MY DEER HUNTER af Fix & Foxy på Edison/Betty Nansen Teatret
Af Birgitte Dam
Kampen for at vende tilbage fra krig
I My Deer Hunter bliver teatret et mødested for fire krigsveteraner og et publikum, der får mulighed for at dele soldaternes erindringer om udsendelse og hjemkomst. Hvad sker der med et menneske, der har været udsat for noget så livsforandrende? Er det muligt at vende tilbage til den, man var engang? I krig må man gerne slå ihjel. I krig kan man ikke have sine følelser med, man må lukke ned, lægge låg på. Men det sværeste er bagefter, hvor soldaterne hjemme igen bliver lagt ned af deres følelser. Erfaringerne opleves overvældende og umulige at rumme, en fjende man har lyst til at flygte fra, uden at kunne det. Den traumatiske stresssygdom PTSD deler den kvindelige medvirkende, den 35årige Sara, udsendt i Irak i 2006, med de tre mandlige: Jonas, 33 år, udsendt i Afghanistan i 2010, Nicolai 50 år, udsendt i 1991, 1992, 1993, 1999 og 2000 og Palle, 36 år, udsendt i Afghanistan 2008 og 2012.
My Deer Hunter er en fortælling om liv og død. Det er vilkåret ude, men også hjemme, hvor samtlige mænd planlægger selvmord på et tidspunkt efter hjemkomsten. De er inde i et mørkt rum med store følelser, desillusion, afmagt og skam, der er stærke som i et græsk drama. Fix & Foxy lader krigen gå igen her på scenen, hvor vi civile borgere kan lade os hjemsøge af den.
Virkelighedsteater
Ekssoldaterne fortæller i deres eget sprog om deres autentiske erfaringer fra Irak, Balkan og Afghanistan, om krigshandlinger og traumatiserende oplevelser, men også om hvem de var, før livet gik i stykker. De optræder som vidner og dokumenter, der forbinder virkeligheden med teaterfiktionens ramme, og virker i den grad troværdige. Manuskriptet synes udarbejdet kollektivt på baggrund af de medvirkendes svar, en efter en, på en række spørgsmål, der strukturerer scenerækken i en ret klassisk og lettilgængelig grundstruktur, baseret på HJEMME, UDE, HJEM: Første del præsenterer de medvirkende ’virkelighedseksperters’ baggrund, karakter, motivation, uddannelse, familiesituation og tanker om krig FØR udsendelsen som soldat. Nicolaj er familiefar, Jonas søger sine grænser og har ambitioner, Palle er en hård fyr, der søger udfordringer, og Sara, der kommer fra en kristen kunstnerfamilie, vil gerne gøre en forskel. Midtvejs bliver udsendelsen og KRIGEN en realitet, der skildres som alvor fra starten, så forestillingens spænding intensiveres. Den topper i en række beretninger om ubærligt voldsomme hændelser som at se en kollega blive ramt af en vejsidebombe og brænde op. Hjemkomsten er det interessante vendepunkt, hvorfra det er EFTER-tilstanden, med terapi og forsøg på genrejsning, der er fokus på. Til allersidst stiller forestillingen spørgsmålet om en fremtid. De fire veteraner dokumenterer, hvor svært, måske umuligt, det er at vende tilbage til et almindeligt liv.
Scenografien er en normaldansk dagligstue
Ida Grarup sætter de autentiske personer ind i en genkendelig, men fiktiv dagligstue, der er placeret på et podie på tværs af rummet med tilskuere på begge sider. Publikum er så at sige med i stuen, hvor man let indlever sig empatisk i de nærværende aktører, der retter deres fortrinsvist monologiske tale mod et polyfont ’os’. Samtidig er vi som vidner til hinandens tilstedeværelse konstant bevidste om vores deltagelse. Tilskuerens synsvinkel er let begrænset, jeg kan fx ikke se, når en person sætter sig i en sofa vendt mod den modsatte publikumsgruppe, og selv om vi kan følge ansigterne på videoens nærbilleder, er der tale om en fragmenteret sansning, der kræver en vis aktivitet af beskueren.
Det er en (ironisk) pointe ved stuen, at spillernes jeg ikke kan ’eksistere’ i det rum. De kan ikke længere finde ro og afslapning i lænestolen. Deres stress betyder, at de konstant er på vagt. Grarups stue er derfor lavloftet og ubehageligt skærende belyst. Lyden af en tallerken, der smadres, får dem op i det røde felt. Splintret porcelæn og andre rekvisitter som et skydetræningsspil optræder som symboler på den aggression, figurerne har oplevet, og til dels selv stadig har i krop og sind. Som en intertekstuel henvisning til forestillingens popkulturelle forlæg, filmen The Deer Hunter, hvor soldaterne nostalgisk længtes efter minder om jagt i den frie natur, hænger et dødt rådyr synligt i et kølekab. Da det siden blodigt flås, parteres og udskæres i en steg, breder en sødlig lugt sig tydeligt i rummet. Den voldsomme metaforik er karakteristisk for forestillingens brug af patos. I stuerummet virker det nedskudte, døde dyr stærkt og påfaldende som et fremmedelement der giver masser af associationer til den sårbare menneskekrop.
