Peer Hultbergs Requiem på Betty Nansen Teatret
Af Janicke Branth
Karen-Maria Billes imponerende dramatisering af Peer Hultbergs store romanværk. Et modigt udspil af Betty Nansen Teatret og en stringent opsætning af Jacob Schokking.
”De kommer gående” lyder de tre første og tre sidste ord i dette, på enhver måde, store værk af Peer Hultberg, der – med Bjørn Bredals ord – ”slog ned som en meteor i det danske litterære landskab i 1985” (jf. programmet). Det sekshundrede sider lange værk er ikke nogen roman i traditionel forstand med plot og karakterudvikling, men en polyfoni af stemmer som består 537 indre monologer, der – samlet og hver for sig – er bygget ekstremt musikalsk op. Monologerne synes at vokse ud af måske en enkelt sætning eller en enkelt lille hverdagssituation eller et irritationsmoment for efterhånden at udfolde et helt billede af en panisk/ hektisk/ hysterisk/ manisk/ depressiv/ frenetisk osv. sindstilstand hos et menneske. For læseren kan disse mange monologer ind i mellem forekomme mere misantropisk end empatisk skrevet. Det vender jeg tilbage til.
Olaf Johannesen og Marie Bach Hansen
Umiddelbart ville man måske tænke, at et sådant værk ikke ville være muligt at dramatisere. Der var da (tilsyneladende) heller ikke nogen, som fik den tanke, da Requiem udkom i 1985 og blev læst og beundret i den smalle ende af læserskaren. Hultberg selv skrev omkring millennium flere skuespil, som blev spillet på Det Kongelige Teater, Aarhus Teater og i Radioteatret, men de fik ikke samme store opmærksomhed. Måske fordi den dramatiske form ikke passede helt til forfatterens litterære format.
Men tiden har arbejdet for at give Requiems teatrale potentiale en scenisk form. Tyske og engelske dramatikere har i de seneste par årtier udfoldet episke formater, som teatrene i stadigt større stil har taget til sig. Dramatiseringer er i sig selv blevet et stort issue. Men derfra og til at binde an med Requiem er der et stykket vej. Det viser noget om Karen-Maria Billes fornemmelse for samtidens teater, at hun har genlæst romanen, trukket den frem af glemslen og op teatrets store scene. Og det viser noget om samme teaters mod.
Dramatiseringen.
Hultbergs roman med 537 stemmer rummer som sagt ikke noget narrativ, men heller ikke tilbagevendende stemmer der kan samles til større dramatiske figurer. Så det ville være misvisende at lade den enkelte skuespiller være bærer af kun en enkelt stemme; de må hver især gestalte mange forskellige stemmer. Ifølge programmet er der valgt i første omgang 150, efterhånden reduceret til 80 tekster ud af de 537. For ikke at forlede publikum til at forbinde en skuespiller med én figur lader Schokking os i det første scenebillede møde de mange stemmer, ”der kommer gående” via projektioner af skuespillerne, som går frem mod publikum på løbebånd bag to lærreder (der hænger ned fra loftet) i stadigt nye kostumer, som projiceres ind over deres skikkelser. Da de otte skuespillere endelig selv træder frem på scenen, er deres kostumer asymmetrisk sat sammen og fastholder dermed publikums bevidsthed om, at de hver især spiller flere stemmer, men også at ethvert menneske indeholder flere ’stemmer’ og i sin hverdag spiller mange forskellige roller. På den måde gestalter og visualiserer forestillingen den flerstemmighed, de enkelte stemmer i romanen også rummer. Dykker man ned i den enkelte monolog vil man nemlig opdage, at den meget ofte består af flere stemmer.
For dog også at skabe lidt visuelle holdepunkter for publikum har Karen-Maria Bille og Jacob Schokking valgt at samle stemmerne i forskellige rumlige rammer. I første del er det kontoret, hjemmet, og ferierejsen, i anden del er det baren, gaden, venteværelset og operaen. Men vi starter og slutter i det næsten nøgne scenerum. Dertil kommer et vist samlende fokus på væsentlige temaer, som alkoholisme, fortrængt seksualitet, opsparet vrede og krænkelse.
