En anti-anti-nationalistiske forestilling
LYDEN AF DE SKULDRE VI STÅR PÅ
Aarhus Teater
Af Janek Szatkowski
Der er ét spørgsmål, der altid melder sig for mig, når der er musikteater, teater-koncert eller andre konstellationer af den art på programmet. Jeg vil gerne vide, hvorfor jeg skal gå i teatret for at høre en koncert? I denne udgave af et musikteater fænomen, har Aarhus Teater, med Lyden af de skuldre vi står på, givet et meget flot bud på hvorfor…
Kunsten at gøre det kendte ukendt for at kunne erkende noget nyt
Med en vigtig, og dristig, satsning på scenografi, lys, lyd og kostumer lykkes det at give en plotløs samling af klassiske danske sange struktur. De to halvdele af forestillingen har klart hvert deres eget tema, som dukker frem af den måde teksterne er monteret sammen på. Første halvdel er båret af ef cyklisk dramaturgi, bundet ind i en døgnets og årets vekslen. Anden halvdel af en stærkere eksistentiel tvivl og frygt, hvor nogle af teksternes stærkt kristne budskaber får lov til at klinge sammen med nutidsvisioner og afmagt.
Det musikalske univers bæres af samarbejdet mellem Marie Koldkjær Højlund (musikalsk arrangør og musiker), Esben Inglev (musiker), Anders Boll (arrangør) og Simon Kvamm (musikalsk arrangør). Mere musikalsk kompetente end denne anmelder, må udrede de musikfaglige greb der er anvendt, jeg noterede mig, hvordan energien i de stærkt rytmiske dele var med til at etablere et nyt rum omkring de kendte tekster og melodier. Dette greb, der ’fremmedgør’ de kendte sange, giver rum for, at man som tilskuer arbejder med alle associationer, et liv levet med disse melodier har givet én, og så kan jeg, som tilskuer, fordi jeg sidder i teatersalens rum, pludselig forbinde tekster og sange med nye erindringer og associationer. Det lykkedes for denne tilskuer bedst i de dæmpede og mere tonale dele, hvor energien var mere underspillet. Her opstod der faktisk en anderledes tid og mulighed for eftertænksomhed, der gjorde stort indtryk. Som når Lisbeth Balslev, der stod med styrke og værdighed i sin operastemme, og Anders Baggesen fortolker ”sorrig og glæde de vandrer til hobe”. Anders Baggesens smukke fremstilling af en figur, der formidler smerten og frygten for alderdommen, og behovet for kærligheden netop lige dér. Her er også scenografien mere lavmælt og dæmpet. Her var der for alvor frirum for tilskueren. I andre sange var scenografi og kostumer med til at sende tilskueren på vandring ad mere tydeligt markerede stier. Hints om tider og vilkår i sangenes historiske universer, eller bud på frit fabulerende tolkninger, hvor nutids-kostumer antyder aktuelle meninger i de gamle tekster. Som i åbningsbilledet af anden del, hvor (bryllups)festen bliver til desperation og angst, som stærkt udtrykt i Jacob Madsen Kvols’ figur der døjer med de ”tunge, mørke natteskyer”. Og ganske nye dimensioner åbner sig også når den formidable Marluze Da Cruz danser og synger om den danske sommer. Hun har bare så meget udstråling, at scenerummet vibrerer.
Scenografi, lys (Mathias Hersland) og lyd (Lars Gaarde) udgøre en utrolig helstøbt enhed. Scenograf Christian Albrechtsen har fået lov til at bygge sine visioner i 1:1. Han skaber billeder, der bliver siddende på nethinden: en halvkugle af noget, der ubestemmeligt bestemmer sig for at være huse, grave, åbninger, kløfter. By, landskab og klode. Elegant timet og tryllet frem som bagsiden til træpaneler. Derfor ser vi koncerter i teater, derfra udstråler så mange betydningsrum, at som tilskuer bare kan give sig hen, og digte med. Hvor er det livgivende, når scenografer digter, og ikke bare skal illustrere.
Sammenfattende er der tale om endnu en stor og succesfuld produktion på Aarhus Teater. Noget tyder på, at der gives rum til samarbejde, banes vej for nye prioriteringer, der satses. Aarhus Teaters kor, der medvirker i denne produktion er et rigtigt godt eksempel på dette. Det lover godt for de kommende sæsoner under Trine Holm Thomsen lederskab.
En national opsang
Hvad er det så denne teaterforestilling vil os. Hvilke meningshorisonter dukker op? Eksperimentet med de kendte danske sangskat er en vældig dristig satsning på at gribe fat om noget nationalt. Hvordan gør man det i dag? Kan vi vriste nationalismen fri af Dansk Folkepartis jerngreb? Kan man besinde sig på, at man er dansk, med alt hvad det indebærer, uden at blive nationalist? Må vi pr. automatik være anti-nationalister? Eller kunne det tænkes, at man kan finde en position, hvor det er muligt at være anti-antinationalist? Med andre ord finde det muligt at værdsætte noget, der er rundet i dette land, uden at ville hævde, at det er unikt, kun tilgængeligt for hjemmefødninger; og på samme tid hævde, at det heller ikke noget, der er så ubetydeligt, at det forsvinder i de globaliserende stormvinde? På sin vis inviterer denne forestilling os til at være besindigt danske… Det lyder i sig selv vældig dansk, ikke? En dansk verdensborger. Kosmopolit på dansk. Det gør forestillingen gennem sin ubekymrede kombination af fortid og nutid. Det er ikke tilfældigt at vi får Dannebrog i mange udgaver undervejs. Fra det blafrende flag, der afslutter første del, hvor det dukker op i skovens dybe stille ro, der faktiske er alt andet end stille, til et led-lys flag i slutningen af anden del. Flagets materialitet forskyder sig. Det gør dets betydning måske også. Historien bæres med i forestillingens bedste kostumer, sat sammen uden nostalgi, men med humor. Som billedet af bondeparret der
synger til akkompagnement af tre hyben.