Synligt teater
Teatrets virkemidler er synlige i Fix & Foxys metakunst, som når krigen fortælles udelukkende ved brug af sanseeffekter som stroboskoplys, grimme baslyde og skud. Politiken beskriver, hvordan Veteranlivet i stuen udvikler sig mere og mere kaotisk, efterhånden som nogle af de mere traumatiske erindringer dukker frem: væltede stole, ørkensand ud af puderne og ud over spisebordet. Herpå opføres en instruktiv dramatisering af en vanskelig mission i 50 graders varme, der mirakuløst lykkedes uden tab, – med legetøjsfigurer og -huse, til en lydkulisse af skud og råb, udført af de medvirkende. Sorthumoristisk teaterleg.
Talescenerne, der er rygrad i forestillingen og driver narrativet lineært frem, er enkeltstående i den forstand, at de har hver sin vinkel på historien. De enkelte narrativer afbrydes, når spillerne selv rydder op, flytter kameraer, etablerer nye set-ups eller symbolsk uddyber en stemning med sanselige teatrale handlinger. Overgangene i den åbne dramaturgi suspenderer handlingens tid og giver plads til både det indre liv i karaktererne og scenens resonans i os. Hele forestillingen er gennemkoreograferet i præcise handlinger sat i stramt iscenesat rækkefølge i en konstant up- rytme, der afspejler veteranernes vedvarende uro.
Hjemsøgelse
Sara, Palle, Nicolai og Jonas kom forandrede hjem fra krigen, og deres nutid er kendetegnet af, at deres deltagelse i fjerne krige hjemsøger dem på forskellig vis. Det betyder, at krigen, der reelt er fortid, fortsat er til stede i nutiden (temporal anomali: ”Det levende er ikke samtidigt med sig selv” (Derrida)). Krigsoplevelsen, der reelt er tilbagelagt, forstyrrer og foruroliger dem i deres nutid, så de ikke kan komme videre ind i en fremtid. Krigen er genfærdet, der ikke længere eksisterer og alligevel indvirker på det eksisterende. Det er en forståelsesramme, andre scenekunstneriske opsætninger med veterandeltagelse også har peget på, først og fremmest Christian Lollikes balletforestilling I føling (2014).
My Deer Hunter viser bl.a problematikken ved selv at blande tider. I åbningen, der spørger til, hvordan deltagerne er udfordrede af at stå foran os på scenen i det nu, vi deler, fortæller de, hvor udsatte, de føler sig: Nicolai ” ved hvor udgangen er” og Palle ” ser og hører alt”. Lyset er for skarpt til Sara. Krigens hjemsøgelse antager her et kropsligt-affektivt udtryk, ligesom når Palle selv fortæller, at han kan blive så ustyrlig, at volden lækker fra ham.
Krigen har uoverskuelige konsekvenser for soldaternes psyke og relationer. Nicolai føler ikke det samme for sin familie som før, og han kan miste besindelsen på grund af sine traumer. Den ellers super kontrollerede Jonas brød sammen, da hans store idol og rollemodel blev sprængt i luften. Hans kamp med sig selv efter hjemkomsten er præget af psykose, indlæggelse og skam. Et kropsterapiforløb hjælper Sara ud over sin selvvalgte isolation, så hun kan repræsentere et vist håb om en fremtid. (Og det til trods for, at hun har haft ekstra vanskeligheder som kvinde i en mandsdomineret kultur). Hendes håb kommer til udtryk på den reneste og mest bevægende måde, da hun synger salmen ”Se, nu stiger solen” a cappella. Der er så meget på spil.
Er forestillingen politisk?
Har hjemsøgelsen et kollektivt præg, så den vedrører tilskueren og den danske offentlighed? Eller præsenteres hjemsøgelsen som en subjektiv erfaring og erindring, veteranen kan bearbejde og komme over?
Niveauet er langt hen individuelt, fx fremstilles det som et personligt motiveret valg at tage ud. Men selvfølgelig tæller det, at de alle får samme sygdom og vanskeligheder med at få et liv bagefter. På den måde generaliserer forestillingen den pris, de udsendte soldater betaler, så det indirekte må komme os borgere ved. Den krig, vi i Danmark var så behageligt langt væk fra, bringer forestillingen nær på os Til forskel fra Christian Lollikes I føling politiserer Fix & Foxy dog ikke de nationale beslutninger om at gå i krig.
My Deer Hunter er endnu en vellykket produktion fra teaterkollektivet, der flot demonstrerer teatrets unikke evne til at lade os møde ’den anden’ og skabe et refleksionsrum omkring andres livserfaringer og skæbner. Denne komposition gør nærværet af levende mennesker stærkt og engagerende, samtidig med at det faste iscenesættergreb forhindrer sentimental dvælen i følelserne. Den performative og metafiktionelle teaterform appellerer til tilskuerens sanser og forestillingsevne, så vi er ’på’. Både spillernes vidnesbyrd og teaterformens enkle midler er så konkret, at formen virker nøgternt fremlæggende til trods for det emotionelle indhold. Det er befriende, at forestillingen holder sig fra at moralisere og undgår enhver form for nem stillingtagen.
MY DEER HUNTER spiller på Edison til 5. December 2020.
Iscenesættelse: Tue Biering.
Scenografi: Ida Grarup.
Dramaturg: Tanja Diers.
Lys og video: Andreas Buhl.
Lyd: Daniel Fogh.
Medvirkende: Jonas Hjorth Andersen, Sara La Cour, Nicolai Stokholm og Palle Würtz.
Birgitte Dam er cand. mag i dansk og teatervidenskab, underviser og teaterskribent med fokus på samtidsteatret