Turist af DON GNU, Bora Bora

Turist af DON GNU, Bora Bora

Af Josefine Brink Siem

Civilisationens storhed og fald

I deres nyeste forestilling Turist balancerer dansekompagniet DON GNU smukt mellem farcisk aggression og melankolsk ømhed i en afbildning, der peger på paradokserne i turisme som både højdepunktet og lavpunktet for menneskets civilisatoriske kapacitet, men også på turisme som tilstand for menneskeheden som sådan. I en tid hvor menneskets forhold til naturen diskuteres og udfordres af klimaforandringer, teknologi og en global pandemi formår den fysiske komedie at udstille ikke bare det komiske men også det tragiske i vores relation til naturen og hinanden, med lige dele kritik og kærlighed for den skrøbelige menneskelige civilisation.

Det lille drama og det store drama
I forestillingen møder vi tre turistarketyper: verdensmanden, backpackeren og charterturisten, kropsliggjort af henholdsvis Mikolaj Karczewski, Kasper Buus og Petras Lisauskas. Verdensmanden er den lettere neurotiske og velorganiserede kulturturist, som flyver Europas storbyer tynde for at udforske kunst og drikke fortovscafékaffe. Backpackeren er den velmenende, men lidt naive, eventyrrejsende, som vil have autenticitet, meditation, didgeridoo og teltture i uudforskede landskaber, men som selvfølgelig dokumenterer hele rejsen med sin smartphone. Charterturisten er til badedyr, bajere og bæltetasker og rejser ud for at nyde solens varme og livets simple glæder i form af helstegt pattegris og letpåklædte bikinibabes.

DON GNU er et århusiansk baseret kompagni for dans og fysisk teater, som har eksisteret siden 2010, under ledelse af Jannik Elkær og Kristoffer Pedersen, der begge er uddannede fra Statens Teaterskole i moderne dans og koreografi. Turist er anden forestilling i DON GNUs trilogi om hverdagslivets oplevelser og små dramaer. Det som virkelig løfter Turist op i forhold til trilogiens første forestilling, WALK-MAN (2019), er dens evne til at pege ud over hverdagen og ind i en større kontekst, hvor vi ikke blot underholdes af dansernes legende og energiske udfoldelser, men også røres og udfordres gennem udforskningen af den menneskelige tilstand som sådan.

Hvad der starter som en eminent fysisk slapstick komedie om turismens velkendte udfordringer udvikler sig til et større drama, der sætter spørgsmålstegn ved om turisme som aktivitet er et højdepunkt eller et lavpunkt i civilisation som sådan. Ved at vise hvordan naturen har været der længe før og nok kommer til at være der længe efter den menneskelige races opståen, bliver turisme også reflekteret som et slags grundvilkår: er vi som menneskehed kun turister her på jorden? Fænomenet turisme udforskes dermed på tre forskellige niveauer: som konkret aktivitet, som teknologisk udvikling og som eksistensvilkår.

Turisme og den besværlige civilitet
Bevægelsen fra turismens små dramaer til dens store dramaer understøttes af forestillingens dramaturgi. I forestillingens første tredjedel bruges de tre arketyper som udgangspunkt for en actionfyldt udforskning af det, som man kunne kalde turismens små dramaer. Charterturisten der forsøger at smugle en flaske sprut gennem sikkerhedskontrollen, men foretrækker at drikke hele flasken i stedet for at få den konfiskeret. Backpackeren, der selviscenesættende og paradoksalt forsøger at flygte fra mylderet ved at livestreame en meditationsøvelse. Og den gennemplanlagte verdensmand, som på neurotisk vis er først i køen til gaten, imens han læser en brochure om at ’åbne verden’. Gennem veludført og veltimet slapstick, koreograferet slåskamp, og endda lidt twerking, portrætteres velkendte troper ved det at være i en lufthavn, og hvordan det kan få de værste følelser frem i os at komme gennem security, stå i kø ved gaten og møde uforudsete aflysninger. Dansen og de fysiske udfoldelser højnes af velvalgt musik, der spænder fra let fransk musettestil i de mere legende sekvenser over patosfyldt violinspil som understreger det komisk-patetiske i turisternes overdrevne fortvivlelse til AC/DC’s rockklassiker Thunderstruck, der akkompagnerer en festscene, der fremhæver turismens sorgløse nydelsessyge.

Med lufthavnen som setting leges der med det hektiske miljøs evne til at udfordre den facade af civilitet, vi som mennesker normalt forsøger at opretholde. Gennem simpel, men effektiv brug af rekvisitter som f.eks. kufferter, oppustelige badedyr og afspærringsbånd bliver lufthavnen forvandlet til individets og aggressivitetens kampzone, hvor alle gerne vil foran i køen, komme hurtigst gennem sikkerhedskontrollen og have den bedste plads i venteområdet. Regler, procedurer og teknologi møder urmennesket. I bedste farciske stil inviteres vi til at grine af de tre turisters udfoldelser og dermed til at grine af vores egne smålige sider og egoistiske aggressioner.

Turisme og den teknologiske udvikling     
I forestillingens midterste del udvikler lufthavnen sig til et mere absurd og mareridtsagtigt univers. En stemme annoncerer at alle fly er aflyst, og lufthavnen lukker ned. De tre turister er fanget. Denne uforudsete hændelse fjerner den sidste rest af civilitet mellem turisterne, og der opstår regulært håndgemæng. I en serie af tango og koreograferet slåskamp kæmper de tre dansere mod hinanden. Først føres der krig med hænder, fødder og albuer, men kampen udvikler sig til en syret actionsfilmsinspireret sekvens, hvor scenens baggrundsskærm forvandles til en slags voldsmenu, hvor turisterne kan swipe mellem både historiske og nutidige våben, som bruges til at bekæmpe hinanden.

