Den vægelsindede forestilling
Af Janek Szatkowski
Et stort træskelet, der svagt antyder en western-kulisse fungerer som fleksibelt spillerum (ved scenograf David Gehrt) for en ny fortolkning af Ludvig Holbergs komedie Den vægelsindede. Den handler om galanteribodens indehaver Lucretia (Anne Plauborg), der som enke styrer sin gesjæft og sit tjenerskab, det klassiske par: Henrik (Christian Hetland) og Pernille (Nanna Bøttcher). Lucretia er 16 forskellige sjæle i en krop. Og hun kan ikke få alle disse dele til at passe sammen. 130 år før Freud viser os, at bevidstheden består af flere elementer, peger Holberg på, hvordan vi lider under den illusion, at vi har én kerne, der som en bestandig enhed, får os til at fremstå som én person, der er forudsigelig og konsistent. Anne Plauborg er som Lucretia i stand til at veksle mellem lattermild imødekommenhed, vrissen desperado og melankolsk tristesse. I tillæg får hun også sneget en distance ind, der med blikke, gestus og bevægelser antyder, at det hele jo kun er et spil. Det er en fin præstation at magte dette mangefold. Da de to søstre, Leonore (Mette Døssing) og Helene (Mette Klakstein Wiberg) beslutter sig for at give deres kærester en lærestreg ved at lade dem møde Lucretia, sættes komediespillet i gang.
Thi disse mænd Eraste (Kjartan Hansen) og Apicius (Viktor Pascoe Medom) har hver deres ’ensidighed’ at slås med. Kjartan Hansen leverer en morsom western-anti-helt- parodi, på en gnier og et desperat ordens- og mådehold-menneske. Eraste bliver leveret med en stor alvor og selvhøjtidelighed, i en form der også samtidig kommunikerer latterligheden. Altså med sort ironisk gestus: det her er der ingen, der kan tage alvorligt. Vi får også blik for Kjartan Hansens glæde ved de små gimmicks: et spyt, der følges op med lyden af en hvinende kugle, og den nærmest stand-up komiske udnyttelse af latter fra salen. ’Bele mig bare’ siger han, og da en intens latter fra en tilskuer fortsætter, gør Eraste/Kjartan tegn på at ville kvæle vedkommende. Denne ironiens dobbelthed er kendetegnende for hele forestillingen. Apicius fremstår i Viktor Pascoe Medoms skikkelse som den letlevende, liderlige modsætning. Kostumet med de korte bukser er med til, sammen med Medoms spil, at tegne figuren som en sen-pubertær drenge/mand, der hvirvler rundt i sit eget begær. De to søstre opmuntrer nu de to mænd til at opsøge Lucretia, som de skildrer som henholdsvis mådeholden og dydig overfor Eraste, og som lysten og livsglad for Apicius. Lucretia optræder naturligvis som det stik modsatte af, hvad de to herrer forventer. Holberg skal også lige have plads til at skildre sin yndlingsaversion; en filosofus Petronius (Mathias Flint) der faktisk gerne vil elske Lucretia, men som ikke kan få viklet sig ud af sin forelskelse i egne tankers fortræffelighed.
Midt i denne intrige spiller Henrik og Pernille så deres egen komedie. Christian Hetland giver al sin fysiske energi og spillelyst til Henrik, først med rød klovnenæse og til slut med rødmalet kønsorgan i fri dressur. Rollen er fra Holbergs side markeret med ræsonnementer over Lucretia og hendes adfærd, og er ikke som ellers hos Holberg motor i intrigerne. Pernille morer sig med at ’spejle’ sin madamme, og Nanna Bøttcher viser os, hvordan Pernille faktisk søger at korrigere og støtte, men også samtidige drives af et ganske indædt had. Desværre lader Holberg figuren forsvinde i forestillingens slutning.
Henrik og Pernille er på den måde skæve variationer af de figurer, de ellers har optrådt som i Holbergs andre komedier. Ironiske kommentarer til sig selv som standard-figurer. I slutningen optræder Christoffer (Anders Baggesen) og Espen (Simon Kongsted) som tjenere hos Petronius, der fungerer som ’mediateurs’ i den ikke voldsomt elegante ’knudeløsning’ (lysis) og udtoning af komedien. Det er i den henseende ikke en af Holbergs bedste komedier.
