Thomas Ostermeier, En folkefjende
Af Johan Holm Mortensen
I am what I am –
Thomas Ostermeiers En folkefjende havde premiere i 2012 på Avignon festivalen. Siden da har forestillingen spillet i det meste af verden og nu også i Skuespilhuset i København.
Forestillingen kan ses som et udfald imod en selvhøjtidelig progressiv bevægelse, man oftest forbinder med den humanistiske, frihedselskende kreative klasse, der har den rigtige litteratur på hylderne og de rigtige holdninger til magten. Ostermeiers anke, kan man udlægge, er at konformiteten dulmer muligheden for radikal samfundsændring. Der er intet håb for revolutionen, når den befolkning, der taler for revolutionen ikke evner at sætte sig ud over sig selv.
En tekst, der stammer fra Den kommende opstand, et radikalt politisk manifest, er ved forestillingens start projiceret op på scenetæppet. Det er en kritik af reklamesloganet ”I am what I am”, som beskrives som en krigskampagne mod det, der eksisterer mellem mennesker og alt det diffuse og usynlige, der forhindrer den totale afskærmning. Således kan man læse den diffuse og sværttilgængelige tekst som en kritik af samtidens bevidstløse individualisering og frihedsdyrkelse. Sloganet er en ren tautologi, der ophæver ethvert selvstændigt og lidenskabeligt udviklingspotentiale for den person og det samfund, der identificerer sig med det.
Ostermeier
Thomas Ostermeier er nok den vigtigste og mest anerkendte tyske instruktør i det seneste årti. Han er kunstnerisk leder på berlinerteatret Schaubühne, hvor han siden 1999 har gjort det til en dyd at gå hårdt og kritisk til værks i sine iscenesættelser af klassikere. Særligt er han stor tilhænger af realismen, og blev kendt for sine moderne og fornyende af Ibsens stykker, både hans Nora og Hedda Gabler har gæstet Det Kongelige Teater. Han arbejder som flere af instruktørteatrets skikkelser med at skære klassikerne ind tekstens kerne og løfte iscenesættelsen i en ofte radikal læsning med en række konceptuelt fremtrædende greb. For det har han naturligvis, som de fleste af hans generations markante iscenesættere, høstet voldsom kritik.
Selv kalder Ostermeier sit teater for et ”sociologisk teater”, hvor teatrets rolle som irritationsmoment for et publikums politiske bevidsthed undersøges. Det er en måde igen at gøre teatret relevant i det vestlige borgerlige samfund. Hans iscenesættelser har således ofte en klar attitude overfor det samfund, han lever i og de mennesker, der befolker det.
Se forestillingens trailer her:
https://www.youtube.com/watch?v=drm5AQ3CQN8
En folkefjende
I Ibsens En folkefjende fra 1882 fanges lægen Thomas Stockmann i et politisk og populistisk spil. I forsøget på at få en ubekvem sandhed frem møder han modstand, først vender hans politisk engagerede venner, Hovstad og Billing i journaliststanden ham ryggen og derefter hele fællesskabet. Thomas har opdaget, at vandet i byens kurbad forurenes af de store fabrikker, men kurbadet er byens livsåre, og det vil koste byen dyrt at lave de forandringer, Thomas anbefaler. Men det er hans bror Peter, borgmesteren, der vinder denne kamp.. Thomas udstødes, men efterlades med det håb, at den, der står alene uden for fællesskabet, er den stærkeste, og derfra vil han forandre sit samfund.
Jan Pappelbaums scenografi er domineret af store skoletavlelignende sorte vægge, som til en start er dekoreret med tegnede møbler, diverse tegninger, der ligner forskningsmodeller og kruseduller uden system. Det minder helt om et slags mindmap og støtter op om det kreative rod, der findes i Stockmanns hjem. Væggene overmales i en symbolsk handling, da Thomas (Christoph Gawenda) mister sine støtter og lægges for had. Der dækkes demonstrativt over hans sandhed. Således spiller scenografien med som en kondensering af handlingen. Samtidig fremhæver scenografiens simplicitet tekstens handling. Ibsens femaktsstruktur er overholdt i opsætningen.
Samtidig fremhæves Thomas’ private og familiære omstændigheder, hvilket skærper presset på ham. Datteren, der er lærerinde, og hustruen Katarina er skrevet sammen til én karkater, så Katarina (Eva Meckbach) er lærer. Samtidig er deres to drenge skrevet om til ét spædbarn, så der er næsten en konstant barnegråd i hjemmet, og man ser en Katarina, der har besvær med selv at realisere sin karriere, fordi hjemmet er overladt til hende. Vi ser således også Thomas kæmpe med de private udfordringer som f.eks. at putte sit barn såvel som de store ideologiske kampe.
