Passageren
Når opera bevæger, berører og husker
Opera af Mieczyslaw Weinberg (komponist), instruktør Phillip Kochheim, dirigent Christopher Lichtenstein.
Af Ansa Lønstrup
Kan det lade sig gøre at opsætte en opera om Auschwitz på en måde, så vi som publikum kan udholde at se og høre en moderne opera om den største humane forbrydelse og katastrofe i nyere vestlige historie? Det kunne være en forlods personlig overvejelse, inden man gik til premieren på den herhjemme ukendte og uhørte opera komponeret af den polsk fødte Mieczyslaw Weinberg med libretto af Alexander Medvedew, baseret på en novelle af Zofia Posmysz, baseret på hendes autentiske oplevelser og historie.
Svaret er kort: ja, det lod sig gøre – og mere end det: det var en dramatisk stærk, stramt og enkelt iscenesat og medrivende opera, som også kunne nydes og derfor overskride den forhåndsbekymring, vi som publikum måtte have haft. Især fordi operaens centrale person- og historiefortælling udspiller sig i en rammefortælling med klar inspiration fra den klassiske Hollywood filmtradition; og fordi iscenesættelse, scenografi, partitur og den musikalske udførelse samt brugen af tilskuerrummet på en gang var stram og enkel, men også overskridende på flere måder, så blev det aldrig uudholdeligt eller for svært tilgængeligt. Tværtimod blev denne opera med en handling baseret på de værste autentiske handlinger under 2. verdenskrig til en meget bevægende, stærk og smuk musikdramatisk fortælling, som man ikke på forhånd kunne have forestillet sig. Og som det bliver svært at ryste af sig.
Modtagelse af publikum
Allerede mens publikum var på vej ind i Musikhusets store sal, hvor scenen var åben, blev der spillet musik i ”den lettere ende”. En melodiøs let og tidstypisk underholdningsmusik, sådan som den ville kunne lyde omkring 1960: uskyldig og et passende akkompagnement til et materielt ubekymret liv på første klasse i et kæmpestort passagerskib, angiveligt på vej til Sydamerika og befolket af velhavende/rige, smukke mennesker, der fordriver tiden på skibet med at spise, drikke, danse og konversere. Nøjagtig den verden og det setup, vi kender fra så mange Hollywood film.
Den cinematografiske æstetik karakteriserer flere modaliteter: såvel dramaturgi, iscenesættelse, scenografi/visualitet og instruktion som musik, sang, dans og bevægelseskoreografi. Alene musikunderlægningen mens publikum ankommer til salen giver en form for afslappet underholdningsatmosfære, som først for alvor bliver afbrudt ved første sceneskift fra passagerskibets åbne og smukke dæk til Auschwitz lejrens klaustrofobiske, brun-grimme og beklumrede køjesengs sovesal. Det bratte sceneskift markeres af det høje slam der lyder, da skibets ræling på scenekanten falder ned: som om vi bliver vækket brat ud af løgnen i den første scenes fiktion for utilsløret at blive konfronteret med den afskyelige historiske sandhed, direkte og tæt på os.
Handlingen
Historien er kort fortalt: Det midaldrende ægtepar, diplomaten Walther og hans kone Lisa, befinder sig på et stort passagerskib på vej til Sydamerika, hvor Walther har fået et nyt job. På skibet ser Lisa en mystisk kvinde, som virker foruroligende bekendt, og som giver anledning til at hun over for Walther bekender sin fortid som fangevogter i Auschwitz, hvor den mystiske passagerkvinde Marta var interneret. Dermed bliver denne kvinde et vidne og en trussel for Lisa og ikke mindst for hendes mand Walters kommende diplomatiske karriere. Operaen udspiller sig derefter på to forskellige planer og tilsvarende scenografier: nutidsplanet på skibsscenen og erindrings- eller flashback planet i koncentrationslejrens rum, især det fælles kvindesoverum, men også i andre dele af Auschwitz med forhørs- og torturscener, herunder drabet på Martas kæreste. Dramaet ender med de tre nulevende hovedpersoners konfrontation, idet Marta opdager sin døde kærestes ur på Walters håndled.
I en kort epilog på den nu igen polske banegård, Ozvice, ser vi unge mennesker og muligvis også de to kvindelige hovedpersoner som tilskuere eller besøgende, der er kommet for at se og mindes den historiske og nu museale koncentrationslejr.
Inddragelse af publikum og musikalske virkemidler
På flere måder arbejdes der med overskridelser mellem operascene og sal: senere i operaen, hvor vi i længere tid har befundet os sammen med de internerede jøder og deres vogtere i voldens, indespærringens og angstens helvede, begynder de uniformerede nazi-vogtere at gå truende og intimiderende ud blandt publikum i salen, akkompagneret af stærke lyskegler rettet ud mod os i publikumsrummet. Vi kan ikke mere føle os hverken sikre eller uden for historiens brutalitet, eftersom vores mulige fortrængning af erindringen om Holocaust og den dehumaniserende katastrofe bliver fysisk-rumligt udfordret for hver og en af os.
