. Hun sætter sig på et stykke papir og laver et kussetryk. Kussetrykket er her taget ud af sin aktivistiske kontekst på Femølejren og Kvindehuset i Gothersgade. Idéen var i sin tid for aktivisterne at gøre kussen synlig for sin ejer-person, for man kan jo ikke se sig selv mellem benene. Kussen aktiveres for figuren SB. Figuren SB fortæller om at miste sin mødom og blive et seksuelt bevidst subjekt. Det er en transformation, der både varsler frihed og nye muligheder men også ensomhed, som figuren SB beskriver i form af de følelser og oplevelser, der vækkes i hende, og som kun kan opleves af hende selv fx det, at hun kan ”fyldes ud indvendigt”. Citat: ”Da jeg rejste mig fra stengulvet, var det blevet mørkt. Mens jeg stod og betragtede silhuetten af palmerne udenfor, var det mig, der lyste, og verden havde ikke forandret sig spor – sådan som de havde lovet.” ”Lovet” henviser til de fortællinger omkring ”den første gang”, som figuren er blevet fortalt /indprentet af normerne i samfundet.
2) SB-figuren ser tilbage på sin barndom, hvor hun er vokset op med en mor, ”der ikke var ligesom de andre mødre” og en stedfar. Der var i alt tre børn i familien. Moderen og stedfaren havde et romantisk kærlighedsforhold. Skildringen af moderen er set fra barnets perspektiv. Det var en barndom præget af omsorgsvigt, moderens selvmordsforsøg og indlæggelse på hospitalet. SB fik ikke nok opmærksomhed fra moderen og fik et uvirkeligt forhold til virkeligheden. Citat: ”Hun havde den evne at være stærkere end virkeligheden, og derfor fik de, der levede omkring hende og vaskede hende, et uvirkeligt forhold til den”. Datteren bryder i forestillingen med moderens uvirkelighedsprojekt ved at afgrænse sig fra hende og ”sige god dag til virkeligheden.”. JA sidder ved klaveret i scenen, tager kitlen af og ifører sig en kropsnær dragt, samt påsætter langt kunstigt lyst hår. Kostumemæssigt er der reference til en Barbie-dukke. Ved at tage malerkitlen af, fjerner hun et lag og er ”baby” igen.
3) SB-figuren fortsætter sin rejse mod voksendommen. Performeren ifører sig hvide lakstøvler til knæene og en rød syntetisk pelsjakke, der konnoterer arbejdstøj for en sexarbejder; det skal kunne ses på lang afstand og evt. i mørke. Der er et pink lys på scenen. Dette sker i en monolog om SB-figurens oprør mod ”Den naturlige kvinde”, et ideal hun føler sig invaderet af. Den del af teksten omfatter også overvejelser omkring kønsroller som noget, man socialiseres ind i.
Citat: ”Så jeg demonstrerede min afstandstagen fra det naturlige ved at male hele hovedet op med farvekridt”. SB-figuren vil gå efter sine drømme og vil ikke bruge andre som redskab i sit livsprojekt (børn), sådan som hun selv erfarede at være blevet brugt eller misbrugt som barn. Der er en tekstsekvens om den udbredte angst for at skille sig ud fra ”normalen” og at komme til at støde nogen. SB-figuren taler for at hvis ens drøm tager en i en sådan retning, så skal man forfølge det. Citat: ”Vi undertrykker os selv, vores inderste drømme og længsler, af angst for at være anderledes og udenfor, selvom det skal siges, at aldrig har så mange været så ens og udenfor.” ”Men jeg forsikrer jer, at det folk, der siger sine drømme højt og som elsker sine lyster, KAN ikke kues.”
SB-figuren bevæger sig hen til plexiglasset på forscenen og ser hen på publikum uden for rammen. På lydsiden citerer SB sit digt ”Eros” i loop. Performeren på scenen ”skriver” ordet Eros på bagscenen ved at ”bøje det i neon”. Det foregår med lyskabler, og SB-figuren taler om forelskelse som en transformerende kraft. Det kunstige hår tages af, performerens eget hår kommer til syne.
4) I femte scene beskriver SB-figuren, hvordan hun overlever at blive gruppevoldtaget af politiet i Uzbekistan, da hun og en elsker bliver ”taget” i en offentlig park. Hun udsættes herefter for udskamning. Først af den mand, hun var ude med, der nu tager afstand fra hende, efter at hun er blevet seksuelt krænket af flere politimænd. Senere, da hun har offentliggjort episoden i en bog, oplever hun en medievoldtægt. Her bliver hun slutshamet og beskyldt for ”godt at kunne lide det”. Forfatteren modtager stønnere og opkald. Selve voldtægterne, som figuren overlever, gøres af medierne til hendes eget problem. Krænkelserne fortsætter i det uendelige. Overgrebserfaringer er relevante at få synliggjort og frem i offentligheden, men der er en risiko for at voldtægtsfortællinger kan gå hen og blive en form for erotika/underholdning. Performeren har en kropsdragt på, der i scenen bliver smurt ind i blå maling, får smurt mudder på sig. Den gøres ”farvet”, beskidt. De talrige overgreb, figuren overlever, visualiseres i form af mærker på dragten. Herefter finder der endnu en transformation sted. For figuren overlever heldigvis, gør brug af alle sine erfaringer, positive som negative, og ”genfødes” som en Delta-kvinde; en slags overlever og kæmper, der er nærmest ukrænkelig. Det er figurens ny-orientering. Her gentages poetikken fra begyndelsen: ”Alt hvad der løfter mig op, det slikker jeg på. Alt hvad der trykker mig ned, det skider jeg på.”. Jf. forestillingens sexpositive karakter, så er det, citat fra manuskriptet: ”ikke det sexuelle der skræmmer mig”.
