The Nether – Din underverden, Svalegangen Aarhus.
Af Janicke Branth
Melodrama på nettet
På Svalegangen har man i denne sæson valgt at sætte et nyere amerikansk stykke på repertoiret. The Nether er skrevet af Jennifer Haley, havde urpremiere i Californien 2013, blev året efter opført på Royal Court Theatre i London og senere overført til Westend. Haley har ladet sig inspirere af interaktive virtuelle platforme til at beskrive en fremtidsversion, som hovedkarakteren Sims har skabt, en perfekt sensorisk og imaginær verden hvor voksne mennesker som avatarer kan optræde i en hvilken som helst skikkelse. I disse omgivelser udlever de deres inderste drømme, uden at det har nogen konsekvenser. Stykket ønsker dermed at adressere det etiske dilemma om vores handlinger på nettet: Har de slet ingen betydning i den virkelige verden? Konflikten bliver naturligvis særligt radikal, når det – som her – handler om pædofili. Kan man forestille sig, at pædofili på nettet forhindrer pædofili i den virkelige verden?
Scenografisk udgave af den digitale platform
Stykket bevæger sig på to fiktive niveauer: Rammen om handlingen er en kriminalhistorie, som forgår i et farveløst forhørslokale, hvor en kvindelig kriminalassistent Morris forhører den ældre mand Sims, kaldet ’Papa’, som anses for at være hovedperson i en pædofiliring. På Svalegangen er scenerummet anbragt midt i salen med publikum på begge sider, sorte vægge, sort gulv og Morris (Kaja Kamuk) i næsten sort jakkesæt. Med andre ord en sort, strømlinet modernitet, hvor den anklagede Sims (Mikael Helmuth) er klædt neutralt i beige/brunt. Morris er den klassiske ’tough guy’, som sidder inde med ret stor viden om Sims’ aktiviteter. Målet er at få fat i hans server for at kunne stoppe, hvad hun mener, er kriminalitet.
Men Sims er ikke den eneste, der forhøres. En af hans kunder, en ældre matematiklærer er også blevet indkaldt, og han viser sig at være ’nøglen’ til flere og flere afsløringer. I takt med hans indrømmelser åbnes den sorte scenografi som en anden julekalender ’låge for låge’ / (brik for brik) og afdækker et charmerende victoriansk eksteriør med sandstensornamenter omkring husets indgangsportal, grøn græsplæne og flot udsigt over en solbeskinnet park. I dette univers er the dresscode naturligvis victoriansk og den centrale skikkelse en lille uskyldig pige på 9 år, formidabelt spillet af Bolette Engstrøm. Hun er den, som lokker nye spillere længere ind i universet.
Elegant nok har scenograf Siggi Óli Pálmason valgt ikke at gå med den oplagte digitale løsning, men i overensstemmelse med alt andet i det sensoriske univers: malede kulisser, for her på ”Glemmestedet” (som ”the hideaway” kaldes i den danske oversættelse) skal alt være ’analogt’.
Hvor det klassiske melodrama blev en populær genre med den victorianske dagligstue som centrum og naturen som det voldsomme og farlige sted udenom, med vilde skove, stejle klipper, dybe slugter, brusende have, uvejr, storm og mørke, hvor helt og heltinde blev udsat for de ultimative prøver, før de lykkeligt undslap de onde kræfter til sidst, så får vi her et lysende, fredeligt victorianske landskab som porten til das unheimliche. Det er både raffineret tænkt og scenografisk løst: Bag den victorianske facade, udleves de indre dæmoner, pædofile længsler og drømme. Altså på nettet.
Men det er samtidig en triviel modsætning. Rammens kønsneutrale Morris i sit sorte jakkesæt står i en mere end overtydelig kontrast til den lille lyshårede, blåøjede Iris i den korte blomstrede kjole, men sin hvide legetøjskanin, korte hvide strømper, røde sko og trusser. Den totalt affortryllede modernitet overfor den heftigt kolorerede, men kønsperverterede victorianisme. Hvor das unheimliche før var placeret i naturen omkring os er dæmonerne nu rykket indenfor i vores indre natur. Den del af vores indre natur, vi også kan opsøger på nettet. Det er stykkets to fiktive planer.
