Danmark er et fladt kristent land
Af Erik Exe Christoffersen
Erasmus Montanus eller Rasmus Berg er titlen på Ludvig Holbergs stykke fra 1723, og den antyder dermed den identitetsspaltning, som er stykkets tema. Hovedkonflikten udspringer af modsætningerne mellem provinsens og hovedstandens og folkets og akademikernes forskellige værdier og verdensanskuelser.
Bondedrengen Rasmus Berg har studeret i København. Det har kostet forældrene rigeligt og nu vender han hjem til landsbyen for at se til sin forlovede Lisbet. Han gør sig til med sit nye navn Erasmus Montanus og sine latinske færdigheder og evnen til at diskutere hvad som helst med hvem som helst. Hans studier har medført en forvandling både i egne og andres øjne.
Den første scene i stykket introducerer misforholdet. Faderen Jeppe Berg har fået brev fra sønnen, men han forstår det ikke, for det er skrevet på latin. Han må have hjælp af den fordrukne Per Degn til oversættelsen. Det er et gennemgående træk at komiske fejloversættelser åbner for tilskuerens blik på konflikten. Erasmus’ akademiske viden begrænser sig til kappestrid. Nytteeffekten lades helt og aldeles ude af betragtning. Det samme gælder Per Degn, hvis latinske remser og sange er ren optræden uden indhold. Det bekræfter ’bjergets’ begrænsede horisont, som dog til slut samler sig om at knægte Erasmus’ ytring: Jorden er rund.
Gentænkning af oplysningen
Professor Holberg var en af oplysningstænkningens forfattere – en fremskridtets og fornuftens mand. Instruktør Christian Lollike har taget tråden op og udfordrer de kræfter som i dag synes at undergrave oplysningstænkningen. I samarbejde med teatret Sort/Hvid og Kulturhovedstaden Aarhus 2017 har Christian Lollike gentænkt Holbergs klassiske tragikomedie, som i øvrigt var åbningsforestillingen ved Aarhus Teaters indvielse i år 1900. Lollike har udtalt at han tidligere fandt Holberg irriterende og umorsom, så det var med stor tvivl og modvilje, han lod sig overtale til at gå i kast med Erasmus Montanus. Det var lidt at et forventningspres og en udfordring at skulle gentænke denne klassiker, men som Erasmus er Lollike faktisk selv flere gange blevet truet og forsøgt stoppet med fx forestillingen Manifest 2083 om den norske højreradikale massemorder Anders Behring Breivik, som mange fandt krænkende.
F
Foto: Emilia Therese
Det sceniske koncept
Christian Lollikes koncept er enkelt og scenisk sanseligt. Det er både en gentænkning af tekstens oplysningstematik og den sceniske fremstilling. Konflikten bliver konkret formaliseret gennem bjergets fladhed og Erasmus Montanus’ rumlighed. Holbergs tekst antyder hvordan både bjergets indskrænkede virkelighedshorisont og den akademiske spekulative lærdom begge spærrer for en praktisk anvendelig oplysning. Holberg ironiserer over begge.
Lollikes iscenesættelse gør modsætningerne i Holbergs tekst fysisk levende. Han følger plottet og mange af de sproglige vitser er bevaret selvom teksten er kraftigt beskåret. Og så er der skrevet en smule til.
Begyndelsen er illustrativ. Lollike har tilføjet et kor som køres ind fra siden på et transportbånd smukt syngende: ”Op al den ting som Gud har gjort”. Imens kører tableauer med personerne forbi. Det hele todimentionelt.
Kulisserne er flade i sort-hvide papstykker, som var de fotokopier af en klassisk Holberg kullisse. Der er huse, høns og bondegårde og i midten i centralperspektivet står kirken. Personerne kommer ind kørende fra siden på transportbåndet som papfigurer i et dukketeater. Tilsvarende er de kostumeret og sminket i sort og hvidt, så også de fremstår som fotokopieret pap. Ligeledes er alle rekvisitter flade papstykker.
