Død over eliten. Instruktion: Moqi Simon Trolin. Tekst: Thomas Markmann
Senest den 17. juni 2019 skal der afholdes folketingsvalg i Danmark. På Odense Teater har de allerede taget hul på de politiske diskussioner med det nyskrevne stykke ”Død over eliten”.
Af Susanne Hjelm Pedersen
Foyeren på Odense Teaters store scene er pyntet til valgkamp med henholdsvis blå og grønne bannere og balloner. På vej ind i teatersalen når jeg at se skuespiller og tidligere borgmester i Københavns Kommune, Klaus Bondam, gå nonchalant og samtaleparat rundt blandt teatergæsterne. Men Bondam er her ikke som sig selv, men som skuespiller i forestillingen, hvor han spiller politikeren Steffen Kramnietzche. Både Bondams medvirken i forestillingen såvel som valgtemaet i foyeren understreger, at Odense Teater med ”Død over eliten” har til hensigt at skabe aktuelt, virkelighedsnært, samfundsrelevant teater. Og med et folketingsvalg lige om hjørnet er det da også en fremragende ide at sætte spot på politikerne, folket og demokratiet.
Forestillingen er således et udtryk for en tendens, som har grebet om sig i de senere år i dansk teater; nemlig politisk teater med noget på hjerte om selve sammenhængskraften i samfundet og fællesskabets identitet og værdier – eller manglen på samme. For eksempel med Julie Maj Jakobsens stykke ”Aftenlandet” på Aalborg Teater i sidste sæson om Europas sjæl, Aarhus Teater og Sort/Hvids ”Erasmus Montanus”, der netop nu genopsættes, om skellet mellem land og by, Tue Bierings ”Rocky”, der turnerer i indeværende sæson om taberens hævn over (kultur)eliten, Mungo Park Koldings ”Hva så Europa” fra denne sæson om Europas værdier og magt i frit fald og BaggårdTeatrets kommende forestilling ”Dannebrog” om demokrati. Og med tanke på, hvad der sker i verden lige nu, er det ikke underligt, at det politiske står stærkt i teatret i disse sæsoner.
Høje forventninger
Titlen ”Død over eliten” giver mig forventninger om en virkelig energifyldt og kontroversiel forestilling, der ikke er bange for at tegne fronterne skarpt op. Jeg er klar til at blive udfordret, underholdt og provokeret.
Samtidig sætter ordet ”elite” også mine tanker i gang, for hvilken elite vil der være tale om i forestillingen? Den økonomiske elite, der snart sidder på hele klodens rigdomme? Den kulturelle elite, der fnyser af folkelig kultur? Byboerne, der ikke har meget tilovers for resten af befolkningen i ’Udkantsdanmark’? Smagsdommerne, som tidligere statsminister Anders Fogh startede et opgør med for efterhånden 10 år siden? Eller den kosmopolitiske elite, der nyder godt af globaliseringens fri bevægelighed, og som sociologen Zygmunt Baumann har kaldt ’turisten’ over for den ikke-privilegerede ’vagabond’?
Og omvendt, hvem er så folket? Jeg glæder mig til at finde ud af det.
Forestillingens afsæt
Kort fortalt handler ”Død over eliten” om en lang række mennesker i et Danmark, der står over for et folketingsvalg. Vi følger dem op til det valg, hvor politikerleden og problemerne i samfundet når et kritisk punkt, og ”folket” derfor efterfølgende tager sagen i egen hånd. Stykket arbejder med et multiplot med flere mere eller mindre separate handlingstråde: Villavejen med de to middelklassepar Marianne og Jens samt Sofie og Morten, lærlingen Dian der har svært ved det der med bogstaverne, de to politiske modstandere, spindoktoren, tv-værten Pelle Lindquist og underholdningstrioen ”De damer”, kunstmuseet med direktøren, kunstsnobberne og rengøringsassistenten samt frisørsalonen med den iranske frisør Reda. Vi bevæger os med disse skildringer i et landskab mellem socialrealistisk trivialitet og kliche som et billede på Danmark.
På plads i teatersalens plyssæder med programmet, der er udformet som en stemmeseddel, går forestillingen i gang – dog uden at publikumslyset slukkes i første omgang. På scenen er et Tv-studielignende setup komplet med et stort Danmarkskort og to talepulte i henholdsvis blåt og grønt. Veloplagt kommer studieværten Pelle Lindquist på scenen (Kristoffer Helmuth) flankeret af trekløveret ”De damer” og byder velkommen til valgaften live fra Odense Teater. Med ”De damers” jinglemusik og Pelle Lindquists genkendelige studievært-karisma er publikum straks med på kontrakten. Desværre er salen denne aften kun lidt over halvt fyldt – det giver ikke helt den samme energi, som man kunne have håbet på til sådan en start. Men i fællesskab får spillere og publikum alligevel skabt den rette stemning, og scenen er nu sat for de to kandidater Steffen Kramnietzche (Klaus Bondam) fra Demokratisk Forløsning og Bent Jensen (Peter Gilsfort) fra Frihedspartiet. Odense Teater beskriver selv de to kandidater således i hjemmesideomtalen: ”Steffen Kramnietzche er socialist med en grøn profil og tror på fordelingspolitik, ligestilling og at uddannelse er et afgørende fundament for demokratiet. Bent Jensen er nationalborgerlig og kan se, at der er sket et skred i Danmark”. Altså en klar skematisering af to fløje i virkelighedens, danske politiske landskab.
