Orfeus og Eurydike i Dansekapellet
Af Lars Ole Bonde og Ansa Lønstrup
Moderne dans, musik og billeder møder klassisk operasang
Det er et spændende musikalsk mix, man møder i samarbejdsprojektet mellem Meridiano Teatret, Uppercut Danseteater, Nordic Opera og Den Fynske Opera: en helt ny opsætning af den udødelige historie om Orfeus og Eurydike. Udgangspunktet er Glucks og Calzabigis opera fra 1762. Den var et ægte reformværk, som brød med tidens hang til kostume- og scenografisk pragt, virtuos koleratursang og alskens falbelader. I stedet skulle myten fortælles enkelt og direkte, med en ny udnyttelse af alle de midler, som teatrets kunstarter rådede over (dengang som nu): musik, dans, sang, scenografi osv. Derfor er det også en nærliggende tanke at se på, hvordan denne gode gamle multimediale eller ”tværkunsteriske” ide kan omsættes til vores tid.
Selve historien er urørt, og den udødelige myte står godt og stærkt på den ganske dybe scene i Dansekapellet ved Bispebjerg Kirkegaard. Der er god plads til dans og sang; der er virkningsfulde, forholdsvis abstrakte projektioner på bagtæppet, og der er endda plads bag ved dette – som da der pludselig i 2. akt dukker et trommesæt op, stærkt betjent af Alexander Skjold, som også danser forføreren Aristæus’ parti i den flotte prolog. Rummets dybde og bredde udnyttes flot med det næsten uendelige brede og røde bånd, der symboliserer både kærlighed og død, Eurydikes ankomst til og forankring i dødsriget. Med til opsætningens koncept hører også, at de tre kvindelige operasangere er mikrofonforstærket. Det er et problematisk valg. De to sopraner og mezzosopranen har store, flotte stemmer i forvejen, så i den forstærkede version tenderer sangen ofte mod det overstyrede, så snart styrkegraden er over mezzoforte. Mange af de gymnasielever, der overværede den anmeldte forestilling, reagerede med tydelig reservation på de mange høje toner i forte – det var vist ’for meget’. Vi ville langt have foretrukket en ikke-forstærket vokal, men måske har det ikke været gennemførligt i det tørre teaterrum, hvor sangerne skulle levere singback, altså live sang til den i forvejen indspillede musik?
Berit Barfred Jensen og Noora Hannulla
Musik og rum
For så vidt passer den forstærkede sang også til den filmmusikalske blanding af mange forskellige stilarter, som komponisten Jérome Baur har skabt til forestillingen. Nogle passager klinger stort og fuldtonende som et virtuelt symfoniorkester, frembragt på et godt softwareprogram – der er endda tilføjet akustisk fløjte og obo i udvalgte satser, ligesom korpartiet synges (= er indspillet) af klassiske sangere uden mikrofonforstærkning. Andre passager er lydcollager, mens hiphop-musikstilen er længst fremme i de længere rene danseafsnit. Interessante blandingsformer opstår, når velkendte arier forsynes med jazzbas og/eller markant og pulsstærk percussion, og det er næsten allermest interessant, når Baur dekonstruerer Glucks oprindelige orkestersats, så de velkendte melodier pludselig belyses af helt andre ”akkompagnements-scenografier”, fra modale strygerflader til lydcollager – det sidste for eksempel i den afsluttende, meget kendte arie ”Che faro senza Eurydice”, hvor den fortvivlet elskende Orfeus’ verden også musikalsk bryder sammen.
Forestillingens svage punkt er Kalliopes fortælling. Idéen med at lade Orfeus’ mor være fortæller er for så vidt god nok, men Elise Müllers teatralske danske diktion skurrer mod både operasangen og den vilde dansekunst. Måske har den italienske instruktør Giacomo Ravicchio ikke kunnet fornemme dette? De tre operasangere er unge, men allerede erfarne, og dramatisk stramt barok-gestisk iscenesat. Mezzosopranen Josefine Andersson giver Orfeus stemme med stor autoritet (ak, forstærket), og Berit Barfred Jensen har den helt rigtige lyriske sopran til den lidende Eurydike (ak, forstærket). Vokalt lidt svagere står sopranen Lea Quortrup som (højgravid!) Amor (ak, forstærket). Det ville som tidligere sagt have været spændende at høre de tre gode klassiske sangeres akustisk ikke-forstærkede røster. Der synges i øvrigt på italiensk (Calzabigis oprindelige libretto-tekst) med danske resumerende overtekster – det fungerer udmærket, bortset fra at det er svært at læse teksterne på de nederste bænkerader.
