Medea som moderne skilsmissedram
Af Thomas Rosendal Nielsen
Stående applaus endnu engang på Aarhus Teater. Publikum er berørte over slutningen af Euripides’ klassiker, hvor Medea i sin grusomme og lidenskabelige hævn over Jasons ægteskabsbrud slår sine børn ihjel – i Rune David Grue’s iscenesættelse med gift midt på scenen. Scenegulvet er dækket af vand, sort og uigennemsigtigt som menneskets sind. Mørke vertikale linjer i scenografien skaber en søjlereminiscens, der kontrasterer scenens eneste møblement: billige sorte havemøbler og en ikea-kommode. Sammenstødet mellem søjler og møbler udspænder forskellen mellem det antikke, poetiske græske drama og den moderne, prosaiske hverdag, som iscenesættelsen prøver at slå bro over. I vandet ligger de to børnekroppe. Jeg har ikke lyst til at rejse mig op og føler mig igen som den lidt for distancerede kritikker, der ikke bare kan gå ind i teatret og tage imod.
Aktualisering
Aktualiseringsgrebet er tydeligt nok, og det er meget fint rammesat i programmet af psykologiprofessor Henrik Høeg-Olesens indledende refleksioner over hævnens sociale funktion og psykologiske konsekvenser. Både programmet og hjemmesiden har undgået den helt oplagte reference til aktuelle skilsmissestatistikker, men teksten er netop iscenesat som skilsmissedrama, og iscenesættelsen pointerer de ødelæggende konsekvenser for børnene af forældrenes manglende evne til at samarbejde efter et brud, et brud som i dag er reglen lige så meget som undtagelsen. Tekstens og iscenesættelsens mytologiske henvisninger, fx til Hermes og Skylla, til det hellenske kvindesyn, til trolddom og mystik, fremstår som curiøse reminiscenser, der binder 2500 år sammen i et almenmenneskeligt vilkår: kærligheden, bruddet, hævngerrigheden og konsekvenserne for børnene. Klassikeren tjener som forstørrelsesglas for en aktuel og almindelig problematik.
Så langt er jeg med, men alligevel ikke helt overbevist. Euripides tekst fylder både for meget og for lidt i det her teaterrum til helt at lade sig indkapsle i en refleksion over det moderne ægteskabs genvordigheder og menneskesindets psykologiske ekstremiteter. Det er ikke moralen om troskab overfor klassikeren, jeg vil manuducere, men mere spørgsmålet om hvorfor og hvordan overhovedet iscenesætte en klassiker som Medea i dag, hvis det (kun) er en moderne skilsmisseproblematik, man ønsker at undersøge. Forstørrelsesglasset har det nemlig med både at forstørre og reducere dét, det anvendes på. Og det er en vanskelig opgave at få et næsten 2500 år gammelt drama til at spille på scenen i dag, nogle gange sådan at selve bestræbelsen på at løse opgaven bliver mere bemærkelsesværdig end selve løsningen.
Tekst og skuespil
Teksten er for det første en udfordring for skuespillernes teknik. Her sigter jeg ikke til selve præstationen eller til niveauet af den enkelte skuespillers håndværk, men til matchet mellem den særlige retoriske situation, som teksten er skrevet ind i og aktiverer rent sprogligt, og den mangfoldighed af tilgange og greb, som skuespillerne og instruktøren vælger at bruge på den. En kontrast, der illustrerer denne problemstilling, kan ses i forskellen mellem den måde koret (Anne Plauborg, Luise Skov, Sandra Turéll Henningsen) henvender sig til publikum i begyndelsen af forestillingen i forhold til den måde, de henvender sig på hen imod slutningen. Det drejer sig om korets frontale henvendelser, der kommenterer og kontekstualiserer handlingen. I første del af forestillingen spilles disse henvendelser med en psykologisk undertekst, der er med til at introducere koret som dramatiske figurer, og som afleder vores opmærksomhed fra tekstens sproglige fremmedhed for i stedet at introducere os for en stemning af forvirring og fortvivlelse. Mod slutningen af forestillingen skifter korets henvendelser modus, replikkerne fremsiges med mindre psykologisk undertekst og mere fokus på tekstens narrative og poetiske funktion i kommunikationen med publikum. Denne forskel kan motiveres dramaturgisk; koret ændrer funktion undervejs, men i mine øjne har den første mere dramatiske modus den ulempe – også selvom den er velbegrundet – at den nemt fremstår som en undskyldning for teksten sproglige særegenhed frem for en anvendelse af den. Ved at psykologisere gør man sproget mindre mærkværdigt, men også mindre poetisk og narrativt effektivt, og man placerer fokus på forholdet mellem figuren og ordene frem for på forholdet mellem ordene og tilhørerne. Man kompenserer for det, man i en samtidig kontekst kan betragte som tekstens svaghed i stedet for at udnytte dens styrker.