Som publikummer oplever jeg et veltilrettelagt show; det er kalkuleret, form- og publikumsbevidst. Og samtidig virker det nærmest som en naturalistisk fremstilling af virkelighedens politiske debatter. Klogt iscenesat. Med de to kandidater i skikkelse af midaldrende mænd i hver sin udgave af standarduniformen ”jakkesæt” bliver mine forventninger til forestillingen om klare sympativalg og en snert af satire umiddelbart indfriet – levebrødspolitikere, der ikke repræsenterer folket. Og selvom Frihedspartiets Bent Jensen lader til at tale folkets sag, så forråder hans marineblå jakkesæt og medietække det selvprojicerede image som folkets forkæmper. Men de to politikere bliver netop aldrig virkelig passionerede (og kontroversielle) i deres politiske holdninger. De har for travlt med at ”fælde” hinanden og bejle til publikum/vælgerne. Det føles overfladisk ligesom hele showet. Måske er der en pointe i, at det kan være lige meget, hvem man giver sin stemme? – det gør alligevel ikke den store forskel. Dette understreges også af, at folket i forestillingen oplever, de selv må tage affære, da de mener, det politiske system har spillet fallit – fra start til slut er dette en drivende faktor.
Men alligevel skal vi som publikum i løbet af forestillingen se, at det betyder noget, hvor man sætter krydset. For da Frihedspartiet vinder valget, er der pludselig ingen armslængdeprincip ift. kunsten længere: Bent Jensen opfordrer således på det kraftigste kunstmuseet til at lægge sin stil om til at være mere folkelig, hvis ikke det vil miste økonomisk støtte. Vi ender altså lidt med et dobbeltpostulat: Politikerne har hverken nogen særlig betydning eller forståelse for folkets situation, men samtidig påstås det – via museets skæbne – at de i allerhøjeste grad former samfundets udvikling gennem deres handlinger og beslutninger.
Dramaturgi og scenografi
Med den kække åbningsscene og foyerens udsmykning er der lagt op til en inddragende teateroplevelse; yderligere accenturet af åbningsscenens placering i samme rum og tid som publikum. Men som multiplotformen lanceres, afmonteres denne stil langsomt. Effekten af multiplottet er uden tvivl, at vi får et facetteret billede af den danske befolkning og det danske samfund, men samtidig bliver der dog også mindre plads til den enkelte fortælletråd og dennes figurer, pointer og udvikling. I disse fortællinger er vi ofte deciderede tilskuere til en fortælling, der foregår et andet sted og i en anden tid bag en fjerde væg. Men indimellem kan disse fortællingers figurer også henvende sig direkte til os, ligesom det sker i åbningsscenen. Som rengøringsassistenten Lene (Ghita Lehrmann), der har flere monologer direkte henvendt til publikum – endda hvor hun tiltaler os, som det vi er rammesat som af studieværten Pelle Lindquist: gæster på Odense Teater til et valgarrangement. Og det til trods for, at hun i fiktionen er en rengøringsassistent på museet og ikke på Odense Teater. Foruden Lene, så er der også koret, der fungerer som en parabase, der kan tale direkte til publikum som en folkets stemme. Desværre oplever jeg, at de mange historietråde, og den til tider uklare kontrakt om hvem, der er en del af den teatrale situation i Odense Teater, spænder ben for sig selv. Der er mange parametre i spil – både formmæssigt og budskabsmæssigt. Måske kunne det have været en fordel for forestillingens udsagn at stramme de forskellige fiktionslag og deres kongruens op.
Scenografien følger dog sikkert og understøttende multiplottet og skifter let og flydende videre fra Tv-studiet til et væld af lokationer, der etableres uden større besvær. Den mest betydningsbærende del af scenografien udgøres af de store bøgetræer i baggrunden og det væld af grene, der dækker prosceniumsbuen, og som aldrig forsvinder. Gennem forestillingen taber bøgetræerne alle bladene, der langsomt lægger sig over scenen ledsaget af mere og mere intens, rød lyssætning. Symbolikken er ikke til at tage fejl af. Som et billede på Danmark visner bøgens blade og falder til jorden – præcis som Danmarks sammenhængskraft og vores værdier. Som den iranske frisør Reda (Haesam Jakir) siger i stykkets næstsidste scene: ”Hvor er alle jeres idealer?”
