Min arm –min forestilling

Gæstespil af Team Teatret på Edison

Af Ulla Kallenbach

En tiårig dreng rækker en aften sin ene arm i vejret – og beholder den der. Først i trods, som en viljeshandling. Senere af nødvendighed, som et livsvilkår. Den tilfældige gestus bliver gjort til genstand, først som et aparte indfald, dernæst som et psykiatrisk tilfælde, og endelig som et kunstværk. Den meningsløse handling bliver i årtiernes løb opfyldt af mening, både for drengen selv, og for de, som betragter ham, selvom han ender med langsomt at rådne op mens døden spreder sig fra fingerspidserne og nedefter.

Min arm er en produktion af Team Teatret fra 2014, som nu er nået til Betty Nansen teatrets anneksscene Edison, hvor den spiller i den lille Silo. Monologen er skrevet af en af de senere års mest fremtrædende engelske dramatikere, Tim Crouch, der også oprindelig selv fremførte stykket. Kendetegnende for Crouchs dramatik er, at han lægger særlig vægt på tekstens møde med tilskueren. Dramaet finder så at sige sted i hver enkelt tilskuers tilegnelse og forestilling af stykket, snarere end i den sceniske gestaltning. Således bliver publikum også inviteret til at tage del i ejerskabet af forestillingen ved at udlåne personlige genstande til brug i opførelsen. Den navnløse jeg-fortæller, her fremført af Claes Bang, er eneste mand på scenen, mens fortællerens yngre selv er repræsenteret ved en croquisdukke.

Crouch har i stykkets introducerende note til publikum karakteriseret monologen som ”a play about giving ordinary things extraordinary presence”. Denne oplysning får tilskueren på Edison ikke. Her bliver man i stedet mødt af en videohilsen (og en forudgående mailinvitation), hvor Bang opfordrer os til at udlåne en genstand til brug i forestillingen. Således er alle øvrige karakterer og objekter repræsenteres via objekter lånt fra publikum. Denne aften spilles drengens far af en lighter, moderen af en foldekniv, og broderen Anton af en tampon. Familiens hund er en lodden vante.

Scenerummet er nøgent, og stiller de få sceniske redskaber tydeligt til skue. Et bord, hvorpå rekvisitterne ligger klar. Over bordet et kamera tilsluttet en tv-skærm, hvor vi kan se historien udspille sig ved hjælp af tilskuernes genstande. Enkelte gange ses projektioner på Edison-siloens grå betonvæg. Andre gange udspiller episoderne sig i blackout. Der er således rig mulighed for, at hver tilskuer kan ”besjæle” objekterne og enkeltepisoderne med deres egne personlige billeder, associationer og erfaringer.

Stykkets oversætter, Gitte Skytte, har effektivt transponeret historien fra engelsk til dansk kontekst, med barndomshjemmet hensat til Fanø og den elitære kunstscene til København. Der er også en spiritistisk tante med hang til djævleuddrivelse, som holder til i Skjern. Tekstens humoristiske tone er også fint bevaret, således at historien, der for så vidt er en tragedie om et menneske fanget i en krop, som langsomt slår sig selv ihjel, i stedet fremstår som en veritabel succeshistorie.

Storytelling og Verfremdung

Min arm betjener sig af to paradoksalt modsatrettede dramaturgiske greb, der på den ene side fordrer intimitet og nærhed, på den anden side fremmedgjort distance.

Stykket fremstår på den ene side som en slags selvbiografisk retrospektiv storytelling – hvilket i den oprindelige iscenesættelse blev understreget af, at Crouch selv fremførte rollen – i tæt kontakt og direkte henvendt til publikum. Claes Bang udfylder fortællerrollen rutineret og med drillelysten humor. På den anden side arbejder stykket også med en Brechtsk Verfremdung, som lader det genkendelige (f.eks. de personlige genstande) fremstå som fremmed. Skuespilleren står i Brechts episke teater ved siden af sin karakter og viser, eller demonstrerer, snarere end forvandler sig til karakteren. Her er det ikke et mål at tryllebinde tilskueren i forestillingens illusion, men gennem distancen at opfordre til refleksion over det fremstillede. Det, at få nærheden og distancen til at gå op i en højere enhed, er en svær balancegang, og det klarer denne forestilling ikke helt uden at snuble lidt undervejs.

