Nixon in China opera af John Adams , Det kongelige Teater
Af Lars Ole Bonde
(U)politisk opera – et minimalistisk mesterstykke
Minimalistisk opera endelig i Danmark
Det danske operapublikum har ikke været forvænt med opførelser af nogle af de internationalt mest spillede moderne operaer, nemlig dem der stilistisk hører hjemme i den amerikanske ”vestkyst-minimalisme”. Især Philip Glass har bidraget med vigtige værker (bl.a. Einstein on the Beach, Akhnaten, Satyagraha). 32 år efter urpremieren i Houston, Texas 1987 er et af minimalismens absolutte hovedværker endelig nået til Danmark: John Adams’ Nixon in China, som Det Kgl. Teater præsenterer i et samarbejde med Scottish Opera og The Moscow State Stanislavsky and Nemirovich-Danchenko Music Theatre (en interessant konstellation). Opsætningen har været ventet med spænding, også fordi det er operachef John Fulljames første iscenesættelse på Dokøen. Jeg har lyst til at vende om på den sædvanlige rækkefølge i en operaanmeldelse – og begynde ”bagfra”, i orkestergraven, og så langsomt bevæge mig frem mod scenebilledet.
Vitalt og nuanceret orkesterspil
Operaens musikchef, Alexander Vedernikov, forbinder vi mest med det store (sen)romantiske repertoire, fra Weber til Sjostakovitj, men her viste han sin store bredde ved at levere en meget overbevisende tolkning af en musik, som umiddelbart ligger rigtig langt væk fra det klassisk-romantiske operasprog. Minimalistisk musik har en markeret, ofte fysisk påtrængende puls som sit varemærke, den lever af rytmisk-motivisk gentagelse + variation og af en særlig klangverden, ikke af svulmende crescendi, smægtende melodier eller spændende akkorder. Orkestret er sammensat på en anden måde end den traditionelle: ca halvt så mange strygere som vi er vant til, og et blæserkorps, hvor trompeter og horn er skiftet ud med saxofoner i alle størrelser, og hvor fløjter og klarinetter spiller en meget vigtig rolle i klangdannelsen. Desuden bidrager to flygler og et markant slagtøjsparti til en klang, der minder mere om musical og symfonisk jazz end om romantisk orkestermusik. Vedernikov holdt sikkert den rytmiske gryde i kog, men samtidig skabte han øjeblikke af stor melodisk og klanglig skønhed, så snart komponisten giver mulighed for det, fx i balletmusikkens Wagner-inspirerede apoteose, og han gav sangerne god plads til at aftegne deres individuelle klanglige og melodiske profiler.
Internationale sangere og dansere
Rollen som Nixon er barytonen Johan Reuters sidste hovedrolle som medlem af operaens faste ensemble. Vi har lige hørt ham brillere som Marsk Stig i Heises Drot og Marsk; nu leverer han et yderst nuanceret portræt af den vel nok mest foragtede præsident i USA’s nyere historie. Nixon er både er dreven populist og mediemand – Reuter erobrer scenen med et næsten trumpsk greb om ”News-news-news” – og et sammensat, ofte kejtet og ganske usikkert menneske, som brændende ønsker at spille rollen som stor statsmand. Alle disse træk formår Reuter at få med i sit vokalt stensikre karakterportræt. Som hans hustru Pat er den engelske sopran Sarah Tynan en rent ud bedårende sangerskuespiller. Hvis man som undertegnede har oplevet den ’virkelige’ (dvs. medieformidlede) Pat Nixon som en ret kunstig og lettere affekteret førstedame, bliver man virkelig berørt af den bundhæderlige, rørende og empatiske kvinde, som Tynan viser os på scenen. Hendes lange arie i dalende sne, der åbner 2. akt, er et lyrisk-poetisk højdepunkt i den forholdsvis lange, men meget afvekslende opera.
Mao møder vi første gang i 1. akts komiske midterscene, hvor arkivets allerstørste træboks drejer rundt, åbner sig – og åbenbarer Maos arbejdsværelse og arkiv. Mao synges af den aldrende hollandske heltetenor Arnold Bezuyen, som mest taler/synger i metaforer, paradokser og gåder, og som betjener sig af Parkinsonlignende gestik. Det er ikke kønt, men det er scenisk meget effektivt. Mao er næppe dement, men han er heller ikke helt tilregnelig. Kostelig er de gentagelsesloops, der udløses af Kissingers replik om at ’den kinesiske revolution varer 1000 år’.
