Jeg tror, jeg elsker Wonder Woman
Anmeldelse af forestillingen på Teater Grob
Af Erik Exe Christoffersen
Det store kredsløb
Jeg tror, jeg elsker Wonder Woman på Teater Grob er baseret på en ny tekst af Ursula Andkjær Olsen. Den har Ellen Hillingsø som superhelt i Niels Erlings iscenesættelse i en pinkfarvet drømmescenografi. Hillingsø er klædt i forskellige svulmende kostumer i varierende røde farver kreeret af Nicholas Nybro. Flere af dem får symbolsk karakter som livmoderlignende og indgår fint i scenografiens pink-røde univers. Ved siden af Hillingsø optræder sangerinden Fine Glindvad klædt i blålige gevandter som en vandrende syngende måne-figur.
Er jeg bæredygtig
Forestillingen er en form for refleksion over den kvindelige identitet i en tid, som er præget af bekymring for den globale klimatilstand. Forestillingen er dejligt befriet for de positioner, som ellers kendetegner vores polariserede samtid: for eller imod, sandt og falsk, folket over for eliten, osv. I stedet tager forestillingen udgangspunkt i begæret efter at handle og finde de indre kræfter, som gør det muligt at indgå i en økologisk balance. Kort sagt at være bæredygtigt i et samfund ude af balance.
Figuren drømmer om Wonder Woman,som er en tegneseriesuperheltinde fra 1941, en af de første superheltinder, sikkert med en baggrund i 2. verdenskrig. Figuren fik sin egen tv-serie i 1970’erne og blev genoptaget som spillefilm i 2009 og i 2017.
Wonder Woman er både en amazone (som i den græske mytologi), og kendt som den romerske jagt- og månegudinde Diana. Hun har fra guderne fået flere magiske våben: en lasso, armbånd, sværd og skjold. Hun er en del af det kredsløb eller den feedbackmekanisme, der ligesom jægeren ved, at det er vigtigt at betale skoven tilbage for det bytte, man tager. Wonder Woman tror på universet og gennemstrømmes af dets kræfter.
Scenen er en ø
Det sceniske rum er nærmest en kunstinstallation med trapper og podieforhøjninger i lyserødt eller pink og med store billeder af tegneseriefiguren. Det er amazonernes hemmelige ø og pop-art i stil med Roy Lichtensteins billeder fra 60erne. Forrest på scenen står et B&O-fjernsyn, som undervejs viser klip fra Wonder Woman tegnefilm og film. Lyset er med til at skabe rummet i bratte farveskift, som sammen med musikken, kostumerne og teksten skaber et poetisk og malerisk univers. Scenen er omgivet af (foster-) vand og over det hele lyser månen. Nymånen symboliserer den unge kvinde, fuldmånen moderen og den aftagende måne den kloge kone. Scenen er som kvinden under konstant bevægelse og transformation.
Forestillingen er ikke baseret på en lineær dramatisk tekst, og der er hverken en egentlig handling eller en karakter. Det er ikke en kausal dramaturgi, men en dramaturgi skabt som feedbacksløjfer mellem kvinden, kostumerne, kunstinstallationen, sangen og musikken. At give tilbage er det, som kendetegner såkaldte feedbacksløjfer, hvor en impuls fra A til B sendes tilbage men ofte med en fornyet virkning.
Kvinden drømmer om Wonder Woman og hendes mytiske kræfter. Det handler om livsfaser, køn, begæret til manden, men også kvinders forhold til overforbrug, økologien og det organiske liv, som jo på en måde er en gave. Og kvinden føler behov for at give noget tilbage til økosystemet.
Skuespilleren
Ursula Andkjær Olsens tekst spilles af Ellen Hillingsø og hun glider i et med forfatterjeget, som når man fremsiger et digt. Figuren har mange forskellige drømme og skal muligvis være med i en film om Wonder Woman. Hun ender i en krisesituation i Magasin, hvor hun griber ind som en helt og redder børnene i en terroraktion. Muligvis med den konsekvens at hun selv mister livet, fordi hun ikke er udødelig.
Hillingsø har den helt rigtige kropsteknik, stemme og udstråling til at performe drømmen om superhelten. Det er faktisk svært at adskille Ellen Hillingsø fra hendes rolle. Hun er skuespiller og foredragsholder og hun underkastes konstant en metamorfose.
Hillingsø er en usædvanligt velartikuleret skuespiller. Hun har i sig selv ’superkræfter’ både i forhold til kroppens bevægelser og i sin stemme og hun har et meget varieret udtryk fra stille visken, til råb og bulder. Hun springer, kravler, tegner og taler med fuld kontrol, og det betyder at suset, bølgen, der går gennem hende som en elektrisk impuls, som hver gang forekommer overraskende og chokerende. Det er som om ’superkræfterne’ suser igennem hende. Hun er i en form for overgang fra en alder til en anden, fra en kraft til en anden. Det virker næsten som om teksten er skrevet til Hillingsø.