Baner og rum
Personernes bevægelser er marionetagtige og de går i hver deres baner frem og tilbage mod tilskuerne. Det betyder at deres rumlige relationer er opløst, og de er skilt fra hinanden. Således er lyd og bevægelse også adskilt, hvilket virker særlig stærkt når Jeronimus banker konen eller datteren i gulvet med sit gevær. Det er ligesom en vane han har, og det gentages flere gange. Jeronimus udfører sine slag med geværet 4-5 gange, og vi hører lyden mens kvinderne reagerer på slagene og falder til jorden indenfor deres egne baner. Det er simpelthen en ganske mærkværdig verden Erasmus kommer hjem til. Imidlertid viser der sig langsomt forskellige sprækker i universet som fx Lisbet, der fortæller om sin seksuelle drøm om Erasmus uden at lægge skjul på hvad det handler om. Pludselig brydes illusionen af en rød tyrannosaurus, som springer hen over scenen.
Erasmus’ entre foregår fra teatersalens kongeloge, og han hopper ned på scenen. Han befinder sig i et andet tre-dimentionelt og rumligt paradigme og kommunikerer direkte med tilskuerne i salen. Erasmus og Bjerget har mistet et fællesskab i form af viden, sprog, status og forventninger. Mødet bliver ren statuskamp mellem Erasmus og Per Degn. Godt nok har Erasmus studeret men han er stadig et stort barn og behandles af moderen som sådan. Når det bliver for meget bliver han kildet på maven og kysset på munden.
Dette misforhold skaber en række meget konkrete problemer. Figurerne ser og perciperer verden i hver sine dimensioner. Konflikten udvikles, da Erasmus bliver spurgt om det virkelig er sandt, at man i storbyen er begyndt at tro på at jorden er rund. Erasmus må forfægte denne sandhed, hvilket folket på bjerget oplever som en provokation, der ryster deres verdensbillede. Langsomt bliver det hele mere alvorligt og principelt. Erasmus’ hovedpointe er at virkeligheden er en sproglig konstruktion. Det er en pointe som måske er sand, men som alligevel kommer til kort når moderen og hans forlovede græder. Sprogets status er en realitet og kan ikke bortforklares. Samtidig føles jorden som flad.
Erasmus gennemgår en form for udvikling: fra at være hysterisk selvoptaget og morsyg, er det som om en vis alvor går op for ham. Han føler sig ydmyget, ved bjergets benægtelse af hans viden, og det fører til en destruktion af den flade paptilværelse på bjerget. Erasmus spørger Per Degn, hvor hans hus ligger og hvor hans soveværelse er. Per svarer og tilføjer at døren binder. Erasmus finder det ikke og tager huset op og vender det og fremviser Pers virkelighed som en illusion. Men denne gestus er også med til at fremhæve at det ikke kun er sproget der skaber virkeligheden. Virkeligheden findes som forskellige lag af iscenesættelser, men det betyder ikke at den smerte som forældrene føler eller for den sags skyld Per ikke er reel. Det er blot vanskeligt at gennemskue. Som faderen siger det til Erasmus: “Jeg er ligeglad med din sandhed. Din mor står her og græder! Og så påstår du, at du ikke har gjort noget!”
Erasmus vælter husene og kaster en gris op i luften. Han ødelægger bjergets illusioner. Bag landsbyidylen vokser pludselig en moske.
Efter at Erasmus har ”forvandlet” mor til sten, degnen til en høne og ridefogeden til en tyr og oven i købet truer med at slå sin egen mor, så hun begynder at græde, er han gået for vidt. Jeronimus nægter at give sin datter væk til en kætter og fornægter af de kristne værdier. Lisbet truer med selvmord hvis ikke Erasmus giver sig, og Erasmus diskuterer med publikum, om man virkelig kan opgive alt for kærligheden. Står kærligheden over sandheden? Kan man ofre sin tro for kærligheden?
