Et dukkehjem på Vendsyssel Teater i Hjørring. Kaspar Rostrups iscenesættelse af Henrik Ibsens klassiker
Af Annelis Kuhlmann
Vindrose
En vindrose er et diagram til at vise fordelingen af vindhastigheder og retninger, ofte placeret som en karakteristisk tegning inde i et ur eller kompas. Gamle vindroser kan nogle gange minde om sirlige mønstre i italienske parketgulve eller mosaikker i rotunder, og netop dette billede af vindrosen tonede frem på min nethinde, da jeg indfandt mig på Vendsyssel Teater i Hjørring for at se Et dukkehjem i Kaspar Rostrups iscenesættelse.
Et tomt rundt rum uden synlige vægge og et palazzoagtigt parketgulv, der når helt ud til publikumsrækkerne, som omgiver spillepladsen fra alle sider. Tilskuerne er nærmest rykket ind i dukkehjemmet hos Helmers og blevet til voyeurer; i selve spillet eksisterer den fjerde væg dog fortsat.
En dragkiste, en brændeovn, og nogle få traditionelle dukkehjemsmøbler i stil med et 1800-tals Ibsensk borgerligt hjem står spredt i små klynger og markerer spillestederne, der er placeret i alle fire verdenshjørner som markeringer af forestillingens ”vindretninger”. I begyndelsen tydeliggør Anders Budolf Andersens lysdesign en markering af den tomme cirkel i midten, som markerer et fravær, og som dansen senere i forestillingen kommer til at udfylde.
I Kaspar Rostrups udgave af Et dukkehjem har hjemmet ikke et samlende centrum; handlingens centrum er i opløsning. Ligeledes peger iscenesættelsen heller ikke på dén eneste ene fortolkningsmulighed. Den pil, der kunne pege, er stort set gjort usynlig. Der er vitterligt plads til forskellige fortolkninger.
Forestillingens scenebillede, skabt af scenografen Stine Martinsen, kan faktisk ses som et symbol på vindrosen og når sit højdepunkt, da Nora, i Sofie Topp-Duus’ fremstilling, lige midt i opløsningen danser den ekstatiske tarantel i Jeanette Binderup-Schultz’ koreografi. Nora er som den kapriciøse Capripige i en rød tætsiddende skjortebluse, røde 1800-talsstøvletter og en lang rød nederdel, der er skåret sådan i snittet, at vi under dansen fornemmer hendes hvirvlende skikkelse blive til et sanseligt og stofligt billede på en situation, der er løbet løbsk, ligesom det kompas, hvor nålen ikke længere navigerer retning. Fra da af er livet i dukkehjemmet kommet ud af den kontrol, som Torvald Helmer repræsenterer.
Martin Hestbæks fine portræt giver en nuanceret fremstilling af Torvalds dilemma og afmagt, for Torvald vil jo egentlig gerne både gå på maskerade og forstå sin hustrus længsel, men han formår det ikke rigtigt. Torvald bliver ikke reduceret til en simpel bankdirektørfigur, men til et menneske, der måske vågner op for sent til nærværet.
Et dukkehjem. Sofie Topp-Duus i tarantellen. Fotograf: Jacob Stage.
Disse to centrale drivkræfter i spillet havde Henrik Ibsen ganske tidligt blik for. I optegnelser fra Rom kan vi se hans måde at tænke manden og kvinden som væsensforskellige:
Optegnelser til nutidstragedien. Rom 19.10.78. Henrik Ibsen. Nasjonalbiblioteket. Oslo Universitetsbibliotek.
Åbningsscenebilledet af Et dukkehjem i Rostrups iscenesættelse er diametralt modsat de mange kukkasseiscenesættelser, som har fundet sted siden 1800-tallet, hvor den franske teaterleder, Adolphe Lemoine-Montignys berømte runde bord midt på scenen blev koblet til den realistiske iscenesættelsesforms indflydelse på de europæiske scener, og som langt op gennem det 20. århundrede synes at have været normsættende for opsætninger af Henrik Ibsens nutidsdramaer. Bordet i midten skulle hjælpe til, at skuespillerne fik noget at bevæge sig omkring. Ligeledes har kostumeringen fra urpremieren, 21. december 1879 på Det Kongelige Teater i København, også fulgt efter i et hav af opsætninger. På Vendsyssel Teater synes jeg, at man kan fornemme, at kostumerne på den ene side trækker på historien, men på den anden side tydeligt er en del af iscenesættelsen af rollerne og samtidig giver skuespillerne frihed.