Storytelling-formen fordrer et intimt rum, en autentisk fortæller, og en tæt kontakt med sit publikum. I Bangs gestaltning og instruktør Mads M.Nielsens iscenesættelse forskydes intimiteten og den selvbiografiske autencitet via en række unødvendigt teatrale greb. Hvorfor vælge at fortælle historien med overdrevent karikerede stemmer (skinger moderstemme, dyb faderstemme, tynd stemme til drengen), som egentlig ikke tilfører fortællingen noget? Hvorfor skal der råbes så højt og så meget helt fra start, når det tager brodden af de mere voldsomme episoder, som fortællingen indeholder? Hvorfor ikke satse mere på den inderlighed og de poetiske potentialer, som teksten indeholder?

Crouch har i dramateksten indlagt flere pauser, hvor fortælleren afbryder historien for at tage en slurk vand. Det fungerer i teksten – og i Crouchs egen performance – som et greb, der umærkeligt fastholder tilskuerens blik på skuespilleren som beretteren, frem for som karakteren. I denne opsætning indtages slurkene demonstrativt, langsomt, af hvad der ligner en vase, efterfulgt af et lige så demonstrativt tilfredst ”ahhh”. En gang, alt imens fortælleren beretter om dengang, han skulle have amputeret en finger, får publikum også en udstrakt langefinger i synet, mens Bang fugter ganen. Crouch lader det omvendt være usagt og uset, hvilken finger det drejer sig om. Det er ærgerligt, at opsætningen ikke går mere med på den mere subtile præmis, som teksten egentlig lægger op til, og den underspillede stil, som Crouch er kendt for. Ikke mindst da skuespilleren denne aften er nødt til at træde ud af rollen, da han forstyrres af legende børn uden for teatret, bliver den teatrale fortællerstemme meget tydelig.

At se og blive set

”Kunst er alt, du kan slippe afsted med”. Sådan lyder den noget skruppelløse manager Simons (som denne aften spilles af et æble) diktum, der også nedskrives på et papir og hænges op på tv-skærmen til synligt skue for tilskueren, hvor det på en og samme tid fremstår som en stikpille til et højpandet kunstmiljø, og som et udsagn med en reel opfordring til publikum om at tage op til overvejelse. For hvor drages grænsen egentlig mellem ekstrem kropskunst og offentlig selvskade på YouTube?

Men også selve kunstbegrebet i mere gængs forstand tager Min arm både i indhold og form op til diskussion. Hvordan bliver noget kunst? Hvordan tillægger vi objekter og handlinger æstetisk betydning? I Min arm bliver disse spørgsmål til formelle vilkår, netop ved at fravælge den sceniske æstetik og iscenesættelse og i stedet lade hver enkelt tilskuer konstruere sin egen fortælling ud fra de få tilstedeværende, ikke-repræsentationelle genstande. Som fortælleren siger, ”det betydningsløse bliver betydningsfuldt”. Det er således ikke det vi ser, der konstituerer forestillingen, men hver enkelt tilskuers egen, imaginære iscenesættelse.

Hermed kommer det også til at handle om selve det at se en forestilling, og at forestille sig. Der er intet ar at se på fortællerens maveskind, når han løfter op i trøjen for at vise, hvor han fik bortopereret sin milt efter et selvmordsforsøg. Den amputerede finger mangler ikke. Brillerne, som drengen efter sigende ikke kan se foruden, bæres ikke af fortælleren. Et par solbriller og en chokoladebar accepteres begge som identiske bronzeafstøbninger af fortællerens mod slutningen verdensberømte arm – som skuespilleren i øvrigt på intet tidspunkt selv har holdt løftet.

Endelig handler det også om behovet for at blive set. ”I en moderne verden er det let at føle sig usynlig,” hører vi fortælleren sige. Og hele vejen igennem mærker vi fortællerens længsel efter at føle sig bemærket og betydningsfuld. Lige fra hans barnlige rivalisering med broderen, til den stille stolthed over at være blevet en lokal kuriositet som ”drengen med armen, til forløsningen ved virkelig at blive set som sig selv af en kunstners gennemgranskende blik – ”Jeg blev set”.

MEDVIRKENDE Claes Bang

INSTRUKTØR Mads M. Nielsen

MANUSKRIPT Tim Crouch

OVERSÆTTELSE Gitte Skytte

PRODUCERET AF Team Teatret

Ulla Kallenbach, PhD, postdoc ved Institut for Kulturvidenskaber på Syddansk Universitet