Anmeldelse: “Development of the Organizational Theatre Systems: Sustainability and Changeability” af Karolina Prykowska-Michalak i samarbejde med Daria Skjoldager-Nielsen og Izabela Molińska. Udgivet af STUTS, Stockholm i 2017
Louise Ejgod Hansen
Sammenligningens kunst er altid vanskelig. Det gælder søskende, Shakespeareopsætninger og fyldte chokolader såvel som teatersystemer. Måske er det derfor, der er så få af dem – altså sammenligninger af teatersystemer. Nu er der kommet et sjældent bud herpå, nemlig en samling af artikler om henholdsvis central- og østeuropæiske og skandinaviske teatersystemer redigeret af Karolina Prykowska-Michalak i samarbejde med Daria Skjoldager-Nielsen og Izabela Molińska.
Når det er så svært, så er det fordi sammenligningen udfordrer spændvidden mellem at lade det enkelte systems særegenheder træde frem og at være systematisk i en ensartet sammenligning på tværs af de forskellige systemer. Hvor den første tilgang vil tendere at fremhæve forskelligheder, vil den anden vægte ligheder og dermed også vil tegne et mere standardiseret billede af de valgte teatersystemer. Typisk hælder forskningsbaserede analyser mod at vægte forskelle og forskellige tilgange og politisk rekvirerede analyser mod at vægte ligheder og standardiserede tilgange. ”Development og the Organizational Theatre Systems” tager klart mest udgangspunkt i ikke alene forskellene, men også i de forskellige skribenters egne, interessebårne valg. Publikationen står klart ved denne tilgang; som det også formuleres i introduktionen: “The whole volume demonstrates that in each country the system was shaped in a specific way, dealing with indigenous circumstances, in response to recognized social needs.“ (s. 9). Denne tilgang giver en række selvstændige analyser og et nuanceret indblik i en række forhold i de inkluderede lande. Men efter min mening stritter publikationen for meget i forhold til et samlet hele, der kunne have været skabt enten i en mere substantiel introduktion eller i en tydeligere markering og definition af titlens begrebspar, der desværre ikke bliver rammesættende: begrebsparret bæredygtighed over for foranderlighed. Begrebsparret er i sig selv interessant, for er bæredygtighed og foranderlighed modsætninger? Og skal de to begreber knyttes til de to geografiske områder, som publikationen omhandler, således at de central- og østeuropæiske teatersystemer ses som foranderlige og de nordiske som bæredygtige. Sådan rammesættes det i introduktionen, og det er da også nærliggende med de store historiske forandringer i Central- og Østeuropa efter murens fald in mente. Heldigvis dukker der mere refleksive og kritiske diskussioner af begrebsparret op i f.eks. Rikard Hooglands introduktion til den nordiske del af publikationen. En stærkere insisteren på, at alle artikler havde inkluderet denne form for refleksion kunne have styrket sammenhængskraften og hævet det generelle niveau.