Fru Mao dukker først – og meget overraskende op i slutningen af 2. akt, hvor hun – som en anden Nattens Dronning – belærer både ’publikum’ til balletten og publikum i salen om Maos tanker og ”Den lille Rødes” uundværlighed. Sofie Elkjær Jensen lægger nye alen til sin flotte udvikling som sopran, her mere dramatisk end lyrisk, men i 3. akt tager hun lyrisk revanche i rørende duetter, hvor hun og Mao mindes deres ungdom.
Rollen som Maos højre hånd, Chou En-Lai, var ved anden opførelse dobbelt besat, idet den stemme-indisponerede David Kempster agerede på scenen, mens det vokale parti blev udført fra sidescenen af Jeremy Carpenter. Det fungerede aldeles udmærket. Rollen som Henry Kissinger blev fint og træfsikkert varetaget af Zachary Altman, der havde sit højdepunkt med et anfald af småsadistisk liderlighed under den ’røde ballet’. Maos tre sekretærer, som ikke kunne undgå at give mindelse om De tre damer i Tryllefløjten, blev glimrende varetaget af Hanne Fischer, Kari Dahl Nielsen og Johanne Bock. Det Kongelige Operakor havde en stor aften. Der er meget at synge og megen aktion at holde styr på; alt lykkes forbilledligt.
Med reference til operakonventionerne i 1800tallet har Adams indlagt en stor ballet i 2. akt. De amerikanske gæster overværer balletten ”Den Røde Hærs Kvindebataljon” (udtænkt af Chiang Ch’ing). Der danses fremragende af Wei-Wei Lee (som bondepigen, der først udnyttes og senere omvendes til revolutionær) og seks øvrige dansere. John Ross’ koreografi er udtryksfuld og narrativ, så vi forstår Pat Nixons optagethed af dansehistorien.
Et Gesamtkunstwerk
Fulljames har med et meget originalt scenografisk og dramaturgisk greb givet denne faktiske historiske begivenhed i februar 1972 nyt liv på flere tids- og oplevelsesplaner. Den scenografiske ramme om fortællingen er et kæmpestort arkiv (lad os kalde det ”Nixon-arkivet”), hvor arkivarer og historikere i åbningsscenen flytter, åbner og studerer kasser med arkivalier fra de mange hylder. Arkivalierne er meget forskellige: fotos, avisartikler, smalfilm, tv-optagelser, artefakter og meget andet. De kan blæses op på storskærm med overheadprojektor eller fremviser, og de vækker historien til live – både for arkivfolket og for publikum. Air Force One’s ankomst til Peking/Beijing vises meget virtuost og suggererende på (8 mm smal)film – fordelt på 8 mindre lærreder, der drejer rundt på scenen og skaber en illusion om næsten at være øjenvidne – og i det øjeblik, hvor filmen viser Richard og Pat Nixons gang ned ad flytrappen, udløser det Johan Reuter og Sarah Tynans indtræden på scenen som præsidentparret i performativt kød og blod. Måske spiller arkivets mennesker rollespil, måske er historien bare blevet levende i kraft af det stadig fascinerende stof og måden at formidle det på. Vi bliver opslugt af historien.
Brugen af arkivalier er virtuos og subtil gennem forestillingen. Mange fotos og avisforsider er genkendelige (lige fra fotos fra Maos lange rejse og kulturrevolutionens terroraktioner til ”den sidste arkivkasse” i 3. akt, hvor Nixon henter forsiden om sin egen afgang i 1974 frem), men andre arkivalier må være nye og ukendte for de fleste tilskuere: glaselefanten (som både refererer til Pats besøg på en kinesisk fabrik og til det republikanske partis metaforik), billederne fra de to politikerpars ungdom og ikke mindst menuen og talerne fra 1. akts velkomstbanket, som må være gravet frem af virkelighedens arkiver.
Scenografen og kostumedesigneren Dick Bird har virkelig tryllet med arkivvæggene – og kasserne, så de gennem hele forestillingen også fungerer som projektionsskærm for de historiske baggrundsbilleder. Lys (Ellen Ruge), lyd (Cameron Crosby) og video (Will Duke) fungerede perfekt og bidrog til at Nixon in China fremstod som et moderne Gesamtkunstwerk.