KROPSLIG ENERGI OG WESTERN-UNIVERS
Forestillingen er iscenesat af Laurent Chétouane. Der er to afgørende greb i iscenesættelsen, der springer i øjnene. Det første er den kropslige energi, som skuespillerne tilfører forestillingen. Der løbes rigtig, RIGTIG meget i og udenfor scenerummet, hvad der synes at være et centralt element i Chétouans poetik. Der improviseres undervejs, hvad der jo er vanskeligt at få øje på, når man kun har set forestillingen en enkelt gang. Jeg gætter på, at der i forbindelse med den duel-scene, der udspiller sig som forestillingens klimaks, indgik et sådant improviseret greb, da den ene af de duellerende kærester, i stedet for den forventede pistol får stukket et gevær i hånden. Sådanne elementer opretholder naturligvis en særlig vi-må-være-på-tæerne indstilling hos spillerne, der smitter af på tilskuerne. Og spillerne lod til at nyde dette, og morede sig selv over improvisationerne, så de måtte le med ’ude af rolle’. Hvad enten dette er planlagt eller uforudset, så fungerer det jo altid som et ekstra moment, der får tilskueren ’at komme til at le’. Denne insisteren på vitalitet i den kropslige energi, og det improvisatoriske giver forestillingen sin egen charme.
Det andet greb er ideen med at placere en Holberg komedie i et western-univers, men bibeholde den holbergske tekst. Dette har mestendels betydning i forhold til scenografi, kostumer og rekvisitter. I figurerne synes det kun at ’smitte’ af på Eratse (Kjartan Hansen) og vores ræsonnerende sidefigurer Christoffer og Espen, der tilbringer meget tid på scenen uden at have replikker eller funktion. At transformere klassikere ind i andre tidsepoker og universer, end dem der er skrevet ind i dem, er jo ikke noget nyt greb. Hver gang det sker, må man spørge sig, hvordan det tjener klassikeren. I denne forestilling virker det som et greb, der skal få os til at le ved at slippe fri af de Kjøbenhavnske eller Sjællandsk/Jyske universer der er Holbergs skuepladser. Det er sjovt, men er det mere? Skal det kunne mere?
HVAD SKAL VI MED KLASSIKERNE – parodi eller satire?
Det bringer os ind mod kernen af forestillingens dramaturgiske valg i forsøget på at gøre komedien fra 1722 til vores samtidige. Western-universet kender vi fra bøger og utallige film, vi har leget cowboys og indianere, vi har set parodier på genren, og når en genre når til at parodiere sig selv, er det som regel udtryk for, at den har udmattet sig selv. I forestillingen er distancen til genre da også udtalt. Det bliver parodi. Eller er det satire? Hvis vi antager, at parodien forudsætter, at der er en vis kærlighed til det, der parodieres, hvorimod satiren snarere udlever genren til kritik, kommer jeg til den slutning, at der er mest parodi på spil. Henrik optræder med rød næse og cowboyhat til kæphest, siden med blåt øje og i slutningen med indianerhøvdinge fjerdragt og rødmalede genitalier. Jeg ser ingen satire-kritisk brod, allerhøjst en lidt anstrengt symbolik der måske knytter sig til Henriks ’forhold’ til Lucretia. Det fører mig frem til en diskussion af, hvad det er forestillingen gør med Holberg? For også her er der træk, der peger mod parodien. Jeg ved ikke hvor mange gange, den klassiske replik: ’Eja, der ser jeg jo Monsieur/Madame/x,y,z ankomme’ bliver anvendt med stor demonstrativ gestus. Det er gjort mere som parodi end som kritik. Chétouane antyder, at Holbergs tekst er en ”tematisk kliché” og ”indholdstom”. Han fortsætter ”kun livets absurditet er tilbage” (programmet side 11). Hvor satiren ville forudsætte en vilje til at gå ind i en kritik af denne postulerede ’tomhed’, og derved løbe faren for at blive til ”budskabsteater”, hvad Chétouane ikke bryder sig om, så er ironien og parodien en mulighed. Det er ikke rigtig muligt at se bort fra Christian Lollikes bud på en klassiker-fornyelse, der spillede på Aarhus Teater i 2017, som i den grad var en harsk satire med brod. I en sammenligning mellem de to forestillinger, bliver det synligt, hvordan Chétouanes dramaturgisk valg falder ud til en helt anden side. Er det ene nu ’bedre’ end det andet? Da anmeldelser handler om smagsdomme, må jeg stå ved, at jeg kunne forlade Den Vægelsindede ganske uanfægtet, og mådeligt underholdt. Det skyldes ikke, at skuespillerne ikke ydede en formidabel præstation, men at iscenesættelsen nægtede mig adgang til bare en flig af den ’tomhed’ eller absurditet, der skiltes med.
