En anmeldelse fra FOKUS (dramaturgistuderende)
3 x Beckett
Af Emilie Hackenberg Alstrup
På Østre Gasværk Teater danner grundlæggeren Morten Grunwalds kærlighed til Beckett rammen om en forestilling, som består af de tre monologer; ”Ikke jeg”, ”Hva’ Joe? ” og ”Krapps sidste bånd” udført af henholdsvis Ellen Hillingsø, Morten Grunwald og Tommy Kenter.
”Ikke jeg”
Vi sidder i teatrets foyer, hvor der er opsat en meget lille scene og dertilhørende publikumsrækker. Det er som en lille lukket verden i den store gasbeholder, som man straks fornemmer, når man læner hovedet bagover. Den ti minutter korte monolog, ”Ikke jeg”, er den første i aftenens forestilling, og som dikteret af Becketts tekst er det kun skuespillerens mund, der er synlig. Lyset i det store rum bliver slukket, og i åbningen af scenetæppet kommer et par røde læber til syne. Intet andet. Et spotlys er indskrænket, så det præcis er munden og ikke det omkransende scenetæppe, der er belyst. Ellen Hillingsø, hvis mund er i centrum, begynder sin monolog. Igennem denne monolog skal man som publikum selv holde tungen lige i munden, da enetalen fungerer som en lang ordstrøm uden de store pauser. En oplevelse af en motor, der er blevet startet og bare kører. Det vigtigste i oplevelsen af den samlede forestilling er derfor heller ikke for mig, hvad der konkret bliver sagt, men fornemmelsen af denne mund og talestrømmen uden retning. Da det for publikum kan være svært af følge med i monologen, opdager man i stedet, at det er selve publikums blik på munden, der er det essentielle. Ved en traditionel forestilling kan man fokusere på mange aspekter samtidig, og der er mange indtryk, som kan indgå i ens betydningsdannelse. Men her møder vi blot en mund – et meget snævert synsfelt for tilskueren. Der er intet andet, der distraherer. Publikum går fra den virkelige verden med de uendelige indtryk til teatrets verden, som her kun stiller det krav, at vi fokuserer på en mund i ti minutter. Denne oplevelse er det første led i forestillingens samlede opmærksomhed omkring vores sanseapparat. Den første monolog bliver også det stærkeste møde mellem de to rum, som forestillingen får etableret på Østre Gasværk Teater. Vi ser og hører denne lille munds ordstrøm, og vi mærker den i et ekko, der giver genklang i dansk teaters kæmpe ’katedral’.
”Hva’ Joe? ”
I overgangen imellem de to monologer oplever vi et forholdsvist langt sceneskift. Mørket er totalt, og vi hører lyden af scenetæppet, der langsomt bliver trukket til og fra. Selv i sceneskiftet er der et særligt fokus på vores sanser, og hvordan vi mærker rummet. Denne røde tråd fortsætter i aftenens anden monolog, der bliver udført af Morten Grunwald. Han sidder på en lille briks i scenens kongeside med blikket rettet mod damesiden, så tilskuerne ser ham i profil. Men samtidig har man valgt at benytte sig af et remedieringsgreb, hvor et kamera er vendt direkte mod Morten Grunwald, hvis billede bliver projekteret på et bobinet imellem scene og sal. Her får vi modsat ”Ikke jeg” flere koncentrationspunkter, da vi nu kan opleve figuren, Joe, i to forhold. Men som også smelter sammen, da afstanden imellem de to positioner er så ultrakort. Monologen siges dog ikke af Joe. Han er blot modtager af monologen, som siges af en anden stemme (Ulla Henningsen). Her er endnu et koncentrationsniveau, men på grund af stemmens henvendelse til figuren Joe, er det i sidste ende her, vi har vores fokus. Vi hører stemmen, men vi ser også, hvordan figurens sanser bliver stimuleret i denne forestilling. Han læner sig lidt fremad for at lytte til ordene, han vender blikket nedad for at undgå mødet med stemmen, og han prøver at åbne munden i et forsøg på at sige noget. Det er dette halvklaustrofobiske rum, der er indsnævret til både skuespillerens og tilskuerens sanser og impulser, som er centralt for ”Hva’ Joe?”. Vi er fælles om at lytte til stemmen.
Krapps sidste bånd
I forestillingens sidste monolog møder vi endelig Gasværkets arkitektur som bagvæg i monologen om den gamle mand, der på sin fødselsdag lytter til tidligere indtalte bånd og afslutningsvist indtaler et nyt. Her er det særligt repetitionen, der er i centrum for det dramatiske plot. Krapp finder bånd frem, han lytter til dem, kommenterer på dem og lytter så til dem igen. Fokusset på stemmer fortsætter fra forestillingens første og anden monolog til den tredje. I monologens repetition bliver der i denne monolog ligeledes vakt nogle fælles sanser hos både skuespiller og tilskuer omkring en stemme. Vi er konstant opmærksomme på, hvad stemmen på båndet vil fortælle os. Ligesom os har stemmen på båndet sanserne skærpet. I båndet, som Krapp har udvalgt, sidder han 30 år yngre ved midnatstid og fornemmer, hvordan alt er stille omkring ham. Det er meget usædvanligt for ham, og han konkluderer i nattens stilhed: ”Jorden kunne være ubeboet”. Denne replik møder vi to gange, og den bliver serveret for os som om, den har et ekko indbygget i sig. Vi får lov til at mærke replikken og fornemme den i det rum, som Krapp fiktivt befinder sig i og den reelle gasbeholder, som vi er omkranset af.
En vækkelse af sanserne
Det er Morten Grunwalds kærlighed til Beckett, der fører os sammen på en vinteraften i Gasværkets mørke kulisse. Det er en kærlighed, der ifølge ham selv har varet i 60 år og primært har handlet om dramatikerens evne til at male billeder med sit sprog. Denne kærlighed til Beckett mærker man tydeligt i iscenesættelsen, da en stor loyalitet for de enkelte monologer har været særligt prioriteret. Det er Becketts nedskrevne iscenesættelse, vi møder. Men det betyder ikke, at vi kun har været vidner til en teaterhistorisk scene. Becketts eksistentielle formål kan noget helt i særligt i sin minimalisme, da den skaber et vigtigt fokus for publikum – og dette bliver blot endnu stærkere i efterklangen fra Østre Gasværk Teaters store rum. I vores verden kan vi i løbet af en enkelt dag opfange tusindvis af små indtryk, der forstyrrer os og holder os væk fra nuet. Til aftenens forestilling oplever vi mødet med nuet og nærværet. Vækkelsen af vores sanseapparat er målet for de tre monologer, og stimuleringen af vores sanser får en stærkere nerve i mødet med det store teaterrum. Vi lytter til stemmerne og mærker dem i et ekko i gasbeholderen. Vi er blot små væsener i denne store katedral, og teatret får denne aften en rensende funktion. Vores mange indtryk uden for Gasværkets cirkulære mur bliver fjernet. Vi sidder blot som mennesker – styret af én sans ad gangen.
Instruktion: Walter Asmus og Morten Grunwald, Regissør: Line Hansen Nielsen, Lysdesigner: Brian Njie, Lyddesigner: Adam Svendsen, Fotos: Christina Hauschildt
Medvirkende: Ellen Hillingsø, Morten Grunwald, Tommy Kenter og Ulla Henningsen (stemme)
Forestillingen spiller til d.22. februar
Emilie Hackenberg Alstrup, Studerende, Dramaturgi – Institut for Kommunikation og Kultur. Aarhus Universitet