Eller historiske tableauer, der mikser tider og krige, mænd og kvinder i stoisk ro.
Måske er det karakteristisk, også for noget af det danske, at vores nutids-visioner ikke synes voldsomt originale. Når månen bliver til en stor diskokugle, og alle optræder i sølvglinsende astronaut-dragter. Her krummer jeg i hvert fald tæer, som et af de meget få steder.
Vi har som danskere etableret et ret enestående samfund. Vi har, efter sigende, været så lykkelige som nogen nation kan blive. Vi værdsætter, sammen med de øvrige nordiske lande, vores ret til at udfolde os som individer, og har længe været i stand til at gøre det, fordi vi politisk havde fundet en model, der sikrer, at det ikke sker på fællesskabets bekostning, og at fællesskabet sikrer dem, der har vanskelige livsvilkår. Tillid er derfor helt afgørende. Tillid til medborgeren, tillid til den stat vi har sat til at regulere livsvilkår. Vi ved alle sammen, at man, for at opnår social lykke og frihed, er nødt til at give afkald på noget af sin frihed og sine værdier (skatten, man betalte med glæde). Vi eksperimenterer med selvudfoldelsen, fordi vi ikke længere er styret af religionen og moralske fordomme: vi er et sekulært folkefærd. Eller er vi?
Er kampen om en tilbagevenden til en nationalisme, og neo-liberalismens de-reguleringen af statens muligheder for at hjælpe samfundet med at styre sig, mon ikke tilsammen noget, der rokker ved en lang række andre danske værdier? For når selveste hr. Sven Brinkmann maner til besindelse, til at stå fast, så må man jo spørge sig selv: hvad er det vi skal stå fast på, og hvad er det vi skal besinde os på? Vi danske?
Instruktørens stærke greb
Her kommer instruktør Nicolei Fabers afgørende indflydelse ind. Han har magtet at styret dette komplekse maskineri på en sådan måde, at forestillingen samlet set aldrig vælter til det nationalromantiske, eller ind i den anti-nationalistiske. Forestillingen sætter – i nogle af de tolkninger og kommentarer, der ligger i musik, scenografi, kostumer og spillet – eftertanken i sving. Som tilskuer er man nødt til at spørge sig selv: Er vi alt for let til fals for melankoli og romantiske drømme? … ”I Danmark er jeg født” … Som H.C. Andersens bevis på sin egen danskhed. Eller luller vi os ind i det små-tuttenuttede univers om det lille barn, der sover sødt. Flygter vi i vores evindelige optagethed af vejr og vind, ”mørk er november”, og ”du danske sommer”. Og så kan vi jo altid klare os videre med lidt af det erotiske. Det er Fabers dosering af, hvilke udsagn der får lov til at klinge igennem i de enkelte sange, der viser en afgørelseskraft. Evnen til at holde et fokus midt i mangfoldigheden af muligheder. I én scene holdes scenelyset diskret tilbage, idet det fokuserer på en enkelt figur, men lyden fylder rummet. I andre scener er fortællingen på scenen båret af skuespillerne og ensemblet, der danner baggrund for en tolkning af teksten, og musikken er der, men bliver umærkeligt underordnet fortællingen. Og når dette føjes sammen i en helhed, der formår at variere i rytme, intensitet og stemning, så bliver forestillingen dynamisk. Faber styrer også med sikker hånd ensemblet og sine kunstneriske medarbejdere frem mod et resultat, der sikrer, at der til alle disse klassiske national-romantiske strofer kommer der en kant. Alt efter temperament og politisk ståsted kan man sikkert mene, at der hine steder er for lidt kant, at det hele bliver lidt for underspillet. Men for mig er det Fabers og forestillingens balance på denne line, der i særdeleshed er med til at inspirere og stimulere.
Lyden af de skuldre vi står på
Aarhus Teater, September 2017
Instruktion: Nicolei Faber
Musikalsk Arrangement: Marie Koldkjær Højlund, Simon Kvamm, Anders Boll, Esben Inglev
Scenografi: Christian Albrechtsen
Lysdesign: Mathias Hersland
Lyddesign: Lars Gaarde
Koreograf og danser: Marluze da cruz
Operasanger: Lisbeth Balslev
Skuespillere: Anders Baggesen, Jacob Madsen Kvols, Mette Døssing, Martie Kristine Marschner, Mikkel Becker Hilgart.
Aarhus Teaters kor.
Janek Szatkowski er lektor ved Aarhus Universitet, Institut for Kommunikation og Kultur, Dramaturgi.