46+1 Aalborg Teater, Borgerscenen
Af Ida Krøgholt
Hvordan er det at være sat sammen af 46 + 1 ekstra lille kromosom? Det fortæller Aalborg Teater om i en farverig forestilling på teatrets borgerscene.
Spændingsopbygning
Rummet er overraskende hvidt. Langs tre vægge står skinnende hvidmalede podier, som publikum skal bænkes på, og scenen er en ligeså hvid lille forhøjning, der løfter Christian, Hanne, Janne, Jill, Jonas, Lotte, Peter, Sune og Martin ud i rummet, når de ikke sidder på stole langs endevæggen. Sådan tager teatret sig her ud som modernistisk udstillingsrum, en ’hvid kube’, som giver indtryk af at være en neutral ramme for det autonome kunstværk. Men ’den hvide kube’ er ikke det, man normalt forbinder med borgerscene, og sådan skaber rummet kontrastfyldte forventninger. Forinden har vi som publikum kunne læse på Aalborg Teaters hjemmeside at ”borgerne leverer forestillingens indhold i form af deres medvirken under prøver og selvfølgelig i den endelige forestilling”. Og vi har oplevet instruktøren, Martin Ringmose, og nogle af aktørerne, mens vi har ventet i korridoren på at blive lukket ind. Vi ventede i gemytlig stemning på en af skuespillerne som var på toilettet. ”Vi lukker jer først ind, når hun er tilbage,” forklarede Martin, som både har instrueret forestillingen og spiller med i den. Det kunne vi godt se det logiske i. 3 min senere åndede vi lettet op, for nu var pigen parat, hun tog et headset på og guidede os. Vi var da spændte på, om det hele nu ville gå som planlagt. Under forestillingen forblev spændingen intakt: man var lettet over at aktørerne klarede det, og samtidig spændte på, hvordan lige netop disse borgere ville matche det rene minimalistiske teaterrum.
Vi når dét, vi når
Aalborg Teater har i denne forestilling stillet scenen til rådighed for otte mennesker med downs syndrom. Martin Ringmoses rolle er bl.a. at præsentere og bearbejde forventningshorisonten. Da vi som publikum har sat os til rette langs væggen, byder han os velkommen og opstiller nogle præmisser for aftenen: ”I må meget gerne tage fotos med jeres telefoner.” Flere kigger på hinanden – har vi hørt rigtigt? ”I må også gerne tage telefonen, hvis den ringer under forestillingen. Og I skal endelig spørge undervejs, hvis der er noget I gerne vil vide noget om. Hvis I kan se, nogen har brug for hjælp, så skal I ikke holde jer tilbage, I må gerne hjælpe. Og I siger bare til, hvis I selv har brug for hjælp”. Med andre ord: her er det tilladt at fejle: ”Vi spiller i præcis 5 kvarter, og når de er gået, slutter forestillingen. Så håber vi, vi har fået det hele med, men det er ikke sikkert – vi ser hvad vi når, for nogle af aktørerne skal jo med den sidste rutebil hjem.”
Med den introduktion er en stor del af glansen pillet af teatret. På publikumspladserne breder der sig en munter stemning, et par kvinder springer straks op og retter på et scenetæppe, der driller, for nu hvor ingen kan forvente en perfekt iscenesættelse af ophøjede skuespillere, kan man lige så godt gå lidt til hånde.
Sammen med Martin præsenterer aktørerne forskellige numre, fra practical jokes til dans, sang og oplæsning af dagbog. Man bruger hashtags til at markere dramaturgien. Disse projiceres for hver sekvens hen over det hvide scenegulv og kategoriserer de emner, forestillingen kommer omkring: # 1 Tegning, # 2 Montre, # 3 Dans osv. og på den måde bliver dramaturgien oplyst. Flere af de medvirkende danser fint, en artikulerer ikke så klart men er rigtig god til at beatboxe, en pige skriver dagbog og læser højt af den. Parallelt med talentpræsentationerne, nedbryder mange af numrene samtidig hele talentidéen og bliver i stedet negationer af situationer, ofte med instruktøren som den, der obstrueres. Det er tilfældet i # 5 Tape, hvor Martin tiltales med et ”sit”, mens pigen med headset vikler hans ansigt ind i tape til han er fuldstændig maskeret og blændet. # 6 er det store æggekastningsnummer, hvor vigtigheden af at koge æg skal demonstreres, og da æggekasteren skal levendegøre dette, kommer han ironisk nok i flere omgange til at fejle ved at smadre et ukogt æg på gulvet, så forestillingslederen Pia må tilkaldes og fejer op. I sig selv er nummeret ikke særlig imponerende, men udførelsen er sjov: en af de medvirkende har rollen som videnskabelig ekspert udi æggekogning, og mens hans assistenter demonstrerer forskellen på rå og kogte ægs tilstand, leverer han en speak hen over nummeret på sort italiensk, mens Martin simultantolker. I # 8 Tale interviewes de medvirkende på skift. De sidder på stole langs endevæggen og besvarer systematisk Martins spørgsmål, fortæller hvor de bor, hvem de bor sammen med, hvem deres familie består af, og hvad de godt kan lide. Hanne er glad for at bo i Ranum. Hun er gift og bor sammen med Sune, som også elsker sin by: ”Jeg er virkelig stolt, nu har jeg været i Ranum i 18 år.” Imens Martin interviewer, roder Lotte ham kærligt i håret. ”Kom nu videre,” lyder det fra én af de andre, og så kommer turen til Lotte, som kan lide alle folk, ”både mandfolk og damer. Og dig, Martin.” Peter har under interviewet sniksnakket og raget rundt med sin sidemand, Kristian. Peter kan sit efternavn, han præsenterer sig som Peter Kjær, men han er lidt usikker på sin alder: ”3 år?” De andre vil hjælpe ham: ”23?” Nej, det er 30, som er det rigtige. ”Er du glad for at være dig?” spørger Martin en af pigerne. ”Ja,” lyder svaret uden tøven og med et smil, man ikke sådan glemmer.