Krigens hemmelige pigegarde
Her springer den teatrale fremstilling til et nyt virkeligheds-niveau. Bjerget er ikke kun todimentionelt, bag idyllen skjuler der sig en anden virkelighed: Krigen. Kampen om virkeligheden er også en krig mellem kulturer. Vi har set hvordan den islamiske tro antydningsvis er dukket op bag byen og fra tid til anden passer en lille sortklædt og tilsløret skikkelse forbi. Nu marcherer den skjulte by ind som en pigegarde i rødt og hvidt med hætteagtige slør for ansigterne. Anført af Løjtnanten som er dværg eller spilles af en dværg. Under alle omstændigheder er det er greb som understreger en nyt virkeligheds-niveau. De fremtræder både som pigegarde og som den hemmelig hær der ved at der er krig. Løjtnanten erkærer Erasmus som soldat. Han bliver afklædt og de første rækker i tilskuerrummet har fået uddelt tomater, som de bedes kaste efter ham.
Erasmus eller Rasmus tvinges til at sige, at ”Danmark er et fladt kristent land” som Lollikes centrale tildigtede replik lyder. Han tvinges til at opgive sin nye akademiske identitet og ytringsfrihed, som han ganske vidst har misbrugt. Oplysningen og fremskridtet bekæmpes om nødvendigt med vold. Den forslåede og nøgne Rasmus bliver sat i en bryllupsskabelon af pap med sin Lisbet, mens hæren danner espalier med deres våben. Fladheden genetableres mens hæren rytmisk banker deres skovle, greb, og spader i gulvet.
Pigegardens uniformer og militante fremtræden i rødt og hvidt skaber associationer til Ku Klux Klan, den højreekstremistiske organisation, som blev oprettet efter den amerikanske borgerkrig med henblik på at fratage de sorte amerikanere deres nyhvervede borgerrettigheder.
KKKs emblem
Ytringsfrihed, men…?
Skal man håndhæve sin ytringsfrihed også hvis den krænker andre? Er sandheden altid det vigtigste eller kan man indføre en undtagelse? Erasmus nærmer sig en sandhedsfundamentalisme. Men er han parat til at ofre forholdet til Lisbet, som han kun kan få hvis han medgiver at Danmark er et fladt kristens land. Og er hans stædighed kun for at opnå respekt i akademiske kredse?
Hvad er oplysning? Lollikes gentænkning består netop i at han tager denne problematik helt alvorligt og ikke reducerer stykket til en komedie. Det komplicerer stykket for oplysning var ikke så fremskreden og Holberg var alene i en proces, som førte til oplysningen. I dag er vi muligvis i den anden ende af en lang historie, hvor oplysningen er truet af forskellige fronter. Både indefra og udefra.
Oplysningsfilosofien har rødder i udviklingen inden for naturvidenskab i 1700 og 1800 og var led i en frigørelse fra tænkningen som fastlåst i et ubevægeligt verdensbillede. Oplysningen handler både om naturens indretning og udvikling, og den handler ikke mindst om subjektets bevidsthed. Oplysningen er en social og dynamisk faktor som værdsætter uddannelse, videnskab og rummer derfor også et pædagogisk moment, formidling af viden, som rummer en politisk og intellektuel frigørelse på bekostning af autoritære, patriakalske, religiøse og feudale magtformer. Oplysningens kerneværdier er tolerance, ytringsfrihed, ligeret også mellem kønnene, demokrati, individuel frihed og sekularisering som betyder at religiøse autoriteter ingen ret har i politiske processer. Her er Lisbets mor Magdalene på en måde et forbillede fordi hun hævder kvindes ret til medbestemmelse, Ligesom Jacob taler for retten til læring og oplysning. Oplysningen forfægter de interesser, som rækker ud over den enkeltes særinteresser og er en sans for en fornuftig adfærd og udviklingen af den frigjorte borger.
Oplysning er adgang til viden og samtidig retten til at dele sin viden om verden, hvis den er relevant for fællesskabet og det er den dømmekraft, som afgør dette. Dømmekraften kan ikke universaliseres den er kontekstbestemt og det er vigtigt at denne er gennemskuelig og sproglig forståelig således at den hverken beror på fx magt eller tro men på fornuftens argumenter. En af Holbergs pointer er at oplysningen kan gå for vidt. På den måde er han modstander af fundamentalisme og fanatisme som også fornuften kan udarte til.
