IMMIGRANTEN
Plakaten til forestillingen inspireret af Spyttemanden
IMMIGRANTEN
Af Kathrine Winkelhorn
Blandt Brechts efterladte papirer fandt man en række samtalestykker, der kredser om det at være flygtning og det at flygte. Først 5 år efter Brechts død i 1956 udkom bogen med titlen ”Flygtninge-samtaler” første gang i 1961, og på dansk i 1966. Disse i alt 18 samtale-stykker føres mellem de samme to figurer: Ziffel, der er stor og er fysiker, og Kalle som er mere splejset og undersætsig, som Brechts skriver. Hver enkel samtale slutter med: Kort efter skiltes de fra hinanden og gik hver til sit sted.
Immigranten er produceret af V-Effekten, et ensemble med to dansktalende tyske skuespillere, Katrin Weisser og Xenia Noetzelmann,( som man kunne se som Karl Marx i Nielsens stykke Markedet på Skuespilhuset i 2015) og er instrueret af Jonas Littauer. Det er Brechts ”Flygtninge-samtaler”, der er afsæt for dette kammerspil som en scenisk collage om flygtninge, fremmedhed og undertrykkelse og håb.
Bertold Brecht var lyriker, prosaist, litteraturteoretiker og instruktør og er særlig kendt som dramatiker med skuespil som Galileis liv (1938) Mutter Courage (1939) og senere Det gode Menneske fra Sezuan (1939-41), som han skrev, mens han boede i eksil i Svendborg fra 1933-1939. Det, som særligt kendetegner hans teatersyn er verfremdungseffekter, hvor dagligdags handlinger gøres fremmede, så man tvinges til at reflektere over dem. For Brecht måtte handlingen aldrig virke selvfølgelig. Musik, regi og instruktion skulle netop vise, at enhver handlingsgang, enhver gestus, kunne have været anderledes. Brechts ræsonnement var, at mens et ”borgerligt teater” lader fænomener fremstå som evigtgyldige og skæbnebestemte, må det episke teater lade fænomener fremstå som historisk betingede og dermed foranderlige. For Brecht var det et livslangt spørgsmål om, hvordan det samfundsmæssige perspektiv i teatret kunne bidrage til at skabe forandring. Og hans svar på ”det borgerlige teater” var, at kunst og kunstnerisk nydelse ikke skabes på basis af indføling, men gennem netop ”Verfremdung”.
Replikkernes teater – Immigranten
Jeg sætter mig til rette i Louisianas næsten fulde koncertsal, hvor premieren finder sted. På Louisiana sidder publikum i en ret vinkel og ser ned på scenen, der danner en vinkel. Bagerst står 12 store transparente plastickasser. Den tyske korrespondent Marc-Christoph Wagner, træder frem og byder velkommen. Lyset dæmpes og fra accordeonvirtuosen, Bjarke Mogensen lyder en dyb stilfærdig tone, med en vibrerende farlighed. Ned ad trappen kommer den store Ziffel, langsomt gående iført høj hat, sorte benklæder med en lang sort frakken over en hvid skjorte med tøj, der tydeligvis er for stort. Herefter kommer den undersætsige Kalle ned ad trappen i brune, lidt kort benklæder, en brun jakke, brun langærmet tee-shirt og en brun kasket. De rundt går rundt i cirkler på den svagt oplyste scene. Figurerne er tydeligt kvinder, forklædt som mænd, og netop det er et af forestillingens gode greb. Langsomt begynder figurerne at tale i kor: De mørke tider er begyndt. De kom og gik. Vi flygtede. Landsforviste ved noget om den skam, der følger med, skam over det skete. Zeiffel: Man kan sige, at mennesket blot er den mekaniske bærer af et pas. Han får passet stukket i inderlommen på samme måde, som man lægger aktieposter i et pengeskab. Kalle: Og dog kan man gøre gældende, at mennesket i en vis forstand er nødvendigt for passet.
