Hamlet på Odense Teater

Tilstanden Hamlet – Egill Pálsson har iscenesat tragedien som et indre mareridt.

Af Janicke Branth

I forestillingens første billede ser vi Hamlet rygvendt i en lænestol på bagscenen i et stort halvmørkt rum med et manende portræt af hans far, Kong Hamlet på væggen over den store pejs.”Hamlet alene. Alle døde” kan man læse i starten af forestillingsmanuskriptet[i].

Egill Pálsson har valgt at lade sig inspirere af Heiner Müllers Hamletmaskinen, som forestillingen citerer flere steder. Pálsson fører os ind i forestillingen via en parafrase over tragediens stumspil i 3. akt: ”Som spøgelser passerer først Gertrud, så Claudius, Polonius, Laertes, Rosenkrands og Gyldenstjerne på kryds og tværs forbi Hamlet, som fra dødsriget” jf. at Müller indleder sin tekst med ”Jeg var Hamlet. Jeg stod ved kysten og talte med brændingen BLA BLA BLA. I ryggen ruinerne af Europa.” (min understregning), som forestillingen også citerer. Hos Pálsson som hos Müller er Hamlets historie fortid.

Hamlet tilbyder de forbipasserende genfærd kronen og sætter den til sidst på sit eget hoved, kun for at få den revet af igen af Claudius, som med den på hovedet holder sin gravtale over broderen og tager hans enke til brud.

Scenografien

Forestillingens dekoration er fra start til slut det samme hotellobbyagtige rum bygget op af finerplader og lukket på alle tre sider kun med usynlige døre. Eneste udvej synes at være tilskuerrummet. I løbet af forestillingen dækkes bagvæggen af videoprojektioner af natur, en skov, som rykker tættere og tættere på, indtil den bliver til et billede af et udbrændt landskab, et terræn ødelagt af en krig. To jakkeklædte embedsmænd ved hoffet kører trillebøre fulde af jord ind på scenen og lader sidste bør stå tilbage. Kong Hamlets grav. Den forbliver fokus og holdepunkt for Hamletkarakteren (og publikum) hele forestillingen igennem, som et åbent sår, han hele tiden må vende tilbage til, dykke ned i, lægge sig i, skjule sig i, smøre sig ind i og til sidst nærmest kravle ned i, før han endeligt begraves der – af Claudius.

 

Karaktererne

Det oprindelige skuespils store persongalleri på 28 roller er her reduceret til 8 plus en musiker, hvis lydunivers underbygger hele forestillingen med sine disharmoniske – undertiden svage undertiden enerverende intense – lydbilleder. Af disse otte er der vel stort set kun tre karakterer tilbage, der får lov til at folde sig ud som karakterer. Foruden Hamlet selv er det Gertrud og Claudius. Det er denne trekant forestillingen er spændt op over – de andre karakterer fremtræder så neutralt, at de nærmest ligner statister, klædt i næsten ens jakkesæt, kun med en farvenuance til forskel. Det må være den mest anonyme Polonius (Lars Simonsen) nogensinde set på en scene. Alle Polonius’ humoristiske karaktertræk er væk, kun den rene rollefunktion står tilbage. Det samme gælder Ofelia, som synes interessant anti-castet med Christine Sønderris, langt fra det romantisk blide og æteriske man ellers forbinder rollen med. Dette neutrale spil understreger på en gang figurernes karakter af genfærd og skal samtidig gøre dem uhyggelige med det koldt, anonyme spil. Væk er også skuespillerne, som her – i et af forestillingens mange interessante greb – erstattes af Rosenkrands og Gyldenstjerne. Af Hamlet tvinges de til at opføre spillet i spillet -”Mordet på Gonzago”, – da det gentages midt i forestillingen, – for de har jo alligevel gang i et større skuespil ved at udgive sig for at være Hamlets venner, mens de i virkeligheden er kommet til slottet for at udspionere ham. Og væk er også Hamlets hjælper og fortrolige, Horatio, stykkets passive medvider. Horatio erstattes af os, publikum. Det er os, Hamlet betror sig til i sin ensomhed: Hør så, gode venner, for I er venner? (1.akt 14)– Og det er os, han senere beder om at lægge godt mærke til Claudius’ reaktion på skuespillet i skuespillet.