Ironien er en af Holbergs centrale former for formidling af de ildehørte sandheder, og dramaet er et ganske udmærket medie til at udtrykke synspunkter på en både morsom, slagkratig og tankevækkende måde, som netop bevarer det sunde tvivl om hvad der er det rigtige. Oplysning betyder at individet kan skifte position og forandres: det velkendte kan betragtes i et nyt perspektiv. Oversættelsen fra en position til en anden er en moderne nødvendighed og det er ikke tilfældigt, at Erasmus Montanus drejer sig omkring den viden, at jorden er rund for det muliggør dannelsesrejsen og i videre forstand historiens udvikling.
Klassikerdebat
Forestillingen kan ses som et led i en langvarig klassikerdebat, som rækker tilbage til 60ernes opgør med en bestemt tekstorienteret teatertradition. Det er en gammel diskussion, som blandt andet fik en ny drejning med Peter Langdals opsætning af samme stykke som en cirkus farce i 1984. Lollikes Erasmus er konceptuel på den måde at hovedkonflikten befinder sig mellem to former for virkelighed: Erasmus står overfor det afgørende valg og scenens tematik foregriber Helmer og Nora opgør i Ibsens Et dukkehjem, ligesom mor Magdalene foregriber Strindbergs Faderen.
I dag tales der om dannelsens og klassikerens krise. Ikke mindst humaniora som dannelsesinstitution bliver for tiden nærmest stigmatiseret som uddannelse til arbejdsløshed. Hvad betyder det for iscenesættelsen af Holberg?
Lollikes Erasmus Montanus peger på denne humanioras krise. Og spørgsmålet er hvordan oplysningen kan genskabes og genopfindes som kreativ kompetencer uden at være formålsrettede? Det er en gentænkning af de spørgsmål som Holberg stillede: Hvad er sandhed? Hvad er illusion? Hvad er den sansebare virkelighed? Hvad er den skjulte realitet? Lollikes iscenesættelse er faktisk ganske Holbergtro, men også effektiv, sjov og samtidig knugende alvorlig og spændende. Beskæringen forekommer som en nødvendig stramning af en ofte alt for langtrukken Holbergtekst. Formatet trækker på lige dele performancetradition og et dogmeagtigt koncep (a la Von Trier). Og de konceptuelle begrænsninger forekommer at være fremmende for skuespillernes og korets præstationer, som er helt i top sammen med lys, lyd og scenografi. Korsalmerne og solosangen “Kæmp for alt hvad du har kært” er utrolig smukt udført og er med til at afbalancerer det samlede udtryk ved at skabe vokal dybde i forhold til fladheden. Samtidig er der en politisk bevidst profileret slutning, som relaterer sig til samtidens højrepopulismebølge, hvor forholdet mellem sandhed og løgn er ophøjet til talemåder og et spørgsmål om at gentage løgnen tilstrækkeligt mange gange.
Af Ludvig Holberg / Bearbejdelse Dennis Meyhoff Brink, Tanja Diers og Christian Lollike Sort/Hvid / Iscenesættelse Christian Lollike / Scenografi og Kostumedesign Gehrt & Grarup – David Gehrt Og Ida Grarup Nielsen / Lysdesign Anders Kjems / Lyddesign Lars Gaarde
Medvirkende Andreas Jebro, Lars Brygmann, Lotte Andersen, Anders Baggesen, Zaki Youssef, Nanna Bøttcher, Ole Thestrup, Sofia Nolsøe, Simon Mathew, Andreas Nicolai Petersen
Kor Nadja Marie Schmedes Enevoldsen, Yngve Lyngsø, Søren Bidstrup, Mette Spange Albertsen, Rasmus Hørsted Jensen, Ingeborg Thisted Højlund
Erik Exe Christoffersen, lektor Institut for Æstetik og kommunikation/Dramaturgi Aarhus Universitet.