Safe Space på Teater V
Af Lau Tobias Tronegård-Madsen
Fremtidens teater?
Krisetider resulterer ofte i nye kreative udtryk. For eksempel blomstrede avantgarder som dadaisme og surrealisme under og efter Første Verdenskrig, Vietnamkrigen gav modkulturerne fremdrift, og den danske guldalder udviklede sig i skyggen af Englandskrigene og statsbankerotten. Kriser giver os en mulighed for at få et nyt perspektiv på vores verden, og de er dermed oplagte muligheder for gentænkning og fabulering. Derfor er corona-krisen også en mulighed for at overveje alternative veje og eksperimentere med nye formater. Denne åbning har Teater V, under teaterdirektør Pelle Koppel, benyttet sig af, og lanceret deres koncept ’Future V’, som er deres nye, digitale scenerum. Her vil de opføre det, som de kalder ’digidramatik’ eller ’digiteater’, hvilket er forestillinger, der er skrevet specifikt til online-rum, som fx mødeplatformen Zoom, og som opføres live for et betalende publikum, der så kan sidde hjemme på deres computere og følge med. Modsat mange af de andre online teaterformater, som corona-krisen har været årsag til, er Future V ikke en midlertidig nødløsning, men en form, som teatret også vil arbejde på at udvikle fremadrettet. Dertil har teatret også udviklet et decideret ’digidekret’, et manifest med grundteserne for det fremtidige arbejde. Safe Space, der er skrevet af Nanna Berner og iscenesat af Pelle Koppel selv, er Teater Vs første bud på digidramatik.
Den digitale foyer
Vi bliver som publikum lukket ind i et privat møderum i Zoom gennem et tilsendt link, vores ’billet’. Her kan vi, inden forestillingen går i gang, sidde og kigge på de andre tilskuere, hvis de da har deres webkameraer tændt, mens en slags forhusmedarbejder hjælper med spørgsmål til teknikken eller andet. Kort inden forestillingen går i gang, toner Pelle Koppel frem og byder os velkommen, nærmest som en anden Alfred Hitchcock. Publikum kan under forestillingen reagere med nogle faste funktioner i Zoom, en tommelfinger op eller et sæt klappende hænder. Samtidig kan man lade sit webkamera være tændt, således at skuespillerne, samt andre publikummer, har mulighed for at se en. Den eneste, der kan tale, er dog forestillingens ’vindue’, hvori skuespillerne spiller forestillingen live fra forskellige rum, mens teatret styrer klipningen mellem disse. Der er dermed begrænset mulighed for selv at styre, hvad man vil kigge på, da det hele orkestreres af forestillingens lineære plan for forløbet.
Mere Agatha Christie end ‘true crime’
I beskrivelsen af forestillingen lægges der bl.a. vægt på, at den er ”inspireret af true crime-bølgen”. Selvom udtrykket umiddelbart kan minde om Youtube-fænomener som Camilla Richardt, der laver videoer, hvori hun formidler og genfortæller virkelige kriminalsager med et personligt præg, så har Safe Space grundlæggende ikke noget med true crime at gøre. I forestillingen følger vi den fiktive karakter Ene, spillet af Filippa Suenson, der har modtaget en mystisk konvolut i postkassen, indeholdende et USB-stik og en trekløver. Hun er gået på sit livestream, for at dele denne opdagelse med os, hendes følgere. Pludselig overtager en af hendes følgere, Alma, spillet af Lucia Vinde Dirchsen, skærmbilledet og fortæller, at hun også har modtaget en konvolut med samme indhold, og at hendes søster i øvrigt er forsvundet. Hermed er mysteriet fremlagt, og forestillingen benytter nu den resterende tid på at finde frem til svarene på disse sære begivenheder. Grundpræmissen er dermed fiktive karakterer, der skal løse en fiktiv gåde. Dette har dog intet med true crime-bølgen at gøre, hvor virkelige forbrydelser udlægges og analyseres, i alt fra Podcasts, som for eksempel den danske serie Mørkeland, til bøger, dokumentarfilm, tv-serier, Youtube-kanaler etc. True crime har også været benyttet i teatret med forestillinger som eksempelvis CaféTeatrets (nu Sort/Hvid) Manifest 2083 (2012) eller Mungo Parks Manning er fri (2018). Disse forestillinger beskæftiger sig med virkelige forbrydelser, mennesker og begivenheder fra et dokumentarisk udgangspunkt. Herimod har Safe Space i virkeligheden langt mere tilfælles med en klassisk ’thriller’ af for eksempel Hitchcock, hvori personerne ufrivilligt bliver hvirvlet ind i et mysterium, som de bliver nødt til at opklare, for at rede deres liv. Eller måske en klassisk ’whodunit’ som fx Agatha Christies klassiske forestilling The Mousetrap (1952), hvor karaktererne ved, at det er en af dem, der er morderen. Safe Space har det tilfælles med disse udtryk, at den benytter sig af en stram, lineær dramaturgi, hvor de ting, der introduceres i starten, kommer til at have en betydning i slutningen, og hvor alle ender bindes sammen til sidst. Troværdigheden i den sammensværgelse, som forestillingen til sidst afslører, kan måske diskuteres, på sammen måde som løsningerne på Christies kriminalgåder til tider kan synes decideret usandsynlige.
