4:48 Psychosis Aarhus Teater, Studio Scenen 3. – 30. november 2018.
Af Ida Krøgholt
Sarah Kanes selvmord forandrede 4:48 Psychosis. Det er ikke til at glemme, at dette er hendes sidste og definitive tekst. Under en depression i 1999, kort efter 4:48 Psychosis var færdigskrevet, hængte Sarah Kane sig på et hospital i London. Selvmordsvåbnet var de lange snørebånd fra hendes Dr. Martens støvler. Hvis man kender historien, er referencen til selvmordet svær at overse i Aarhus Teaters mørke iscenesættelse, hvor Mette Døssing sender et depressivt og desperat menneske, iført sort hættetrøje og skinnende Dr. Martens støvler, helt up-in-yer-face, og presser teatersituationen til dens grænse.
Forestillingen spiller i Studio Scenens åbne rum. Rummet er installationsagtigt iscenesat: et udstillingsrum der, i kontrast til tekstens mørke, har hvide vægge og er befriet for scenepodier og stole, men med blændende kolde neonrør hængende i snore fra loftet. Lysrørene er jævnt fordelt, og tilskuerne spreder sig hurtigt efter samme princip og tager hele rummet i besiddelse.
Tilskuere får stemmer
Sarah Kanes tekst er ikke formet som et traditionelt drama med replikker og aktinddelinger. En masse stemmer taler, men uden at der er et ordnet figurgalleri at forbinde dem med. I iscenesættelsen her er Mette Døssing den eneste skuespiller i rummet, og det er hendes harmdirrende stemme, man hører, både i den levende fremførelse og som lydoptagelser, der afspilles med en dialogisk effekt. Teksten har mange udtryk: lyrik, tal-tekst, sygejournal, direkte spørgsmål, retoriske spørgsmål, lyde og skrig.
Når forestillingen er så virkningsfuld, hænger det sammen med at Sargun Oshanas instruktion, David Gehrts scenografi og lys- og lyddesignet af Ise Klysner Kjems og Anders Kjems samt Mette Døssings fremstilling, spiller eminent godt sammen. I forrige sæson skabte Oshana og Gehrt fire forestillinger sammen på Studio Scenen, og samarbejdet er virkelig modnet med forestillingen her. Den dramaturgiske tilrettelæggelse af interaktionen mellem tekst, krop, lyd, stemme og rum, som også Tine Voss Ilum som dramaturg har bidraget til, gør tilskuerne til nærværende vidner til kvindens mentale kamp. Lyddesignet spiller her en ret afgørende rolle. Tilskuerne får tidligt under forestillingen udleveret små kasser, som man kan have hængende i en snor om halsen. Dette viser sig at være højtalere, som i kraft af tilskuernes spredning sender lyde og replikker ud fra alle steder i rummet. På baggrund af denne konkrete uddelegering af lyde og stemmer bliver tilskueren et medium, som bidrager til kommunikationens polyfoni.
Immersivt teater
Den måde, lyden er distribueret på, har en stærkt immersiv effekt og inddrager tilskuerne i fiktionsrummet. Man omsluttes af rummet og leverer replikker, som er henvendt til kvinden, og på den måde gør forestillingen mødet med det menneskelige mareridt sanseligt mærkbart og sandsynligt. Forestillingen er lidt diffus på et enkelt punkt, nemlig når Døssing adresserer du’et direkte til tilskueren, uden at gøre dette konsekvent. Forklaringen er antagelig, at der ikke er nogen homogenitet i teksten, og derfor bliver det en pointe, at man ikke altid ved, om du’et tilhører den samme fiktion, som tilskueren er med i, eller et helt andet fiktionsniveau. Hvem tilskueren ”er” – fx patient eller psykiater – er altså mindre vigtigt. Det væsentlige er, at man er en røst i et kor af stemmer.
Lydbilledet dominerer
Lyden har mange nuancer. Den tiltager flere gange enormt i styrke og bliver uudholdeligt høj. Den måde lyden raser gennem rummet og gennemtrænger alting bevirker, at man ikke bare hører men mærker lyd. Lyden er et materiale, den drøner og dunker i gulvet, i væggene og i alle kroppe i rummet, så hele ens korpus vibrerer. I de ekstreme lydbilleder dannes en bund af lyd, og når den i visse situationer samtidig stiger i intensitet, bevirker det for mit vedkommende, at det i disse situationer primært er lyden, jeg husker, mens den visuelle oplevelse står mindre profileret tilbage. Nogle lyde er specifikke og stikker ud, det er fx tilfældet første gang, de små højtalere om tilskuernes hals giver lyd fra sig. Man hører et åndedræt, som omringer én fra alle rummets linjer og kroge: alt ånder og er levende. Man kan også læse det som et lydsymbol: en markering af åndedrættet som nøglen til et liv, der vil slukkes om et øjeblik. ”Kl. 4.48, den lykkelige time, hvor klarheden kommer på besøg.”
Kun et strejf af humor og varme
Mette Døssing er sindsoprivende i sin fremstilling af en kvinde der, med høj energi og stemmeføring, giver knivskarpe uindpakkede svar på omverdenens diagnoser og mere eller mindre velmenende bemærkninger. Ind imellem er hendes ytringer selvironiske og humoristiske: ”Jeg drømte, jeg gik til lægen, og hun gav mig 8 minutter at leve i. Jeg havde siddet i det skide venteværelse i en hel halv time”. Andre gange er hendes selvdestruktive raseri næsten ikke til at ryste af sig. Man oplever, hvordan hun prøver kvælning ved at indtage skumfiduser, som hun blå i ansigtet hoster op, og man risikerer næsten at bliver taget med i faldet, når hun kyler med møblementet og lader taburetter og skældsord fyge rundt i rummet. Hun møblerer også undervejs om på tilskuerne, og mod forestillingens slutning opstår der et moment af varme, hvor alle holder hinanden i hånden i en kreds. Men hvis man tror, kredsen er forløsende, tager man fejl, for forsoning er ikke forestillingens budskab. Situationen, hvor man holder i hånd, danner optakt til det sidste voldsomme crescendo, som ender med selvmordets tomme mørke. Det er i de sidste minutter af forestillingen, lyden er værst, da den når et niveau, som borer sig ind i alle kroppens dele og lægger sig som en dyne over én. Samtidig maskerer den lyden af Mette Døssings stemme, som ikke længere kan høres, kun ses. På den måde opløses alt først i larm, og så i stilhed: ”Et øjebliks klarhed før evig nat.”
Sarah Kane gik ind for et ubeskyttet og råt teater, der siger tingene ligeud, og iscenesættelsen har taget den fulde konsekvens af dette. Det er der kommet en uafrystelig og rasende stærk forestilling ud af. Tilfældigt spiller forestillingen samtidig med Svalegangens Mæt af dage, som omhandler en kvinde, der ønsker at begå selvmord, og hendes ønske iagttages primært fra de pårørendes synsvinkel som en smertelig uforklarlighed. På Aarhus Teater er vi derimod inde i kvindens univers. Vi mærker psykosens lidelse og bliver sansemæssigt delagtiggjort i, at der ikke findes nogen vej ud.
Skuespiller: Mette Døssing.
Instruktion: Sargun Oshana.
Lyddesign: Ise Klysner Kjems.
Scenografi: David Gehrt.
Lysdesign: Anders Kjems.
Dramaturgi: Tine Voss Ilum.
Dramatiker: Sarah Kane i Morti Vizkis oversættelse.
Instruktørassistent: Kaia Lundenes.
Ida Krøgholt, Lektor i Dramaturgi, Institut for Kommunikation og Kultur, Aarhus Universitet.