Forbrydelse og Straf på Aalborg Teater
Af Janicke Branth
Don’t push me ’cause I’m close to hell
Aalborg Teater har valgt at sætte Dostojevskijs berømte roman fra 1866 på repertoiret i år. Romanen med den efterhånden så navnkundige hovedperson Rodion Raskolnikov udspiller sig i løbet af en varm sommermåned i Skt. Petersborg i den del af byen, som er formet af elendige lejekaserner, opført som nødtørftige boliger for de mange mennesker, der strømmede til storbyer som Petersborg for at gøre tjeneste i industrialiseringens voldsomme hær af løsarbejdere. Romanen er fuld af beskrivelser af de elendige forhold og det stinkende varme gadeliv i byens afkroge og baggårde.
Sidste gang Forbrydelse og Straf blev dramatiseret til en dansk scene var på Det Kongelige Teater, Skuespilhuset i 2010/11. Dramatiseringer rummer altid deres egen problematik: for de tilskuere, der har læst forlægget (romanen), vil der altid være tale om en sammenligning med originalen. For dem, der ikke har læst den – eller har læst den for meget længe siden – vil forventningen alligevel være en scenisk (tro) fortolkning af værket.
Foto: Camilla Gjelstrup, Steffen Berenthz Eriksen, Ferdinand Falsen Hiis og ensemble, fotograf Allan Toft
Det scenografiske billede af hjemløshed
Publikum i Aalborg Teater bliver mødt af et stort tomt scenerum, mens de finder vej til deres pladser i den store sal. Scenegulvet ser ud, som var det dækket af asfalt og metalstillaset i baggrunden kunne godt ved første blik være fast sceneinventar. Et trappegelænder på forscenen fører ned under scenegulvet. Forestillingen starter med at vise ensemblet ligge på ’asfalten’, mens hovedpersonen Raskolnikov vandrer ensomt frem til rampen i sit streetoutfit, T-shirt og joggingbukser, og stirrer ud over publikum.
Serge von Arx’s scenografiske valg er både en afspejling af romanens ydmyge(-nde) miljø og en tom metafiktionel ramme, som afstår fra en realistisk efterligning af universet. Raskolnikovs ludfattige tagkammer på størrelse med et kosteskab er på scenen erstattet med en tilværelse som hjemløs, hvor han ikke ejer andet end et par plastikposer med det tøj, han en gang imellem klæder om med. Når forestillingen på den måde mimer et moderne storbymiljø med street fashion tøj, en forgyldt campingvogn /streetfooddisk / partyvogn (ingen boligrum er stationære), må den også befolke scenen med mere moderne typer.
Med valget af Ferdinand Falsen Hiis til den store hovedrolle er iscenesættelsen gået efter en moderne storby-desperado så såret i sjælen, at han mere eller mindre har lukket sig inde bag en cool facade. Til den tolkning passer Hiss i det ydre perfekt med sit skaldede hoved og sin veltrænede krop, der i gestik undertiden kammer over i det næsten vanvittige. Uden at være en jeg-roman er Raskonikov den absolutte bærer af romanens plot, så derfor er det oplagt at lade forestillingen åbne med hovedkarakteren på forscenen. Med Raskolnikovs første drømmebillede af en modbydelig hestemishandling føres vi ind i handlingen med ham som vores point-of-view. Vi må opleve handlingen som et udtryk for Raskolnikovs febersyge fantasier. Det er et formgreb, som giver forestillingen dens ekspressionistiske stil.
Dødsdansen
Efter det indledende drømmebillede følger sekvens på sekvens fra romanens højdepunkter: Den fordrukne embedsmand Marmeladov (Steffen Berenthz Eriksen) rejser sig fra scenegulvet i en knaldrød jakke og begynder at danse til et svagt rytmisk og ubestemmeligt akkompagnement, mens han fortæller Raskolnikov sin sørgelige historie om, hvordan han har drukket sig fra job og hjem, hvordan hans hustru nr. to har tvunget hans datter Sonja (Nanna Skaarup Voss) til prostitution, og hvordan han har drukket selv hendes modbydeligt tjente penge op.
De dansende indslag vender jævnligt tilbage, når det går helt galt for personerne: Marmeladovs kone (Camilla Gjelstrup), som efter sin mands død bliver sat på gaden, danser en sindssygens solo, inden hun dør. Der danses under mordet på pantelånersken og selv søsteren Dunja (Bolette Nørregaard Bang) danser, da hun kommer til Skt. Petersborg. Mest markant er nok Raskolnikovs ensomme dans til sidst, da han har isoleret sig helt. Alt dette er med til at løfte opsætningen ud over en realistisk gengivelse.
Opsætningens valg
Dramatiseringen følger romanens ydre plot relativt kronologisk fra mordet på pantelånersken til hans tilståelse. Vi oplever søsteren Dunja, som hen ad vejen skal befri sig fra to ægteskabstilbud for omsider at blive forenet med Raskolnikovs gode ven og hjælper, Razumikhin (Sebastian Aagaard-Willliams). Også mødet med Marmeladov-familien, der skal føre Raskolnikov frem til den selvopofrende og dybt religiøse Sonja, er skildret, foruden de tre afgørende møder med efterforskningslederen Porfirij (Martin Ringsmose)
Men på de indre linjer, som handler om Raskolnikovs psykologiske udvikling, tegnes et andet billede. Ultra kort refereret er det i romanen gennem Sonjas tro og den juridisk og psykologisk uhyre skarpe forhørsdommer, Porfirijs, påvirkning, at Raskolnikov efterhånden når frem til at indrømme sit mord og tage sin straf. Det en kæmpe mental rejse fuld af modstand, sygdom, fortvivlelse, selvovervurdering, lidenskabelighed og et overophedet intellekt, som i romanen udfoldes til mindste detalje gennem Raskolnikovs mange indre monologer.
