Hamlet, Vendsyssel Teater
Af Annelis Kuhlmann
William Shakespeare, Hamlet, Vendsyssel Teater. Set 27/9 – 2017
”Danmark er et fængsel” – sådan lyder en af Hamlets berømte replikker, som scenografen Carsten Burke Kristensen har formået at gøre til et spændende rum for instruktøren Jacob Schjødts iscenesættelse af Hamlet på det nye Vendsyssel Teater. For nok bruger Hamlet fængslet som metafor, men hvad er det for en slags fængsel, der er tale om? Metaforen skal fungere rumligt på teatret, og i denne opsætning er scenografien i den grad udtrykt gennem tremmer og gitre, luger og skjulte gemmesteder, der får teatermaskineriet til at folde sig ud.
Scenografien bliver associeret til, at nationen er en konstruktion, og at der er noget råddent i Danmark, som bliver ledet af forbryderparret Gertrud (Charlotte Fich) og Claudius (Henrik Birch). Deres kongerige bliver i denne fremstilling til et udtryk, der på en hårfin måde giver os indtrykket af et mareridt om en styreform, maskeret i fascismens magtsymbolske farver. Er fængslet således udtryk for en latent magtfascination? Jeg kan ikke vide, om det har været intentionen med opsætningen, men i min afkodning af forestillingen bliver denne form for dobbelttydighed også til en begavet kommentar til aktuelle stormagters politik, med andre ord det ”her og nu”, som forestillingen taler ind i.
Shakespeare-klassikeren rummer en global situation, der i den konkrete opførelse også inddrager det lokale publikum. Derfor var det også med spændt forventning, jeg begav mig til Hamlet i Hjørring for at se, hvordan Vendsyssel er til stede i teatret.
Spændende brug af teaterrummet
I Vendsyssel Teaters sal er rummet udnyttet som en kombination af kukkasse og arena. Scenografien er bygget op med mange spilleplatforme i forskellige niveauer, hvilket er med til at fastholde en simultanitet i spillet, og gør det tydeligt, at opsætningen derved gør alle stederne til en form for global tilstedeværelse. Dermed opnår opsætningen bl.a. at bringe helheden tættere på tilskuerens fortrolighed med et mediefragmenteret verdensbillede, der appellerer til en aktuel virkelighedsopfattelse i vores verden.
I denne opsætning er konstruktionen suppleret med et areal i arenarundingen, dækket af et jordlag. Dette område er helt tæt på tilskuerne, og det er her, hvor graverne til sidst i forestillingen viser os et bånd af fællesskab med stykkets hovedperson. Vi får bogstaveligt talt næsten jord i hovedet, da først klovnerne går i gang med deres graveopgave. Når tilskuerne på den måde får et særligt samhørighedsforhold med forløbet ud fra graverscenen, så understreger det også den menneskelige omkostning, der indgår i denne Hamlets konstruktion af, at verden er en scene.
Lyd og lys er fuldt ud orkestreret med stor effekt på teatrale virkninger. Eksempelvis ændrer Anders Budolf Andersens lysdesign sig dramatisk brat i det øjeblik, hvor Gertrud har drukket af giftbægeret. Og Todd Sarfarazs musikdesign understreger også de forskellige magtkonstellationer, der udfolder sig i forestillingen. Der er tydeligvis tale om, at lys og lyd bliver brugt med stor kunstnerisk omhu, og undertiden næsten giver forestillingen et filmisk præg.
