Corpus Episodes Mother #1 af Tim Matiakis og Mother #2 af Hilde I. Sandvold
Af Betina Rex
En uendelig relation af forgængelige fragmenter
CORPUS EPISODES er et serielt format i fire dele, der skabes og opføres i sæson 19/20, med ’mor’ som gennemgående tema. Mother #1 og #2, der er genstand for denne anmeldelse, blev vist i november 2019. Mother #3 og #4 vises i hhv. maj og juni 2020. Hver episode har en prøvetid på ganske få uger og opføres kun tre gange. Begge de første episoder havde tillige en relativt kort varighed på under en time.
Mother #1
Det er en nøgtern og samtidig meget ladet scenografi, der fylder A-salen på Det Kgl. Teater. Midt i rummet står en scene af podier, med publikumsrækker på alle fire sider. Man kan kigge såvel op på som ind under scenen, der er badet i et gult lys. På den sidder tre dansere, de to sidste anes inde under den. Mother #1 er skabt af Corpus’ kunstneriske leder Tim Matiakis, der er gået til begrebet ’mor’ med hukommelsen som værktøj. For, som han skiver i programteksten, at forsøge at finde svar på spørgsmålet; ”Hvilken effekt har mindet om vores mødre på os som individer?”.
Læses forestillingen som svar på det spørgsmål, så skal effekten måles på en flerdimensionel skala. Den hukommelse som de fysiske bevægelser og simple tekstfragmenter portrætterer, fremstår dybt indlejret i det enkelte menneske og samtidig som en porøs hinde omkring det, der krakelerer, hvis mindet fordufter. Som både form og indhold. Hukommelsen er her som erindring; det, der skaber os som mennesker og former den måde, vi opfatter os selv og andre på.
Marco Høst kravler op igennem en luge i scenegulvet og sætter sig på scenekanten og begynder at fortælle om sin mor; ” I remember…”. En verbaliseret erindring, der langsomt glider over i en solokoreografi. Bevægelsen fra under til over scenen giver en fornemmelse af, at hukommelsen udspiller sig i flere lag, helt freudiansk både i det bevidste og det ubevidste, og det understøttes af det blå, dunkle lys, der blændes op for under scenen, som kontrast til den gult belyste overflade.
Det vi deler, men selv har
Af den første solo opstår flere duetter, der på forskellig vis arbejder med gentagelse. Både af enkelte bevægelser og af kortere bevægelsessekvenser. Ligevægten er konstant til forhandling danserne imellem, når de læner, skubber og trækker hinanden. Det er glidende, prøvende, tillidsfuldt og grænsesøgende. Flere forskellige bud på, hvordan det at finde fodfæste, både bogstaveligt talt og i overført betydning, kan tage sig ud. Alt imens begynder andre af danserne at spæne rundt om scenen. Nærmest i kapløb med tiden, men altid i samme bane. Herfra udvikles en kollektiv hoppende sekvens, der i kontrast til det forudgående har en let, legende, næsten ekstatisk karakter. Fodfæstet er fundet, nu drejer dig sig om at udfordre det, alene og i fællesskab. På lydsiden akkompagneret af noget, der bedst kan beskrives som lyden af universet eller uendeligheden.
Herefter gentager Marco Høst sin fortælling om sin mor. Med den forskel at han nu tager skoene af, inden han begynder og denne gang tilføjer ”the yellow house in Dalum”, hvor han er vokset op. Som tillader det manglende lag om fødderne ham at træde ind i hukommelsens barndomshjem. Herfra begynder de andre dansere også at dele minder om deres mødre. Alexander Stæger fortæller, hvordan han stak sine kolde små barnetær ind imellem sin mors varme lår, og Louella May Hogan beskriver malerisk sin mors hænder som ”kind of fat”, men samtidig de mest fantastiske. Gradvist istemmer de andre dansere, så der opstår en kakofoni af erindringer om mødre. Koreografisk udvikler det sig komplementerende, så bevægelserne bliver noget, de deler, men samtidig har selv. ’Mor’ er her stykket sammen af helt konkrete erindringer om helt konkrete mødre, men summen af dem tegner omridset af mor som en figur. Som en komponent i tilværelsen man uanset mindernes ladning må forholde sig til.
