Richard III på Husets teater – Et studie i ondskab
Af Janicke Branth
I programmet citerer Jens Albinus, aftenens instruktør, den italienske forfatter og filosof Antonio Gramsci, som har beskrevet den overgangstid, hvor ”det gamle ikke kan dø og det nye ikke fødes, som en ”mellemtid, hvor uhyrer dukker op”. Man må forstå, at det er denne beskrivelse af en mellemtid, som har været en inspiration for ham til at gribe fat i Shakespeares historiske drama og med det rejse spørgsmålet om ”Hvad ondskab er? Og Hvornår den breder sig”.
En anden og mere teatermæssig inspiration kunne være den tyske instruktør Michael Thalheimer, som er berømt for sine meget radikale redigeringer af klassiske tekster, hvor han skærer teksten” helt ind til benet” i et forsøg på at nå ind til værkets essens og en tidløs nutid.
Således er anslaget til forestillingen utroligt rent: Salslyset slukkes brat, og publikum sidder i mørket og venter, mens et diffust lydbillede gradvis vokser til lyden af en galoperende hest. Lys op på en sort scene, der gennemskæres af en skråtstillet hvid skærm næsten i scenens bredde. I den ene side Tammi Øst som Richard III iført sorte herrebukser og hvid skjorte knappet helt op i halsen. Hun er belyst fra siden, så skikkelsen kaster en mørk skygge på det hvide ’lærred’, næsten som en sort/hvid film, dog uden antydning af pukkel: ”Nu er vort mismods vinter så forvandlet / af denne York-sol til en prægtig sommer/ (-) Men jeg – der ikke er skabt til elskovskunster / eller at kurre for et kælent spejl,/ Jeg der er en klump og mangler forudsætning / for kærlighedens sære krumspring;/ en fuldbåren krøbling, født før tiden /til lyset og til luften, knap færdig,/ ”… osv. Normalt ledsages denne berømte indledningsmonolog af skuespillerens fysiske gestaltning af den krumme og pukkelryggede Richard. Her formidles monologen uden antydningen af fysisk bevægelse. Tammi Øst rører sig knapt en millimeter. Teksten får lov til at stå knivskarpt i rummet gennem hendes fine beherskelse af sproget.
Asketisk iscenesættelse i sort/hvidt
Så asketisk begrænset, næsten dogmeagtig nøgent og reduceret i udtryk, holdes stilen hele vejen igennem forestillingen. Den skråtstillede hvide skærm viser sig at være en lidt mere tredimensionel hvid kasse, som med minimale ryk over scenen og enkle lysskift danner nye rum for til sidst, da Richard er blevet kåret til konge, at blive lagt ned og forvandle sig til en scene på scenen. En scene hvor kun Richard befinder sig.
Shakespeares store galleri af konger og dronninger, adelsmænd, tjenere og håndlangere er her fordelt på kun to skuespillere: Morten Burian og Lucia Vinde Dirchsen, som med samme sproglige beherskelse og minimale kostumeændringer – og først og fremmest igennem deres præcist antydede spil tegner (Burian:) Clarence, den svækkede dronning Elisabeth, den ambitiøse Lord Buckingham og (Dirchsen:) Lady Ann, en morder, den rædselsslagne unge arveprins og Hastings. Det er fornemt. Hverken i spil eller iscenesættelse er der spekuleret i udvendige effekter. Bestræbelsen i det gestiske og visuelle udtryk er ’grafisk’ minimalisme.
Richard
Richard den III har altid været en forestilling, hvor titelrollen – mere eller mindre udtalt – stjæler billedet fra de andre. Da Staffan Valdemar Holm i 2009 skabte sin prisbelønnede opsætning på Det Kongelige Teater, bestræbte han sig på at gå imod den tendens ved at lade alle spillerne være til stede på scenen hele vejen igennem, selv når de var blevet dræbt. Da Jens Albinus selv spillede denne hovedrolle (suverænt) på Aalborg Teater i 2015, var det øvrige cast (bortset fra dronningerne) reduceret til næsten udskiftelige mænd i grå habitter.
Karakterens store magt på scenen skyldes, at stykket fra Shakespeares hånd er et studie i ublu og uforstilt ondskab undertiden maskeret af en ydmygt hyklende facade. Det er et kynisk spil, som demonstrerer, i hvor høj grad magt tiltrækker og forfører – hvilket ikke opleves mindre aktuelt i dag. Figuren er bygget op over tre helt centrale forførelsesscener, i den forstand er det også et stykke metateater om skue-spillets magt på såvel som udenfor scenen. De tre scener er: forførelsen af Lady Ann i starten af 1. akt, forførelsen af enkedronning Elizabeth i slutningen af 4. akt og så i 3.akt, 7. scene, stykkets klimaks hvor Richard, hjulpet af Buckingham, forfører borgerne til at vælge ham til konge.