Når det er sagt, præsenterer publikationen en række indsigter i nationale teatersystemer, der kun sjældent udkommer på engelsk. Efter Karolina Prykowska-Michalaks korte introduktion til forandringerne i de central- og østeuropæiske teatersystemer i artiklen ”Susceptible to change” teatre system in Central and Eastern Europe, giver hun en statistiktung præsentation af de forandringer, der har præget Polen siden 1980. Artiklen fokuserer på de overordnede strukturer, herunder antal teatre, fordelingen mellem forskellige organisationstyper og betydningen af overgangen fra et kommunistisk til et demokratisk og kapitalistisk samfund. Artiklens detaljerigdom kommer desværre til at stå i vejen for det overblik over forandringsprocesserne og den diskussion af udfordringerne i spændingsfeltet mellem foranderlighed og bæredygtighed, som ellers berøres i både indledningen og afslutningen. Ina Pukelytės sammenligning af effektiviteten i hhv. statslige og private teatre i Litauen zoomer tættere ind og ser ikke alene på forskellen i de kulturpolitiske rammer og støttestrukturerne, men også på ledelse og organisering. Artiklen bygger på en rapport om netop effektivitet, som forfatteren selv har bidraget til, men fordi effektivitetsbegrebet hverken bliver defineret eller diskuteret, bliver hypotesen om ”the need for research about the efficiency of Lithuanian state theatres and independent stage art organisations” (s. 33) aldrig tydelig som en præmis for en diskussion af ”the pros and cons of two different systems.” (s. 33). Og det er en skam, for denne diskussion er bestemt relevant også uden for Litauen. I artiklen ’Stagione’ as a Popular Organizational System in the Contemporary Czech Theatre går Sylwia Czachór endnu længere i retning af ledelse og organisering ved at se på en bestemt organisationsform: Stagione, der beskrives som værende i modsætning til repertoiremodellen, hvor et fast ensemble løbende præsenterer en række forskellige forestillinger. Såvel forskellen mellem repertoiremodellen og stagionemodellen som den tilknyttede diskussion om forholdet mellem fast ensemble og løst tilknyttede kunstnere er et organisatorisk tema, hvis relevans er bredere end den nationale kontekst. Men præsentationen af de forskellige organisationsformer (forening, selvejende institution m.m.) fylder relativt meget i artiklen, hvilket efterlader for lidt plads til en lidt mere nuanceret diskussion af fordele og ulemper ved teaterhuse uden faste ensembler. Set i et dansk perspektiv, hvor flere og flere teatre opbygger faste ensembler, synes den bagvedliggende normativitet i udsagn som ”artistically the stagiones seem to comply more with the requirements of the present time” (s. 49) at være en lettere forsimplet. Krištof Jacek Kozak giver med artiklen Contemporary (non)transformations in the Slovenian Theatre System et indblik i, hvordan den første kulturminister efter 2. Verdenskrig havde en ambition om at sikre et teater pr 100.000 indbyggere, og hvordan dette mål først er realiseret efter uafhængigheden i 1991. Det er også en historie om, hvordan teater kan spille en afgørende rolle i konstruktionen af en nationalstat og en national identitet. I afslutningen af artiklen præsenteres en række anbefalinger, der skal håndtere aktuelle udfordringer i en økonomisk presset situation. De vidner om et stort, praksisnært kendskab til aktuelle teaterpolitiske problemstillinger i Slovenien, men bygger kun i ringe grad på den foregående analyse. Ioana Tamas’ artikel Reform free of change- The Romanian Theatre System after the Fall of Communism er sidste bidrag i den central- og østeuropæiske del af publikationen. Tamas går kronologisk til værks og får herigennem både præsenteret det teatersystem, der blev opbygget under kommunismen, og de forskellige faser i den efterfølgende forandringsproces. Decentralisering og opkomsten af et alternativ til institutionsteatret samt sikring af kunstnerisk frihed er nøgleord i en proces, der ifølge forfatteren ikke har ført til en nødvendig reform af systemet. Således afsluttes første del af publikationen af en implicit stillen spørgsmål til sammenkoblingen af de central- og østeuropæiske teatersystemer og foranderlighedsbegrebet.
