Se tekstens lys

”SE DAGENS LYS” – Aarhus Teater, september 2019.

Af Janek Szatkowski

Den gode idé

Svend Aage Madsen udgav i 1980 romanen Se dagens lys som et forsøg på at udforske vores evne til at forestille os et ”anderledes” samfund. I en elegant blanding af topier (steder), der hverken kan beskrives som et ren dystopia eller et rent eutopia (eu er græsk for ’god’) lykkedes det at skildre et samfund, der her små 40 år efter, ser uhyggeligt realistisk ud. Vi er i den grad blevet fleksible og omstillingsparate, at vi har nærmet os det ’udskiftningssamfund’ som Svend Aage Madsen skildrede. Det, der skulle være alternativet til ’fastholdelsessamfundet’, hvor vi levede med den samme partner hver dag, gik på det samme job et liv igennem, og hvor kedsomhed og meningsløshed, slog over i dyb depression og selvmords-epidemi.

Det er en fremragende idé at tage denne roman frem nu, og lige så fint at lade Julie Petrine Glargaard stå for den vanskelige opgave at dramatisere den. Vi har mere end nogensinde brug for at reflektere over det samfund, vi lever i. Det produktions-samfund, der blev skabt efter Anden Verdenskrig, udviklede sig til en velfærdsstat i vores del af verden. Det er næppe nogen overdrivelse at beskrive dette samfund som et krystalpalads midt på en udpint klode, og dets beboere som forkælede (Sloterdijk: In the World Interior of Capital). Hvordan manøvrer vi i sådan et samfund?

Når man sætter sig til rette i stolene på Scala, bliver man mødt af en scenografi (Julian Toldam Juhlin) der med sin lysende enkelhed og elegance viser omrids af huse, som gennemsigtige konstruktioner, der lydløst lader sig flytte så de danner byer, gader, pladser, og en stor dobbeltseng, der er interiør i alle husene. Scenografien er meddigtende og dynamisk. I anden akt er storbyen forsvundet og kun et enkelt lille uigennemsigtig hus eksisterer i en grå tom verden uden for byernes lysende fortryllelse. Anders Kjems Lysdesign smyger sig smidigt rundt om dette univers, og skaber stemninger med enkle og effektive midler.

Hertil kommer så et hold af stærke spillere, og der er lagt op til en meget spændende teateraften.

Instruktør grebet

I programmet udveksler Svend Aage Madsen og Julie Glargaard synspunkter på det at skrive for et teater, hvor instruktøren er blevet en afgørende skaber, for hvem teksten står til fri afbenyttelse i udviklingen af den færdige forestilling. Den lille underspillede dialog mellem to dramatikere, runger kraftigt i ens baghoved, når man har set forestillingen.

For sjældent har denne anmelder dog oplevet en forestilling, der i den grad har mistet grebet om det tekstmateriale der forelå. Det er mig en gåde, hvad er der mon foregået i transformationen fra tekst til forestilling?

Uanset hvilke svar der mon måtte være på den gåde, blev denne anmelder i hvert fald slået effektivt omkuld. At blive slået omkuld, kan jo være en berigende oplevelse i teatret, men her blev jeg efterladt med en stor tomhed. At blive udfordret kan være sundt i et ’udskiftningssamfund’, hvor man skal være omstillingsparat og fleksibel. Og en kritik af en dygtig og velrenommeret instruktør, kan jo få anmelderen til at fremstå som et relikt fra ’fastholdelsessamfundet’. Alligevel er jeg nødt til at skrive, at Rune David Grue som instruktør af denne forestilling har foretaget valg af spillestil og personinstruktion, som er med til at tage livet af alle de gode ambitioner bag valg og dramatisering af teksten og scenografens udspil. Her vil jeg gerne stå som tekstens forsvarer.