Noras optur
I Vendsyssel Teaters opsætning er der to trapper til usynlige og dog bemærkelsesværdige afsidesliggende rum, nemlig på den ene side Torvald Helmers arbejdsværelse, der befinder sig oppe bag en dør, for enden af en relativ smal trappe, og på den anden side byen, der kan nås gennem hoveddøren for enden af en ret bred og markeret nedadgående trappe.
De to trapper er placeret over for hinanden som i en akse, der deler rummet på midten. Trapperne skaber orientering i rummet. Hvor Torvald søger tilflugt i sit arbejde bag den lukkede dør, går Noras sidste udgang via den store trappe. Tror vi.
Det vidunderlige, som ikke vil ske i opløsningen af ægteskabet mellem Nora og Torvald, det sker til gengæld på scenen, hvor den brede udgangstrappe til sidst har forvandlet sig til en åbning af en verden af muligheder. Her bliver det ikke spørgsmålet om, hvor Nora gik hen, men hvordan Nora gik ud. Dette er markant anderledes end mange opsætninger af Et dukkehjem ellers ofte viser denne slutscene på.
Tiden står næsten stille til sidst, og det er netop i denne overgang i stilheden før stormen, at Rostrup har valgt at lade opsætningen slutte i et dramatisk blackout. Det er et stærkt scenebillede, hvor Nora optisk set bliver nærmest helt lille, men stærk. Hendes røde Noradragt er blevet skiftet ud med en tilsvarende sort. Hun står lige så urørlig som en statue. Her er intet hysterisk opgør; hun står bare – og væk er hun. At Nora ”gik ud som et lys” ville betyde, at hun døde. Jeg oplevede derimod, at slutscenens virkemidler fik den unge kvinde til at forsvinde, som var hun del af en særlig uhyggelig gyser. Det røde og det sorte i kostumeskiftet er velkendte symboler, der bevirker, at vi også ser Noras grundlæggende kærligheds- og frihedslængsel som et radikalt lidenskabeligt og politisk opgør med hendes hidtidige liv. På den måde kan vi fortolke slutscenen sådan, at hun er optaget af at følge nye retninger i livet. Hvilke? – det ved kun Nora.
Opløsningen
Flere andre steder i forestillingen bliver opløsningen tydelig. En ting er, at Noras og Torvalds ægteskab går i stykker, men noget andet er, at karaktererne også går i opløsning. Dette understøttes af Fuzzys musik og lyddesign, komponeret til forestillingen. Undertiden har den nærmest Twin Peaks-agtig karakter og understreger gyserhistorien, der med krimien om den forfalskede underskrift på vekslen, fletter sig ind i det sindbillede på opløsningen, som opsætningen formår at mane frem.
Blandt de øvrige karakterer er Krogstad i Preben Kristensens skikkelse interessant. I spillet står den klippefaste Krogstad i udtrådte sko og en overfrakke, der giver ham en noget martret og slidt karakter. Der er i denne kontrast en nærmest uhyggelig ro i hans spil, sådan som det forstyrrer husfreden.
Et dukkehjem. Sofie Topp-Duus, Preben Kristensen. Foto: Jacob Stage.
Fru Linde bliver i Jette Sophie Sievertsens fortolkning til en bevidst og moden kvinde, der får Nora til at fremstå endnu mere dukkeagtig. Lindes kontakt til Krogstad bliver i samspillet hårfint i den måde, hvorpå de holder deres fortidige relation i skak.