Richard forfører sig til magt – og det til trods for, at han er så ualmindeligt grim og utiltalende, som han selv fortæller i sin indledende monolog! Det er med andre ord ikke det ydre, der gør det, men sproget og hans evne til at manipulere med det. Som Johannes Sløk skriver om karaktererne i mange af Shakespeares stykker: ”den retoriske tale bestemmer, hvad der er ”virkelighed”.[1] Denne forestillings Richard henvender sig næsten lige så meget til publikum som til de øvrige karakterer i fiktionen. Publikum i salen er det spejl, han/hun konstant appellerer til, og vi opfordres kraftigt til at applaudere karakterens helt særlige version af virkeligheden.
Oversættelsen
Jens Albinus har bearbejdet Erik H. Madsens bearbejdelse af Edvard Lembckes oprindelige oversættelse, og det har han gjort fremragende. Han har villet gøre teksten så klar for publikum som muligt uden at give køb på Shakespeares og oversættelsens sproglige virtuositet og billedrigdom. Her er vi lykkeligt langt fra de mundrette banaliseringer og hverdagssprogets nutidige slang. Albinus’ sproglige bearbejdelse har scenisk kraft, og teksten formidles skarpt, nuanceret og begavet af alle tre skuespillere; men selvfølgelig er det først og fremmest Tammi Østs formidable sprogbeherskelse, som dominerer oplevelsen. Med sit spil er hun den eksplosive kontrast til den ellers asketiske iscenesættelse.
At beskære teksten så voldsomt har stillet store fordringer til det dramaturgiske arbejde med stykket, og det har uundgåeligt også ført til reformuleringer, som heldigvis ikke stikker ud med platte aktualiseringer. Dramaturgisk set bevarer Richard-karakteren sine store scener, men der bliver unægtelig mindre materiale til de to andre spillere, som her skitserer de øvrige figurer, hvorved de dramatiske scener også mere får skitsens præg.
Tammi Øst og Lucia Vinde Dirchsen. Foto: Henrik Ohsten Rasmussen
Queer-tema?
Man kunne måske fristes til at tro, at Tammi Øst som Richard III skulle have et eksplicit queer-tema som udgangspunkt, men det er ikke forestillingens ærinde. Ser vi bort fra den konceptuelle undertekst, at køn ikke længere skal være et kriterium for casting, så er det ikke noget issue i sig selv, at rollen spilles af en kvinde. Faktisk kunne man sige, at rollerne nærmest spilles kønsneutralt, hvad der på ingen måde fjerner fokus fra kroppen.
For der er meget kropslighed i denne forestilling, ikke mindst Richards runde krop med den lidt skæve holdning og den ofte lidt for store jakke (’og små hænder’). Der er en voldsom scenisk energi i Tammi Østs performance hele forestillingen igennem. Hun synes gennemgående at dyrke et barnligt narcissistisk kropssprog til karakteren – helt ned til klassiske tegnsprogsfagter i beskrivelsen af Kong Edvards død, den barnligt triumferende gestik efter kroningen og et labilt temperament, som undertiden slår ud i hysterianfald, som overfor enkedronning Elisabeth. Det er en sand tour de force og en kraftfuld præstation.
Omverdensløs
Skulle man indvende noget imod denne på mange måder imponerende forestilling, så måtte det være, at den til trods for sin eksplicitte inddragelse af publikum, er en mærkelig omverdensløs Richard den III. Det kan der selvfølgelig være en pointe i, da forestillingen tydeligvis fokuserer på det psykologiske portræt af hovedkarakteren og derigennem undersøger ondskab. Men undervejs sidder man alligevel og leder lidt efter et overordnet perspektiv. Hvad er det, vi skal læse i forestillingen her? Måske er tanken netop, at enhver må vælge sig sin egen fortolkning. Men Richard den III er trods alt ikke bare et psykologisk studie, – det handler også om en skurk i samspil med et samfund i dyb konflikt. Og derfor kan der i forestillingens essensbestræbelse også ligge en begrænsning, og et spørgsmål til, hvad essensen så er?
Husets Teater: spiller indtil 18. oktober.
Iscenesættelse: Jens Albinus
Oversættelse: Jens Albinus’ bearbejdelse af Erik H. Madsens bearbejdelse af Edvard Lembckes originaloversættelse
Scenografi: Rikke Juellund
Lysdesign: Mads Ljungdahl
Lyddesign: Sonja Lea
Medvirkende: Tammi Øst, Morten Burian og Lucia Vinde Dirchsen
Janicke Branth, dramaturg cand. phil. Medlem af Peripetis redaktion og tidl. rektor for Dramatikeruddannelsen.
[1] Johannes Sløk, Shakespeare, Renaissancen som drama Centrum 1990. Sløk var professor i filosofi og har oversat ti af Shakespeares skuespil.