Stockmanns kreative og intellektuelle miljø står i stærk kontrast til den jakkesæts- og slipseklædte Peter Stockmanns (Ingo Hülsmann) økonomiske borgerlighed. Som borgmester repræsenterer Peter modstanden, magten og eliten i byen, der ønsker at holde Thomas’ sandhed væk fra offentligheden. Peter er således både modstander i form af sin kapitalistiske ideologi, som sætter det økonomiske hensyn over hensynet til sandhed, videnskab og endda menneskeliv og mere privat er han modstander af Thomas i et indebrændt broderopgør. Det er broderopgøret, Thomas reagerer på, når han vælger at blæse sagen op i pressen. Det er således i lige så høj grad Thomas’ stædighed og narcissisme som det er ideologi, der driver ham.
Det radikale
Det er i omskrivningen af fjerde akt, hvor Thomas har indkaldt til et informationsmøde om sin opdagelse, at forestillingens ærinde og samfundsrelevante attitude kommer klart til syne. Thomas vil nemlig ikke tale om det forgiftede vand, men om det forgiftede samfund med dets tiltagende individualisering og økonomiske vækstideologi. Her tildeles det aktuelle publikum rollen som borgere i fiktionen. Og denne aften i København tager de den rolle på sig – der debatteres i hvert fald med karaktererne med reference til det foregående handlingsforløb og om den fiktive sag med det forgiftede vand. Men der er ikke et ønske om konsensus i rummet.
Efter Thomas har holdt en dundrende tale, hvor han blandt andet kritiserer de velmenende, der tror de kan kritisere og ændre samfundet ved at lave og se kunst og teater om det, fastslår han, at flertallet og folket er problemet – ikke politikerne. Det er ganske klart, at han også refererer til den aktuelle situation og det aktuelle publikum. Alligevel høster han klapsalver, mens han af sine modstandere i fiktionen kaldes fascist. Det er klart, at han på dette tidspunkt har vores sympati. Vi har set, hvordan han er blevet skidt behandlet af dem han stolede på – selv Katarina har vi set forråde ham i et kys med vennen redaktør Hovstad (Renato Schuch). Samtidig forføres man af legen med det teatrale medie.
Størstedelen af publikum deler tilsyneladende hans holdning og vil altså støtte ham. Det bekræftes, da Aslaksen (David Ruland), formanden for grundejerforeningen i fiktionen, beder publikum række hånden op, hvis de er enige i Thomas udsagn. Talen, som stammer fra det samme manifest som åbningsteksten, har bekræftet publikum – eller i hvert fald en del af dem – i deres egne holdninger og tanker om hvordan samfundet burde være indrettet. Det er særligt spørgsmålet om vækstideologien, man genkender fra kritikken af den politiske diskurs. Når Aslaksen bagefter beder om at høre argumenterne fra dem, der skulle støtte Thomas’ sag, er der ingen der umiddelbart melder sig på banen.
Det interessante her er, at det er publikum og ikke karaktererne, der konfronteres med deres egen handling. Både den konkrete handling at markere sin enighed, men også den indre fortolkningshandling, hvor størstedelen af os har ladet os forføre af iscenesættelsen og genkendt Thomas’ ideologiske standpunkt som vores eget. Iscenesættelsen udstiller på en provokerende måde, hvordan den radikale ideologi nemt nyder tilslutning, men ikke bliver mere end slagord. Og det er dét, der er den egentlige forgiftning.
Politisk teater
I den efterfølgende debat er ordet frit. Denne aften runder debatten flere gange Henrik Ibsen, men der er også flere, der tager konfrontationen med Aslaksen, der på bedste politikerfacon formår at glide af på enhver kritik. Det virker som om forestillingen her ønsker at tænde en politisk kritisk bevidsthed hos publikum uden at være politisk selv. Forestillingen leverer ikke nogen løsning på udfordringen.
Iscenesættelsen af debatsituationen tillader, at publikum skriver ethvert for dem relevant tema, ind i forestillingen, således at Ibsens tekst fungerer som et bagtæppe for en debatsituation – på den måde tilbyder iscenesættelsen også et potentielt debatforum, faciliteteret af Ibsens drama. (jf. Min analyse Dokumentarisme som funktion i Peripeti 21). Det radikale politiske projekt opstår netop, når tekstens skydes i baggrunden, og bliver en platform, hvorpå kapitalismens indre spændinger kan kan træde frem.