Fordoblinger
Forestillingens bærende dramaturgiske idé er at fordoble de to hovedpersoner, så de fremstilles af både en sanger(sjæl) og en danser(krop) – klassisk sang over for moderne dans. De to dansere – Mark Philip som Orfeus og Noora Hannula som Eurydike – er fremragende, bevægende og en fryd at se på, sammen og hver for sig, allerede uafrysteligt i en scene som ikke findes i operaen: Orfeus’ dans med den døde Eurydike. I det meste af forestillingen oplever man sang og dans enten adskilt (kun sang eller kun dans) eller parallelt (sangerne synger, mens danserne danser ved siden af eller et andet sted på scenen), samt koordineret i en fælles håndgestik mellem sangersjæl og danserkrop. Magisk bliver det i en af de sidste scener, ”opstigningen”, hvor sanger-Orfeus går i samspil med danser-Eurydike og omvendt. Her viser den klare linje i Ravicchios vision sig.
Mark Philip og Noora Hannula
Fordoblingsprincippet etableres også på et overordnet niveau mellem den levende nærværs-performance (sang, dans, rekvisitter, dragter, det levende trommesætsspil) og de medierede kunstneriske virkemidler eller ”kunstværker” (video-bagtæppe-scenografi, indspillet musik, indspillet kor). Her rejses måske en problemstilling omkring kunst, liv/kærlighed, krop, sjæl og død, som allerede Glucks historiske forlæg ”Orfeo ed Euridice” havde fat i, og som opera-teoretikere siden har formuleret som grundlæggende for operaen som genre: ”Orfeo er Opera” – og opera betyder ”værker” der virker – ikke mindst fordi de prioriterer den multimedialt formidlede stærke fortælling over de medvirkendes ’star qualities’. Som publikum bliver vi berørt og bevæget.
Også skulptur som særlig kunstart bliver vist og gestaltet i en lille, men gudeskøn scene lige efter pausen, hvor Eurydike i dødsriget af to ”handmaids” bliver afklædt sin klassiske dragt, renset, genskabt og fremvist som stivnet krop i en klassisk positur – for derefter genpåklædt og ved Orfeus´ hånd at påbegynde sin genopstigning, nu forankret og viklet ind i det uendelige, røde døds- og kærlighedsbånd. Sjælens vandring bliver her for alvor gjort til øjets begær, og vi forstår næsten alt for godt, hvorfor Orfeus må vende sig, selvom han ved det er fatalt.
Hvis man ser bort fra Kalliopes talte fortælling – som egentlig godt kunne skæres bort eller erstattes af nogle få tekstslides – byder denne ”tværkunstneriske” multimediale forestilling på et fascinerende møde mellem klassisk drama-tekst, moderne dans, operasang, visuel 2- og 3-dimensionel kunst og senmoderne (film)musik som (især i danseafsnittene) føjer nye betydningslag til den udødelige historie om kunst, kærlighed og død.
Spillested: Dansekapellet indtil d. 11. februar
Den Fynske Opera fra d. 20. februar – 3. marts
MEDVIRKENDE Josefine Andersson, Berit Barfred Jensen, Lea Quortrup, Mark Philip, Alexander Skjold, Elise Müller, Lars Begtrup, Noora Hannula
INSTRUKTØR Giacomo Ravicchio
DRAMATURG Bent Holm
KOREOGRAFI Mark Philip og Noora Hannula
LYSDESIGNER Mikkel Jensen
VIDEODESIGNERE Mark O. Viktov
FORFATTERE Giacomo Ravicchio, Bent Holm
KOMPONIST Jérôme Baur, Christoph Willibald Gluck
SCENOGRAF Giacomo Ravicchio
http://www.meridiano.dk/orfeus/index.htm
Ansa Lønstrup, lektor emerita på Afdeling for Kunsthistorie, Æstetik og Kultur, Museologi
Lars Ole Bonde, Professor i musikterapi, Aalborg Universitet og i musik og helse, Norges Musikkhøgskole, Tidligere musik- og operaproducent.