Dramatiseringen har ikke alene forkortet de enkelte stemmer i romanen (det er helt nødvendigt) men har også tilladt sig at krydsklippe mellem flere stemmer, ligesom man på scenen kan visualisere og dramatisere det træk, at der i indre monologer som regel – og i Hultbergs monologer i særdeleshed – indgår andre personer, der optræder på den indre scene i den enkeltes bevidsthed.
Romanens monologer er ’talte’ og i den forstand virker det næsten oplagt at dramatisere værket, for allerede her er der et aktivt lyttende publikum på spil, men det er ikke til stede i dialogisk forstand. Det er ikke et lyttende publikum, der svarer. Derfor er Hultbergs værk også et epos om ensomhed. Nok ser vi disse statister fra den indre scene visualiseret, som de optræder i den talendes bevidsthed, men de indgår stort set ikke i nogen relationer til hinanden. Nok oplever vi enkelte dialogscener og små dramatiske konflikter, men uden at det sceniske univers forvandler sig til et dialogisk univers:
”Sådan skulle det være, netop sådan skulle det være, var der noget mere harmonisk end når en familie sidder sammen og spiller blokfløjte med hinanden, og faderen siger ’Peter det er fjerdedele’, eller ’Peter dit b, tror du ikke det kunne blive lidt renere’ netop sådan skulle de have det sammen, hele familien, sopran, alt, tenor, bas” … osv.[1]
– en konstant kværnen sig frem til sønnen Peters nej, hans oprør mod spil og samspil og hendes, Morens stålsatte vilje til at knægte drengens oprør. Men det udfoldes aldrig – heller ikke på scenen – i en dialogisk konfrontation. Hvad vi oplever, er den konstante undertrykkelse af egne impulser og de ’uudtalte’ længsler. Et ensomhedens rum hvor den talende altid er alene med sig selv. Og netop det træk lykkes det at overføre til scenen.
Den implicitte fortæller
Selvfølgelig er der en fortællerinstans til stede i det store romankompleks, men igen ikke en fortæller i traditionel forstand, ikke en alvidende fortæller men snarere en usynlig, neutralt lyttende fortæller, som organiserer materialet i en sprogligt og strukturelt styret ophobning af det ene vidnesbyrd efter det andet, der musikalsk og stærkt rytmisk orkestreret (uden et eneste punktum i alle de mange stemmer) inviterer læseren til at blive netop denne modtager.
Forestillingen mimer en form for fortæller. Efter prologen i det næsten tomme scenerum med de mange gående skikkelser, det indledende kor af stemmer fra romanens prolog: ”Dagligt kommer de. Kommer de gående. Tavse gennem byen. Tidløst gående. Livløst gående. Gående”[2] etc. skiller Olaf Johannessen sig ud med forestillingens første monolog: ”For første gang i lang tid, var det i flere år, havde han følt sig lykkelig, lykkelig, hvis han turde bruge ordet, men det var en mærkelig følelse af lethed, af liv og lethed, hvorfor mon, uden tabletter, uden medikamenter, uden alkohol, blot lykkelig”[3]… men her er monologen flettet sammen med en senere requiem-del, således at han til sidst ligger på den bænk, hvor han har måttet slå sig ned i sin lyse stemning, og dør. Dermed kunne man fristes til at tro, at han skal være en slags drømmende bevidsthed, for det er også Johannessen, der afslutter første del. Men det er ikke sådan, vi skal se ham. Han etablerer blot det eksistentielle tomrum og de er indre tilstande, vi skal opleve, og som yderligere understreges af de mange gange, skuespillerne bliver projiceret op på og taler til os fra de to lærreder, der hænger ned fra sceneloftet; ofte i sort/hvidt, undertiden i farver.
Efter pausen er det igen Johannessen, der kommer først ind på scenen med sin egen ’pausebajer’ og taler direkte til os nede i salen om pausen og om sin drøm om at have sin egen bar, ”Carlos bar”. Den materialiserer sig straks på scenen og med den de øvrige skuespillere, hvis stemmer på ganske naturalistisk vis giver os stumper af samtaler – eller rettere – sådan som det nu er på en bar ud på de små timer – forskellige stumper af klagende monologer, der til sidst stiger til et kaudervælsk crescendo, indtil de en efter en forlader baren og kun efterlader en enkelt opløst kvinde (Lise Baastrup) grædende på gulvet.