Iscenesættelsen peger på, at vi er blevet passiviseret i lutter konformisme. Samtidig udnyttes teatrets særegne situation, som jo netop er falsk og hvor publikum netop er placeret i en passiv position, til at irritere publikums selvforståelse – også i denne konventionsbundne situation. Nogle rejser sig og forlader salen, enkelte endda med et ønske om at give udtryk for ubehaget og skuffelsen over at skulle deltage i denne begivenhed. Man kan sagtens læse, at forestillingen er en kritik af de selvretfærdige, der går i teatret eller andre steder hen for at få bekræftet, at de har ret og de andre ikke har ret. Man kan sige, at iscenesættelsen med denne konfrontation prikker hul i den boble, der binder publikum til fiktionen. Således drives iscenesættelsen altså af et, måske pessimistisk, emancipationsprojekt på publikums vegne. Med den slovenske filosof Slavoj Zizeks ord kan man sige, at emancipationen har det svært, men at man ikke bør opgive forestillingen om en radikal forandring.
Forestillingens appel bliver i særlig grad, at den forsøger at gøre sig direkte relevant i forhold til samfundsdiskursen, og ikke bare fremstår som en spejling, dette kunstens ophøjede parallelle rum. Forestillingen, der trods alt må siges at høre til ’mainstreamteatret’, peger på grænsefladen mellem kunst og ikke-kunst eller mere præcist mellem teatret som offentlig kunst og sociokulturelt medie.
Den svære slutning
Fjerde akt afsluttes med at Thomas må krybe i ly bag talerstolen, mens de to journalister Billing og Hovstad bombarderer ham med balloner fyldt med maling. Den voldelige handling er kulminationen på udstødelsen af Thomas og hans familie, han er miskrediteret, men samtidig er kurbadets aktier let til salg. Den femte og sidste akt er en svær slutning, hvor vi skal tilbage i fiktionen, så at sige. Derfor er den sidste akt med rette skåret meget ned, men ikke på en måde, så Ibsens stramme plot forpurres.
I forestillingens afsluttende scene afsløres det, at svigerfaderen, den rige Morten Kiil (Thomas Bading) har opkøbt billige aktier i kurbadet for Thomas og Katarinas’ arv. Thomas er blevet afkrævet en tilbagetrækning af sine anklager af sin bror Peter. Gør han det, vil han og familien i kraft af aktierne være sikret resten af deres liv med den formue de nyindkøbte aktier forventes at indbringe. Samtidig har både Katarina og Thomas mistet deres jobs, deres huslejeaftale er opsagt og Thomas muligheder for et andet job i byen er lig nul. Thomas må altså sammen med Katarina vælge; idealerne og sandheden eller familien og sikkerhed.
Her vælger Thomas i Ibsens drama at starte en samfundsomvæltning gennem undervisning og dannelse af de fattige i en ny skole – alene men stærk – , men afslutningen hos Ostermeier er mere tvetydig. Her sidder ægteparret med aktiepapirerne foran sig, som de i første omgang har afvist. De kigger på papirerne, drikker en slurk øl, kigger lidt nøjere på papirerne, kigger på hinanden og lyset går ud. Det er altså uvist, om de vælger sikkerheden frem for det radikale oprør.
Rune Lykkeberg har i bogen Alle har ret (2012) skrevet om Thomas Stockmann, at han er en tvetydig figur, der ikke fremstår som en sand idealist. Det er der ifølge Lykkeberg ingen af karaktererne, der gør. For lige så snart idealerne støder sammen med den sociale virkelighed svigter idealerne eller sandhederne. Denne læsning synes han at dele med Ostermeier. Ostermeier forsøger netop, at lade publikum mærke, hvordan deres sociale virkelighed støder sammen med deres idealer. Men han gør det ikke for at udpege demokratiets paradokser eller verdens uigennemskuelige kompleksitet. Tværtimod sætter han det op som et valg, folk må tage for hver især. Det er ikke kun et psykologisk drama om moral, identitet og mod, men også et portræt af en kultur, der har tabt politisk relevans og vilje.
En folkefjende spillede i skuespilhuset 18-19 juni.
Medvirkende: Christoph Gawenda, Ingo Hülsmann, Eva Meckbach, Renato Schuch, David Ruland, Moritz Gottwald, Thomas Bading
Iscenesættelse: Thomas Ostermeier, Bearbejdelse og Dramaturgi: Florian Borchmeyer, Scenografi: Jan Pappelbaum, Musik: Malte Beckenbach og Daniel Freitag
Hele teksten til Den kommende opstand er oversat til dansk af Toni Bashy og kan henste online på: http://bloom0101.org/wp-content/uploads/2015/02/opstandindhold.pdf
Johan Holm Mortensen, cand. mag. i Dramaturgi fra Aarhus Universitet. Dramaturg i Skuespillet, Det Kongelige Teater.