MOTHER #1 er en forestilling, der gennem, hvis ikke generelle, så genkendelige minder, viser, hvordan vores oplevelser ligner hinanden, samtidig med at eftersmagen af dem er meget forskellig. En sommerdag i parken, er ikke et ualmindeligt barndomsminde, men hvorvidt det efterfølgende forbindes med noget frydefuldt eller noget faretruende afhænger af, hvilke menneskelige ingredienser den enkeltes barndom bestod af.
Tim Matiakis tegner et smukt og skrøbeligt billede af, hvem vi er, når vi ser os selv gennem vores minder om og med vores mødre. I en koreografi lykkeligt befriet for karikerede moderroller, men derimod fortættet af nuancerede billeder af moderrelationer.
Mother #2
Scenografien i Mother #2 er den samme som i Mother #1. Også her sidder de fem medvirkende dansere fra starten på og under scenen. Iført de samme hverdagslige kostumer men også habitjakker og solbriller. Mother#2, af koreograf og danser Hilde I. Sandvold, starter med et drøn – bogstaveligt talt. Høj elektronisk musik brager ud af højtalerne og med en bestemt bevægelse åbner danser Marco Høst, som i Mother #1 en luge i scenegulvet, og kravler op igennem den. Langsomt, og med en næsten nonchalant form for kropskontrol kommer alle danserne på benene og op på scenen. Solbrillerne og habitjakkerne gør det komisk, måske fordi det er så karikeret en ’status’-uniform, der bevæger sig på kanten mellem magt og oprør, identitet og tradition, det stærke, og det lattervækkende. Det er mere Miami Vice end moderligt, men alligevel ikke kun. For ovenstående modsætningspar kan nok også omslutte mangt en moderrelation, set fra både moder og afkoms perspektiv.
Hilde I. Sandvold har været interesseret i at arbejde fysisk med den arv, vi bærer med os. Som hun skriver i programmet, er der ”hundredvis af mødres spor i mig: små veje og syvsporede motorveje af information, som jeg ikke er bevidst om eller kan huske, men som er i mig, og som fik mig til at trække hånden væk fra ilden, første gang, jeg rørte ved den!” Det er altså ikke en enkelt moderfigur, der er på spil, men nærmere en form for sum af den individuelle og den kollektive arv, der bæres videre gennem generationer. At solbrillerne og habitjakkerne hurtigt kommer af, giver indtryk af, at der skrælles lag af for at nå ind til en form for essens. For essensen, eller her kroppen under jakken og bag brillerne, er blevet, som den er, fordi der før har været andet og mere til stede.
Min krop er min og også som din
Fra Alexander Stæger lyder det: ”I’m gonna show you, what my mother gave me”. Herefter danser han noget, der giver mindelser om en slags stævnemøde mellem Riverdance og Ballet. Mere mystisk end magisk, men sært komisk dragende. Det udvikler sig til noget, der bedst kan beskrives som en opvisning af kropsdele, en slags undersøgelse af hvordan det, vi har fået med os, bevæger os. Bevægelserne får en let og humoristisk karakter, når de nævnte kropsdele diktere bevægelserne, så hele kroppen trækkes rundt af hoften, hånden, foden ect. En simpel, men virkningsfuld opvisning af, hvordan vores krop er og gør os helt unikke. Samtidig indskriver summen af de specifikke kropsdele os som del af den menneskelige race. Interessen I det arvede, det vi får med os, bliver her kropslig konkret, fordi det er ’min’ hånd og ’min’ fod, men samtidig findes netop denne fod og denne hånd kun fordi, så mange andre hænder og fødder så og sige er gået forud.
Hilde I. Sandvold sidder på en plads tæt ved scenen. På et tidspunkt rejser hun sig, og blander sig i kropsdelsscenen ved at bede danserne gøre forskellige ting hurtigt. Når de alle er i gang med at ’optimere’ deres præstationer, giver scenen både mindelser om prøver i et dansestudie og om en krævende almoderlig stemme, der kan se afkommets potentiale for at nå længere. Det udvikler sig til en koreografisk sekvens, der kulminerer i en fælles hoppende energiudladning. Det er også her, at en babydukke, lidt unødvendigt slapstick-sjovt, kastes op på scenen for en kort bemærkning, inden den igen kastes ned.