Nok følger opsætningen romanens plot, men er det et andet billede af Raskolnikov, Henriksen er ude efter? På teatrets hjemmeside fortæller han, at romanen ”tager problemstillinger op, som er vældigt aktuelle i dag, for eksempel terrorisme i den ene eller anden form (-) altså en slags radikaliseringsproces”. I denne version lægger Henriksen og Hiss op til et billede af en ensom ulv, ”Don’t push me ’cause I’m close to hell”, som The Black Eyed Peas synger i ”Street Livin’”
Her består den radikale handling måske ikke blot i mordet på Pantelånersken, ”som ikke fortjener at leve”? for ”jeg tager et liv og redder tusind ”. Raskolnikov bliver vidne til sin søsters kamp mod kærlighedsløse ægteskaber, til familien Marmeladovs undergang, den rige Svidrigailovs afpresning og pædofili, til Sonjas urimelige prostitution osv. Der er grunde nok til, at Raskolnikov ’radikaliseres’. Skal vi hen ad vejen forstå, at mordet skulle være starten på en meget større gerning?
En rødmalet tønde med et dramatisk guldhåndtag dukker efterhånden op i hans hænder, – ganske vist er det en gammeldags brandslukker (en Ginge) – men en noget speciel rekvisit i hænderne på en hjemløs! Sammen med en flagstang med et rødt uudfoldet flag på forscenen er det en del af den ’symbolske pakke’, som ikke tilbyder publikum andet end undren. Skal vi forstille os, at han har tænkt sig at frelse sine omgivelser? Eller vil han sprænge det hele i luften? (begge dele?) Da han ifører sig afdøde Katarina Ivanovas lyserøde nylonpels til sidst og danser sin ’lonely woolf-dødsdans’, er han så på vej ind i samme sindssyge som hun? ”Du er også gået over en grænse” siger han til Sonja, som har prostitueret sig. Det er nok deri, han identificerer sig med hende, mens Sonjas lange læsning af beretningen om Lazarus’ genopstandelse, derimod kun synes at fylde ham med undren over legendens virkning på hende.
Ferdinand Falsen Hiis, foto Allan Toft.
Opsætningens ekspressionistiske greb renoncerer ikke alene på realisme, den giver også afkald på en mere indgående skildring af de mange karakterer romanen vrimler med. Nogle af karaktererne er her næsten ubegribelige som Svidrigailov, Moren og søsteren Dunja. Andre som Porfirij og Sonja, der indgår i romanens mest centrale og dramatiske scener, får knapt nok plads til at folde sig ud. Alt står og falder derfor med Ferdinand Falsens Hiss portræt af Raskolnikov. Romanens Raskolnikov er ganske vist en gåde for sine omgivelser og læsere (som terrorister undertiden kan være det for det omkringliggende samfund), men hvis spilleren bag det gådefulde ikke kan lukke op for karakterens store, konstant vibrerende indre, så får man som tilskuer en noget distanceret oplevelse, det i længden bliver svært at engagere sig i.
Forestillingens udsagn
Og hvordan skal vi så forstå slutningen? Raskolnikov ender også i denne opsætning med at opsøge Porfirij og selv tilstå mordet. Hvor kom lige det fra? Fra Sonja? Man har intet mærket til en lidenskab imellem dem eller blot en fælles forståelse. Og scenerne med Porfirij er så henkastede, at det bliver svært at mærke deres betydning. Om de har nogen?
Man har altid diskuteret betydningen af romanens epilog, men her – lagt i munden på Sonja – som en lang monolog til sidst, virker den helt uforståelig. Hvorfor dog ikke tage konsekvensen af den radikaliseringstanke, som tilsyneladende har ligget til grund for opsætningen, og droppe epilogen?
Man forstår, at det er fristende at gøre en opsætning af romanen i dag mere ’vedkommende’ for publikum gennem at ændre på romanens givne omstændigheder og lægge dem så tæt på tilskuerens egen nutid som muligt. Man er jo nødt til at lægge en vinkel på stoffet, men trods det ekspressionistiske greb i opsætningen bliver denne nutids genkendelige vinkel på Raskolnikov en uklar oplevelse. Det er som om man mærker romanens store religiøse og filosofiske temaer buldre nedenunder og gøre modstand mod at blive reduceret.
Spilleperiode: 12.- 29. februar 2020
Iscenesættelse Hans Henriksen / Scenograf Serge von Arx / Kostumier Nina von Arx / Dramatisering Erik Uddenberg /Oversættelse Jens Christian Lauenstein Led /Lysdesign Mia Willet /Lyddesign Jonas Hvid
Medvirkende: Ferdinand Falsen Hiis, Kathrine Høj Andersen, Anders Ringsmose, Steffen Berenthz Eriksen, Camilla Gjelstrup, Nanna Skaarup Voss, Bolette Nørregaard Bang, Sebastan Henry Aagaard-Williams, Evrim Benti, Lars Topp Thomsen, Marcus Gad Johansen
Janicke Branth, Dramaturg, cand.phil., medlem af Peripetis hovedredaktion, tidl. rektor for Dramatikeruddannelsen.