Scenografien er i øvrigt holdt i sort, suppleret med kraftigt røde lange bannere bagest i scenebilledet. Farverne anslår en spænding mellem død og hjerteblod, og det er da også de samme farver, der går igen i kongefamiliens kostumer, der giver skuespillerne et interessant modspil. Gertrud er i en knaldrød speciel og glinsende kjole, og Claudius bærer sort lædertøj med gylden vest. Bukserne på de mandlige figurer går kun lige til lidt under knæet, så der kan rigtigt spilles på den energi, som støvlerne kan give til det rette kostume. Og samtidigt efterlader kostumet sprækker til støvlerne, så netop fortolkningen af hele kostumet bliver til en vigtig del af karakteren. Kun Polonius (Jørgen Bing) og Fortinbras (Asta Kamma August) har andre farver. Polonius har embedsmandens lyseblå skjorte på og bærer briller, der måske signalerer, at hans blik er anderledes end de øvrige medvirkendes. Fortinbras er markant og introducerer en dominans fra et anderledes univers i form af sølv og hvid, der næsten fungerer som reference til Star Wars-farver.
Dette samlede scenografiske og kostumemæssige udtryk er så spændende og stramt designet, at det bevirkede, at jeg oplevede de kendte replikker på en ny måde.
I sin fortolkning af Shakespeares tragedie har instruktøren, Jacob Schjødt, foretaget nogle valg. Kærlighedshistorien i tragedien har fået en mere fremskudt plads, idet Hamlet (Elliot Crosset Hove) og Ofelia (Asta Kamma August) meget tidligt får lejlighed til at vise os deres stormende forelskelse. Der er virkelig power og krop i deres udtryk, og det virker godt som modsætning til kongeparrets mere stive og tilsyneladende beherskede selvforståelse.
Ofelia er iklædt en hvid kjole med en renæssancekrave, der er adskilt fra selve kjolen, som fremstår meget moderne og næsten lidt street-agtig. Kontrasten mellem Ofeliakostumets to tidsmæssige referencer kommer næsten til at virke som en kommentar til hende som figur, der i den modsatte ende af kostumets tid er iført dr. Martens støvler i sort lak! Kommentaren gør Ofelia til en dynamisk figur, der både kan tale med værkets historicitet og med den aktuelle opsætnings antiautoritære tilgang. Man kan sige, at figuren derved er tvistet og gjort til et bud på en ung kvinde, der ikke finder sig i hvad som helst. Hun er en bevidst pige i vores samtid, samtidig med at hun beholder en forbindelse til et billede på Shakespeare-tidens typiske elizabethanske pibekraver.
Konstellationen med karaktererne i kostumer, der bryder med et alt for éntydigt tidsbillede, bliver helt uhyggelig, da genfærdet viser sig. Fra underverdenen dukker han op i en halvgennemsigtig sarkofag, hvor den indvendige belysning afslører, at den gamle konge er stedt til hvile, indpakket i Dannebrog. Genfærdets stemme klinger af et dybt ekko fra graven.
På den måde bliver det også meget tydeligt, at der i forestillingen forsigtigt men konsekvent er anslået nationale toner, som giver genklang i stykkets aktualitet.
Tilskuerne er inddraget
Jeg har allerede antydet, at tilskuerne bliver inddraget i denne Hamlet på finurlig vis. For eksempel hilser Hamlet på publikum med et ”like”-håndtegn, hvilket straks bliver opfattet positivt af aftenens i øvrigt modne publikum. Hamlet er ungdommelig og humoristisk til trods for sit tungsind. Da skuespillertruppen ankommer, er de øvrige medvirkende ude af spilmæssigt fokus. Hamlet erklærer overfor skuespillerne i truppen og overfor os tilskuere, at nu er de alene, og nu kan de etablere den aftale, der i form af teaterstykket ”Musefælden” skal afsløre Claudius og Gertrud. Tilskuerne i Vendsyssel Teater bliver på den måde inddraget i stykket i stykket som et sæt ekstra vidner på, hvordan Claudius og Gertrud vil opfatte det optrin, de skal til at se.
Det var tydeligt, at den form for fiktionskontrakt med publikum gik rent hjem. Men med denne iscenesættelse af publikum, bliver vi ikke kun publikum i stykket i stykket. Som publikum får vi også et ekstra blik foræret – et blik på os selv. Fordoblingen af tilskuerblikket gav rigtig god mening for forestillingens samlede udsigelse, om at Hamlet er alene i en magtpolitisk verden, men at han finder sit fællesskab i teatret, sådan som det også blev understøttet af den scenografiske løsning. Men det er også et godt iscenesættelsesmæssigt valg, når man som et nyt stort teaterhus vil vise lokalområdet en klassiker som Hamlet.