Undervejs har vi kunnet høre, at operaen også musikalsk i sig rummer denne katastrofe og dehumanisering: det modernistiske tonesprog har til stadighed opspændt, punkteret og undermineret den i starten melodisk-harmoniske ”underlægning”, som vi kender så godt fra filmmusikken. I parentes bemærket komponerede operaens komponist i løbet af sin karriere en del filmmusik: gradvist er der i orkestret blevet skruet op for den så velkendte musikalske suspense i form af dissonanser, kradse instrumentationer, bratte dynamiske udsving og andre musikalsk-modernistiske stiltræk, som Hollywood for længst og med held ligeledes har inddraget og udviklet i utallige filmiske soundtracks. Men her i en live-operas rum med orkestermusik og med en meget omfattende inddragelse af flere forskellige østeuropæiske landes folkemusikalske toner og traditioner bliver vores fælles rum – scenens og publikums rum – fyldt af denne fantastisk stærke musik på en markant kropslig og ganske effektfuld måde. Vi hører og mærker med og på vores krop, hvordan musikken i orkestergraven artikulerer ofrenes stemmer, kulturer og identiteter, artikulerer og bearbejder volden på scenen. Ligesom vi ser, hører, ser og mærker Martas internerede kæreste, Tadeusz og hans tragiske skæbne, da han nægter at spille lejrkommandantens yndlingsmusik og i stedet spiller musik af Bach. Hvorefter han bliver tortureret og slået ihjel. Sangeren, som synger Tadeusz´ parti, er også violinist og spiller selv Bach på sin violin indtil han bliver slået ihjel. En usædvanlig og stærkt autentificerende rollegestaltning.
Dertil kommer, at sangerne synger med hver sit næb, dvs. på hvert sit sprog, og eftersom sangerne er rekrutteret fra mange forskellige lande, ikke mindst fra Østeuropa, tilfører dette operaen og historien yderligere en sprogligt-lydlig autenticitet – og en ekstra musikalsk diversitet og skønhed.
”Les is more”
Den økonomiserende personinstruktion – delvist stiliseret, delvist realistisk – gør, at vi som publikum ikke får bøjet alt i neon eller får unødvendig visuel bevægelsesstøj at skulle fordøje: de agerende sangere gør det nødvendige, men aldrig det udvendige. Stemmerne, sangen, musikken, scenografi og en vis stilisering af bevægelser er alt rigeligt, og selv stroboskoplyset bliver brugt økonomiseret og hensigtsmæssigt. De stærke virkemidler med inklusion og involvering af publikumsrummet, endog med lys på publikum, betyder, at vi bliver deltagende og indføjet i det fælles musikalsk-dramatiske rum: ingen kan gå upåvirkede fra denne operaforestilling. Operaen går direkte i tanken og i kroppen på os: Tænk hvis dette kan ske igen?
Det forlyder bagefter, at der var publikummer, som virkelig følte sig truet, bange, ja følte angst, da de nazi-uniformerede vagter bevægede sig ud i salen og tæt på dem. Fint nok, hvis det var tilfældet. Opera og musikdramatik behøver ikke kun eller altid at være for sjov underholdning eller rendyrket nydelse. Den må meget gerne være farlig, gå i kroppen og i sindet på os. Især hvis den har noget vigtigt at fortælle, og hvis den gør det på en måde –opererer æstetisk stærkt, inddragende og indtagende – så vi aldrig glemmer dens fortælling og historie.
Skandinavisk premiere i Musikhuset Aarhus d. 22.8.2018, Den Jyske Opera, særforestilling august 2018 (3 opførelser i Aarhus). Uropførelse 21. juli 2010 ved Festspielhaus Bregenz. Komponeret mere end 40 år tidligere.
Libretto af Alexander Medvedev baseret på en novelle af Zofia Posmysz.
Original titel: Passazhirka.
I Aarhus sunget på tysk, engelsk, polsk, jidisch, fransk, russisk og tjekkisk med danske overtekster.
Aarhus Symfoniorkester, Den Jyske Operas Kor og faste sangerensemble samt et antal udenlandske gæstesangere
Ansa Lønstrup er lektor emerita på Aarhus Universitet, tilknyttet uddannelsen i Æstetik og Kultur, Institut for Kommunikation og Kultur, samt leder af Center for Sound Studies, en tværfaglig forskningsgruppe med fokus på lyd og lytning i forskellige kontekster. Arbejder aktuelt med et bog- projekt under arbejdstitlen Lytte-rum.