Komedie karikatur

Hvorfor, spørger jeg mig selv, skal tilskueren mødes af figurer der optræder som om, de er trådt lige ud af en dansk filmkomedie fra 1950’erne, eller en tredjerangsrevy, der har set for meget ”Poul og Fritz” (Rytteriet: Rasmus Botoft og Martin Buch). Hvad er det instruktøren vil opnå med dette? Efter at have vendt mange mulige svar i luften, er der ikke rigtig nogen, der overbeviser mig. Er idéen at forestillingen skal bevæge sig fra komedien (satiren?) frem mod en tragik, for at understrege de dystre perspektiver i ’udskiftningssamfundet’? Skal satiren udstille livet i udskiftningssamfundet som stivnet i overflade, kliche og hul morskab? Uanset hvilket svar jeg forsøger mig med, bliver jeg ude af stand til finde en forklaring, der bare nærmer sig tekstmaterialets sensitivitet og nuancering. Jeg får som tilskuer intet rum for refleksion, og ingen hjælp til at tænke selv. At balancere mellem dys- og eutopi kræver refleksionsrum. Det er temmelig vanskeligt, når skuespillerne er tvunget ind i en forceret komik, der synes at udlevere ’udskiftningssamfundet’ fra første øjeblik. Det bliver trættende i længden, og det er så langt væk fra den eftertænksomhed og den ethos, der præger tekstforlægget, som man næsten kan komme. Er det et udslag af ’udskiftningslogik’ fristes man til at spørge.

Tekst og forestilling

At en forestilling bevæger sig bort fra sit tekstlige grundlag, er jo ikke i sig selv nogen dødssynd. Især da ikke, hvis den forestilling, der kommer ud af det, formulerer sit eget opgør med teksten og dens værdier.

Mit postulat er, at den forestilling, man præsenteres for på Scala Scenen, ikke udvider eller tilføjer noget som helst. Snarere fastholder den tilskueren i mere ufrihed end både ’fastholdelses- og udskiftningssamfundene’ tilsammen.

Hvis forestillingen udsagn skulle være at ’udskiftningssamfundet’ er til grin, udlever det til latteren, så peger det på en meget ringe tiltro til såvel tekst som tilskuer. Som tilskuer får jeg trukket en tolkning ned over hovedet af udskiftningssamfundet, og bliver frataget muligheden for selv at finde en måde at læse det ’nye’ på. Det bliver banket fast med syvtommersøm og rosévin. Slutningen bliver derfor også patetisk (på den kedelige måde).

Anne Plauborg forsøger at give sin Maya figur flere nuancer inde i alt det forcerede, og hun kommer beundringsværdigt langt med det. Hun lades i stikken, også fordi Christian Hetland som Elef er presset ned i en træmand af en figur, der fremstår med en stivhed i kropssprog, gestik, mimik og sminke, som gør det overordentlig vanskeligt at tro på, at han er det nysgerrige energibundt, der med nysgerrighed og eros tiltrækker Maya. Kim Veisgaard giver figuren Agge et omrids af karakter. Agge, der i første akt tager afstand fra det overfladiske og tiltrækkes af de stakler i samfundet, der ikke klarer at leve i udskiftningsrusen, fremstår i anden akt som en hjernevasket krøbling, afrettet og sat på transportbåndet igen. I tråd med personinstruktionen får Anders Baggesen brug for hele sit righoldige repertoire af homo-karikaturer, mens han i anden akt får lov til at trække det helt store deklamatoriske register ud, med kunstpauser og overbetoning af enkelte ORD. Det giver den vigtige monolog om tiden før udskiftningssamfundet og fortiden, et ironisk udtryk – hvorfor er dette formudtryk valgt? Når man ser hvad Anders Baggesen kan i slutningen af anden akt som Varinka, må man fortvivle. De øvrige figurer er overladt til ’type’-spillestil med enkle karikerende træk. Så Marie Marschner, Anna Nøhr Tolstrup, Kristi Kærn, Frederik Mansø Boutrup og Magnus Haugaard kæmper derfor det bedste de kan for at få en komik til at fungere i et univers, hvor der aldrig har været tænkt en eneste kliché. Børneskuespillerne gør det sandelig også godt, og her er deres lille stivhed blot en fin kommentar til de velopdragne og velfungerende børn midt i et rablende vanvid.

Rune David Grues instruktørgreb opleves manipulerende og overfladisk. Det modarbejder (bevidst?) næsten enhver af de tanke-strukturer og centrale værdier, der optræder i tekstmaterialet. Denne disrespekt for teksten kalder på eftertanken. Hvad er det forestillingen mister?