Det politiske element
Nixon og Mao – det er historie. Eller er det? Forestillingen får i kraft af sit dialektiske spil med tidsplaner og performativitet den egentlig meget lidt operaagtige og nærmest plotløse historie til at gløde og glæde. Goodman og Adams tager ikke parti for nogle personer på andres bekostning; der er ingen ’tendens’ i den måde historie fortælles på. Vi møder en række meget menneskelige magthavere, fejlbarlige, komiske, rørende, selvoptagne – alt sammen på et niveau, der (som intenderet) løfter historien til det mytiske plan. Som der meget rigtig står i programbogen, kunne Vietnam-krigen lige så godt være den Trojanske krig; dikotomien kapitalisme-marxisme kunne lige så godt være materialisme-idealisme, enevælde-liberalisme osv. De magtfulde historiske personer er lige så arketypisk menneskelige – begærlige, ædle, magtesløse og rådvilde – som de personer, vi kender fra myter, sagn og eventyr.
Et mesterværk?!
Jeg tøver ikke med at kalder Nixon in China et moderne mesterværk. Librettoen er fremragende, fuld af poetiske, markante, paradoksale, gådefulde og muntre formuleringer; persontegningen er skarp og samtidig fair, og Alice Goodman har en enestående sans for opera-arkitektur – sammenkædningen af arier, duetter, korscener osv. er nærmest klassisk og fuldstændig tilfredsstillende. Dramaturgisk følger handlingen ikke nogen velkendt berettermodel; der er intet egentligt plot eller klare helte og skurke. Til gengæld er de tre akter hver for sig blændende disponeret med indbyrdes kontrasterende dele, og med 2. akts 2. scene som operaens dramatiske højdepunkt: Opførelsen af en (af fru Mao udtænkt) ballet om en ung bondepige, der misbruges og mishandles, men som bevidstgøres og omvendes til partisoldat, i et forløb hvor Pat Nixon i stigende grad lever med i pigens lidelser.
Goodmans tekst passer fortrinligt til John Adams’ vitale minimalisme, hvor der er plads til såvel voldsom dramatik (balletten og fru Maos efterfølgende kulturrevolutionære forelæsning), subtil humor (1. akts mere eller mindre absurde dialog mellem Mao og Nixon), skær poesi (Pats store arie) og blid eftertænksomhed (næsten hele 3. akt). Adams’ meget bevidste forhold og referencer til musikhistorien – stemmetyperne, stil- og værkcitater – bidrager også til operaens helstøbte karakter.
Selvom historien jo vitterlig indeholder masser af politisk (spræng)stof, tages der ikke parti, og det er en gave til tilskueren, som selv må vurdere personernes ord og handlinger. Iscenesættelsen tilføjer et ekstra betydningslag via arkiv-metaforen, som aktualiserer forestillingen yderligere, ikke mindst for den ældre del af publikum, der oplevede Kina-turen, Vietnamkrigen og Watergate på første parket (i tv). Og i 3. akt vises der også billeder fra tiden efter Nixon – helt frem til Lars Løkke Rasmussen, velbekomme!
Facts:
Nixon in China. Opera af John Adams med tekst af Alice Goodman. Det Kgl. Teater, Operaen. Dirigent: Alexander Vedernikov. Iscenesættelse: John Fulljames. Scenografi og kostumer: Dick Bird. Koreografi: John Ross. Lysdesign: Ellen Ruge. Lyddesign: Cameron Crosby. Videodesign: Will Duke. Sangsolister: Johan Reuter (Richard Nixon), Sarah Tynan (Pat Nixon), Arnold Bezuyen (Mao), Sofie Elkjær Jensen (Chiang Chi’iing = fru Mao), David Kempster/Jeremy Carpenter (Chou En-Lai, Zachary Altman (Henry Kissinger), Hanne Fischer, Kari Dahl Nielsen og Johanne Bock (Maos tre sekretærer). Dansere: Wei-Wei Lee, Shelley Eva Haden, Maja Furnes, Caitlin Taylor, Camille Giraudeau, Laureline Epaulard, Amalia Sabrine Laudikos. Det Kongelige Kapel. Det Kongelige Operakor.
Lars Ole Bonde, professor emeritus Aalborg Universitet og Norges Musikkhøgskole. Operahistoriker, fhv. operaproducent og producer.