Niels Klims underjordiske rejse
Generøs, folkelig og fabulerende opsætning af Holbergs satiriske oplysningsroman, tekst af Thor Bjørn Krebs og Anna Bro, iscenesættelse af Peter Schrøder.
Af Janicke Branth
I grunden er det mærkeligt, at Holberg skrev Niels Klim på latin. Romanen udkom i 1741, altså næsten 20 år efter hans poetiske raptus, som begavede dansk teaterlitteratur med sin første store kanon. Hvorfor skrev han så en satirisk roman på latin, Nicolai Klimii Iter subteranum? Og hvorfor blev den udgivet i Leipzig?
Formodentlig var han nervøs for reaktionerne og de var også hårde i Danmark. Så hårde at Holberg lovede sig selv aldrig mere at skrive satiriske romaner. Måske anede det ham også, at den lettere ville blive læst i udlandet, hvis den udkom på latin. Og det blev den. Og her blev den en succes og hurtigt oversat til syv sprog. I Danmark måtte vi vente til Jens Baggesen i 1789 oversatte den til dansk. Det er stadig den mest læste udgave af Niels Klim.
Men det er nu ikke Baggesens udgave, de har valgt at bruge til den store åbningsforestilling af Vendsyssels nye, imponerende teaterhus tegnet af arkitektfirmaet Schmidt Hammer Lassen.
Teatret har valgt at give to unge, men erfarne dramatikere, Thor Bjørn Krebs og Anna Bro i opdrag at gendigte Holbergs flere hundrede sider lange roman. Helt frie hænder har de dog ikke fået, hensigten har tydeligvis været at overholde Holbergs narrativ og univers. Opgaven er altså løst med respekt for den oprindelige helts rejse og karakterudvikling. Til gengæld har de så bidraget med en sproglig opdatering og ikke så lidt nutidig politisk satire. I den forstand kunne projektet minde om Erasmus Montanus på Aarhus Teater, omend det ikke er nær så skarpt.
Oplysningstidens rejsende helt
Niels Klim er i udgangspunktet ikke så langt fra Erasmus Montanus, der kommer hjem – (her til Bergen) – fra sine universitetsstudier i København og fører sig frem med fine eksamenspapirer, (speciale i oldtidens klædedragt med særlig vægt på tøfler), men uden embede eller penge til at forsørge en familie. Derfor får han nej fra sin udkårne Magdalone. Men han har stadig appetit på at studere og udforske sin omverden, og det fører ham til den store grotte udenfor Bergen, hvorfra hans underjordiske rejse begynder. Herfra er Holbergs forbillede ikke længere Molière men renæssancens og oplysningtidens utopiske rejseromaner, Thomas Moores Utopia (1517) Montesquieus Persiske breve (1721) Swifts Gullivers rejse (1726) og Defoe’s Robinson Crusoe (1719). Metoden består i at lade den rejsende helt møde fremmede universer og her støde ind i væsensforskellige kulturer, der kraftigt udfordrer hans fordomme. Læseren – og ikke nødvendigvis helten – bliver klogere på verdens relativitet.
Peter Schrøders opsætning starter, hvor Holberg slutter: med Niels Klim der trækker i kirkens klokketov. På en næsten tom scene i det amfiteatralt opbyggede scenerum står han i en enkelt spot. Der er publikumsopbygninger næsten hele vejen rundt, salen er sort og scenegulvet tomt. Ned fra loftet kommer så rebet, og da kommer studenten travende ind og er modvilligt nødt til at ringe med klokkerne. Han overlader dog hurtigt rebet til lillebror Rasmus og drager af sted på rejse til jordens indre univers, som en “Stella Klim i den indre verden”. Han mener sig jo skabt til noget meget større end at være klokker.
Helt betagende er rejsens første billede, hvor Niels Klim sænkes ned i rebet fra Teaterrummets kuppelagtige loft, sådan at publikum i det næsten cirkusrunde rum, må opleve sig selv som de grønne vækster i træernes land Potu, hvor Klim først lander på planeten Nazar. Vi bliver de tavst ventende vækster, der forundret betragter det mærkelige væsen, som daler ned mod vores jords indre landskaber. Her går teaterrum, scenografi og scenehandling op i en højere enhed og så glider de første træagtige karakterer langsomt ind på scenen.
Den muntre første del
Frem til pausen følger vi Klims rejse rundt på planeten Nazar, hvor han først møder træernes rige Potu (det der kommer tættest på Holbergs idealstat) med de langsomt talende og eftertænksomme træer, som gør statsstyret fornuftigt og stabilt. Her foretrækkes erfaring, og projektmagere risikerer livet, hvis deres forslag ikke er gennemtænkte. Træerne forsøger venligt men bestemt at “intrægrere” Niels Klim og vænne ham til den langsomhed, som er hans overfladiske væsen så fremmed. Men forgæves, og de kloge træer ender med at udnytte hans fortrin og ansætte ham som løbende postbud.