Energien på scenen fortætter og fokuseres helt tæt på publikum, da danserne begynder at adressere dem igennem kropsdele. Indledningsvist oppe fra scenen gennem gestus og øjenkontakt, dernæst i øjenhøjde, når de kravler ned og blidt men bestemt begynder at røre publikum på de omtalte kropsdele. ”My knee, your knee. My head, your head, my elbow, your elbow” og så fremdeles. Ud af dette udvikler der sig en form for langstrakt kluddermor, hvor danserne rækker ud efter hinanden, og former lange sammenhængende kroppe. Eller med Hazuki Kojimas nøgterne betegnelse en ”human bridge”. Alt her har en betegnelse. Hvis ikke den allerede findes, så opfindes den. Danserne bevæger sig rundt, og lader med fastholdt øjenkontakt de enkelte publikummer forstå, at der er mine og dine kropsdele. ” My arm, your arm. My knee, your knee, My head, your eye.”
Ved forestillingens afslutning tilfører Hilde I Sandvold tematikken omkring arv en overtone, der nærmest er kontingent, for; ”What if”, som danserne begynder at spekulere højt over. Hvad nu, hvis min mor havde gjort eller været noget andet end det, hun gjorde og var? Kulminationen kommer som det sidste, når Hazuki Kojima formulerer et spørgsmål i retning af,” If your mother was my mother, would your ankles be my ankles?” Et simpelt spørgsmål, som både punkterer og opsummerer Mother #2.
Mor mentalt og fysisk
Det korte format, både i prøvetid og i forestillingernes længde, er en interessant ramme for begrebet mor, for ’mor’ er en livsomstændighed. Uanset om hun er nærværende eller fraværende, eller måske slet ikke er længere, viser MOTHER #1 og #2, at relationen til hende er livsvarig, på sin vis uendelig, eller i hvert tilfælde en spiral i bevægelse, så længe menneskeheden overlever. Corpus skriver selv i programmet, at publikum indbydes: ”til refleksion over en relation, som kan være simpel og kompleks, nær og fjern, smuk og grim og alt derimellem”. Om de to første episoder kan man sige, at Mother #1 udmærker sig ved sin næsten poetisk milde energi, og sine besnærende koreografiske duetter, mens Mother #2 vinder gennem sin konsekvente fysiske udfordring af kroppen og måden, forestillingen bruger den enkelte danser til at vise det fælles. De to dele komplementerer for så vidt hinanden gennem den første episodes mere mentale indgangsvinkel, og den andens mere fysiske. Tematisk er der ikke nogen af dem, der for alvor river i følelserne, eller dykker ned i det helt mørke register, som ’mor’ også rummer. Ikke at det er blevet lovet, men det ville være spændende, hvis de to sidste episoder tog mere fat i den ende.
Fakta
Mother #1Koreograf: Tim Matiakis, Dansere: Alexander Stæger, Hazuki Kojima, Marco Høst, Alma Toaspern, Louella May Hogan. Lyddesign: Jonas Jensen, Scene- & lysdesign: Kasper Riisberg, Kostumier & design: Rikke Korfix, Rekvisitter: Mikkel Rasmus Theut, Dramaturgisk konsulent: Tanja Diers, Produktionsassistent: Andreas Haglund, Praktikant, DDSKS: Kristoffer Kempker, Kunstnerisk Proceskonsulent: Marie Haugsted Mors, Producent: Karen Grønborg, Kunstnerisk leder: Tim Matiakis
Mother #2
Koreograf: Hilde Sandvold, Dansere: Alexander Stæger, Hazuki Kojima, Marco Høst, Alma Toaspern, Louella May Hogan, Lyddesign: Jonas Jensen, Scene- & lysdesign: Kasper Riisberg, Kostumier & design: Rikke Korfix, Rekvisitter: Mikkel Rasmus Theut, Dramaturgisk konsulent: Tanja Diers, Produktionsassistent: Andreas Haglund, Praktikant, DDSKS: Astrid Schmidt Andersen, Kunstnerisk Proceskonsulent, Corpus: Marie Haugsted Mors, Producent, Corpus: Karen Grønborg, Kunstnerisk leder, Corpus: Tim Matiakis
Betina Rex er freelance dramaturg og producent.