Den nordiske del af publikationen indledes med en kort oversigtsartikel af Rikard Hoogland, der vægter forankringen af de nordiske kulturpolitikker i den nordiske velfærdsmodel, men som også sætter spørgsmålstegn ved bæredygtigheden af de nordiske teatersystemer. Herefter giver Laura Gröndahl et indblik i professionaliseringsprocessen i det finske teatersystem, både på nationalt plan og gennem to cases på byniveau, hvor især analysen af udviklingen i byen Seinäjoki giver et detaljeret indblik i en udvikling, der har betydet et højere kunstnerisk niveau, men også en svagere lokal forankring. Alette Scavenius og Kim Skjoldager-Nielsen har i deres analyse af udviklingen af den danske teaterstruktur taget en ukonventionel tilgang, nemlig den geografiske med fokus på især teaterbygningerne. Gennem en analyse af forholdet mellem aktør og struktur, der trækker på den norske historiker Knut Kjeldstadli og den britiske sociolog Anthony Giddens for de vist, at den geografiske spredning af teaterbygninger er yderst ujævn. Det til trods for, at geografisk decentralisering har været et højt prioriteret kulturpolitisk mål, og i forlængelse heraf argumenterer forfatterne for, at private initiativer såvel som geokulturelle forhold spiller en overset betydning i dannelsen – og dermed også analysen – af teatersystemer som det danske. Publikationens sidste bidrag, Daria Skjoldager-Nielsens og Rikard Hooglands analyse af det svenske teatersystem, illustrerer med sit greb påstanden om bæredygtighed ved at gå historisk, kronologisk til værks, og herigennem vise i hvor høj grad den nutidige teaterstruktur er et resultat af en langvarig historisk udvikling. Til gengæld kommer denne tilgang også til tydeligt at vise, at stabilitet eller kontinuitet måske havde været en mere velvalgt modpol til foranderlighed, og at der, som det også gøres i den afsluttende diskussion i bidraget, stilles spørgsmål til, om ikke netop stabiliteten er en udfordring i forhold til at skabe et bæredygtigt teatersystem.
Som sådan stopper publikationen, lidt i lighed med for mange af de enkelte bidrag, lige da det bliver allermest spændende. Jeg kunne derfor have ønsket mig en afsluttende, opsamlende og reflekterende artikel. Ligeledes kunne jeg have ønsket, at publikationen forholdt sig til ikke alene relevant litteratur fra det enkelte land, men også andre, lignende analyser af teatersystemer. Det kunne inkludere Wilmer og Van Maanens mere systematiske og homogene analyse af vesteuropæiske teatersystemer: ”Theatre Worlds in Motion” fra 1998 eller Van Maanen, Kotte og Saros ”Global Changes, Local Stages”, der bl.a. indeholder analyser af forandringsprocesserne i de central- og østeuropæiske teatersystemer. Også Hamersvelds og Smithuijsens ”State on Stage. The impact of public policies on the performing arts in Europe” kunne have fungeret som inspiration til, hvordan denne form for samlende og sammenlignende analyser kan rammesættes og præsenteres.
Samlet set sidder jeg tilbage med en interessant publikation, der desværre er for uens, ikke kun i fokus, men også i akademisk tyngde. Ioana Tamas’ artikel om det rumænske teatersystem efter kommunismens fald, der bygger på hendes ph.d.-afhandling, er et af publikationens tungere bidrag baseret på grundigt empirisk og analytisk arbejde. Andre steder kunne relevant forskningslitteratur med fordel have været inddraget. Det gælder i Karolina Prykowska-Michelaks ellers inspirerende oversigtsartikel over forandringerne i de central- og østeuropæiske teatersystemer, hvor hun f.eks. med fordel kunne have bragt den kulturpolitiske forsker Kawashima på banen, når der diskuteres decentralisering. Det gælder også i Alette Scavenius’ og Kim Skjoldager-Nielsens tankeprovokerende artikel, hvor den grundlæggende påstand om, at det er naturlig rigdom i form af god landbrugsjord og udbredelsen af Indre Mission, der er afgørende for den nuværende geografiske fordeling af teaterlivet. Der kan klart være noget om sagen, men forfatterne mangler både en solidere forankring i kulturhistorisk og geografisk forskning samt en udfoldelse af deres argumentation, før de efter mine begreber har underbygget deres påstand.
Den grafiske opsætning af publikationen og anvendelsen af de tabeller og figurer, der kan bidrage til at formidle indsigt i mønstre og tendenser, er generelt af en lav kvalitet. Der er eksempler, så som Laura Gröndahls præsentation af udviklingen af teater i Seinäjoki, der tydeligt og klart illustrerer den udvikling, der fremanalyseres i teksten. Men generelt savner jeg en bedre grafisk opsætning af publikationen samt flere velvalgte tabeller og illustrationer, der kunne have bidraget til at give læseren et overblik over de forskellige landes analyser og dermed styrket det sammenlignelige perspektiv.
Louise Ejgod Hansen
Forskningsleder Center for Kulturevaluering. Institut for Kommukation og Kultur. Aarhus Universitet