Apokalypse – herfra stammer hele verden. Skrevet til HAM og HENDE.
Teater Momentum februar 2020
Af Janicke Branth
En bemærkelsesværdig dramatisk debut i en meget vellykket iscenesættelse
Det er ikke lige de klassiske genrekrav, Marie Bjørn dyrker. Og dog benytter hun dem på sin egen overraskende måde. Forestillingen har såmænd både begyndelse, midte og slutning. Den rummer også konflikt og et tema, der kredser omkring den angst og eksistentielle usikkerhed, det moderne menneske efterhånden lever med. Apokalypse er ny dansk dramatik, der rækker fra det nære og private til det politiske og samfundsmæssige opbrud, der i øjeblikket tegner vores nutid og truer vores fremtid. Det er en forestilling som i uventet grad løfter os op over hverdagen.
Den metafiktionelle ramme
Forestillingen starter lige så stille med en mand og en kvinde på en næsten tom scene. Publikum sidder på alle fire sider omkring det tomme rektangulære scenegulv, der er malet i en blålig farve. På den ene halvdel sidder HAN (Jakob Femerling Andersen) på gulvet med en spand maling og tegner konturerne af sin siddende position med en bred pensel. På den anden side står HUN (Emma Silja Sångren) og begynder med en håndholdt mikrofon stilfærdigt sin monolog, der i spørgende form henvender sig til os, til publikum.
I løbet af monologen begynder HAN at ’kridte banen op’, og det gør han i bogstavelig forstand, da det er kridt, han maler med, – kridt som netop består af små encellede algerester. Vi starter altså med et åbent, næsten udefineret rum, som HAN efterhånden får afgrænset med en elipseformet bane, der styrer de to menneskers færden i rummet. Undertiden indenfor grænsen – undertiden langs med den, som små planeter, der mødes og fjerner sig fra hinanden.
I begyndelsen var kærligheden
”Du lyttede til en beretning om to elskende, der forsøgte at få et barn” [1], indleder HUN i datid. Det lyder jo som en henvendelse til et publikum, der har været i teatret og husker tilbage på sin teateroplevelse? ”De boede i en verden, der var anderledes end din verden. Det var en fornemmelse du fik, da du hørte beretningen, her i teateret”. Manden og kvinden er altså fortid i forhold til min egen tilskuernutid: ”Om det lykkedes eller ej, at få et barn, skulle du være vidne til, den vinteraften, du var her, i teateret. Og bagefter, da forestillingen var slut, gik du hjem. Det kan du huske. Du kan huske, at du var i teateret en vinteraften, og du kan huske at du tog hjem bagefter. Du så en forestilling, der hed Apokalypse”. (Mine understregninger)
Det gør os fra starten bevidste om vores position som tilskuere, og inddrager os med sit tilbagevendende ’du’ i hele forløbet,” Du vidste faktisk slet ikke, hvad du skulle mene om stykket, hvad du skulle sige om det, men da du kom hjem, begyndte du at græde på dit badeværelse”. Stilfærdigt spiller teksten på en katarsis-oplevelse.
Kvinden fortæller os, at Apokalypse betyder ’afsløring’. I Johannes Åbenbaring er apokalypse profetens beskrivelse af sine visioner for en lille udvalgt skare indviede. Men apokalypsis kan også associere til det græske anagnorisis, som betyder genkendelse/erkendelse. Hvad skal afsløres? Skal noget erkendes?
Opbygningen
Teksten er inddelt i 7 ’kapitler’, (som de syv segl i Johannes Åbenbaring). Først indledningen, så følger udviklingen i fem afsnit: kærlighedsforholdet, skabelsen, flugten, dommedag og apokalypsen/fødslen. Til sidst apokalypsens virkning på verden og os.
Vi starter som sagt med HAM og HENDE, der elsker hinanden så meget, at de gerne vil have et barn sammen. Men det er ikke så nemt i vore dage. Den lange periode med fokus på graviditet udmarver forholdet, og de går fra hinanden. De mødes igen og endelig lykkes det, hun bliver gravid. Noget (guddommeligt?) kommer ind i verden og sætter en forskel: ”Du kortlagde faktisk hele verden engang. I tidernes morgen afgjorde du det hele. Du inddelte den i syd og nord og øst og vest, du interesserede dig for sinuskurver, senere sindet, og du fandt mening og logik, hvor der ingen mening og logik var. Du opfandt videnskaben, opfandt meninger bag det hele”.
Denne del af forestillingen handler om at gøre verden tryg, et sted mennesker kan overskue. Men en snigende bekymring for fremtiden begynder at melde sig, og verden ophører gradvis med at være overskuelig. Tværtimod udvikler den sig på en stadigt mere truende måde i de malende skildringer af modernitetens verden. De elskende lider af voldsomme mareridt (fra det sidste århundrede) og flygter for deres liv. Galninge overtager verden, og nu melder katastroferne sig for os: ”Du var her. Du var her på et tidspunkt, hvor det hele ramlede, og dine øjne flød over af alle de verdener, du havde set”.