Det forkælede samfund

Lad det blive ved en argumentation for en af de centrale værdier, der findes i både Svend Aage Madsens roman og Julie Glargaards manuskript. Et samfund, der ikke formår at forestille sig ’det anderledes sted’, det, der kunne være muligt i en god fremtid, er et ufrit og fastlåst samfund. Ingen, der tør og kan tænke sådan eutopi igennem, vil hævde, at det er ensbetydende med fuld frihed og autonomi for det enkelte individ. Hvad vi som overflodssamfund i uhørt forkælelse burde have lært, er at det at blive ’aflastet’ for byrder, ikke længere at skulle slås for politisk frihed, kæmpe for føde og husly, have betalt sundhed og uddannelse, arbejdsløsheds understøttelse, at al den aflastning medfører ny utilpashed, begær efter alt det, der nu byder sig til som underholdning, udfordring, flugt. Det, vi burde have lært, er, at enhver social relation, mellem elskende, mellem venner eller kolleger kræver, at den enkelte afstår fra noget af sin frihed, noget af sin autonomi, for det er prisen for at indgå i et fællesskab – en socialitet. Både ’fastholdelses- og udskiftningssystemet’ er variationer over dette tema. Det grundlæggende forhold er, at socialitet kræver afståelse. Det vi har så svært ved at forestille os, er, hvordan det kunne være anderledes.

Så når forestillingen fra starten udleverer ’det anderledes’ til klichekomedie, har den allerede gjort regnskabet op. Forestillingen udstiller forsøget som mislykket, til grin. Når jeg læser romanen, bliver jeg betaget af dens prøvende leg med forestillingen om dette nye topos. Den fører mig ind i en lokkende verden af muligheder, den får mig til at tænke med på tanken om denne afveksling i udskiftningssamfundet. Fra dette meddigtende udsigtssted føres jeg videre ind i visionen og det nye topos folder sig ud. Moralen i romanen er jo klar nok: Denne måde at tilfredsstille det enkelte individs behov for autonomi på, er direkte autoritær, fordi ’tilfældighed’ må aflyse enhver kontinuitet. Der er rigtig mange træk i dette, der peger direkte ud i det samfund, vi lever i i dag. Konklusionen er, at den måde at stille sin ”frihed” til rådighed på, ikke er nogen god idé. Som læser af romanen har man tænkt det sammen med Svend Aage Madsen, oplevet appellen men også de iboende problemer, og jeg bliver lidt klogere. Den rejse tager forestillingen mig ikke med ud på. Det er synd. Friheden til selvstændig vurdering tages fra os.

Hvis man vil se en skildring af, hvordan længslen efter ’det anderledes’ lever blandt unge kvinder i dag, skal man unde sig at gå ned og se Nanna Cecilie Bangs Manifest for skrøbelige autoriteter, der spiller på Stiklingen og stiller spørgsmålet om, hvordan vi kan tænke os et manifest for en fremtid, der ikke autoritær, men tør være i tvivl.

Fakta: AF SVEND ÅGE MADSEN / DRAMATISERET AF JULIE PETRINE GLARGAARD ISCENESÆTTELSE: RUNE DAVID GRUE SCENOGRAFI OG KOSTUMEDESIGN: JULIAN JUHLIN LYSDESIGN: ANDERS KJEMS LYDDESIGN: KIM ENGELBREDT

MEDVIRKENDE: CHRISTIAN HETLAND, ANNE PLAUBORG, ANDERS BAGGESEN, MARIE MARSCHNER, ANNA NØHR, KIRSTI KÆRN, KIM VEISGAARD, FREDERIK MANSØ, MAGNUS HAUGAARD, NAHLA RAVN KAASING, JOHANNE MARIE BRANDT, MALOU AMBROSIUS BERTRAM LYNG ENGELSTED JARKILDE, VIOLA MADICKEN BØHM VATN, MALTHE ROSENKRANDS LANGBALLE

https://www.aarhusteater.dk/forestillinger/forestillinger/saeson-1920/se-dagens-lys/

 

Janek Szatkowski

Lektor ved Aarhus Universitet, Institut for Kommunikation og Kultur, Dramaturgi.