Det jeg anfægter, er den grundlæggende læsning af Holberg. En læsning, som jeg finder, overser at Holbergs ’tomhed’ skyldes, at han i de allerfleste af sine komedier arbejder med at få os til at le af de vinde og skæve figurer, men OGSÅ af de figurer, der tror de har gennemskuet det hele og derfor ved bedre end andre. Det interessante er, at Holberg skildrer begge parter som galt afmarcherede. Hvad anbragte Holberg så i dette tomme midterfelt? Han så sin egen (halv)aristokratiske position som autokratisk: når hverken det jævne folk eller de lærde formåede at gelejde samfundet, måtte en stærkere og oplyst magt træde i stedet. I den vægelsindede er det tjenerne, der er ræsonnører og revsere. Hvordan kan det udnyttes dramaturgisk i en iscenesættelse?
Lad mig pege på et par momenter i forestillingen, hvor jeg blev fanget ind. Igennem hele forestillingen optræder en musiker (Toke Hansenius) – et herligt valg. Toke er kunstneren, der forsøger at klare sig i et lidet kunstvenligt univers. I sig selv en kommentar til i dag. Derudover bibringer Hansenius en fin humor. For det første bliver der ikke en eneste gang spillet swingende western-violin (tak for det), men derimod fx Bach Partita for soloviolin (djævelsk svære stykker), for det andet bliver Toke brugt som budbringer, akkompagnetør til kærlighedserklæringer, og som underlægningsmusiker til duelscenen, hvor han i et kosteligt og desperat forsøger på indgyde den lidt spænding.
Det mest markante moment opstår i en scene, hvor Espen (Simon Kongsted) improviserer en betagende og underfuld dans til Tokes violinspil, i et tæt samspil med Apicius. Her er der en tæthed og vilje til at lade tjeneren få sit råderum. På samme måde ser vi en ansats, da den anden mediateur Christoffer (Anders Baggesen) kalder en af de snu søstre ved et forkert navn (en improvisation?), og lader ane, at han i dette spil, har fat i den lange ende. I det afsluttende komedie- ’giftermåls-orgie’ bliver Henrik og Pernille ikke gift, han må stå tilbage med sin røde pik, hvorimod en alliance mellem de to ræsonnører bliver åbenbar.
Der synes i forestillingen at være en vilje til at fylde ’det tomme sted’ med ’noget’ andet end absurditet, men det er som om denne vilje drukner i løbeture og den ufarlige parodi. I dag er striden mellem folkelighed og eksperter blevet svøbt ind i populismens vold, og løsningen ligger ikke i en Holbergsk ”vi-alene-vide” holdning. Hvis man vil noget med sine klassikeropsætninger, skal der nok skæres mere radikalt ind til benet i den udfordring, det er, at gøre det til andet og mere end et minde om en tekst, der hører til i den borgerlige kanon. Ellers risikerer man at lave en vægelsindet forestilling.
Tekst: Ludvig Holberg
Iscenesættelse: Laurent Chétouane
Scenografi: David Gehrt.
Kostumedesign: Sanna Dembowski.
Lysdesign: Kasper Daugberg.
Musiker: Toke Hansenius
Medvirkende: Anne Plauborg, Simon Kongsted, Mette Døssing, Mette Klakstein Wiberg, Kjartan Hansen, Viktor Pascoe Medom, Christian Hetland, Nanna Bøttcher, Anders Baggesen, Mathias Flint
Janek Szatkowski er lektor ved Dramaturgi, Aarhus Universitet