I Søren Hauch-Fausbølls fortolkning af den syge Dr. Rank får vi en følsomhed at se, som han i sit bløde tweedsæt med runde kanter og tilsvarende rund kropsholdning samt med de sarteste blikke til Nora giver rørende udtryk for. Rank bliver et menneske, hvor ømheden i nærværet trods det kropslige forfald dominerer. Under festen fremstår han komisk i sit maskeradekostume som en hvid Pulcinella, der kender maskens virkemidler. Men masken er dødtræt, og Dr. Ranks kostume understreger det sørgmuntre i karakteren i en situation, hvor afslutningen på tilværelsen i den grad er hans medspiller.
Anne-Marie, der er ammen og barnepigen, bliver spillet af Susanne Heinrich. Denne karakter bliver nærmest morsom i måden, hvorpå hun i en lettere mekanisk tøffende gangart lydigt krydser spillepladsen, snart med kaffe, snart breve. I hendes blik er der et glimt af, at hun ser igennem hele opløsningens misere. Hun får tilskueren til at se situationen i dramaet.
En anden orientering
Modsat aksen mellem Torvalds arbejdsværelse og udgangstrappen opstår der en anden akse i rummet. Ved forestillingens begyndelse hører vi en form for lirekasse/nøgleharpemusik nærme sig scenen fra indgangene mellem den amfi-teatrale publikumsopbygning. Musikken signalerer et på én gang eksotisk og fremmedartet indslag i spillet. En høj, tilsløret skikkelse, et drejelirevæsen er det, uden tydeligt ansigt passerer scenegulvet vinkelret på den akse, der går mellem de to omtalte trapper. Drejelirevæsenet blev fremført af Nicolai Størup Gregersen.
På en måde er der noget spøgelsesagtigt over dette væsen, der hjemsøger dukkehjemmet. Måske skal det symbolisere en fremmed kvinde, eftersom Nora selv føler sig som en fremmed i sit eget hjem, måske er det en metaforisering af døden, som bliver spillet af en høj tildækket figur, eller det er en henvisning til tilslørede kvinder i verden. Dette forbliver åbent for fortolkning.
Drejelirevæsnet går igen med samme retning mellem hver akt. Dette fungerer som et slags intermezzo, men også som en form for cæsur, der giver tilskueren plads og tid til at reflektere over det næsten rituelle i handlingen i det hjemsøgte hus i Et Dukkehjem. Akserne i vindrosen giver retning i forestillingen, og der er noget universelt i den historie, som kendes ved visheden for, at der findes mange Noraer.
Musikken alluderer til dansen fra den tid, hvor Nora var i Italien med Torvald. Dette musikalske stiltræk bliver en del af Noras karaktertræk i den fortolkning, som Sofie Topp-Duus giver, og som tilspidses under Tarantellen. Hun udtrykker så meget dans og musikalitet i spillet, at det melodramatiske og det gådefulde mødes i en spændende fremstilling. Især fordi hun som dukken i hjemmet fremstår så barnligt ubekymret og fjerlet, at den dystre tematik får mulighed for at slå gnister. Nora er i denne opsætning lærkefuglen som en barnlig, ung kvinde og ikke som den robuste Noratype, der smækker med døren, da hun forlader hjemmet. Noras diktion er musikalsk og tydelig på samme måde, som de øvrige medvirkende også artikulerer, så sproget i forestillingen fremstår særdeles distinkt. Denne sproglige omhu bevirkede, at publikum også blev utroligt nærværende. Der var en helt særlig intens stemning under hele forestillingen.
Nærværet
Lige så meget som scenografien adskiller sig fra det traditionelle billede af Et dukkehjem, lige så tro mod det psykologisk realistiske spil er forestillingen. Men det foregår ikke på en museal måde. Tværtimod. Netop fordi spillet frisættes i et rum, der ikke trækker det ned med en realistisk dekoration af et tungt interiør i en stueindretning, så kommer skuespillernes nærvær til at stå så tindrende skarpt.