Selve stumspillet, der mimer kongens forbrydelse, foregår i slowmotion til klavermusik, nærmest som en form for stumfilmgenre. Skuespiltruppens spil kommer til udtryk som en parodieret amatørrealisation, hvilket virker som et teatralsk tragikomisk træk ved forestillingen, og som i forestillingens store rammefortælling får Hamlet til at fremstå ekstra tragisk.
Senere i forestillingen, hvor en anden berømt replik falder: ”I som sidder blege… ”, henvender Hamlet denne til publikum. Eftersom aftenens tilskuere nu allerede er fortrolige med at være inddraget i fiktionens teatralitet, virker dette godt, og publikum ler da også af sig selv i denne spejling.
Overraskelser
Overordnet set er Hamlet på Vendsyssel teater en meget velspillet og velfungerende forestilling. Skal jeg pege på et par steder i forestillingen, hvor jeg undrer mig, så må det være ved hele udlægningen af Hamlet. For det første er Hamlets bedste ven, Horatio, fjernet. Hamlets allierede er publikum. For det andet bliver Hamlets nok berømteste monolog, ”At være eller ikke at være” sagt langt tilbage på scenen på en trappe højt oppe. Denne distance er bemærkelsesværdig, men ved nærmere eftertanke understøtter den de øvrige valg, der er truffet i opsætningen, som om Hamlet er isolationsfængslet i Danmark.
En tredje overraskelse, som virker næsten skræmmende, indtræffer i det øjeblik, hvor Claudius med sin bøn vil skærme sig fra det vanvid, der som en skæbne haler ind på ham. I denne situation låner Claudius den berømte, stereotype ”Hamletgestus”, hvor han i udstrakt arm holder hånden i en position, som om han holdt på Yoricks kranium. Det er meget effektfuldt, for som tilskuer bliver man klar over, hvor falsk Claudius’ bøn er. I stedet for at forsøge at nå himlen med sin bøn foregriber Claudius uvilkårligt med sin gestus den graverscene, der lidt senere skal udfolde sig. På den måde løser forestillingen også at give Claudius’ falske spil betydning som et ledemotiv, der foregriber hans egen vej i døden. Han er i færd med at grave sin egen grav. I selve graverscenen går kraniet igen og bliver til en slags komisk dukketeater.
Da den afsluttende replik ”resten er tavshed” har lydt, forstår vi Fortinbras funktion, idet han i kvindelig skikkelse, spillet af Asta Kamma August, bliver til en markant budbringer om fred i Danmark. Forestillingens slutbillede binder buen tilbage til stykkets begyndelse, hvor Danmark blev udråbt som fængsel og råddenskab.
Forestillingen blev for mig en tragedie med en positiv udgang. Den skriver sig ind i en samtidsproblematik, hvor magtens korrupte maskespil bliver overtaget af budskabet om fred til folket.
Medvirkende
Hamlet – Elliot Crosset Hove, Claudius – Henrik Birch, Gertrud – Charlotte Fich, Ofelia og Fortinbras – Asta Kamma August, Polonius – Jørgen Bing, Gyldenstjerne, anden klovn, Osric, Barnado – Jesper Groth, Rosenkrans, første klovn, Francisco, soldat – Julie Buch-Hansen, Laertes, anden skuespiller – Benjamin K. Hasselflug, Genfærdet, første skuespiller, præst – Kresten Andersen. Instruktion – Jacob Schjødt, scenografi og kostumer – Carsten Burke Kristensen, Lysdesign – Anders Budolf Andersen, Lyddesign – Todd Sarfaraz, oversættelse – Niels Brunse, dramaturg – Anne Middelboe Christensen. Fotograf – Tao Lytzen. Forestillingen spiller til 14. oktober 2017.