Studerende ved Dramaturgi skriver i Fokus anmeldelser eller essays om aktuelle teaterforestillinger.
Lille requiem om kærlighed
Af Kaia Fransiska Frostmann Lundenes, Kristina Pfeil Nielsen, Maja Mathiesen og Emilie Hackenberg Alstrup.
”Lille requiem om kærlighed” er et stykke sammensat af to manuskripter af Lars Norén. Det er ensemblet og instruktør, Thomas Müller, som har lavet tekstarbejdet sammen og skabt præcis denne forestilling – som har urpremiere i Danmark. På trods af at det er to forskellige stykker fra Lars Noréns “Terminal”, der er endt som ét hele i “Lille requiem om kærlighed”, virker forestillingen utrolig helstøbt. Forestillingen tager udgangspunkt i metafysiske problematikker og særligt kontrasten mellem liv og død. Temaer formet som afslutninger, begyndelser, og livets svære valg udmønter sig til en tematisk tour de force gennem adoption, abort, utroskab, fødsel og død.
Med livet hører døden
De spændingsfyldte temaer bliver sat i livet af fire par. Hvert af disse par har sine samlivsproblemer, og publikum ser deres stræben og kamp for at løse disse. De fire par oplever sit eget tidsperspektiv, og her ser man efterhånden konsekvensen af, at stykket er sammensat af to. Parrene er af forskellige aldre og skildrer hændelser og faser i livet fra ungdom til voksen. Vigtigt er det, at karaktererne og relationerne er helstøbte og relaterbare – både for den unge og den mere erfarne. De otte afgangselever har alle skabt karakterer, der både er elegante og komplekse og med plads til både sorg og humor. Anna Nøhr Tolstrup og Fanny Louise Bernth er en fornøjelse at være i selskab med og giver to vidunderlige præstationer på følsomme, stærke og uforudsigelige kvinder. Mikkel Becker Hilgart skildrer både nærvær, akavethed og ligegyldighed i en sådan grad, at hele stykket løftes til en højere kvalitet. Når stykkets fragmenter og store temaer går op, virker det som om, at man bliver ramt lige i kernen af sit eget liv, og dette er den stærkeste kvalitet som “En lille requiem om kærlighed” besidder. Det er den slags forestilling, der både får det til at gøre lidt ondt i maven og bringer et smil frem på læben. Det gør den, fordi den viser os livet på en ærlig måde, og livet kan både gøre ondt og godt. Med livet hører døden, og disse to forenes på en helt naturlig måde i denne forestilling. En måde, som desværre sjældent ses ude i samfundet, hvor det er blevet farligt at tale om døden. Men det handler ikke blot om kontrasten mellem liv og død. Det handler i ligeså høj grad om kontrasten i selve livet. Der er både mørke rum og lyse rum, som det italesættes i forestillingen. Disse rum er inde i os – ”Alle har vel for fanden mørke rum!” (Mathias Flint). De mørke rum afsejles i de individuelle karakterer og hver deres problemer, men de afspejles ligeledes i de forhold, de har sammen samt det overordnede tema i forestillingen. Et tema som kan være komplekst at definere, fordi det netop indeholder alt fra liv til død. Forestillingen sætter fokus på, at mørket ikke kun er i døden. Mørket og tomheden er noget, der er i os, og som vi må kæmpe med hele livet.
Diskrepans mellem tekst og scene
Kommunikationssvigt og især en nærmest Beckett-lignende forbi-snakkende dialog præger stykkets første del. Det er to af parrene, som begge venter i et venteværelse på et sygehus. Som virkemiddel, skal disse to par, som i bund og grund befinder sig i et parallelt univers, tale med hinanden på en tilfældig måde. Dette er et kendetegn gennem hele forestillingen. Som modtager føles det dog gennemskueligt. Dog bider det dem ofte lidt for meget i halen, og seancen mister troværdigheden. Det er en god effekt, hvis den fik lidt mere tid, og et temposkift havde for alle dele ikke været at foragte. Iscenesættelsen, som stræber efter at være realistisk, i et urealistisk, flydende rum opnår ikke ønsket effekt, fordi mellemrummet mellem iscenesættelse og tekst er for stort. Dermed kan der argumenteres for, at der opstår en diskrepans mellem tekst og scene. Forestillingen giver et indtryk af noget, som skal virke realistisk, men teksten vil gerne stræbe efter at være i en eller anden grad, absurd. Dermed har vi et form-problem. Med en mere udtrykt vision fra instruktørens side, ville denne diskrepans måske ikke opstå. Men på mange måder virker det som om, Müller har arbejdet uden vision eller i blinde under sammensætningen af forestillingen. Som publikum forstår man budskabet, men det er desværre dækket af en kedelig form, hvor spændingen aldrig får lov at vokse, men evigt skal tilsidesættes for, at man på ny flytter fokus til et andet par. Det spartanske brug af scene og lys sikrer, at vi holder vores opmærksomhed på de otte skuespillere, men det gør de 90 minutter på øverste sal hos Svalegangen en anelse tunge og langtrukne. Takket være skuespillerne bliver det langtrukne af en meget høj kaliber, men selv om små håndbevægelser, ansigtsudtryk eller sigende stilheder får lov til at stjæle billedet i den sparsommelige teknik, ville man dog ønske, at ambitionsniveauet for en helstøbt vision i forestillingens æstetiske udtryk havde været højere.