Skæbnetragedie

I Shakespeares tragedie rammes Hamlet midt i en forrygende ungdom som studerende ved et af Europas bedste universiteter af den dystre skæbne, at skulle bringe et forvredet verden i balance igen: ”Forvredet er vor tid; åh, bitre brod: / at fødes til at bringe den i lod.” (1,5) Resten af tragedien handler om alle hans tanker, hans modstand imod sin skæbne og hans forsøg på at skaffe sig beviser på om det, genfærdet har fortalt ham, nu også er sandt. Og hvornår og hvordan skal han hævne dette mord? Publikum kommer langt ind i Hamlets overvejelser, fortvivlelse, desperation og langstrakte udsættelse af den hævn, han skal fuldbyrde. Vi oplever hans lede ved tilværelsen, hoffet, moderen og det opdrag han har fået – men også til hans begavelse, der sikrer ham overlevelse frem til den ultimative scene, hvor han endelig er klar til at bringe det offer, som kan skabe orden i universet. Til at hævne og dø. Så hvad er egentlig pointen med et koncept, der flytter os helt ind i hovedet på Hamlet?

Inspirationen fra Heiner Müller

Hvis det hele allerede er sket og vi kun befinder os inde i Hamlets mareridt, så er hans kamp jo en kamp med skygger, og på ekspressionistisk vis ender vi i en tilstandsbeskrivelse. Tilstanden Hamlet. Men bringer det os tættere på en forståelse af Hamlet? Eller det Hamlet repræsenterer? Nej, men det er heller ikke pointen.

Pálssons hensigt må næsten være – med Heiner Müller som bande – at gå imod ideen om, at Hamlets indre kamp fører ham frem til den modning, der gør ham i stand til at bringe det offer, som kan hele en forvredet verden. I Hamletmaskinen indebærer erkendelse ikke en sund og frugtbar løsrivelse fra magten. Den ræsonnerende Hamlet afløses hos Pállson af den vanvittige Hamlet, der fuld af lidelse gennemlever et stadigt mere brutalt forløb af rudimentære scener, som flyder sammen til et kaos af begivenheder, der efterhånden mister al fornemmelse af logik. Et mareridt om en verden i opløsning.

Det er unægtelig en udfordring for skuespilleren. Og selvom det lykkes Morten Brovn at skildre Hamlets indre kaos, bliver det i længden svært at holde os fanget, for Hamlets vanvid indfinder sig hurtigt og skal fastholdes lige til den bitre ende. Morten Brovn er imponerende i sin evne til at holde desperationen oppe gennem hele forestillingen og stadigt nuancere det stigende vanvid, fra han bryder gennem væggen med sin økse og til han mod slutningen nærmest forvandler sig til et dyr, hvis stemme lyder spøgelsesagtigt forskelligt fra højtalere hele vejen rundt om publikum. Hans høje tempo, hans stadigt vildere blik, hans hurtige skift og fysiske vitalitet er medrivende. Vi forstår hans mareridt, men i længden bliver tilstanden hans og ikke vores. Vi kan ikke på samme måde som på film opsluges af det uhyggelige – og selv en film som Ondskabens Hotel bygger trods alt buen op fra normalitet til vanvid.