På den måde kommer han rundt til de andre samfund på planeten: Til Dalalisien med verdens lykkeligste folk, hvor alle dalrer rundt med grønne klaphatte på hovedet og griner uhæmmet af alt og intet, til Maderak, et matriarkat, til fornuftens land, til videnskabens land, og til et utal af andre lande, som ikke er medtaget i forestillingen. Nu har han set sig omkring og vender så tilbage til Potu for at stille et reformforslag. Overalt hører vi Klim udbrede sig om de kristne europæiske værdier, om effektivitet og vækst: “Vi kristne europæere har en fantastisk evne til at hjælpe primitive kulturer med at udvikle sig og vækste”, – her mærker man den moderne bearbejdelse. Men hans moderne europæiske værdier indbefatter så ikke lige tanken om kvinders ligestilling: Hans reformforslag vil have kvinderne tilbage til kødgryderne. Han argumenterer biologisk på naturens vegne, og bliver stemt helt ned i Potu, hvor der er stor agtelse for kvinder i det offentlige liv.
Ja, han bliver ikke alene stemt ned men smidt i en kasse og eksporteret til abernes rige. Det bliver så første dels højdepunkt: rummet udvides, da to store publikumsopstillinger (med publikum i sæderne) bliver drejet og skubbet til side og afslører en gigantisk hoppeborg med rutsjebane, tronstole og en hel flok løsslupne, pyntesyge aber, som strides, skændes, flirter, driller, prutter og spurter rundt på scenen med deres store røde rumper og lange lyserøde haler. Her lykkes det til gengæld Klim at komme til tops i samfundet – ved hjælp af parykker! Men kun for en tid. Også her bliver han kasseret, smidt ud og havner på havet som galajslave. Et stormvejr kæntrer hans båd, men lige inden hører han – som en anden Macbeth – havfruerne synge om en stor fremtid for ham.
Den dystre anden del
Den store fremtid kommer til Klim, da han – efter at være druknet – skyller op på Qvamas strand og bliver hyldet som solens søn af en flok forhutlede mennesker. Afvist i planteriget og dyreriget kommer han til ’ære og værdighed’ i menneskenes primitive verden. Han forstår at udnytte deres naivitet, opdrager folket til krigere og indtager til sidst selv rollen som kejser. Som en anden Hitler (jf. det lille Chaplin- citat fra filmen Diktatoren) terroriserer han sit folk for et godt ord. I en scene mødes han med en af sine store modstandere, Tigerkongen, som kender til verden oppe på jordens overfalde og som kan belære ham om, hvor elendigt europæerne styrer deres verden med stadigt nye storkrige (med 50 års mellemrum) og nye grænsedragninger til følge. Desværre udstyrer Tigerkongen ham også med et nyt våben i form af en pistol, som gør hans regime endnu værre, indtil også dette folk gør oprør og han må flygte.
Hans redning bliver at finde tilbage til grottens indgang og vende hjem til sin gamle mor, men i mellemtiden er der så gået 30 år (i romanen 10) og ingen interesserer sig for hans underjordiske erobringer. Hvorfor Schrøder /dramatikerne (?) her har valgt at slutte fortællingen på et moderne plejehjem, hvor en aldrende Klim sidder i rullestol, og fabler om den kommende premiere på hans stykke om Niels Klim, skylder de os svar på. Er det et billede på det aldrende Europa? I så fald er det et billede, som underminerer hele det foregående forløb. Eller er det blot et ønske om at gøre 1700-tallets fantasy-genre mere konkret for publikum?
Alle sejl er sat til
Carsten Svendsen er en fremragende Niels Klim, ligeså ungdommeligt charmerende i første del som kynisk afstumpet i anden del, hvor han bliver forført af sin egen magt. Her tegnes en flot og stringent linje i karakterens udvikling. Forestillingen kræver et stort cast og det har teatret i imponerende grad levet op til med Asger Reher som bl.a. den kloge tigerkonge, Morten Christensen og Jørgen Bing i en række prægnante mindre roller, Kristine Hedrup og Sidsel Siem Koch i de vigtigste kvinderoller. Scenografisk lykkes det Eilev Skinnarmo at skabe en enkel og dog billedrig scenografi, som demonstrerer det nye teaters imponerende tekniske kapacitet. Flot gået.
Forestillingen er først og fremmest præget af sin fabulerende episke stil. Det er det satirisk eventyrlige, undertiden revyagtige, som dominerer opsætningen i en venligt parafraserende stil, som ikke rigtigt støder nogen fra sig. Spørgsmålet kunne være, om ikke Thor Bjørn Krebs og Anna Bro – hvis de havde haft friere hænder – ville have givet forestillingen mere dramatisk konflikt og mere af det bid og den samtidssatire, der fik Holberg til at skrive sin oprindelige version på latin.
Dramatikere: Thor Bjørn Krebs og Anna Bro, Instruktør: Peter Schrøder,Scenograf: Eilev Skinnarmo, Lysdesigner: Mikael Sylvest, Lyddesign: Thomas Holmstrøm, Musik: Henrik Baloo Andersen, Koreograf: Robin Haslund Buch, Sufflør: Susanne Lyngbøl.
Medvirkende: Carsten Svendsen, Susanne Heinrich, Asger Reher, Sune Kofoed, Kirstine Hedrup, Morten Christensen, Hanne Laursen, Jørgen Bing, Kresten Andersen, Sidsel Siem Koch, Robin Haslund Buch, Iben Boa Noe, Ingrid Middelboe, Oliver Poulsen og Marie Bonde Pilgaard.
Janicke Branth er dramaturg, cand. phil., medlem af Peripetis redaktion, tidl. rektor Dramatikeruddannelsen og underviser på DDSKS.