De mørke rum i den tomme scenografi
Seks wires og fire-fem bænke præger scenen, en minimalistisk stil, der kan give liv til fantasien, hvis man ved, hvad man vil med den. Bænkene forbliver fantasiløse bænke det meste af tiden samtidig med, at nye rekvisitter, såsom aviser og et køleskab bringes i spil. Scenens wires bliver brugt til lyd, til at hænge sig i, eller slet ikke. På samme måde har skuespillernes forskellige retninger og fysiske liv på scenen en forvirrende kvalitet over sig. Det er tydeligt, hvad Müller har forsøgt rent instruktionsmæssigt. Her er det med tanke på den enkelte monolog mod publikum, eller det utro par, som ser ud mod publikum, mens de snakker med hinanden. Det er et forsøg på at opnå et stilistisk og absurd bagtæppe til de realistiske temaer. Disse virkemidler mangler et fodfæste i helheden og kommer ud som ekstremt flade og adspredte. Dermed bliver disse brud rodet og vanskelige for publikum at sætte fingeren på. En kontrast til det ellers dygtige ensemble, som fortjener en kunstnerisk og stærk vision at spille på baggrund af. Omvendt kan man sige, at scenografien lever op til forestillingens tematik om de mørke rum og tomheden. Den sparsomme dunkle scenografi giver publikum en følelse af tomhed, hvor karaktererne på skift forsøger at finde glæden frem. Samtidig gav det en masse spilleareal, som skuespillerne udnyttede fuldt ud. Nogle gange var det mørke rum fyldt helt ud af skuespillere, andre gange kun et hjørne, og mens de skuespillere, som havde en scene, spillede, sad de andre i kanten af scenen og holdt øje med dem, som var i gang. På den måde blev der leget med det tomme/mørke rum på forskellige måder. Ydermere kan man i forhold til scenografien og dens sammenhæng med tematikken sige, at de seks wires og fire-fem bænke nærmest inddeler rummet i nogle felter eller usynlige vægge. For imens der bliver ført en dialog mellem det ene par, kan man i baggrunden følge med i, hvordan et andet par står til at skulle tage afsked med deres barn. Vi kan altså hele tiden følge med i deres fortvivlelse og sorg, som aldrig stopper, selvom vi går videre til et nyt par. Med den åbne og tomme scenografi er ingen aldrig helt adskilt fra hinanden. Gennem omgivelsernes usynlighed står historiernes fællesskab altså stærkere, da publikum bliver mindet om sammenhængen; liv og død.
Tillykke til de otte nye stjerneskud
Selvom visionen virker rodet og flad, skal motivet til forestillingen dog fremmes, da der var og er virkelig mange flotte og rørende scener. De når et bredt publikum, fordi det er faser i livet, de fleste af os mennesker vil gennemgå, og fordi skuespillerne er dygtige og evner at bringe stykket op til et højt niveau af identifikation, ligesom det også mest er i skuespillet og karakterarbejdet, at vi ser de kunstneriske ambitioner. Hermed når vi også frem til den vigtigste funktion for stykket ”En lille requiem om kærlighed” – nemlig at fremmønstre de otte unge stjerneskud, som nu siger farvel til Aarhus-afdelingen af Den Danske Scenekunstskole. Selvom forvirringen og det langtrukne fik sin plads på Svalegangen og i denne tekst, så er det tydeligt, at den mest gennemgående følelse, som “En lille requiem om kærlighed” efterlader publikum med, er, at ud fra skuespilleruddannelsen kommer otte nye og meget store skuespiltalenter, og vi er ivrige efter at se dem tage deres plads i det danske teaterlandskab.
Kaia Fransiska Frostmann Lundenes, Studerende, Dramaturgi – Institut for Kommunikation og Kultur. Aarhus Universitet
Kristina Pfeil Nielsen, Studerende, Dramaturgi – Institut for Kommunikation og Kultur. Aarhus Universitet
Maja Mathiesen, Studerende, Dramaturgi – Institut for Kommunikation og Kultur. Aarhus Universitet
Emilie Hackenberg Alstrup, Studerende, Dramaturgi – Institut for Kommunikation og Kultur. Aarhus Universitet