Rollespillet
Det klassiske melodrama bygger på trekanten skurk, helt og heltinde, og sådan ser persongalleriet næsten også ud her. Der er Sims/Pappa, som den diabolske ældre mand, der manipulerer med sine omgivelser i et krypteret univers, han selv har skabt, og som lokker ’uskyldige’ mennesker ind i ”Glemmestedet”, hvor de kan optræde i selvvalgte roller. Doyle viser sig efterhånden at være identisk med den lille pige Iris og er dermed den ’uskyldige’ heltinde i universet! Og helten Woodnut (udtal navnet og forstå betydningen) viser sig at være ingen ringere end Morris selv, nu forvandlet til en køn ung gentleman. Kun ved selv at trænge ind i ”Glemmestedets” verden, har hun/han mulighed for at finde ud af, hvor serveren befinder sig og frelse den/de unge piger. Det er synd at sige, at hun/han slipper fra det rollespil med uskylden i behold. Woodnut/Morris bliver selv grebet af det pædofile spil; dog lykkes det hende at finde ’nøglen’ til, hvor serveren befinder sig. Dermed stoppes så Sims aktiviteter og universet lukkes.
Happy ending
Da ethvert melodrama kræver en happy ending, må man reflektere over på hvilket af de fiktive niveauer, den findes? På det victorianske? Tja, ingen ønsker vel at en pædofiliring fortsætter, men idet ‘Iris’ afslører Papas hemmelighed, mister han/hun både denne drømmeverden og kærligheden. På de kriminalistiske? Nej, man kan ikke her kalde det en happy end, da Doyle (=Iris)ender med at hænge sig i fortvivlelse over sit forræderi. Så man kunne have kaldt det en halv-tragisk slutning, hvis ikke forfatteren havde valgt at tilføje stykket et tredje niveau til sidst: En enkelt lille grøn firkant står tilbage fra det victorianske univers, og her mødes Sims og Doyle en sidste gang og erklærer hinanden kærlighed midt mellem ”himmel og jord”! Så var det alligevel ikke et stykke om en pædofiliring? Sims har tidligere forklaret, at han netop har konstrueret dette univers af avatarer for at bekæmpe sine egne tilbøjeligheder (og Iris var jo en ældre herre). Men så var der lige alle de andre piger før Iris som forsvandt?
Skal publikum så med epilogen alligevel gribes af frygt og medlidenhed med de to fyre og Morris? Det vil dramatikeren sikkert gerne have. Men trods den gode instruktion er både psykologi og plot (i melodramaets ånd) for konstrueret til at berettige til det.
Iscenesættelsen
Madeleine Rønn Juul har instrueret stykket stramt og konsekvent og med en sjælden lydhørhed overfor de enkelte spilleres kvaliteter. Ikke mindst de to unge, Morten Kjær og Bolette Engstrøm lyser med en renhed og spontanitet, som stemmer fint overens med melogenren. Og Kaja Kamuk synes at udvikle sig for hver rolle, hun spiller på Svalegangen. Man kan også forstå Svalegangens ønske om at tematisere nettet og de store etiske problemer, der ligger omkring de mange spilkonsoller.
Men dramatikerens melodramatiske greb om stoffet – det meget konstruerede plot og de entydige karakterer – reducerer lyst til eftertanke.
Medvirkende: Bolette Engstrøm Bjerre, Kaja Kamuk, Mikael Helmuth, Morten Kjær og Holger Østergåård
Instruktion Madeliene Rønn Juul
Scenograf: Siggi Óli Pálmason og Gísli Dúa
Oversættelse: Line Bie Dahl abcSprog
Lyd: Anton Bast
Lyd Henrik Sloth
EDVIRKENDE
Janicke Branth, dramaturg cand. phil. Medlem af Peripetis redaktion og tidl. rektor for Dramatikeruddannelsen