Andreas Jebro, Elliott Crosset Hove, Julie Agnete Vang, Lise Baastrup, Steen Stig Lommer, Olaf Johannessen, Solbjørg Højfeldt og Marie Bach Hansen
Så på en måde kunne man forføres til at opleve Johannessen som en slags ’fortæller’, han bliver i hvert fald en samlende figur for publikum, men – understreges det – det er heller ikke i hans figur den samme stemme, der taler; heller ikke hos Johannessen vi har et pålideligt holdepunkt. Han placeres blot på den plads i forestillingen, som en fortæller normalt ville indtage. I øvrigt indgår han i flere scener på niveau med de øvrige personer.
Monumental ensomhed
Alexander Fogs fine videodesign er i Requiem dels brugt til at skabe billeder af rum gennem baggrundsprojektioner, dels til at projicere skuespillerne op på lærrederne i store nærbilleder, der adskiller de mere gestaltede scener. Også disse intermezzi er med til at udpege figurernes ensomhed. I et enkelt tilfælde er de brugt illustrativt, som når et næsten dyrisk begær overvælder en mand og en kvinde på scenen. Her får vi ’underteksten’ mejslet ud i et overvældende lystfyldt, dionysisk orgie, der driver af (drue-)saft og kraft. Her som andre steder henvises til den mytologi og den verdenslitteratur, der løber som en understrøm gennem romanen.
Men først og fremmest er det en nøje koreograferet forestilling, hvor skuespillerne /personerne i evig bevægelse, understøttet af drejescenen og de to løbebånd, vandrer i en konstant strøm hen over scenen. En konstant bevægelse, der også er med til at forhindre egentlige møder mellem dem. Undertiden betones afstanden mellem dem af et forskelligt tempo, undertiden af deres isolerede position i rummet. Som regel opleves den ’råbende’ mangel på kontakt med den anden på scenen, i og med de er så optaget af deres eget, at de ikke ænser ham eller hende, der netop har hele sit fokus rettet imod ham/hende.
Skuespillerne
Det ville ikke alene være forkert men også umuligt at fremhæve nogle af skuespillerne frem for andre. Det er i den grad en ensembleforestilling, hvor ingen spiller roller, men hvor hver skuespiller med sit individuelle temperament lægger krop, sind og stemme til det ene portræt efter den anden. Man kan fristes til at sige, at Steen Stig Lommer og Solbjørg Højfeldt frem for andre udtrykker den klang af misantropi, som umiddelbart møder læseren af romanværket. Til gengæld løfter de øvrige skuespillere og iscenesættelsen som helhed teksten op i et mere varieret toneleje, der giver plads til den humor og empati, som kan smutte for den hurtige læser.
Opsætningen er ikke alene tro mod sit litterære forlæg med hele dens rytmiske og konstant strømmende (bevidstheds-)form, det lykkes også at trække nogle af de underliggende underfundige, morsomme og oplivende momenter frem og dermed gøre Requiem til en meget vellykket og vedkommende forestilling, en sjælemesse over det moderne menneskes skæbneløshed.
MEDVIRKENDE Lise Baastrup, Marie Bach Hansen, Elliott Crosset Hove, Solbjørg Højfeldt, Andreas Jebro, Olaf Johannessen, Steen Stig Lommer og Julie Agnete Vang
INSTRUKTION OG VISUELT DESIGN Jacob Schokking
EFTER ROMAN AF Peer Hultberg
DRAMATISERET AF Karen-Maria Bille
KOSTUMEDESIGN Stine Gudmundsen-Holmgreen
KOMPONIST Gert Sørensen
VIDEODESIGN Alexander Fog
Janicke Branth, Dramaturg, cand. phil., medlem af Peripetis hovedredaktion
[1] Citat fra romanen side 88
[2] Citat fra programmet
[3] Citat fra romanen side 89