Komisk og tragisk stil
En anden kontrast kunne være mellem Jesper Duponts Aigeus og Mette Døssings Medea. Scenen mellem Aigeus og Medea er efter min mening en af de mest velspillede i stykket, bl.a. i kraft af Jesper Duponts komiske talent. Dupont har en meget veludviklet komisk timing, som både bygger på udadrettet og konstant opmærksomhed mod sine medspilleres impulser, præcision og variation i intonation og fysisk arrangement og sans for hele tiden at spille både for og med publikum. Min oplevelse af Døssing er, at hun i højere grad spiller på figurens følelsesliv og tekstens udtryksmuligheder, at hun arbejder med at formidle teksten og skiftevis tilbageholde og give afløb for figurens følelsesmæssige intensiteter. Hun tegner en Medea-figur, der sammenfatter den genkendelige, næsten almindelige moderne ”velfærdsdansker” med et fjernt ekko af mytisk, feminin farlighed. Sat op i kontrast til Dupont kunne vi godt kalde denne stil mere tragisk. De to stilarter fungerer meget godt sammen. Duponts figur virker kontrapunktisk ift. den mørke og lidt monotone stemning i stykket, og den tilfører også liv og skarphed til den dramatiske situation, fordi den netop flytter spillet ud imellem figurerne i stedet for at lokalisere det i forholdet mellem tekst og følelse. Teksten får på en måde lov til at flyde ovenpå spillet, men kommer på den måde også til sin ret som tekst. Formuleret kritisk kunne man sige, at Dupont spiller figuren og situationen, mens han siger teksten, mens Døssing spiller teksten, mens hun ’siger’ figuren og situationen. Adskilt markerer de to tilgange forskellen mellem teatret som skuespillernes flirt med publikum og teatret som skuespillerens livtag med teksten. I mine øjne er både teksten og spillet faktisk mest vedkommende, når der spilles i det første register, dvs. når skuespillerens formidlingsarbejde ikke bliver hovedfokus. Og når jeg ikke fik lyst til at rejse mig under applausen var det nok fordi meget af forestillingen blev spillet i det sidste.
Tolkningen
Teksten tilbyder for det andet en refleksion over nogle forhold, som ikke kan indeholdes i den psykologiske modsætning mellem kølig (mandlig) rationalitet versus varm (kvindelig) hævntørst i et moderne skilsmissedrama. Det forsvinder ikke helt i iscenesættelsen, men reduceres til kuriositeter med den konsekvens, at tragedien næsten forvandler sig til et melodrama med omvendt fortegn: det ondes sejr over det gode. Her er det onde vel at mærke hverken det mandlige eller det kvindelige, men den dobbelte ubalance mellem de to: overdreven rationalitet (Jason) og overdreven lidenskabelighed (Medea) tilsammen slår børnene ihjel. Melodramaets moraliserende budskab bliver således en simpel opfordring til mådehold og balance. En tolkning som sådan set er velforankret i teksten: ”Ammen: Nej, mådehold er dog et ord som har klang; hvor det råder blandt men’sker det virker til gavn. Men hovmod og overmål passer sig ej for dødeligs æt. Jo mere man har, jo mere man mægter, des hårdere slår, når tiden er inde, den vredladne daimon sit offer.” (Euripides, l. 125). Men Euripides’ Medea og Jason er bundet op i konflikten mellem en række andre modstridende kræfter end deres psykologiske dispositioner imod henholdsvis grænseløs lidenskab og beregnende begær, hvilket indebærer en mere kompleks og måske mere tragisk problemstilling.