Teatraliseringen af det digitale rum
At forestillingen insisterer på fiktionen er på mange måder der, hvor den adskiller sig allertydeligst fra andre online-formater, der eksisterer i dag. Mens de stream-formater, som fx influencere benytter sig af, baserer sig på en vinkel på virkeligheden, holder Safe Space hele vejen fast i, at den er fiktion. Samtidig er det også et fiktionssprog, der adskiller sig fra andre fiktioner, vi er vant til at opleve gennem skærme, som film og tv-serier. Man kan her tale om, at stilen teatraliserer formatet, idet forestillingen bruger fiktionskoder, som vi sædvanligvis forbinder med scenekunst. Et eksempel på dette er i sproget, som når Ene beskriver sin oplevelse af at have modtaget den mystiske konvolut:
”(…) jeg forstår, at den er et symbol på både en slutning og en begyndelse, jeg ikke kender. (…) Den ligger bare på mit køkkenbord, som en stille hentydning hele aftenen, alt imens min tankevirksomhed omdannes til én stor syndetavle.”
Selvom vi afslutningsvis bliver gjort bekendt med, at Ene er alt andet end mentalt ligevægtig, så er det dog et sprog, der fremstår så litterært, at det teatraliserer oplevelsen som tilskuer, og forskyder den fra realismen. Den valgte spillestil, hvor karaktererne fremstilles som kronisk intense, med meget få variationer i deres grundlæggende stemmeføring og gestik, gør det ligeledes svært at acceptere dem som virkelige mennesker, og peger konsekvent på fiktionen og det teatrale. Særligt stereotypt fremstår karakteren Luka, spillet af Mathias Bøgelund, der er en slags komposit af en dreng på kanten, der benytter udtryk som ”psycho-stalker”, ”buzz på af rød sodavand”, ”konvolut-wanker”, ”fucking mange toast” etc. Teatraliseringen af formen bliver særligt sat på spidsen i den særdeles melodramatiske afsluttende sekvens, hvor der råbes, skriges, grædes, fægtes med en kniv, familiehemmeligheder afsløres og kærlighedserklæringer fremsættes. Når disse teatrale greb på denne måde overføres til et andet medie og til en lille skærm, kan det ikke undgås at virke en smule malplaceret, særligt set i lyset af den realisme, også inden for fiktion, som vi efterhånden har vænnet os til fra audiovisuelle formater.
Potentialer i eksperimentet
Set i lyset af, at denne forestilling på mange måder er et eksperiment, er det samtidig også vigtigt at holde fast i de øjeblikke, hvor man som tilskuer får en fornemmelse af det potentiale, som mediet rummer. Som når Alma på et tidspunkt anklager de andre følgere, nemlig os, for at være de potentielle gerningsmænd, og vinklen rettes mod publikums kameraer (hvoraf de fleste dog var slukkede). På denne måde fiktionaliseres publikum, og vi bliver givet en rolle i fortællingen, hvilket pludselig aktiverer bevidstheden omkring det virtuelle fællesskab af mennesker, der følger med i forestillingen. Det forbliver i Safe Space desværre blot ved et kort øjeblik, inden fortællinger haster videre, og det kommer aldrig for alvor til at spille en rolle.
Der er noget grundlæggende besnærende i at se noget live; en begivenhed, der ikke optages, og som aldrig vil kunne gentages. Blink and you’ll miss it. Man tvinges til at følge med på et helt andet plan, end når man sædvanligvis ser en film eller video, hvor man altid kan spole tilbage eller se det hele igen en anden gang. Det danner samtidigt et rum, hvor der potentielt kan begås fejl og hvor ting potentielt kan gå galt. I Safe Space føltes det dog som om, der på mange måder også blev spillet lidt safe, og man var aldrig for alvor bange for, at der kunne gå noget værre galt end at en skuespiller glemte en replik eller forbindelsen røg.
Eksperimenter kræver tid
Krisetider tvinger os til at finde løsninger på problemerne her og nu, men det åbner også for tanker om mere langsigtede forandringer. Teater V har med etableringen af Future V startet et modigt eksperiment, som de planlægger skal række langt ud i fremtiden. Det er et ærligt forsøg på at undersøge de muligheder, teatret har for at forandre sig i det 21. århundrede. Med sin klassiske dramaturgi, teatrale sprog og spillestil, er Safe Space dog en forestilling, der ikke har fundet løsningen på, hvordan dette format for alvor kan udfolde sig og blive interessant. Dermed viser forestillingen, at der er brug for langt mere tid og eksperimenteren, før man finder et formsprog, der fungerer i dette medie.
Alligevel viser forestillinger også, i glimt, at formatet har potentiale. Det bliver derfor spændende at se, hvordan Future V kommer til at udvikle konceptet.
Spilleperiode: Fra 28. maj til 6. juni 2020
Iscenesættelse: Pelle Koppel / Manuskript: Nanna Berner / Dramaturg og kreativ producer: Emil H. Christiansen / Lyddesign: Marcus Aurelius Hjelmborg
Medvirkende: Filippa Suenson, Lucia Vinde Dirchsen, Theresa Hedelund, Mathias Bøgelund og Mette Maria Ahrenkiel.
Lau Tobias Tronegård-Madsen er dramaturg og cand.mag. i teater- og performancestudier med et sidefag i film- og medievidenskab