Imens vokser og vokser barnet inden i kvinden. Og så går fødslen i gang: ”Fødslen varede i flere hundrede dage og satte himmel og helvede i bevægelse. Porten til helvede åbnede sig, og op på jorden sprang djævle, dæmoner og skyggevæsener. Alt det, man kun havde kunnet ane i mareridt, blev nu blotlagt” Et kæmpe monster, ja såmænd selve apokalypsen fødes og fører til de elskendes død. Kimen til det gode blev også kimen til det onde.
Og hvad er så dette monster? Et produkt af de angste forældres mareridt? Altså mere angst for katastrofen, end apokalypsen selv? Og er det så os, tilskuere, der er med til at fostre dette mareridt?
I hvert fald bliver vi i sidste del ramt af partikler fra apokalypsens eksplosion i en sådan grad, at alle synes at få en splint af ’djævlespejlet’ i øjnene. Derefter bliver verden stille.
Iscenesættelsen
De to performeres / spilleres kropssprog er ikke styret af sproget/dialogen, men er et koreografisk/plastisk udtryk for deres indre emotioner. Ikke den talende krops gesti, men hele kroppens udtryk for en følelse. Når de henvender sig direkte til hinanden, er det ikke med ord men med bevægelser lige fra kærtegn, løb og dans til slag og udtryk for vold. Instruktøren Niels Erling har to imponerende performere med sig i Femerling Andersen og Sångren, og ikke mindst den sidste behersker i usædvanlig grad både krop og sprog. Hendes beherskede og samtidigt dynamiske kropssprog holder os fanget i den næsten timelange monologiske talen, som aldrig ’spilles’ i emotionel forstand, men netop tilbydes os uden ’farvelægning’, og med et sjældent intenst nærvær. Det er imponerende og imponerende konsekvent holdt af Niels Erling
Tekst og forestilling efterlader os dog i et limbo med spørgsmålet om, hvorvidt det ’du’, den henvender sig til, er publikum langs scenekanten, altså vidner til noget, som allerede er foregået, eller om vi også er en del af det, som ’foregik’ i fiktionen? Er vi dem, noget afsløres for (som kredsen omkring profeten)? eller er vi også det ’du’, som må erkende at det hele førte til urhavet?
Måske begge dele? Men jeg er ikke sikker på, at denne fusion af ’roller’ er helt tilfredsstillende. Den er svær at overskue og låser formen lidt i sine gentagelser.
Scenografi
Scenografisk understreger Lise Marie Birch den minimalistiske form sammen med lysdesigner Malte Hauge, der gennem en slags lysskulptur af lysstofrør og spejle i sceneloftet lader rummet skifte stemning og karakter, mens spillerne, begge i T-shirts, bukser og sneakers, bliver mere og mere dækket af det kridt, som scenegulvet efterhånden fyldes med. Kombineret med Rasmus Junkers soundscape bliver den visuelle oplevelse understøttende og musikalsk.
Tilbage til teksten
Nogen vil måske indvende, at tekst og forestilling vil for meget, efterhånden som den trækker på mange af tidens dystopiske scenarier i opbygningen mod apokalypsen. Men den har sin egen lyriske dynamik, der udvikler sig associativt mod det punkt, hvor det senmoderne mareridt og profetiske visioner slår sammen i armageddon. Stykket vokser på denne måde ud af ingenting, fra en tom scene med en mand og en kvinde, i et stadigt crescendo, (i stil med Ravels Bolero) indtil den fuldt orkestrerede katastrofe.
Teksten har en usædvanligt rytmisk og lyrisk styrke, som er sjælden i dansk dramatik i øjeblikket. Ikke alene bliver man fuld af glæde over at opleve en sådan tekstudfoldelse på scenen igen, man mærker også tydeligt, at den har inspireret instruktøren til en iscenesættelse ud over det sædvanlige. Den stilhed, stykket slutter med, får Niels Erling, Lise Marie Birch og Malte Hauge til at digte videre med lys og rum. Da kvinden forstummer, siver der langsomt røg ud fra tilskuerpladserne og ned fra den kometagtige lysinstallation i loftet, indtil hele rummet er dækket i røg og tager sig ud som et urhav – eller ophav (til en ny begyndelse).
Måske en ny begyndelse for dansk dramatik, som i årevis har lænet sig op ad den ironiske gestus. Med Marie Bjørns Apokalypse, Nanna F. Tüchsens tekst til De hovedløse på Mungo park og Sonja Ferdinands tekst til Afklædtpå Aveny-T er Dramatikeruddannelsen udkommet med en meget lovende årgang i sommeren 2019. Det er tre meget forskellige stemmer, det bliver interessant at følge.
Tekst Marie Bjørn, Instruktion Niels Erling, Scenografi Lise Marie Birch, Lyddesign og komponist Rasmus Juncker, Lysdesign Malte Hauge.
Medvirkende: Jakob Femerling Andersen og Emma Silja Sångren
Janicke Branth, dramaturg cand. phil. Medlem af Peripetis redaktion og bl.a. tidl. rektor for Dramatikeruddannelsen.
[1] Alle citater er fra manuskriptet, som Marie Bjørn har ladet mig læse.