Et højdepunkt i Immigranten er, hvor der dækkes op med rød og hvid dug, danske flag, kaffekande og kopper, mens der stille spilles H.C. Andersens ”I Danmark er jeg født”! I Danmark har de humor og er gæstfri og de solgte gullasch under 1 Verdenskrig. Og så siger de: vi er for svage til at forsvare os, så vi må sælge svin….. Fascisme bliver ikke taget alvorligt i Danmark. Under hele denne scene sidder de og griner. Det virker og det virker stærkt, når netop disse to dansktalende tyske skuespillere punkterer velkendte danske myter.
De to damer spiller godt sammen og får mindelser frem om Cervantes berømte par fra litteraturhistorien med Ziffel som Don Quixote i skikkelse af Katrin Weisser og med Xenia Noetzelmann, der er den kvikke bonderøv, Sancho Panza. Brecht’s skriver replik teater, og der er en fængslende dobbelthed og en politisk/filosofisk kant i Brechts replikker, der siges naturligt og med stor selvfølgelighed. Det er en styrke i forestillingen. Alle replikkerne er hentet fra ”Flygtninge-samtaler og hver replik er af betydning. Her er ikke én fortælling men små fortællinger eller måske snarere kommentarer, der tilsammen giver et kalejdoskopisk billede af de mange dilemmaer en flygtning har og må bære. Immigranten giver et stort resonansrum i dagens Danmark og er et vigtig bidrag i den flygtningedebat, som oftest kommer på afveje. Vi hører om skammen ved at være vidne til, at ens land degenerer og overtages af et vandvids- regime. Vi hører om sulten og hjælpen, mens begrebet fædrelandskærlighed sættes under lup, som når Kalle siger: Når det gælder fædrelandskærlighed, synes der et være et ret dårligt udvalg.
Instruktion
Jeg kunne godt lide Jonas Littauers glimrende og præcise instruktion. Og Littauer anvender her fint verfremdung ved at lade kvinderne fremstå som mænd. Hermed bliver de kvinde og mand på samme tid og står frem snarere som mennesker, end som køn. Det er et godt initiativ, Louisiana har taget ved at invitere dette kammerspil indenfor murene. Men koncertsalen på Louisiana er svær at spille i. Rummet er for stort til intimteater og koncertsalslyset bliver upræcist og formår ikke at skabe sceniske rum. Eller sagt på en anden måde. Forestillingen savner en strammere visuel ramme, som netop lys kan levere. Begge skuespillere bevæger sig fint på den lille scene, men nogle gange var det ikke helt let at forstå, hvad der blev sagt. Måske fordi akustikken ikke passer, eller måske fordi alle ord ikke blev udtalt helt præcist. Et enkelt klagepunkt er, at man burde have udnyttet Bjarke Mogensens accordeon mere og bedre, hvilket ville have givet forestilling større dramatisk kraft. På en mindre teaterscene og med bedre lys kunne dette kammerspil nå sit ypperste. Brecht’s dialog fungerer som dolkestød og bliver dermed stærkt og aktuelt teater, når der spilles godt som her.
Skuespillere: Katrin Weisser, Xenia Noetzelmann – Accordeon: Bjarke Mogensen Instruktør: Jonas Littauer Musikalsk tema: Bent Fabricius-Bjerre Dramaturg: Mette Borg Scenografisk assistance: Irene Kleisdorff Hougaard – Producent: Nanna Møllegård Madsen - Fundraiser: Lone Ricks Foto: Mathias Bojesen
Forlag: Nordiska Aps Støttet af: Oticon Fonden. Forestillingen er produceret af V-Effekten i samarbejde Louisiana Museum of Modern Art og Sydhavn Teater.
Kommende opførelser 20., 24. 25. 27. 28.oktober 2016 i Karens Minde Kulturhus. Danmarksturné i sæson 2017/18 ved Det Dramatiske Udgangspunkt.
Kathrine Winkelhorn underviser i Arkitektur, Visualisering og Kommunikation på Malmö Högskola og er formand for Københavns Internationale Teater.