En fantasifuld og rørende forestilling om modet til at danse og drømme på tværs af generationer. Anmeldelse af TANGO, iscenesat af Asta Kamma August. Gruppe 38, lille sal, gæstespil
Af Josefine Brink Siem
I TANGO møder vi først hovedpersonen, spillet af Lars Dammark, i færd med at rydde op på sin farmors loft. Scenen er fyldt med kasser, og på et hvidt papirslærred kører en gammel smalfilmsagtig optagelse af et elegant par, der danser tango. Hovedpersonen fortæller, at det er hans oldefar på optagelsen, som var en af Argentinas bedste tangodansere. I forbindelse med oprydningen har han fundet oldefarens ting i en brun læderkuffert, og det bliver starten på en fortælling, der elegant hopper mellem oldefarens immigration til Argentina i starten af 1900-tallet og hovedpersonens eget liv her og nu.
Kampen mellem
rationalitet og passion
Oldefarens historie udspiller sig i konteksten af den store bølge af danske
migranter, der udvandrede for at prøve lykken på den anden side af
Atlanterhavet i årene 1870 til 1920. Oldefaren, som egentlig hedder Elias
Christensen, men bliver kendt som Elias Christobal på grund af en misforståelse
med immigrationsmyndighederne, forlader sin forlovede Elva i Danmark og sejler
til Buenos Aires med byen Tandil som mål. Hovedpersonen fortæller, hvordan
størstedelen af de 13.000 danskere, som udvandrede til Argentina, bosatte sig i
Tandil, hvor de byggede et slags dansk parallelsamfund med danske skoler,
kirker og traditioner.
Men før Elias når til Tandil, forelsker han sig i tangoen, friheden, passionen og den betagende kvinde Maria Rosita i hovedstaden Buenos Aires. Elias er nu i et af teaterhistoriens mest klassiske dilemmaer – mellem rationalitet og lidenskab, pligt og passion. Et dilemma, der ikke bliver mindre af, at Elias modtager brev hjemme fra Danmark om, at Elva er gravid. Skal han forsøge at skabe et godt liv for ham og Elva i Tandil, eller blive i Buenos Aires for at forfølge tangoens frihed med Maria Rosita? På trods af snesevis af breve hjemmefra, der minder ham om hans pligter over for Elva og hendes familie, kan Elias ikke tage til Tandil. Han vælger kærligheden og tangoen og lever resten af sine dage i Buenos Aires, hvor han driver en danseskole med Maria Rosita.
Parallelle
narrative lag
Oldebarnet har aldrig mødt sin oldefar, og familien taler af åbenlyse grunde
ikke om ham. Men genstandene i den gamle læderkuffert bliver oldebarnets, og
publikums, portal til Elias’ historie. Her ligger der dagbøger, breve og Elias’
første par dansesko i mørkt læder. Forestillingen skifter hele tiden mellem
henholdsvis oldefarens og oldebarnets historie. I begge historier veksles der
mellem berettende fremstilling og handling i et dramatisk nu. Lars Dammark
skifter dygtigt og effektfuldt mellem det fortællende og handlende modus og
mellem rollerne som både oldefaren og hovedpersonen. Den velsammenflettede
dramaturgi, de præcise skuespilstekniske greb og den understøttende brug af lys
gør, at man som tilskuer aldrig er i tvivl om hvilket narrativt lag, vi
befinder os i.
Vi forstår langsomt, at den konflikt mellem rationalitet og passion, som var på spil for Elias, også spøger for oldebarnet i en slags opdateret version. I hovedpersonens nutid på farmorens loft bliver Elias og tangoen symbolet på modet til at følge sin lyst og tro på sig selv. På den måde trækker forestillingen tematiske tråde mellem de narrative lag, og sammenvævningen og springene mellem tid, sted og karakterer fungerer meget gnidningsfrit og forstærker gensidigt forestillingens grundkonflikt uden at skære den for meget ud i pap. Oldefarens konflikt mellem lidenskab og rationalitet overføres til en nutidig kontekst, hvor grundkonflikten er mellem barndommens frihed og voksenlivets selvbevidsthed. En selvbevidsthed, der ikke mindst stammer fra en kønnet forestilling om, hvem der danser, og hvem der ikke gør.
Hovedpersonens konflikt mellem lysten til at danse og frygten for, hvad andre tænker kropsliggøres delvist af karakteren Alejandro, som er hovedpersonens fantasiven fra barndommen. I hovedpersonens barndom var Alejandro mexicaner med en stor sombrero, men nu er han argentiner med en guitar i hånden, Whitney Houston på anlægget og lokkende tangorytmer. Alejandro bliver et symbol på sydens tillokkende frihed og den barnlige glæde ved dansen, som barnebarnet har mistet, fordi han er blevet voksen og selvbevidst. Ligesom hos oldefaren vinder dansen dog over de internaliserede samfundsnormer om, hvordan voksne mænd opfører sig alene og sammen. Mod forestillingens slutning tager hovedpersonen Elias’ gamle dansesko på og overgiver sig til dansen, passionen og friheden.