Efter næsten fem kvarter speedes der op, Martin fortæller, at vi ikke når alle scener i aften, vi springer frem til finalenummeret Teknik, hvor Jonas spiller musik med en boremaskine.
Efter applausen vil de medvirkende gerne give autografer, hvilket skaber et nyt rum, hvor publikum får mulighed for at snakke, spørge og takke de medvirkende personligt.
Det professionelle og ikke-professionelle i spil
46+1 er en spændende borgersceneforestilling, som på fin vis løser det elementære paradoks, borgerscenerne befinder sig i, nemlig hvordan teatret skal få æstetisk velfungerende forestillinger ud af arbejdet med helt almindelige-ualmindelige mennesker. Og hvordan sådanne produkter, der har deres særegne kvalitet, kan karakteriseres og vurderes, når de nu i indpakningen ligner institutionsteatret til forveksling, spiller på dets scene og instrueres af branchens professionelle. Med borgerscenernes placering i spændingsfeltet mellem det professionelle og det ikke- professionelle, bliver bearbejdningen af teatrets, spillernes og publikums forventninger enormt vigtig, og det bliver vitalt at teatret og instruktør og dramaturg har en procedure eller modus for, hvordan dette kan gøres.
At kigge væk
Vi kan forklare den måde, 46+1 håndterer borgerscenens paradoks, med Goldsmith-professoren, Irit Rogoff’s begreb ’at kigge væk’[i]. Rogoff bruger termen om en kulturel form, hun har iagttaget i museernes deltagelseskultur, hvor atmosfæren og kommunikationen omkring udstillingerne er mindst lige så vigtig for museumsoplevelsen som iagttagelse af kunstobjekterne. Begrebet ’looking away’ udspringer også af det faktum, at den traditionelle adskillelse mellem det at skabe kunst (praksis) og det at se kunst (publikum) ikke er så indlysende længere. Som kritikere, analytikere og tilskuere forventes vi traditionelt at undersøge, indleve os i og vurdere værket, mens det at ’kigge væk’ potentielt åbner mulighed at re-artikulere forholdet mellem skaber, objekt og tilskuer. At ’kigge væk’ ser Rogoff ikke som en egentlig subversiv kunstiagttagelsesstrategi men som en alternativ vej til kulturel deltagelse. 46+1 appellerer ret konsekvent til at vi som publikum ’kigger væk.’ Den joviale stemning inden forestillingsstart, som Martin Ringmose bidrager til med afslappet tilstedeværelse og en enkelt bemærkning, der hjælper publikum til at møde hinanden i forestillingens ånd, mens vi venter på en af de medvirkende, er befriende. Velkomsten, hvor det gøres tydeligt, at vi som publikum gerne må være i kontakt med omverdenen og må spørge, hjælpe og assistere, er endnu et greb som aktiverer publikums ’kiggen væk’, og talentpræstationerne, der i mange tilfælde er ikke-numre, bidrager på deres måde til det samme. Hvis vi kigger kritisk på objektet, kan dette sikkert opleves som mindre vellykket teater med medvirkende, der ind imellem helt glemmer, at de ’er på’. ’Kigger vi væk’, får vi mulighed for at mærke det på samme tid kaotiske og vidunderlige i det lille ekstra kromosom. Samtidig er ’kiggen væk’ et udtryk for teatrets nye muligheder, hvor kvaliteten ikke kun ligger i skuespillerens professionalitet, men fx i det møde mellem mennesker, en instruktør, en dramaturg, en scenograf kan iscenesætte. Borgerscenen obstruerer vores normale forventninger til teatret som professionel kunstform, og sådan skaber det nye måder at være tilskuer på.
Medvirkende
Instruktion Martin Ringmose
Scenografi David Gehrt
Dramaturgi Kjersti Hustvedt og Jens Christian Lauenstein Led
På scenen er otte mennesker med Downs og skuespiller Martin Ringsmose.
46+1 spiller 19.5. – 15.8. 2017
Ida Krøgholt er lektor ved Institut for Kommunikation og Kultur, Dramaturgi, Aarhus Universitet.
[i] Irit Rogoff: “Looking away: Participations in Visual Culture” i Gavin Butt (edt.): New responses to Art and Performance. London: Blackwell Publishing 2005.