Scenen bliver en slags montage af menneskelige krigsførelsesteknologier, med alt lige fra pusterør, dolke og kanoner til moderne maskingeværer og bazookaer. Her udforskes spændingen mellem civilitet og drifter på et andet niveau end turismens hverdagsfarce, hvor menneskets teknologiske evolution sættes i kontrast til manglen på samme, når det kommer til vores destruktive drifter. Mennesket udstilles som både opfinder og ødelægger, skaber og nedriver. Det er svært ikke at drage en parallel til samtidens klimaudfordringer, hvor menneskets teknologiske fremdrift også i stigende grad bliver fremhævet som både kilden til og en mulig løsning på vores konflikt med naturen. Den lyst til at opleve og erobre verden, som turismen og de uendelige flyrejser er et udtryk for, bider os i halen. Kampscenen ender med at verdensmanden trykker på en stor knap, der udløser en kæmpe eksplosion, der leder tankerne hen på atombomber. Alt bliver sort.

Turisme som menneskehedens eksistensvilkår    
Forestillingens sidste tredjedel foretager endnu et stemningsskift. Farcen og absurditeten træder i baggrunden og i stedet skabes et skrøbeligt og nattetyst rum, hvor refleksionen erstatter latteren. I det mørke teaterrum opstår der pludselig igen lys. Inde fra backpackerens grønne telt, præsenteres vi for et skyggespil, hvor verden igen fødes på ny. Til Alice Carreris velkomponerede melankolske musik, indtager en dinosaur en tropisk palmeø, men går til grunde og erstattes af højhuse. Er det historien, som ridses op? Eller er det historien som gentager sig efter katastrofen? Vores fortid eller vores fremtid? På simpel men effektiv og poetisk vis sætter denne del af forestillingen spørgsmålstegn ved menneskets forrang på jorden og udfordrer det antroprocentriske syn på verden, som har hersket gennem årtusinder. Måske er vi som menneskehed blot midlertidige gæster her her på jorden? Naturens turister?

Efter skyggespillet følger en sekvens hvor Petras Lisauskas danser sig fra abe til neandertaler til menneske. Han formår eminent at portrættere både styrken og skrøbeligheden i evolutionsprocessen, og får selskab af Kasper Buus i en mere koreograferet synkron dans, som samtidig filmes og projekteres op på bagvæggen. Teknologien møder endnu en gang det skrøbelige menneske, og den samtidige filmen af abemennesket leder tankerne hen på vores videnskabelige udforskninger af andre arter til både gavn og forstyrrelse af naturens processer. Til sidst kravler også Mikolaj Karczewski ud af teltet og midt i dansen skabes et kortvarigt stilbillede, som viser menneskets evolution. De tre dansere står på række i forskellige udviklingsstadier, den ene på knæ, den anden med krum ryg og den tredje oprejst med en smartphone i hånden.

Det legende rum mellem improvisation og koreografi    
Forestillingen er især karakteriseret ved og gøres levende af den vekslen mellem improvisatoriske og koreograferede elementer, som kendetegner DON GNUs måde at arbejde på. I arbejdet med at generere materiale til en forestilling benytter gruppen sig af lege, impulsøvelser og improvisation og det skinner igennem i deres forestillinger, hvor Turist ikke er nogen undtagelse. Alle tre dansere brillerer i gestaltning af både maskulin aggression, skrøbelig evolution og gedigen farce. Kemien mellem dem skinner tydeligt igennem, og kontakten til publikum etableres i forestillingens begyndelse, hvor tilskuerne alle kommer gennem sikkerhedskontrollen, og slippes ikke under hele forestillingen. Det er ikke nogen smal sag at balancere udviklingen og stemningsskiftene fra farce til sober evolutionshistorie, men det lykkes DON GNU at holde en balance mellem underholdning og refleksion, uden at miste intensiteten og energien i forestillingen.

At rejse er at leve?   
Forestillingen ender hvor den startede: i den tomme lufthavn. De tre turister mødes i venteområdets kliniske rammer og stirrer ud i horisonten. Vinker farvel, og går. Charterturisten taber en plastikflaske, men samler den ikke op. Så er turisterne tilbage hvor de startede? Eller er de faktisk blevet klogere? En ting er i hvert fald sikkert: forestillingen formår med både humor, nostalgi og ømhed at udstille både det frygtelige og festlige ved at rejse. Og dermed også det at være menneske: for at rejse er at leve – eller hvordan kommer det til at lyde i en post-COVID-19 og klimaudfordret fremtid?

Turist spiller på Bora Bora fra 26.09-01.10 2020 og turnerer herefter i løbet af efteråret

Koncept & koreografi: Jannik Elkær & Kristoffer Louis Andrup Pedersen
Koncept, lys og video: Christoffer Brekne
Performance og koreografi: Petras Lisauskas, Mikolaj Karczewski & Kasper Buus
Musik: Alice Carreri
Tekniker: Jakob Thau
Tango coaches: Camilla Maria Dahlgren & Linus Aabye Jensen
Movement coach: Benjamin Buus
Dramaturgisk konsulent: Anja Høegh​
Producent-team: Kathrine Kihm & Malene Cathrine Pedersen
Co-produceret af: Bora Bora – Dans og Visuelt Teater

Josefine Brink Siem er Ph.d.-studerende på Afdeling for Dramaturgi og Musikvidenskab på Aarhus Universitet og en del af Peripetis redaktion