5) I stykkets udtoning beskriver figuren opsummerende, hvordan ”livet, det flår masken af dig og så står du dér”. Figuren står i en lang pelsjakke – bikini – og hue. Publikummets voyeurisme gennem plexiglasruden besværliggøres, for figuren maler hvid maling på den. Figuren begrænser/slører tilgangen for publikum til sit (køns)liv. Afslutningsvis kommer performeren igen ind som scenekunstarbejder i malerkittel. Vi er tilbage til startbilledet fra forestillingen.
Hun ”udsuger” verden, og når den er udsuget, begynder hun “forfra igen”.
Undertekst, karakter, relationer
Det er som i et eventyr. Vores hovedperson skal så grueligt meget igennem, men vender styrket tilbage. Eller som der står i manuskriptet: ”Det, der aldrig kan udnyttes, voldtages, eksploiteres, det synger”. Hvad enten, der er tale om omsorgssvigt i barndommen, undertrykkende normer i samfundet fx i form af fortællingen om ”den naturlige kvinde”, en gruppevoldtægt i Uzbekistan eller en medievoldtægt i pressen, der svælger i fortællingen om voldtægt og gør den til en slags underholdning, så rejser vores hovedperson sig igen. Subjektet er forfatter-jeg´et Suzanne Brøgger, formidlet af Jeanett Albeck. Karakteren bryder fri af og deler sit livsomfavnende projekt.
Afrunding
Det er en virkelig gennemarbejdet iscenesættelse, instruktør Liv Helm og scenograf Freya Sif Hestnes har skabt. Der er sammenhæng mellem tekst og scenisk handling, koncept og de scenebilleder, der dannes. Det hvide scenerum udgør en slags bagscene, hvor der finder endeløse transformationer sted, indre såvel som ydre. Hver overgang markeres med et kostumeskift eller handlinger, der involverer væsker i form af maling, som påsmøres kroppen, kostumet eller objekter på scenen, så disse bliver synlige for omverdenen. Performeren laver kropstryk med maling. Det bliver en metafor for, hvordan mennesket producerer væsker – også i forbindelse med overgange i livet fx blod, gråd, sekret osv. Jeanett Albeck formår både som musiker og performer med enkle virkemidler at fylde hele det tomme hvide rum ud. Forestillingens indhold om transformationer og ny-orientering virker tidløst. Krænkelses- og undertrykkelseshistorier er desværre evigt aktuelle.
Rekvisitøren kommer ikke ud til applaus til sidst. Hun har indgået i forestillingen bl.a. ved at indsamle og udstille dokumentation af de fysiske handlinger på scenen. Hendes status som rekvisitør understreges, hun er ikke performer, men der gøres brug af hende som performer. Det er fint i tråd med forestillingens koncept; det er et billedkunstnerisk værksted for action painting og en koncert, der vises som en scenekunstnerisk forestilling. Den afsluttes ved, at det levede liv på scenen, som er blevet indfanget, udstilles. Scenen lukkes ned, den transformeres til at blive en installation. Her har udstillingsgenstandenes ironiske eller dobbelttydige titler bl.a. sætningen ”Du må tage mig alle andre steder end på ordet”, indtalt i loop af Suzanne Brøgger selv. Performeren JA har igennem hele forestillingen været på arbejde og befundet sig i en installation. Det er et fint udsagn, at selve det scenekunstneriske værk også transformeres efter sin afslutning. I afslutningen lyder en opmuntring: ”Jeg kærtegner himlen og luften i en kosmisk eufori”, ”Så tag mig bare tag mig bare”. Syng videre.
Forestillingen viser for- og bagsiden af det sex- og kropspositive frisættelsesprojekt. Projektet kan blive mødt af modstand med den samme kraft som frisættelsen selv, men viser en vej for ofret nemlig i form af en ”ny-orientering” ud fra den modstand, som figuren har overlevet. Forestillingen kritiserer en kapitalisering af frisættelsesprojektet, men ender dog selv med at reproducere kapitaliseringen. Den skal genopsættes for fulde huse for 3. gang til efteråret. Men der er alligevel et twist i den uendelige cirkel af kapitalisering af frisættelsesfigurer og voldtægtsoverlever-historien, grundet SB-figuren, der maler plexiglasset til. Som publikum har vi ikke længere fuld adgang til figurens historie. Vi må selv gøre vores egne livs- og tabserfaringer.
“Brøgger” spillede på Teater Republique, Revolver fra 5.9 – 13.10.2019, samt 5.8. til 13.9.2020, og vender tilbage fra 12.8. til 11.9.2021
Tekst: Susanne Brøgger
Instruktør: Liv Helm
Skuespiller, musiker, komponist: Jeanett Albeck
Scenograf: Freya Sif Hestnes
Dramaturg: Sanna Albjørk
Rekvisitør: Pernille Kabell
Gritt Uldall-Jessen er dramatiker inden for scenekunstens frie felt og cand.mag.