En ensembleforestilling
Med et 15 personer stort skuespillerhold er forestillingen en solid ensembleforestilling, der kan honorere det store karaktergalleri i teksten. Som teksten folder sig ud, bliver skuespillerne til en gruppe, der samler sig i forskellige konstellationer for at danne et prisme, et billede af samfundet. Og skuespillerne mestrer denne form. Som for eksempel i scenerne med de tre kunstsnobber (Klaus T. Søndergaard, Line Vejgaard Kjær og Freja Klint Sandberg), der fungerer optimalt i deres treenighed og glider ind og ud af hinandens replikker og genererer hinandens input til samtalen, der i samlet udtryk viderebringer et billede af ikke bare de tre, men også stereotypen ”kultureliten” og dennes argumenter og blik på verden. Eller koret, der spiser holdkæft-bismarckbolsjer, som fungerer i sit indbyrdes ping-pong om at levere en flot skildring af alle de forskellige måder, hvorpå folket holdes hen og passiveres:
”…
Ummm jeg elsker Bismarck bolcher.
De smager så godt.
Så er det ikke så slemt det hele.
Så gør det ikke noget at det regner.
Og man skal møde kl. 5 om morgenen,
og betale 50% i skat
Så andre kan få skattelettelser.
Så andre kan få gyldne håndtryk.
Så gør det ikke noget at direktøren tjener 20 gange så meget som én selv.
Så gør det ikke noget at man bliver fyret fordi man stadig er for dyr.
For det er jo et Bismarck bolche.
Bismarcks holdkæftbolcher.
….”
Det er dramatik skrevet for en flerhed af stemmer, der får sin betydning i samspillet. Her demonstrerer både dramatik, spil og iscenesættelse raffinement, overlegenhed og bid.
Og spillerne leverer også i de mere klassiske fortælletråde. Men giver teksten dem nok at arbejde med her? Når tematikken bliver mere alvorlig, situationerne specifikke og figurerne mere individualiserede, har vi brug for det uforudsigelige, komplekse og utrolige for at få nye perspektiver på situationen. Og måske derfor køber jeg ikke helt rejsen fra klicheerne og satiren til dystopien, hvor det demokratiske vakuum fører til polariseringens konkretisering i vold.
Forestillingens udsagn
For nu at vende tilbage til min indledning: Hvilken elite er der tale om i forestillingen? Vi får både kultureliten for fuld udblæsning og særligt et udsagn om politikerne som en elite – inklusiv den europæiske, kosmopolitiske elite i form af en europaparlamentariker, der angribes med en sten af rengøringsassistenten Lene, der har tabt i det kosmopolitske spil. Og når det kommer til folket, så bliver vi også præsenteret for et bredt felt, der rummer alle. Lige fra de, der taber i samfundets spil, såsom lærlingen Dian, der ikke klarer skolesystemet, til middelklasseparrene på villavejen. På villavejen virker det dog som om, det først og fremmest er et værdimæssigt valg, om man vil være en del af folket – eller hvilken definition af folket, man vil være en del af. Her påtager det ene par sig en nationalistisk folkeidentitet, mens den ene part i det andet ægteskab vælger at gøre oprør mod dette. Men på vejen hertil har begge par både drukket rødvin og champagne samt konstateret, at de har det meget bedre end ”dem fra blokkene”. Her er det at være en del af folket altså et valg; for de kunne tilsyneladende også være en form for elite set i samstillingen med andre grupper. Og måske er det faktisk ikke så enkelt at sige, om man er en del af folket eller eliten.
Og måske kan man faktisk også være begge dele på én gang, men i forskellig forstand. Eller med i nogle eliter og ikke andre – for eksempel er man sjældent en del af den økonomiske elite, bare fordi man er en del af den kulturelle elite. Forestillingen er sympatisk, virkelighedsnær og nuanceret i sin insisteren på at fremstille et bredt spænd af Danmarks befolkning – inklusiv forskellige grupperinger af elite og folk – det giver bare ikke helt så slagkraftigt et udsagn på scenen, som titlen ellers lægger op til. Med sin rammesætning af publikum som vælgere, peger forestillingen endvidere på, vi skal bruge vores stemme, for det kan gøre en forskel. Men samtidig får den dog også sagt, at det ikke betyder noget; for demokratiet, som vi kender det, har alligevel spillet fallit, da vores politikere er ude af trit med virkeligheden.
Al respekt til Odense Teater for at sætte ny dramatik stævne med den aktuelle samfundspolitiske situation på deres store scene. Og hvilket ensemble de har at gøre det med! Men der er lidt vej endnu, før de politiske, slagkraftige intentioner når helt i mål.
Odense Teater: Spiller til og med den 2. marts 2019. Dramatiker: Thomas Markmann. Instruktør: Moqi Simon Trolin. Scenografi: Eilev Skinnarmo. Lysdesign: Simon Holmgreen. Lyddesign: Marcus Aurelius Hjelmborg. Medvirkende: Benjamin Kitter, Louise Davidsen, Mikkel Bay Mortensen, Meike Bahnsen, Klaus Bondam, Peter Gilsfort, Kristoffer Helmuth, Peter Høgsbro, Githa Lehrmann, Klaus T. Søndergaard, Mette Kjeldgaard Jensen, Haesam Jakir, Line Vejgaard Kjær, Freja Klint Sandberg, Amalie Marstrand.
Fotokreditering: Emilia Therese.
Susanne Hjelm Pedersen, cand.mag. i Dramaturgi. Dramaturg og underviser på Den Danske Scenekunstskole samt freelance dramaturg.