Oversættelse og bearbejdelsen

Forestillingsteksten er en fri bearbejdelse af tre oversættelser, Brunses, Sløks og Johannes V. Jensens, og blankverset er mere eller mindre erstattet af prosa. Det mest markante er naturligvis de dele af Johannes V. Jensens oversættelse, som er brugt her – først og fremmest hans oversættelse / erstatning af To be or not to be med At handle eller ikke handle / det er sagen. Hamlet vender flere gange tilbage til denne udgave og vejer den op imod den traditionelle at være eller ikke være / det er sagen. Er det væren eller handlen, der er sagen? Monologen vender så mange gange tilbage i stykket og veksler mellem væren og handlen, at man kommer til at opleve de to forskellige oversættelser som et tema – stykkets centrale tema: hvad er den rigtigste reaktion på en verden, hvor fortidens ulyksalige hændelser hele tiden vender tilbage? Er det ikke tanken med at placere Kong Hamlets ’åbne’ grav så centralt midt på forscenen? Der er ingen afslutning på historien. Hvad vi begraver og lægger bag os vil uvægerligt dukke op igen og gentage sig i vores bevidsthed og omverden.

Gentagelsen i slutningen

Altså er det, vi møder i slutningen af forestillingen, ikke en ’karakter’ Hamlet, som endelig er kommet til det punkt i sin udvikling, hvor han tager sin skæbne på sig og forstår at ”at være beredt er alt”, men en desperat ung mand, der nærmest har forvandlet sig til et dyr, som han kravler rundt i jorden på sin fars grav. ”Jeg lagde mig på jorden og hørte verden dreje sig i forrådnelsens takt” – står der hos Müller. Hamlet er selv blevet invaderet og invalideret af ondskaben og i stedet for at hævne sin far bliver han dræbt af sin fars morder. Denne forestillings Hamlet forfejler sin hævn, mange dør omkring ham, men ikke Claudius, som igen – og med den samme tale – kan overtage det rige, der egentlig tilfalder Hamlet. Historien gentager sig, selvom vi kredser hvileløst om den grav, hvorfra der råbes om den uret, der blev begået. I den forstand er forestillingens koncept en oplagt spejling af vores (politiske)virkelighed lige her og nu, ligesom dens ekstreme forkortelse og montage af teksten – manuskriptet er på 70 sider – er et svar på et nutidigt publikums utålmodighed med tekst. Opsætningen deler Müllers mistillid til enhver fremskridtstro, ”something is rotten in the age of hope”- som det hedder i Hamletmaskinen, – men ønsker alligevel ikke som Müller at ophæve repræsentationen. Dermed lander den i en tilstandsbeskrivelse, der føles lang, og længere end hvis der havde været noget ’virkeligt’ på spil for Hamlet frem for denne opslidende skyggeboksning i et limbo.

Man mærker en kunstnerisk vilje bag forestillingen og oplever en modig genfortolkning af tragedien som en politisk thriller om Hamlets mareridt ’med ruinerne af Europa’ som bagtæppe, – selvom denne pessimistiske tanke med Hamlet-figuren nok er et projekt af mere intertekstuel og selvrefererende karakter.

Iscensættelse: Egill Pálsson, Scenografi: Martin Eriksson, komponist og musiker: Timo Kreuser, Oversættelse: Niels Brunse Johannes Sløk og Johannes B. Jensen, Bearbejdelse: Egil Pálsson og Mathias Rosenkrands Bech

Medvirkende:

Morten Brovn Hamlet, Prins af Danmark, Peter Gilsfort Claudius, Konge af Danmark, Hamlets onkel, Hanne Hedelund Gertrud, Dronning af Danmark, Hamlets mor, Christine Sønderris Ofelia, Polonius’ datter, Hamlets kæreste, Mikkel Reenberg Laertes, Polonius’ søn, Lars Simonsen Polonius, Kongens rådgiver, Malene Melsen Rosenkrans, hofmand og Mikkel Bay Mortensen Gyldenstjerne, hofmand.

Janicke Branth, dramaturg cand. phil. Tidl. dramaturg ved Aarhus Teater, tidl. rektor for Dramatikeruddannelsen, tidl. medlem af Reumertjuryen, og nu underviser på DDSKS og medlem af hovedredaktionen af Peripeti.

 

[i] Kan læses i teatrets skolemateriale, som ligger på nettet.