Det er virkelig en sjælden forestilling, hvor vi får lov til at opleve det fint slebne psykologisk realistiske spil folde sig ud som en teatral kunstform i hele iscenesættelsen. Man kan se, hvordan iscenesætteren har personinstrueret skuespillerne på en måde, der giver dem mulighed for at stråle på scenen. Det giver så mange detaljer i spillet, som bevirker, at man får et nærbillede af opløsningen og af de dæmoner, som karaktererne kæmper med. Der er ingen ironi i spillet; skuespillerne spiller så rent, at man bliver nærmest målløs. Det er længe siden, jeg har oplevet den form for nerve i det teater, der baserer sig på det skrevne drama.
Undervejs i forestillingen kunne jeg ikke lade være med at tænke på Peter Brooks iscenesættelse af Anton Tjekhovs Kirsebærhaven (1981), hvor spillet også i et tilsvarende næsten tomt rum havde en usædvanlig menneskelig uforfalskethed over sig i den nærværende måde at spille smerten i opbruddet, afskeden og opløsningen på.
I sidste akt af Et dukkehjem, da opgøret mellem Torvald og Nora kulminerer, tager hun sin vielsesring af, lægger den på en stol, der står over for en anden stol, som Torvald står bag ved. Herpå sætter de sig samtidigt, ansigt til ansigt, over for hinanden og i den akse, der forbinder de to trapper. Nora taler ud, og stakkels Torvald forsøger at replicere, men forstår vist ikke helt. Det slider, og ligegyldigt hvilke anstrengelser, Torvald gør for at nå en forsoning, så trækker Nora i den anden retning. De to skuespillere udstråler med deres spil en sådan ømhed og intensitet, at det kom til at minde mig om den performativt højspændte situation i Marina Abramović’ The artist is present, hvor det at sidde overfor og se et andet menneske ind i øjnene bliver vildt grænseoverskridende og kalder på, at noget må ske.
I Et dukkehjem fik den undertekst-tunge tavshed i denne situation et sprog og et udholdenhedsspil, der gjorde situationen usædvanligt nærværende, og som bevirkede, at man kunne se skuespillet i at handle på en stol. Al handling kom ud af skuespillernes torsoer. Ingen gåen omkring, ingen arme i tomgang. Ren handling! Dette understøttes af, at Noras tilstedeværelse hen mod slutningen bliver så spæd og næsten porøs, at hun ved den mindste luftforandring i vindrosen vil forsvinde. Denne gennemsigtighed i situationen og Nora-karakteren peger på en fortolkning, der bryder med traditionen af emancipatoriske Noraer. Forestillingen handler i Kaspar Rostrups ord om at kende sig selv. Deri ligger handlekraften.
Regnskabets time
Første del af opsætningen afrundes af en lyd, der alluderer til dørklokken. Indtil da har Noras øjne strålet. Vi venter på, at nogen skal dukke op… eller forsvinde… Men lyden er sammensat, og samtidig minder den også om klokken i et gammelt kasseapparat. I anden del vender Nora blikket indad. Det er samlet set små virkemidler, der henviser til en opsætning, hvor den menneskelige komedie om at kende sig selv er blevet til en tragedie med tragikomiske træk, der nærmest er indlejret i hele den økonomiske forbrydelse i Et dukkehjem. Regnskabets time er kommet – og så er forestillingen tilmed næsten helt udsolgt!
Medvirkende som på fotoet fra venstre: Preben Kristensen, Jette Sophie Sievertsen, Sofie Topp-Duus, Martin Hestbæk, Søren Hauch-Fausbøll, Susanne Heinrich. Drejelirevæsenet fremføres af Nicolai Størup Gregersen. Fotografi: Jacob Stage.
Iscenesættelse: Kaspar Rostrup, Musik og lyddesign: Fuzzy, Scenografi: Stine Martinsen, Lys: Anders Budolf Andersen, Koreografi: Jeanette Binderup-Schultz, Instruktørassistent: Lene Rostrup, Dramaturg: Anne Middelboe Christensen. Et dukkehjem kan ses på Vendsyssel Teater i Hjørring frem til den 20. marts 2019. Forestillingen blev set den 28. februar 2019.