Teksten
Manuskriptet er uden person- eller stedangivelse og ligner en digtsamling inddelt i forskellige formater med en række afbrydelser i form af foredrag om gæld til universet om livets cyklus, om at gøre sig fortjent, om hormoner, om grådighed og utålmodighed, om tid. Desuden forekommer der såkaldte analysescener, tænkepauser og bønner. Også her er det lidt vanskeligt, at forstå hvem det er der taler, hvor og i hvilken kontekst.
Fænomenet bølge er ligesom vandet centralt i teksten: Fra første til femte bølge markeres udviklingen af teksten og en episodisk gennemstrømning af kræfter, som breder sig i kvinden og derfra ud i verden. Hun fortæller om drømme, hvor hun pludselig har en ekstra tand, Hun drømmer om at være et skyldfrit menneske, om forholdet Von Schloppenstock (shopping), som hun har belastet unødvendigt. Indimellem beder hun en bøn for børnenes liv, for deres far, for sit eget liv. Kan hun ofre det hele for at redde verden? Kan hun beskytter børnene mod Shopping som pludselig er bevæbnet med en pistol midt i Magasin?
De forskellige tekstformer skaber en varieret rytme og specielt foredragene funger som reflekterende afbrydelser. Hillingsø tegner og fortæller på et stativ med hvidt papir, men det sænker tempoet. Hun er pludselig i en undervisningssituation og spiller læren. Det er genremæssigt et underligt loop og en ny kontekst og situation. For mig er det uklart, hvad foredragene bidrager med i stykkets univers. Man kunne med fordel have klippet dele af de mange ord ud eller udviklet en mere dynamisk iscenesættelse. Det havde måske givet mere plads til Fine Glindvads syngende månefigur?
Feedback
Hvad betyder feedbackmekaniske i denne sammenhæng. Jeg ser det som en form for tænkning, der faktisk skaber tekstens og forestillingens dramaturgi.
Det er en tankegang, som adskiller sig fra den traditionelle vestlige dualisme og binaritets-model, hvor polerne supplerer hinanden eller dialektikken, hvor modsætninger mellem fx det private og offentlige skaber en tredje syntese, som skaber en fremdrift. Feedback-mekanisme derimod er en kæde af forskelle, som skaber og skabes. Der er tale om et system, hvor en reaktion påvirker dele af systemet, som igen påvirker helheden. Biodiversitet handler fx om, hvordan arter påvirker deres miljø, og miljøet påvirker arterne. Miljøet er på samme tid både resultatet af disse aktiviteter og forudsætningen for artens overlevelse.
Der findes både positiv og negativ feedback, som enten bremse en proces eller fremskynde den. Også kreative processer kan beskrives som sådanne feedback processer.
“Skamsløjfen” er et eksempel på feedback mellem indre følelser og ydre kropslige reaktioner. Det betyder fx at et menneske, der rødmer, bliver endnu mere flove, når de indser, at de rødmer og derved blotter sig for andre, hvilket fører til yderligere rødmen og en forstærket indre følelse af utilstrækkelighed osv.
Kvinden i Jeg tror, jeg elsker Wonder Woman lever i et samfund, hvor det bliver sværere og sværere at gøre det rigtige i et kompleks globalt kredsløb, præget af nye bølger og overgange fra en tilstand til en anden. Altid med tab af noget, men som også åbner nye sensibiliteter, ny viden, ny styrke til at give videre. Hillingsø som en mulig Wonder Woman vil redde verden, beskytte børnene og gøre sig fri. Men hvordan indgå i dette kredsløb af organiske kræfter?
Til sidst må hun lade børnene flyde med strømmen væk fra ’øen’ og selv træde næsten nøgen ud i vandet og forsvinde. Eller vender hun tilbage til vandet?
Interview med Erling og Hillingsø: https://www.facebook.com/teatergrob/videos/2880507712271951
Klip fra den seneste variant af en filmisk Wonder Woman
Med: Ellen Hillingsø og Fine Glindvad
Iscenesættelse: Niels Erling
Manuskript: Ursula Andkjær Olsen
Scenografi og kostumedesign: Nicholas Nybro
Komponist: Fine Glindvad
Lysdesign: Malte Hauge
Lyddesign: Rasmus Juncker
Forestillingsleder: Therese A. Jensen
Erik Exe Christoffersen er cand.mag. lektor ved Afd. for Dramaturgi, Arts Aarhus Universitet