Lad mig pege på dem, som jeg anser for at være de vigtigste. 1) Jason og Medea er flygtninge fra fremmede barbariske lande, der har fået asyl i det civiliserede Hellas. Der er god grund til at tvivle på oprigtigheden i Jasons forklaring om, at hans manøvre skyldes en ambition om at sikre borgerrettigheder og fremtidsmuligheder for hans og Medeas børn, men Jasons og Medeas status af fremmede, statsløse, der forsøger at finde en plads i verden er et væsentligt motiv i teksten, som vel også kunne finde et resonansrum i 2017 og tilføje en mere politisk eller sociologisk dimension til problemstillingen? 2) Medea udfordrer den hellenske forventning til kvinden som underordnet, reaktiv og henvist til det private rum ved at insistere på en ligestillet, proaktiv og offentligt agerende plads i samfundsordenen. Forestillingen tenderer til at behandle kønsrolleproblemantikken ironisk, måske fordi det hellenske kvindesyn trods alt fremstår arkaisk i kontrast til en skandinavisk nutid, men den underminering af forskellen mellem det offentlige og det private (polis og oikos), som Medea repræsenterer, og alle de farer og frihedsmuligheder, der følger med, er stadig en aktuel og potent tematik i teksten. 3) Det måske mest moderne træk ved Euripides er hans skepticisme, hans insisteren på at vi ikke med sikkerhed kan skelne godt fra ondt, men derimod må se, tvivle og handle på baggrund af mange forskellige perspektiver. ”Medea: Åh Zeus. Du gav os mennesker sikre tegn hvorved vi skelner ægte guld fra falsk. Gid der var stempel på hvert menneske sat, så straks man kendte hædersmand fra skurk”. (Euripides, l. 515). Denne tvivl og uvished, der ikke bare ligger i replikkerne eller i figurernes konstante selvransagelse, men i den måde Euripides tilføjer lag på lag til problematikken, er som jeg ser det hans formmæssige mestergreb, og et argument imod at reducere tragedien til et simpelt spørgsmål om følelsesmæssigt mådehold som fremsat af Ammen i starten af stykket.
Det tragiske
Når alt det så er sagt, kan man jo ikke bebrejde holdet bag Aarhus Teaters Medea, at de har lagt et skarpt snit i deres bearbejdning og iscenesættelse af teksten, det synes jeg grundlæggende er rigtigt, og man kan heller ikke forlange, at en iscenesættelse skulle udfolde alle de temaer, jeg opridser her, med lige stor vægt og grundighed. Min pointe er, at der ligger nogle aktuelle potentialer i nogle af de dele af teksten, som i iscenesættelsen flyder rundt som en rest halvfordøjede, antikverede kuriositeter. Slutningen er spektakulær og effektiv, det er en følelsesmæssig mavepumper at se børn blive slået ihjel på scenen, men forestillingen var blevet mere tragisk – og hermed mener jeg ikke bare mere sørgelig, men mindre moraliserende, mere ambitiøs i sit forsøg på at begribe verden i sin nogle gange overvældende grufuldhed – hvis den havde arbejdet med nogle andre dimensioner end de helt oplagte moralske overskridelser og psykologiske ekstremiteter, der dominerer, hvis Medea koges ind til et moderne skilsmissedrama.
Thomas Rosendal Nielsen er lektor ved Afdeling for Dramaturgi og Musikvidenskab, Aarhus Universitet
Medeahttps://www.youtube.com/watch?v=qzjiHwBTU7o
Premiere: 27. Januar 2017, Scala.
Tekst: Euripides
Oversættelse: Inger Christensen
Iscenesættelse: Rune David Grue
Scenografi: Franciska Zahle
Dramaturg: Mette Marie Bitch D’Souza
Medvirkende: Mette Døssing, Jacob Madsen Kvols, Bue Wandahl, Kim Veisgaard, Jesper Dupont, Mikkel Becker Hilgart, Anne Plauborg, Luise Skov, Sandra Turéll Henningsen, Christian Karkov Hoeck, Emily Anarkia Ivanhoe Lundvig, Johanne Marie Brandt, Malthe Rosenkrands Langballe.
Litteratur
Euripides, 1986 (opr. 431 f.kr.). Medea. Oversat af Otto Foss. Gyldendal.