Alejandro spilles af Alejandro Sanchez, som dels indgår i selve handlingen og dels træder i baggrunden og understøtter den med små humoristiske kommentarer og underlægningsmusik. Dammark og Sanchez rammer en ganske fin tone mellem venskab og kærligt drilleri, og Alejandros karakter understøtter både hovedpersonens udvikling, og bidrager med en stor mængde komik oven i hatten. Samspillet mellem Lars Dammark og Alejandro Sanchez er både komisk, rørende og underholdende, og figuren Alejandro tilføjer forestillingen en ekstra dimension, som klæder fortællingen, der ellers havde været monologisk.
En scenografi,
der taler til fantasien
Forestillingens brug af scenografi understøtter på meget fin vis den tone af barnlig
undren og empati, der gennemstrømmer forestillingens historie og spillestil.
Med ganske opfindsomme greb bliver den simple scenografi brugt på utallige
måder, der både overrasker og formidler historien.
Fortællingen om de danske udvandrere berettes f.eks. gennem brugen af små udklippede billeder, figurer og kort, der projekteres op på det hvide papirlærred gennem et lille kamera. Senere bliver kameraet genbrugt i en scene, hvor Elias skal gennem immigrationsmyndighederne i Buenos Aires. Her overlapper fortid og nutid rent teknologisk, da Lars Dammark i skikkelse af Elias fotograferes af kameraet fra alle mulige komiske vinkler, og hans øjne scannes ligesom ved moderne lufthavnes brug af ansigtsgenkendelsesteknologi. Udover den komiske effekt, som ikke gik næsen forbi på de 6. klasses elever, som så forestillingen samme dag som jeg, er den lille immigrationsscene også en sund påmindelse for de voksne tilskuere om, at det ikke er så længe siden, at vi selv var immigranter og i stor stil søgte mod et bedre liv i Nord- og Sydamerika. Scenen er dermed også et eksempel på, hvordan TANGO formår at henvende sig og give stof til eftertanke til både børn og voksne.
Et andet væsentligt scenografisk element er det hvide papirslærred, som kan rives af og rulles ud på ny fra en stor rulle. Papiret formes og fungerer skiftevis som lærred, dyne, en flaske grappa, et festligt kostume og sågar som dansepartner. I en finurlig og øm scene danser Lars Dammark med papiret, som han omfavner i en illustration af kærligheden mellem Elias og Maria Rosita og tangoens længselsfulde lidenskab. Scenografien understreger dermed både den humor og den ømhed, som gennemstrømmer forestillingen i øvrigt.
Nærvær og
intimitet
Lars Dammark har en god kontakt til publikum, fra de kommer ind i salen, til de
forlader den. Det følelsesmæssige nærvær og nuancer, der stråler ud gennem både
oldefaren oldebarnets og Alejandro som karakterer og den direkte henvendelse til
publikum, gør at skuespillerne, fortællingen og rummet opleves meget nærværende
og intimt. Vi får fornemmelsen af både det lille loft hos farmoren og den store
verden udenfor, set skiftevis gennem oldebarnets øjne og bedstefarens
dagbogsberetninger.
TANGO er en flot debut fra instruktør Asta Kamma August og en meget vellykket fortælling, der dramaturgisk flyder godt mellem forskellige fortælle- og formidlingsstrategier. Forestillingen berører mange relevante temaer i samtiden såsom kønsnormer, immigration og modet til at være sig selv, uden at overpædagogisere det eller tale ned til sit publikum. Det er derfor helt forståeligt, at TANGO var nomineret til en Reumert som årets børne-/ungdomsforestilling i år.
TANGO er produceret i samarbejde mellem Nørregaards Teater, Teater O og Black Box Theatre. Forestillingen kan opleves på Knudsens i Holstebro 26. marts – 3. april 2020, og tager på Danmarksturné igen i efteråret 2020.
Medvirkende: Alejandro Sancho og Lars Dammark
Instruktør: Asta Kamma August
Dramatiker: Lars Dammark
Scenograf: Carsten Wittrock
Dramaturg: Anne Majgaard Basse
Komponist: Alejandro Sancho
Kostumer: Birgitte Nisbeth
Lysdesigner og teknik: Mik Manley
Andersson
Josefine Brink Siem er Ph.d.-studerende på Afdeling for Dramaturgi og Musikvidenskab på Aarhus Universitet og en del af Peripetis redaktion